Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Enhedslisten

Enhedslisten, De Rød-Grønne, dansk venstrefløjsplatform, dannet som et valgsamarbejde mellem VS, DKP og SAP i 1989. Den kom første gang i Folketinget i 1994 med 6 mandater, og fik ved valget i 1998 5 mandater.

Forhistorien

I slutningen af 1980'erne svækkes den danske venstrefløj. Schlüter og højredrejningen, havde bidt sig fast. Strejkebevægelserne frem til midten af 80'erne, først havnearbejderstrejkerne og siden påskestrejkerne i 85 gav mange erfaringer om organisering af kampen på tværs af arbejdspladserne, men de formåede hverken at fjerne den borgerlige regerings indgreb i dagpengene, eller vælte Schlüter. Så de nye nøgleord på venstrefløjen blev ansvarlighed, rød realisme og tilpasning.

Hos Venstresocialisterne gik folketingsmedlemmerne Anne Grethe Holmsgård og Jørgen Lenger til SF. Hos  DKP var man stærkt påvirket af udviklingen i Sovjet. Glasnost og Perestrojka var nye begreber, der også trængte ind i den danske debat. Det førte til voldsomme opgør internt - også med egen selvforståelse og selvfølelse.

VS var den parlamentariske repræsentant for venstrefløjen, men var svækket af de mange fraktionskampe. De folkelige bevægelser tyndede ud og blev presset af højrebølgen. DKP arbejdede videre i fredsbevægelsen og fagbevægelsen, men havde heller ikke fremgang. Debatten på venstrefløjen gik bl.a. på, hvad man kunne lære af storstrejkerne i 85. Var parolen om et arbejderflertal den rigtige, eller var det tværtimod opbygningen af en selvstændig linje udenom SF og SD, der var det centrale?

Samtidig var den organiserede venstrefløj begyndt at få et ungdomsproblem, Lærlingenes og Ungarbejdernes Landsorganisation (LLO) var i tilbagegang og de uddannelsessøgendes andre organisationer havde det heller ikke for godt. Den organiserede venstrefløj tiltrak først og fremmest den generation, der var blevet politisk aktive i begyndelsen af 70'erne.

Valget 87 og debatten i foråret 88

Ved valget i 87 røg VS ud af folketinget, og DKP, der havde været ude siden 1979, kom heller ikke ind. VS og DKP fik tilsammen 2,7% af stemmerne, men lå hver især under spærregrænsen på 2%.

Jens Borking fra Snedker-Tømrene i København, rejste i DKP debatten om valgforbund, og Finn Sørensen fra Bryggeriarbejdernes Fagforening prøvede det samme i VS, men ingen af stederne var der særlig opbakning. Så kom valget i 88, hvor VS og DKP igen opstillede hver for sig, og det gik derefter. Tilsammen fik de kun 1,4%.

Topforhandlinger og lokale lister

Ovenpå disse nederlag ændrer VS kurs og kommer med et udspil til en Socialistisk Valgalliance. I de forhandlinger, der nu følger, er der mange deltagere: VS, DKP, SAP, Fælles Kurs, Humanisterne, DKU og De Grønne. Det viser sig, at de reelt interesserede er VS, DKP og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Fælles Kurs udelukker sig selv ved sin småracistiske og populistiske linje, Humanisterne ryger ud af forhandlingerne pga. deres tilknytning til sære nyreligiøse strømninger, og DKU er ved at nedlægge sig selv. Endelig er de Grønne ikke interesseret i at deltage i et erklæret socialistisk samarbejde.

I mange byer sker der samtidig en lokal opbygning af tværsocialistiske lister til venstre for SF - bl.a. i Århus, Randers, Gladsaxe og Albertslund. I alt opstilles der i 30 kommuner, og ved kommunevalget i 89 opnås valg en del steder.

Underskriftindsamling: VS og SAP går i gang

VS og SAP beslutter sig for projektet i foråret 89. Det sker dog ikke uden interne stridigheder. En lille fraktion i VS ønsker under ingen omstændigheder at arbejde sammen med DKP, og ender med at melde sig ud af partiet. Samtidig tøver DKP, der ligeledes er præget af en voldsom intern splittelse på spørgsmålet, der har delt partiet i to næsten lige store lejre. Men VS og SAP starter en underskriftindsamling for at blive opstillingsberettiget til folketinget og lægger således pres på DKP. Underskrifterne er indsamlet i sommeren 89.

Forhandlingerne fører i løbet af sommeren til lidt mere end et teknisk valgsamarbejde, men man er meget langt fra en selvstændig politisk bevægelse. Partierne har vetoret i alle spørgsmål. Det første årsmøde afholdes i december 89, hvor Litten Hansen byder Enhedslisten velkommen som en konkret samling på venstrefløjen. Årsmødet er en pudsig konstruktion. Det er nemlig et partisamarbejde, og deltagerne har ingen direkte indflydelse. Men der er alligevel god stemning, og efter årsmødet vedtager bestyrelsen et minimumsgrundlag.

Frem til det 2. årsmøde i oktober 90 gøres der et stort arbejde for, at Enhedslisten kan udvikles. Først få timer før årsmødets start indgås de sidste kompromiser og partierne accepterer, at deres vetoret bortfalder. Det 2. årsmøde bliver et besluttende årsmøde.

Valget december 1990

Kort efter det andet årsmøde udskrives folketingsvalg med en kort og heftig valgkamp, hvor Jette Gottlieb, Ole Sohn og Ebbe Reich Kløvedal er forgrundsfigurer. Kandidatsammensætningen giver anledning til en del kritik i organisationen, da bl.a. Kløvedal og flere andre kandidater hentes ind fra sidelinien. De er ikke medlemmer, men har øjensynligt til formål at trække stemmer til - uden at være blevet opstillet af medlemmerne. Listens bestyrelse kritiseres for at have opstillet kandidater på tværs af medlemsdemokratiet, men kritikken dør ud.

Valgresultatet bliver 55.000 stemmer (1,7%). Ikke nok , men heller ingen katastrofe, så arbejdet fortsætter. Men uden Ole Sohn, som ser lyset i SF, tager endnu en partikamp i DKP, taber den og melder sig ud af Enhedslisten og DKP og ind i SF.

Ny underskriftsindsamling

Flertallet i bestyrelsen beslutter at starte en ny underskriftindsamling, som bliver et hårdt arbejde. Folketinget har lavet nye regler for indsamling af stillere til at blive opstillingsberettiget til folketinget. Stillerne skal personligt bekræfte underskriften ved et brev til den kommune, hun bor i. Denne bureaukratiske opstramning er Enhedslisten den eneste politiske strømning udenfor Folketinget, der har en stærk nok organisation til at overvinde. Men først i sidste øjeblik. De nye regler sagde samtidig, at indsamlede underskrifter skal anvendes indenfor et år, og det lykkes først i 12. måned at indsamle de sidste underskrifter, før de først indsamlede bliver ugyldige. Problemerne afslører, at listens organisation og medlemmernes engagement er reduceret ifht. indsamlingen i 89. Især medlemmerne af SAP viser et langt mindre engagement under 2. indsamling, men SAP har også i mellemtiden besluttet at opprioritere det interne partiarbejde. Samtidig er VS blevet drænet for mange ressourcer, og DKP har endnu ikke vænnet sig til at prioritere arbejdet i Listen. Men indsamlingen lykkes. Listen var derfor det eneste nye opstillingsberettigede parti ved folketingsvalget i september 94.

Kampen mod EF-Unionen

I unionskampagnen frem til den 2. juni 92 deltog Enhedslisten i den brede bevægelse, men lavede også en selvstændig kampagne med eget grundlag, markeret f.eks. med Ole Krarup i afslutningsdebatten. Derefter kom «omvalget» den 18. maj 93 med det nationale kompromis og SF's skiften side på Unionsspørgsmålet. Og endelig valget til Europaparlamentet i 94, hvor Enhedslistens medlemmer var særdeles aktive og stillede op både på Folkebevægelsens og på Junibevægelsens lister. Ole Krarup blev valgt på Folkebevægelsens liste med 98.000 stemmer. Anne Mette Jensen blev på Junibevægelsens liste en flot nr. 3, men ikke valgt. Efter SF's anbefaling af et ja den 18. maj var der mange tidligere SF'ere og SFU'ere der fandt vej til Enhedslisten.

Væk fra partisamarbejdet - på vej mod en egentlig medlemsorgansation

3.-4. og 5. årsmøde blev præget af udviklingen frem mod en egentlig medlemsorganisation. På det 3. årsmøde blev Kommunistisk Arbejderparti også tilsluttet listen, der nu bestod af enkeltmedlemmer og medlemmer fra VS, DKP, KAP og SAP. På det 2. årsmøde havde DKP nedlagt veto mod optagelsen af KAP, men dette forbehold blev nu fjernet. Samtidig bliver den sidste rest af vedtægtssikret partiindflydelse fjernet.

På sit 6. årsmøde i november 1994 blev Enhedslistens politiske grundlag «Et rødt-grønt alternativ» vedtaget. Det politiske grundlag defineres ikke længere snævert som et valggrundlag. Det var en udvikling, der blev understreget på det organisatoriske årsmøde i maj 95, da det blev vedtaget, at Enhedslisten er på vej mod at blive et græsrodsparti for aktive socialister. Et parti af en ny type defineret som en organisation, der opstiller til valg, har en landsdækkende politisk organisation og tager stilling til mangeartede politiske spørgsmål. Med en generel socialistisk målsætning kombineret med enighed om, hvad der skal kæmpes for nu. Men Enhedslisten bygger ikke på en sammenhængende ideologi, og en fælles strategi for socialismen. Medlemmerne kan stadig være organiseret i andre socialistiske partier og organisationer uden for Enhedslisten - kun med den begrænsning, at disse ikke opstiller til valg som alternativ til Enhedslisten.

Græsrodspartiet er også en form, hvor det er let for ikke-medlemmer at arbejde sammen med Enhedslisten. Der er åbne udvalg, flad organisatorisk struktur og urafstemning om spidskandidater til folketingsvalg. Enhedslisten er i 1998 en medlemsorganisation med omkring 2.000 medlemmer, formelt landsdækkende, men reelt stadig koncentreret om de større byer.

I Folketinget og udenfor

Den 21. september 94 deltager Enhedslisten i sit 2. valg og gennemfører en hård og hektisk valgkamp. Efter SF's forræderi overfor den danske unionsmodstand synes 104.578 vælgere, der er brug for fornyelse på venstrefløjen, og sikrer valg af 6 repræsentanter til Listen.

Enhedslisten har den holdning til folketingsarbejdet, at det er vigtigt, at det til stadighed forbindes med det arbejde, der laves i organisationen og ude i de aktive bevægelser. Alligevel koncentrerer Listen sine nye ressourcer - de mange nye ansatte sekretærer - på Christiansborg. Det giver anledning til en del intern kritik, at det i den grad er det parlamentariske arbejde der prioriteres frem for det udenomsparlamentariske arbejde. Samtidig bliver listens finanspolitiske ordfører, Frank Aaen for første ganske gang et dagsordenspunkt på bestyrelsens dagsorden. Listen har vedtaget, at alle i organisationen får samme løn - 22.000kr. Folketingsmedlemmerne må derfor lægge deres overskydende løn som partiskat. Men Aaen arbejder ikke med penge for ingenting. Med henvisning til sin studiegæld lykkes det ham at få dispensation fra reglen.

Fortsat fremgang

Enhedslistens fremgang fortsatte i 1996. I det parlamentariske arbejde blev der gjort nye erfaringer. I København blev der igangsat forsøg med bydelsråd. Et forslag som Enhedslisten havde været med til at udvikle. På Østerbro og i Valby gik Listen frem og på Nørrebro gik det så godt, at der blev absolut flertal sammen med SF. Enhedslisten og SF fik hver 6 mandater. Erfaringerne viser dog, at det er vanskeligt at udvikle alternativer, når det skal ske indenfor de meget stramme økonomiske rammer, som den socialdemokratisk dominerede Borgerrepræsentation udstikker. Faktisk havde Socialdemokratiet det ganske udmærket med, at det var venstrefløjen der blev gjort til budgetansvarlige i bydelsforsøgene. Københavnerne stemte 28. september 2000 om udbredelse af bydelsrådene til resten af kommunen, men dette blev stemt ned, og de eksisterende bydelsråd formodes at ophøre ved udgangen af 2001. Bydelsrådene og venstrefløjen blev sat til at administrere nedslæringer, og blev straffet for dette.

Op til og efter det 8. årsmøde i november 96 havde de konservative spillet sig ud af finanslovsforhandlingerne, samtidig med at Enhedslistens bestyrelse havde vedtaget fem krav til finansloven. Disse krav blev ikke opfyldt, men regeringen var så presset, at årsmødet gav mandat til, at Enhedslisten kunne undlade at stemme om finansloven, hvis alle forringelser blev pillet ud, samtidig med at der kom fornuftige delaftaler. Den nyvalgte bestyrelse vurderede, at årsmødets betingelser var opfyldt, så Enhedslisten ved at undlade at stemme sikrede de resultater, der var opnået uden at blive en del af regeringens parlamentariske grundlag. Også denne beslutning førte imidlertid til kraftige interne diskussioner. Dels fordi den var et brud med den eksisterende tradition for at stemme mod finansloven, men også fordi der var tale om en konflikt mellem to parlamentariske traditioner: DKP's og VS'. Mens VS' tradition i 70'erne og frem til partiet røg ud af Folketinget i 87 havde bestået i at «stemme for selv den mindste forbedring og mod selv den mindste forringelse», havde DKP's tradition i højere grad været at indgå politiske studehandler - blot de havde et DKP fingeraftryk. Det var denne tradition der med DKP'eren Frank Aaen som finanslovsordfører nu satte sig igennem, da Listen besluttede at undlade at stemme mod finansloven, for på den måde at rede regeringen.

Selv om Listens vigtigste ressourcer var koncentreret på Christiansborg, var Enhedslisten også involveret i aktiviteter udenfor. Blandt de vigtigere aktiviteter skal nævnes kampagnen mod EU. Højdepunktet i den var Konferencen om Europæiske alternativer, der blev afholdt i februar 1996. Her deltog 140 mennesker fra en lang række europæiske venstrefløjsorganisationer. I alt 19 nationer var repræsenteret. Konferencen blev startsskuddet på dannelsen af et rødt-grønt netværk på europæisk plan. En anden større aktivitet var efterårets velfærdskampagne, hvor Enhedslisten gav sit bud på, hvordan man forsvarer og udvikler velfærden. Kampagnen lagde blandt andet vægt på, at arbejdende og arbejdsløse har en række fælles interesser, der kan kæmpes for i fællesskab. Endelig blev 1996 også året, hvor Enhedslisten sammen med en række andre organisationer og enkeltpersoner søsatte den nye ugeavis Socialisten - Weekend.

Årsmødet 1996 vedtog et nyt politisk grundlag, der bl.a. uddyber Enhedslistens målsætning om et socialistisk samfund, ligesom Listen har udbygget politikken på en række enkeltspørgsmål - blandt andet på miljøområdet. Årsmødet vedtog også, at der skulle udarbejdes et forslag til program for Enhedslisten. Programmet skal præcisere Enhedslistens socialismeopfattelse og strategi samt være program for Enhedslistens arbejde i og uden for de parlamentariske organer. Programdebatten har afsløret betydelige forskelle mellem Listens mere marxistiske tendenser og de ikke-marxistiske tendenser. Debatten fortsætter.

Parlamentarisk tilbagegang..

1997-98 var valgår med kommunalvalg, folketingsvalg og afstemning om Amsterdamtraktaten. Først var der kommunalvalg, hvor resultaterne af det opbygningsarbejde, der fandt sted i hele landet begyndte at vise sig. De mål der var opstillet om at opstille i alle amter, at få mere end 2 % af stemmere og få medlemsfremgang de steder man var aktive, blev opfyldt. Det samlede resultat blev 2,8 % på amtsplan, Enhedslisten fik en skoleborgmester i København, men på trods af fremgang ude i landet, lykkedes det kun i Frederiksberg, Roskilde og Københavns amt at blive repræsenteret nye steder, da den reelle spærregrænse ved kommunalvalg tit er 5 %

I marts 98 var der Folketingsvalg. Det kostede Enhedslisten 12.000 stemmer og et mandat. Baggrunden var dels, at valgkampen i sidste ende blev et personopgør mellem Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, men to andre vigtige forhold gjorde sig også gældende. At Listen kom i Folketinget i 1994 skyldtes i høj grad proteststemmer fra tidligere SF vælgere, der på denne måde markerede deres afstand til SF's forræderi i Unionsmodstanden. I 1998 var SF i hvert fald delvist vendt tilbage til Unionsmodstanderfolden med sin partibeslutning om at gå imod Amsterdamtraktaten. Den sidste faktor i Listens tilbagegang i marts 98 var endelig, at det kun i ringe grad var lykkedes at opbygge lokale aktiviteter og styrke græsrodsarbejdet. Listens rolle som en folketingsorganisation er blevet cementeret, samtidig med at den har venstrefløjens traditionelle problemer med at trænge gennem det massive borgerlige mediebillede. Selv om den har taget vigtige sager op, er arbejdet blevet fortiet i den borgerlige presse. Resultatet har været, at folk - specielt ude i landet - har haft meget svært ved overhovedet at få øje på Listen. Det var derfor heller ikke tilfældigt, at den i landområderne blev mere end halveret, mens tilbagegangen var mindre i de store byer. Valgkampen viste dog en samling om Enhedslisten fra mange aktive mennesker: 280 faglige tillidsfolk, intellektuelle og kunstnere stillede op i store støtteannoncer.

Årsmødet, der blev afholdt umiddelbart efter valget, kunne byde over 600 nye medlemmer velkommen. På årsmødet blev det besluttet at ansætte en rejsesekretær for det jysk-fynske område - et konsekvens af det dårlige valgresultat fra marts. Samtidig blev det besluttet fortsat at støtte udviklingen af ugeavisen Socialisten. Men der blev endvidere lagt låg på de diskussioner, der optager sindene i Listen, og som kunne markere en uenighed udadtil. Det handlede bl.a. om forholdet til begivenhederne omkring Pia Kjærsgård, der fik buksevand under sit besøg på Nørrebro i marts samme år. Denne diskussion døde dog lige så hurtigt ud, som den døde ud i medierne. En mere central diskussion der også blev lagt låg på var diskussionen om borgerløn.

..men medlemsfremgang

Enhedslistens mange nye medlemmer er bredt sammensatte. Mange er unge eller nye i politisk arbejde. Det medfører et behov for, at Enhedslisten i højere grad tager udgangspunkt i den politiske virkelighed, som unge i dag handler i. Det er en vanskelig proces, som Listen endnu ikke magter. De to store politiske venstrefløjs ungdomsorganisationer, Rød Ungdom og Rebel har afvist at have et tættere organisatorisk samarbejde med Enhedslisten. I Århus forsøgte Listen i 93-95 at opbygge sit eget ungdomsarbejde i form af Rød Grøn Ungdom, med det kedelige resultat at den århusianske ungdom blev skræmt langt bort fra Listen. Først nu er nogle af disse sår ved at blive helet, og der arbejdes i dag på opbygningen af en selvstændig ungdomsorganisation.

Men Listen har også haft betydelige problemer ved at forbinde sig til bevægelserne. Ifht. fagbevægelsen har det delvist været en konsekvens af det lavere faglige aktivitetsniveau i 90'erne end i 80'erne, men også at Listen har haft endog meget vanskelig ved at forbinde sig til hhv. Ribuskonflikten, Skraldemandskonflikten i Århus og endelig Storkonflikten i april-maj 98. I det progressive solidaritetsmiljø er der samtidig udviklet en opfattelse af, at Listen ikke ønsker noget samarbejde, men tvært imod er skræmt fra vid og sans, hver gang bevægelserne gennemfører udenomsparlamentariske aktiviteter. Konsekvensen af de anstrengte relationer har i nogen udstrækning været, at en del aktive unge fra bevægelserne har været omkring Listen, for hurtigt at melde sig ud igen. Dermed cementeres en situation, hvor venstrefløjens arbejde er skarpt adskilt mellem det parlamentariske - Enhedslisten - og det udenomsparlamentariske, der ligger i helt andre fora, og uden at de to miljøer beriger hinanden.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 3/8 2023

Læst af: 88.531