Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Første maj

Første maj er arbejderklassens internationale kampdag. Første gang dagen blev brugt som en fælles international demonstrationsdag var i 1890, med kravet om otte timers arbejdsdag som den samlende parole.

Beslutningen herom blev taget på 2. Internationales første kongres i Paris i juli året før, på initiativ af American Federation of Labor, som allerede havde bebudet generalstrejke 1. maj 1890 for at gennemtvinge ottetimersdagen i USA. Torsdag den 1. maj 1890 var der i en række af Europas hovedstæder nærmest belejringstilstand. Både i Østrig og Frankrig kom det til blodige sammenstød, og flere blev dræbt. Også i Italien og Spanien kom det til talrige sammenstød med politiet, hvor flere demonstranter blev arresteret. I England deltog flere hundrede tusinde i demonstrationerne.

Beslutningen om at gøre første maj til en international kampdag var taget på en kongres af politiske organisationer, mens gennemførelsen af beslutningen overvejende lå hos de faglige organisationer. Under indtryk af den militante modstand borgerskabet i enkelte lande havde mødt 1. maj-demonstrationerne med, var socialdemokratiets moderate fløj indstillet på en langt mere forsigtig markering af dagen for ikke at splitte de faglige organisationer.

Det tyske socialdemokratis ledelse anbefalede de følgende år at henlægge 1. maj-demonstrationen til første søndag i maj, og blot arrangere aftenmøder på selve dagen. 2. Internationales kongresser i 1891 og 1893 vedtog i overensstemmelse hermed, at første maj skulle være en almindelig strejkedag «for så vidt dette på grund af omstændighederne i de forskellige lande gøres mulig.»

Under første verdenskrig ophørte demonstrationerne stort set i alle de lande, som var berørt af krigen. Kun undtagelsesvis lykkedes det revolutionære grupper at arrangere demonstrationer under antimilitaristiske paroler. I disse år spredte 1. maj-demonstrationerne sig imidlertid til andre kontinenter. Både i Kina og Japan blev der arrangeret store demonstrationer.

Nazisterne misbrugte bevidst 1. maj ved fra 1933 at fejre den som «Arbejdets dag». Dagens oprindelige indhold - en manifestation af modsætningen mellem arbejderklasse og borgerskab - blev i stedet en hyldest til det tredje riges organiserede klassesamarbejde. Imens var arbejderbevægelsens ledere enten likvideret, sat i koncentrationslejr eller havde måttet flygte fra landet. Under den tyske besættelse af Danmark forekom der ingen officiel markering af 1. maj.  

Siden verdenskrigen har markeringens samlende udtryk været afhængig af venstrefløjens styrke. I perioder hvor venstrefløjen har stået stærkt, er der blevet gennemført et væld af forskellige arrangementer, mens der har været tale om fællesarrangementer i svagere perioder. Gennem 1990'erne har kun DKP/ML og anarkisterne valgt at gennemføre egne arrangementer.

Arrangementerne har i Danmark i dag en anden karakter end tidligere. Der er i højere grad tale om en slags folkefester end egentlige politiske manifestationer, og den massive deltagelse i specielt København må derfor snarere tages som udtryk for manges ønske om at udnytte en forårsfridag i venners lag i Fælledparken. Men i mange stater rundt omkring  i verden mødes 1. maj demonstrationer fortsat af tåregas, politi og militær.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 27/8 2003

Læst af: 75.834