Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML)

Dansk venstrefløjsparti, stiftet 31 december 1978. Stiftelsen betød en sammenslutning af 2 grupper der var blevet ekskluderet fra KAP (Kommunistisk Arbejderparti) på forskellige tidspunkter:

1. MLF (Marxistisk-Leninistisk Forbund), der havde sin hovedbastion i Odense, og blev udelukket fra KAP i 1976, pga. forskellige teoretisk-politiske uenigheder, bl.a. grundlaget for en analyse af klasserne i dagens Danmark.
2. KSML (Kommunistisk Sammenslutning Marxister-Leninister) der var baseret i København, og blev ekskluderet fordi de tilsluttede sig den albanske kritik af den såkaldte 3 verdensteori, som var blevet en væsentlig del af KAP's politiske grundlag.

Stiftelsen af DKP/ML var afslutningen på en proces, hvor der gennem 1½ år var opnået enighed mellem de 2 grupper om grundlag og program. Det var en lille flok - knap 50 personer - der stiftede DKP/ML på den sidste dag i 1978.

Baggrund

Medlemmerne havde deres aktive baggrund på den militante venstrefløj som udviklede sig på baggrund af studenteroprøret i Frankrig - kulturrevolutionen i Kina, og Vietnambevægelsen. Der var dels en kerne af medlemmer, som var gamle aktivister fra slumstormerbevægelsen sidst i 1960'erne. Dels var der en større gruppe unge arbejdere og «lavere intellektuelle», der var blevet knyttet til KFML/KAP under strejke- og strejkestøttebevægelsen i midten af 70'erne.

I modsætning til den øvrige venstrefløj havde det nye parti en kraftig repræsentation af industriarbejdere, mens der stort set ikke var nogen forbindelse til de politisk aktive miljøer på universiteterne.

Mens medlemmernes baggrund var det «ny venstre», som tog form efter «1968», så tog partiet ideologisk sit udgangspunkt i kampen mod den moderne revisionisme, internationalt repræsenteret ved Sovjet, og nationalt repræsenteret ved DKP.

Selve navnet på det nye parti var et udtryk for, at man opfattede sig som de reelle arvtagere til og videreførere af de revolutionære og kommunistiske traditioner i Danmark, som DKP havde forrådt.

Splittelsen mellem KSML/MLF og KAP fandt sted samtidig med bruddet mellem Kina og Albanien.

De senere DKP/ML'ere tog parti for Albanien, og fastholdelsen af den doktrinære Marxisme-Leninisme, mens KAP gjorde den kinesiske 3 verdensteori til sit programmatiske grundlag.

I opbygningen af DKP/ML som parti lænede det sig i høj grad op ad Kominterns retningslinier fra perioden 1929–35. Ligeledes blev det statsbærende Albanske parti - AAP – en kraftig inspirationskilde, og dets politik blev i mange tilfælde direkte kopieret.

Der blev foretaget en fuldstændig afgrænsning fra alle øvrige partier og organisationer på venstrefløjen, som blev betegnet som revisionistiske og trotskistiske - borgerskabets agenter i arbejderbevægelsen.

Der udviklede sig en dogmatisk marxistisk-leninistisk retorik, som lå fjernt fra det sprog, som blev anvendt af politiske aktivister på arbejdspladser, i fagforeninger og i de politiske masseorganisationer.

Efter forbillede fra Komintern tiden opbyggede partiet sine egne «masse»organisationer, (RFO - Den Revolutionære Fagopposition, KUF - Kommunistisk Ungdomsforbund, Landbofronten, marsistisk-leninistiske studenter, Kvindefronten). Disse nåede dog aldrig (med undtagelse af kvindefronten) længere ud end partiets egne medlemmer og sympatisører.

DKP/ML var blevet stiftet netop på det tidspunkt, hvor det « nye venstre» begyndte at stagnere. De studenterledere som havde været på barrikaderne i årene omkring 1968, var i mellemtiden blevet færdige med deres uddannelse, havde fået fast job, og øjnede for manges vedkommende en karriere i statsapparatet.

Op gennem 80'erne gik denne gruppe af tidligere venstreintellektuelle mere og mere til højre, for at ende på rene socialdemokratiske og borgerlige positioner i forbindelse med sammenbruddet i Østeuropa omkring 1990.

Udviklingen i DKP/ML i 80'erne var diametralt modsat.

I den periode hvor store dele af den gamle venstrefløj satsede på bløde værdier og terapeutiske projekter, gik DKP/ML i den modsatte retning. Den Marxistisk-leninistiske doktrin blev fastholdt 100%. Nødvendigheden af den voldelige revolution, og at staten under socialismen måtte være «Proletariatets Diktatur» osv. blev meget kraftigt pointeret.

Partiets medlemmer arbejdede hårdt - næsten selvfornægtende.

Udtrykket «Munkemarxister» - som blev introduceret i dagbladet Information i denne periode - var i høj grad møntet på den livsstil der herskede i DKP/ML, hvor man klart satte politiske interesser over de personlige.

Primært pga. partimedlemmernes vedholdende politiske arbejde voksede partiet både antalsmæssigt, og mht. indflydelse op gennem 80'erne - på et tidspunkt hvor venstrefløjen i øvrigt var på hælene.

Set i forhold til sin størrelse opnåede det en vis indflydelse på de store strejkekampe, faglige aktioner, og var en vigtig initiativtagende kraft f.eks. i den gryende bevægelse mod racisme og nazisme.

Mens partiet og dets medlemmer generelt havde succes med aktivitet i fagbevægelsen og andre folkelige bevægelser, og i mange tilfælde var med til at give dem en skarpere, mere markant og revolutionær profil, så var forsøgene på at profilere partiet selv en fiasko.

De mest offensive forsøg på at profilere partiet, var opstillingen til folketingsvalgene i 1984 og 1987, under navnet Marxistisk-Leninistisk Parti. Selvom ingen i partiet havde regnet med at komme i Folketinget, var valgresultatet alligevel skuffende. Partiet fik ved begge valg under 1000 stemmer.

DKP/ML's største og mest offensive satsning var udviklingen af «Dagbladet Arbejderen». Den startede med at udkomme i 1978, trykt på en gammel sværteduplikator på maskinskrevne stencils i folio format. Allerede den 1 september 1982, begyndte den at udkomme som dagblad i professionelt tryk i tabloid format, godt nok kun med 4 sider om dagen.

I forhold til partiets størrelse var skabelsen af et dagblad en satsning, og en kraftanstrengelse af uhyrlige dimensioner. Fastholdelsen og udviklingen af Dagbladet var kun mulig pga. en kolossal kollektiv anstrengelse, og udviklingen af den grafiske teknologi.

Avisen fik for partiet selv - og de nærmeste sympatisører og kontakter - rollen som det stillads der blev rejst for at bygge partiet selv. Dens betydning for udviklingen af DKP/ML kan vanskeligt overvurderes.

1990 DKP/MLs reaktion på sammenbruddet i Sovjet og Østeuropa

Sammenbruddet i Sovjet og Østeuropa sendte chockbølger gennem venstrefløjen. Land og Folk måtte lukke. DKP blev splittet og decimeret fra ca. 10.000 medlemmer til ca. 500.Men det var ikke kun det sovjettro DKP der kom i krise. KAP og VS forsvandt som synlige politiske kræfter, og størstedelen af de tidligere venstreintellektuelle stod i kø for at gøre afbigt for deres tidligere synder.

DKP/ML var måske det venstrefløjsparti, der i første omgang var mest upåvirket af situationen. Partiet havde siden sin oprettelse spået et sammenbrud for de økonomiske systemer i Sovjet og Østeuropa, så i første omgang virkede udviklingen som en bekræftelse af partiets politiske grundlag.

Men da Albanien - som hidtil var blevet opfattet som «socialismens fyrtårn» i verden - blev revet omkuld sammen med de øvrige østeuropæiske lande, og den Marxistisk-Lenistiske bevægelse der hidtil havde lejret sig om det Albanske moderparti blev splittet, førte det alligevel til en voldsom selvransagelse.

Set i historiens lys, var der på dette tidspunkt 3 forskellige udviklingsveje for DKP/ML:

1. Opløsning i det almindelige politiske kaos (som det skete med utallige af den tidligere venstrefløjs grupperinger).
2. Fastholdelse af det hidtidige grundlag, hvilket sandsynligvis ville uddybe partiets relative isolation, og nødvendiggøre at der blev brugt meget energi på at opbygge en ny international bevægelse.
3. Rodfæstelse i den aktuelle danske politiske virkelighed i 1990'erne, uden en skarpt markeret international bevægelse at læne sig op ad, og dermed et kraftigt opgør med de mest sekteriske træk fra opbygningen i 80'erne.

DKP/ML valgte det sidste, og diskussionerne op til partiets 5. kongres i 1991 blev indledningen til de grundlæggende ændringer i DKP/MLs politik, som skete op gennem 90'erne.

DKP, VS og KAP's næsten fuldstændige opløsning havde skabt et vakuum på den politiske scene. På det parlamentariske plan blev dette udfyldt af Enhedslisten, som formåede at opsamle både gamle og nye venstrefløjstendenser, og kom i Folketinget.

Men Enhedslisten kunne ikke med sin udflydende struktur, udfylde den organiserende og samlende kraft DKP havde haft - hverken i fagbevægelsen eller i de andre brede bevægelser, som f.eks. Folkebevægelsen mod EU.

DKP/ML var i 80'erne blevet opfattet som den alleryderste venstrefløj, og stod ikke umiddelbart i en politisk position, hvor det ville kunne blive den samlende og organiserende faktor som DKP havde været.

Derimod havde DKP/ML et velfungerende apparat, og et lag af medlemmer med mange erfaringer og et stort netværk. Det havde dermed nogle organisatoriske forudsætninger for at kunne tilkæmpe sig den rolle, DKP tidligere havde.

Opgøret med en række af de doktriner der havde stået centralt for partiet i 80'erne kunne bane vejen for, at DKP/ML også politisk ville kunne opfylde det opståede vakuum.

Der foregik følgende omfattende ændringer i DKP/ML's politik:

1. Hvor Albanien tidligere var blevet opfattet som det eneste socialistiske land i verden, blev nu Cuba, Nordkorea, Vietnam, og en kort overgang også Kina erklæret for socialistiske lande. Der blev reelt åbnet for meget vide og forskellige opfattelser af hvordan socialismen kunne blive opbygget, afhængigt af forskellige nationale forudsætninger.
2. Partiets faglige politik blev ændret. Hvor partiets medlemmer tidligere havde udgjort en «opposition i oppositionen», indledtes nu et konstruktivt samarbejde med venstresocialdemokrater, SF'ere og gamle DKP'ere i fagbevægelsen. Parolen om at gøre fagforeningerne til kamporganisationer blev stadfæstet som partiets politik.
3. «Dagbladet Arbejderens» rolle ændrede sig i takt med partiets ny politik. Hvor bladet tidligere havde været et rent partiorgan, stillede det sig nu til rådighed for den samlede venstrefløj fra Hardy Hansen til de autonome, hvilket førte til en kraftig opblomstring, og en udvidelse af sidetallet og antallet af abonenter.
4. Hvor partiet tidligere havde formuleret sig som stående overfor en samlet front af borgerlige, reformistiske, revisionistiske og trotskistiske organisationer, blev der nu mere og mere lagt op til enhed, både på grundplan og på topplan - specielt med erklæret kommunistiske organisationer som DKP, KPID, og Fælleskurs. Samlingen af alle kommunister i et fælles parti, blev et af de vigtigste temaer for DKP/ML hele vejen op gennem 90'erne. Denne politik førte bl.a. til dannelsen af Rød Ungdom, og det blev præciseret, at sammenslutningen i et samlet kommunistisk parti, ikke naturnødvendigt måtte foregå som en opslutning om DKP/ML, men reelt kunne være en sammenslutning af flere grupper.

1997 Splittelse

Ændringen af partiets politiske grundlag blev opfattet som en bevægelse mod højre, både udenfor partiet, og blandt nogle af partiets egne medlemmer. Dermed var der også lagt op til den splittelse, der udviklede sig op til den 7. kongres i 1997.

Partiets formand gennem mange år, Klaus Riis, valgte at træde tilbage som formand udfra personlige begrundelser. Reelt var der imidlertid tale om, at den politik og stil som Klaus Riis havde stået i spidsen for siden partiets stiftelse i 1979 havde lidt nederlag.

Det endte med, at Klaus Riis blev ekskluderet sammen med 2 andre medlemmer af Centralkomiteen. Derefter valgte partiets Odense afdeling, og en række medlemmer i København at forlade DKP/ML, og stifte gruppen «OKTOBER» sammen med ham.

Grundlaget for OKTOBER ligger meget nær det grundlag DKP/ML blev stiftet på 18 år tidligere, og gruppen har da også bebudet stiftelsen af det nye «ægte» kommunistiske parti før sommeren år 2000.

Opgøret med Klaus Riis, og OKTOBER gruppen blev efterfulgt af en dybtgående selvkritisk behandling af partiets historie. Udviklingen siden 1991 havde lagt op til denne selvkritik, men den var aldrig blevet ført igennem og formuleret. Det blev den nu i bogen «20 års kamp for socialismen», som ikke lægger fingrene imellem i opgøret med tidligere tiders sekterisme. Denne bog er en invitation til den øvrige venstrefløj om udvidet samarbejde, og til andre kommunister om enhed.

DKP/ML udvikler sig videre i den retning, som blev påbegyndt ved den 5. kongres i 1991. Der er bebudet diskussioner om et nyt partiprogram, og nye vedtægter frem til den 8. kongres i foråret år 2000.

Politik

• Partiets mål er at oprette et socialistisk velfærdssamfund.
• Partiet vender sig imod ødelæggelsen af den danske velfærdsmodel, og ser arbejdsløsheden og den voksende sociale polarisering som de største samfundsproblemer.
• Partiet er for dansk udtræden af EU, som det betragter som et redskab for monopolerne og de multinationale selskaber. Det bekæmper unionsopbygningen, og skabelsen af «Europas forenede stater».
• Partiets støtter Folkebevægelsen mod EU.
• Partiet er imod Danmarks medlemskab af NATO, og vender sig imod opbygningen af Danmarks Internationale Brigade. Det er imod dansk deltagelse i krig udenfor Danmarks grænser.
• Partiet rejser krav om betydelig nedrustning, og kræver at pengene overføres til de sociale budgetter.
• Partiet deltager i forsvaret af demokratiske rettigheder, og er aktiv i kampe og bevægelser mod fascisme, nazisme og racisme.
  For at nå sine mål arbejder DKP/ML for at samle alle kommunister i Danmark i ét stærkt parti.
  DKP/ML arbejder aktivt i fagforeningerne, for at gøre disse til kamporganisationer
• Partiet arbejder først og fremmest udenfor Folketinget. Det opstiller i øjeblikket ikke selv til Folketingsvalg, men anbefaler at stemme på Enhedslisten.
• Partiets ideologiske grundlag er Marxismen-Lenismen.
• DKP/ML udgiver Dagbladet Arbejderen, som giver udtryk for partiets synspunkter, men har åbnet sine spalter for resten af venstrefløjen. Det er i dag Danmarks eneste socialistiske Dagblad.

Organisation

• DKP/MLs organisatoriske princip er demokratiske centralisme. Dette skal forstås sådan, at partiets politik og aktiviteter besluttes efter grundige diskussioner, hvor meningerne brydes. Når en beslutning er truffet må mindretallet følge flertallet, og hele partiet arbejde sammen for at omsætte beslutningen til handling.
• Fraktionalisme og fraktioner er uforenelig med DKP/MLs organisationsprincip.
• Partiets højeste myndighed er kongressen, som afholdes hvert tredje år.
• Kongressen vælger partiets Centralkomite, som leder partiet mellem kongresserne.
• Partiets basisenhed er grundorganisationerne, der som hovedregel bliver organiseret geografisk, men også kan organiseres efter arbejdsplads.
• Partiets 7. kongres blev afholdt i 1997. Her valgtes Jørgen Petersen som formand, og Joan Ågot Pedersen som næstformand.
• Den 8. kongres er indkaldt til foråret år 2000. Der er her lagt op til vedtagelse af nye vedtægter og et nyt partiprogram

I 1998 var:

• Gennemsnitsalderen for partiets medlemmer 35,5 år
• Kønsfordelingen 40% kvinder, 60% mænd.
• Klassefordelingen 46% arbejdere, 30 % intellektuelle, 22% studerende.
• 40% af partiets medlemmer havde tillidsposter i fagforeninger eller andre folkelige bevægelser.
• Partiet har ikke sin egen ungdomsorganisation, men støtter «Rød Ungdom».

S.F.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 23/10 2003

Læst af: 44.293