 |
Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
|
Antimilitarisme
I almindelig sprogbrug optræder antimilitarisme ofte som synonymt med pacifisme og militærnægtelse. I virkeligheden er antimilitarisme et flertydigt begreb, som rummer forskellige holdninger, kampformer og strategier. Skematisk og forenklet kan man tale om to former for antimilitarisme - den pacifistiske og den socialistiske.
Pacifisme
Den ene form er en pacifistisk antimilitarisme, som spænder fra individuel militærnægtelse til aktiv brug af ikke-vold som kampform, og som organisatorisk kommer til udtryk i fredsbevægelsen, hvor hovedvægten traditionelt har været lagt på modstand mod militærvæsnet som sådan. Karakteristisk for den pacifistiske antimilitarisme er en stærk idealisme. Hvor den indgår i en samfundsomformende revolutionær kamp, er den pacifistiske antimilitaristisme ofte forbundet med utopiske forestillinger og med en anarkistisk ideologi. Efter første verdenskrig afholdtes en række antimilitaristiske kongresser, som var anarkistisk orienteret, og som vendte sig mod «den røde militarisme». På den tredje internationale antimilitaristiske kongres i Haag i 1921 besluttede «absolutisterne» omkring den engelske kvæker Kees Boeke at danne deres egen organisation, War Resister's International, som efter anden verdenskrig har været hovedkvarter for den pacifistiske antimilitarisme.
Socialistisk antimilitarisme
Den anden form er den socialistiske, hvor kampen mod militarismen indgår i en strategi for en socialistisk samfundsomvæltning. Arbejdernes Leksikon skelner således mellem pacifisme eller «modstand mod enhver krig» og antimilitarisme, hvor det sidste betyder «bevidst og systematisk kamp med alle midler indtil væbnet oprør mod enhver imperialistisk krig, mod al national undertrykkelse og mod militarismen som denne undertrykkelses vigtigste redskab». Antimilitarisme som en fast bestanddel af arbejderbevægelsens samfundsteori fik sin klassiske udformning på 2. Internationales kongresser. På Internationalens første kongresser i 1889 og 1891 hed det således, at krigen er «et naturnødvendigt produkt» af det kapitalistiske samfundssystem, og kun gennemførelsen af en socialistisk samfundsordning, som afskaffer lønarbejdet og al undertrykkelse, kan «ophæve militarismen og indføre freden mellem folkene». Hvis man ser på 2. Internationales strategi i kampen mod militarismen, kan der skelnes mellem mindst tre former: På kongressen i Paris i 1889 gik man ind for «at de stående hære opløses og folkebevæbningen genindføres». På kongressen i Zürich i 1893 pålagde man de nationale partier at gå imod alle militærudgifter og rejse kravet om afvæbning. På Stuttgartkongressen i 1907 fik Internationalens principielle holdning en ny revolutionær drejning: efter forslag fra Lenin og Rosa Luxemburg vedtog man et tillæg til den almindelige resolution, hvor det hed, at det er arbejderpartiernes opgave i en krigssituation at udnytte den sociale og økonomiske krise til «at rejse folkets brede lag og fremskynde kapitalismens fald» f.eks. ved generalstrejke. Antimilitarisme var et af hovedspørgsmålene på 2. Internationales kongresser. Men på trods af de mange resolutioner, blev der aldrig udformet en praktisk strategi for kampen mod krigen. I den afgørende situation i 1914 brød Internationalen sammen, undergravet af reformismen.
Efter 2. verdenskrig har antimilitarisme fået en anden historisk betydning, bestemt af den kolde krigs rustningskapløb, af eksistensen af atomvåben, af befrielsesbevægelserne i den tredje verden og militærets indtrængning og indvævning i samfundsstrukturen. De klassiske strategier er stadig aktuelle, men ikke tilstrækkelige, og behovet for fornyelse og revurdering af teorier og kampformer påtrængende. Her har den pacifistiske antimilitarisme været den mest aktive, initiativrige og nyskabende. Militærnægteraktioner førte til, at antallet af militærnægtere steg betragteligt. Samtidig viste det sig, at ikke-voldelige kampformer var anvendelige i mange andre sammenhænge, f.eks. miljøaktioner. Dertil kommer den rolle som den pacifistiske antimilitarisme har spillet som igangsætter og støtte for f.eks. kampen mod atomvåben og Vietnambevægelsen i 1960'erne.
Den socialistiske antimilitarisme har ikke på samme måde magtet at forny sig og har heller ikke længere den samme gennemslagskraft i arbejderklassen.
Antimilitarisme i dag er et udtryk for en historisk erfaring: der er en indre sammenhæng mellem kapitalisme og militarisme. I en given situation vil militærapparatet blive sat ind for at knække en arbejdskamp eller et folk (Chile). Dertil kommer vores viden om den verden vi lever i: de militære udgifter spiller i dag så stor en rolle på det enkelte lands budget, at økonomien kan siges at være afhængig af militærproduktion (USA). Den miltære teknologis ødelæggende kræfter smitter af på samfundet, f.eks. i form af atomkraft. Også i samfund som kalder sig socialistiske kan man finde eksempler på, at militæret har en indbygget tendens til at blive en stat i staten, et undertrykkelsesapparat og et værn om det bestående. Mens militarismens historiske udtryk således forandrer sig, må det blivende indenfor antimilitarismen være, at den anfægter den militære ideologi - ikke bare indenfor kapitalismen, men også ved overgangen til et socialistisk samfund, at kampen mod militarismen er en kamp for et samfund fri for undertrykkelse af enhver art.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 34.278