Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Browserudgave

Wagner, Ingmar

Ingmar Wagner. (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Ingmar Wagner (1921-97), dansk kommunist og modstandsmand, deltog aktivt i modstandskampen som kurér for BOPA. Efter krigen blev han i DKU sekretær og siden landsformand. Medlem af Folketinget  (1953-1957) for DKP. Fra midten af 1950'erne var Ingmar Wagner centralt placeret i DKP som partisekretær og i perioden  (1974-1992) som forretningsudvalgsmedlem med ansvar for freds- og solidaritetsarbejdet. Wagner var medlem af DKP's Centralkomite og den ledende inderkreds i mere end 40 år.
Ingmar Wagner var søn af arbejdsmand Svend Wagner og hustru Ingeborg. Som søn af Svend Wagner, alias «General Johansen», den legendariske kommunist og organisator af modstandskampens militære enheder, var troskaben over for socialismen fra fødslen en ubetinget del af Ingmar Wagners liv. Han fulgte sin far ind i modstandsbevægelsen mod Tyskland under besættelsen og deltog som kurér og sabotør for Borgerlige Partisaner (BOPA).

Efter krigen avancerede han takket udpræget organisatoriske talent hurtigt til inderkredsen af DKP's ledelse. Som folketingsmedlem fik han tilnavnet «Laksko» af Per Hækkerup, da denne fik nys om, at DKP havde beordret Wagner og Aksel Larsen til nytårskur hos kong Frederik 9. I modsætning til den øvrige DKP-ledelse, der var arbejdertyper, var Ingmar den pæne mand med jakkesæt og slips. Han førte sig frem i de fine saloner og på de bonede gulve og rekrutterede på DKP's vegne kulturradikale (som andre på venstrefløjen kaldte «pinger») til Vietnambevægelsen og andre internationale mærkesager.

Af talrige betroede stillinger og ledende funktioner, hvor Wagner repræsenterede den Moskva-tro linje, var posten som ansvarlig for DKP's freds- og solidaritetsarbejde den vigtigste. I 1960'erne og 1970'erne var han aktiv i en række for DKP politisk vigtige bevægelser og initiativer.

I 1974 overtog han næstformandsposten i Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen og fortsatte på posten frem til 1992. I 1974 var Wagner medstifter af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed.

Wagner spillede også en væsentlig rolle i relationerne til landene i Østeuropa, som var af afgørende betydning for DKP. Han var DKP's primære kontaktperson i forhold til DDR, og gennem ham fandt vigtige økonomiske midler derfra vej til DKP. En lignende rolle spillede han i organiseringen af DDR's Østersøuger. I lange perioder var DDR nærmest hans andet hjem, da han i perioder kontinuerligt pendlede frem og tilbage imellem Dronningens Tværgade og Østberlin. Ved mindst en lejlighed gjorde han indsigelser over for partifunktionærer i DDR's regeringsparti SED, da han frygtede, at en afsløring af Stasis aggressive hvervninger af spioner ville kunne skade DKP indenrigspolitisk. Rollen som kontaktperson gjorde, at han  blev holdt observeret af de danske efterretningstjenester.

Wagner spillede i 1972 en central rolle i udviklingen af  kampagnen imod EF. Da han i 1981 fik stjålet D-Mark til en værdi af omkring en halv mio. kr. fra sit hjem i Præstø, skabte det ikke blot avisoverskrifter, men det tegnede også et billede af hans betydning for partiets mere lyssky pengetransaktioner.

Vietnambevægelsen

I slutningen af 1960'erne var der fokus på solidariteten med den tredje verden og befrielsesbevægelser, og det placerede hans ansvarsområde centralt. Mest betydningsfuldt står hans organisatoriske rolle i Vietnambevægelsen, hvor Wagner med vekslende succes forsøgte at gennemtvinge DKP's politiske linje i en kaotisk bevægelse og en tid præget af ungdomsoprør og venstredrejning. I perioden fra 1968 til 1976 var Ingmar «Laksko» Wagner indbegrebet af fjenden for venstrefløjen i Vietnambevægelsen. DKP's linje var at tilstræbe et topstyret samarbejde med SF, Socialdemokratiet og en række «pinger» med en humanistisk linje, mens mange af aktivisterne i Vietnamkomiteerne ønskede indflydelse på beslutningerne og en mere militant politisk linje under  parolen «Bekæmp den amerikanske imperialisme». Det førte til et brud i december 1968 i Vietnam-komiteerne, hvor venstrefløjen beholdt navnet. På trods af sit hårde arbejde måtte Wagner se Vietnambevægelsen knække over i to, og de aktivistiske politiske kræfter gå uden om DKP.

Som  partisekretær i DKP var han den der tegnede partiets linje udadtil, også da centralkomiteen i februar 1969 ekskluderede 7 DKP'ere, fordi de turde stå frem og føre en anden linje end den som partihovedkvarteret i Dr. Tværgade havde lagt. Wagner spillede en central rolle i oprettelsen af Vietnam 69, der samlede DKP, SF og brede socialdemokratiske kredse om en humanistisk indsamling til Vietnam. Ingmar Wagner besøgte i 1972 Vietnam under krigen sammen med Erik Knudsen og John Mølgård.

På besøg i Nordvietnam i januar 1972 for Vietnam 69. Fra venstre Ingmar Wagner, John Mølgaard og Erik Knudsen ved en af Nordvietnams luftværnskanoner, der nedskød USA bombefly. (Foto: Vietnam fra John Mølgaard)

Set i bakspejlet, gik DKP i den højre grøft, mens den anden fløj af Vietnambevægelsen var konsekvent venstreradikale, med en aktivist-styret linje (som til tider medførte for megen spontanisme) og mere og mere militante paroler, og derfor gik i den venstre grøft. Men sådan var tiden og den politiske kamp - for eller imod en «Moskva-orienteret» linje.

Efter at Vietnamkrigen var slut i april 1975 dannede man i januar 1976 i fællesskab Dansk Vietnamesisk Forening (DVF) og udkæmpede et sidste slag om linjen i Vietnam-bevægelsen. DKP havde mobiliseret en masse mennesker til at komme på den stiftende generalforsamling og fik valgt alle dem, man havde opstillet, inklusive Ingmar Wagner. Kun fordi man på forhånd havde lavet et kompromis, fik venstrefløjen valgt en række personer til den nye ledelse, men uenighederne var stadig så bitre, at fire fra venstrefløjen udtrådte af bestyrelsen for DVF. Efter det første år forlod Wagner bestyrelsen i Dansk Vietnamesisk Forening for at koncentrere sig om andre opgaver, men forblev medlem til sin død.  I 1991 meldte han sig til en medlemsrejse som DVF arrangerede, for igen at besøge det land som han «kun kendte fra krigen».

Trofast partisoldat blev fornyer

Wagners organisatoriske evner var imidlertid ikke fulgt af en tilsvarende partiteoretisk eller ideologisk begavelse. Han fik derfor aldrig afgørende magt eller indflydelse på partiets politiske kurs og retning. Han forblev tro imod sit parti, også efter Sovjetunionens kollaps i 1991, og efter splittelsen hørte han til de ledende partimedlemmer, der fulgte med DKP ind i Enhedslisten.

Da muren faldt i Berlin i 1989 blev Wagner interviewet til TV-avisen og spurgt om han nu ændrede synspunkt, men han svarede, at uanset hvor mange mure der væltede så ville han vedblive med at være kommunist.

Da DKP begyndte at gå i opløsning i efter murens fald i 1989, var Wagner den første kendte DKP'er der begyndte at abonnere på Venstresocialisternes (VS) ugeavis Solidaritet, for at holde sig orienteret om «ventresekteristerne», og da Ingmars rolle i uenighederne i DKP  kom frem til overfladen i 1993, viste det sig at han var en ivrig fornyer. Til forbavselse for dem der troede at han kun var «hardliner» og partisoldat. Der nåede også at ske en forsoning mellem Wagner og nogle de kammerater han var med til at ekskludere fra DKP i 1969.

C.H.La., W.G.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 30/1 2015

Læst af: 20.929