Left Rocks
Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 17.709
: :
Havnestrejken i 1982/83

Mandag d. 6. december 1982 startede en af efterkrigstidens hårdeste og mest dramatiske arbejdskonflikter med, at havnearbejderne i Århus havn nedlagde arbejdet. Dermed gav de startskuddet til en strejke, der i intensitet og spænding kom til at overgå, hvad man indtil da havde oplevet i Danmark, og førte til de voldsomste gadekampe siden 2. verdenskrig i Åbenrå, to tragiske dødsfald i henholdsvis Ålborg og Odense, voldsomme kampe mellem politi og arbejdere i alle store havne og ved landegrænsen i forbindelse med blokader samt adskillige anholdte havnearbejdere, hvoraf to efter konflikten blev idømt fem års fængsel for brandstiftelse.

Havnearbejderstrejken blev usædvanlig bitter, politiet særdeles nidkære.

Den umiddelbare årsag til, at de århusianske havnearbejdere - der i løbet af december fulgtes af deres kollegaer på landets øvrige havne - nedlagde arbejdet, var den nytiltrådte liberalt-konservative VCQM-regering Schlüters ændringer i reglerne for udbetaling af supplerende dagpenge. Et forslag, der for havnens arbejdere, hvoraf hovedparten var løst ansatte fra dag til dag, kunne betyde en indkomstnedgang på op til 15-20%.

Havnestrejken 1982/83 - facts

Strejkens varighed: 6. december 1982 til 17. februar 1983
Efterfølgende faglige møder 23. februar 1983 i alle landets havne og 3. marts 1983 i Københavns havn i forbindelse med sortlistning af 19 havnearbejdere i Åbenrå og København.

Antal havnearbejdere der deltog: Ca. 1.500 løstansatte havnearbejdere fra 20 havnebyer.
De fastansatte havnearbejdere fra «Baconcentralen» i Esbjerg og fra «Grønlandshavnen» i Ålborg deltog kun punktuelt i konflikten.

Største solidaritets-aktioner:
Fiskeindustriens arbejdere i hele landet 9. januar 1983- 13. januar 1983.
Fællesorganisationen i Esbjerg den 21. januar 1983.
Fællesorganisationen i Odense den 21. januar 1983.
Fællesorganisationen København den 21. januar 1983.
Fællesorganisationen i Ålborg den 25. januar 1983.
Aktionsdag, forsøg på skabe en generalstrejke den 28. januar 1983, hvor ca. 40.000 arbejdere deltog på landsplan.
Spredte aktioner blandt chaufførerne i København, sømændene i Esbjerg samt blandt svenske og spanske havnearbejdere.

Arbejdsretlige bøder: Personlig bod pr. arbejder: Ialt kr. 24.480

Bod for organisationsansvar:
Havnearbejdernes faglige organisationer i Ålborg, Århus, København og Esbjerg: I alt kr. 1.425.000

Bod til andre organisationer og arbejdere for støtte til havnearbejderne:
Bl.a. Jord- og Betonarbejderne i København, Sømændenes Forbund i Danmark og B&W- arbejderne (personlig bod): I alt kr. 2.216.000

Anholdte arbejdere under konflikten: > 60 kortvarigt
2 esbjergensiske havnearbejdere idømt fem års fængsel for brandstiftelse.
1 esbjergensisk arbejder frifundet efter 6 måneders varetægtsfængsling.
1 horsensianer idømt 60 dages fængsel for vold mod tjenestemand.

Sortlistning af arbejdere efter konflikten: 11 havnearbejdere i Åbenrå.
8 havnearbejdere i København.

Arbejdskampen blev præget af en enestående militans fra såvel arbejdernes som politiets side. Allerede fra starten forsøgte havnearbejderne at blokere for losning og lastning samt trafik til og fra landets havne, hvilket førte til stadigt mere voldsomme sammenstød med «ordensmagten», der efterhånden fuldstændig overtog blokaden af havnene, så skruebrækkere kunne udføre de organiserede havnearbejderes arbejde. Dette - og det faktum, at de fastansatte esbjergensiske havnearbejdere på «Baconcentralen» arbejdede under en stor del af strejken - førte til en langsom, men sikker udmattelse af de løst ansatte havnearbejderes lyst og mod til at fortsætte deres kamp. Arbejderne måtte i stadigt større udstrækning stå bag politiets kæder og se deres hævdvundne ret til havnens arbejde forsvinde, og de kunne se havnene fungere næsten normalt igen i slutningen af januar 1983 - ganske vist med enorme økonomiske omkostninger for staten til opretholdelse af politistyrkernes hjælp til skruebrækkeriet.

Samtidigt med politiets «afspærring» af landets havne blev en del af den godsmængde, der tidligere var blevet udskibet, omlagt til lastvognstransport, og udskibningen kunne herefter foregå uhindret fra havne i Tyskland og Holland. Denne omlægning af transporten forsøgte arbejderne at stoppe ved en række aktioner blandt andet ved en blokade af grænsen ved Padborg den 15. januar 1983, hvor ca. 500 havnearbejdere og sympatisører fra hele landet mødte frem for at stoppe lastvognstransporten ud af landet. Aktionen blev en kæmpefiasko, dels fordi det kom til en række slagsmål med chaufførerne, der ikke havde nogen sympati for de konfliktende arbejdere, dels fordi det på relativt kort tid lykkedes for politiet at bryde blokaden og rydde området. Denne aktion og en række voldsomme kampe rundt omkring i landet mellem politi og arbejdere blev udpenslet særdeles negativt i den borgerlige presse, og havnearbejderne havde stadigt sværere ved at få andre dele af arbejderbevægelsen til at bakke op bag konflikten. I den indledende fase var der forholdsvis stor støtte fra såvel lokale SiD-afdelinger som fra SiD-toppen. Støtten fra fagbevægelsens top og Socialdemokratiet svandt dog mere og mere, og da DKP efterhånden også så konflikten som ét fagområdes kamp og i stigende grad koncentrerede sig om de forestående overenskomstforhandlinger, blev det i en vid udstrækning venstreradikale havnetillidsfolk fra Århus og København, der kom til at sætte dagsordenen. Dette førte blandt andet til proklamering af en generalstrejke, der skulle finde sted den 28. januar 1983. En bekendtgørelse, der skete uden forudgående konsultation med andre dele af den radikale fagbevægelse, hvilket givet var hovedårsagen til, at kun omkring 40.000 deltog i de demonstrationer, der var planlagt over hele landet.

Den vigende opbakning, flere mislykkede aktioner og ikke mindst det forhold, at stadigt flere havnearbejdere så deres arbejde blive udført af uorganiserede, medførte at havnens arbejdere i Esbjerg midt i februar var indstillede på, at konflikten skulle afsluttes. En række DKP-tillidsmænd havde derudover sammen med SiDs transportgruppeformand udarbejdet et forslag til forhandling med havnenes arbejdsgivere om en strukturændring i landets havne samt forslag til en dispensation for dagpengereglerne, og det blev herefter besluttet på et møde i havnearbejdernes koordinationsudvalg - den uformelle landsledelse af strejken - at arbejdet skulle genoptages fra den 17. februar 1983. Arbejdsgiverne løb dog fra tilsagnet om en forhandling, men da havnearbejderne både organisatorisk og finansielt var stærkt svækkede efter mere end to måneders konflikt, måtte de erkende, at arbejdskampen var tabt for dem. For en række andre grupper på arbejdsmarkedet udvirkede havnearbejdernes kamp en dispensation for reglerne om supplerende dagpenge, og strejken blev derudover et signal til regering og Folketing om, at lovindgreb på arbejdsmarkedet kunne blive en bekostelig affære.

K.E.H.H.