Heteroseksualitet er den dominerende variant af menneskelig seksualitet i alle samfund. Ofte er det også den eneste tilladte form for seksuel aktivitet. Samtidig er heteroseksualitet en meget reguleret form for seksuel adfærd, ved at den overalt er underlagt samfundets interesser og normer.

Selve fænomenet heteroseksualitet kan defineres som seksuel tiltrækning og omgang mellem personer af forskelligt køn, mellem mænd og kvinder. Denne definition er imidlertid alt for snæver, når det handler om at forstå både den samfundsmæssige rolle som heteroseksualiteten spiller og dens monopolstilling overfor andre seksuelle varianter.

Heteroseksualitet er historisk set forbundet med forplantningen. Da det at sætte børn i verden har en samfundsmæssig betydning og konsekvens langt ud over det enkelte menneskets ønske om at formere sig, er udøvelsen af heteroseksualitet foregået indenfor visse institutionelle rammer.

I vort samfund er heteroseksualitet blevet institutionaliseret (gjort til institution) gennem ægteskabet og kernefamilien. Den kristne ideologi, der fortsat er enerådende som officiel samlivslære, har stemplet al seksualitet - også heteroseksualitet - udenfor ægteskabet som uønsket (syndigt). Ægteskabet som social og økonomisk institution er igen afhængig af et fastlagt kønsrollemønster, der sætter klare grænser for, hvad der er mænds og kvinders sociale roller og arbejdsopgaver. Manden har rollen som familieforsørger, med arbejdsfelt i den offentlige sfære. Når han skal udfylde denne rolle, kræves det, at han oplæres til at tro, at egenskaber som pågåenhed, aggressivitet og styrke er medfødte biologiske egenskaber knyttet til hankønnet. Kvinden skal på sin side holdes i et økonomisk afhængighedsforhold til manden og har hovedansvaret for plejen af de fælles børn. For at udfylde denne rolle kræves der tålmodighed, ømhed og nøjsomhed. Den kønsmæssige arbejdsdeling forudsætter således, at begge køn indprentes (gennem indlæring) klart definerede karakteregenskaber, som passer til rollen. Det samme rollemønster sætter samtidig sit præg på det seksuelle forhold mellem mænd og kvinder. Udtryk som aktiv/passiv, jæger/bytte, er velkendte begreber og afslører, hvordan seksuallivet opleves forskelligt af de to køn.

Udviklingen af præventionsmidler i det 20. århundrede har haft en revolutionerende virkning for heteroseksualiteten - og specielt for kvinder. Seksualiteten har ikke længere barnefødsel som den automatiske konsekvens. Men da kønsrollemønstret og mænds magt over kvinder fortsat eksisterer, har «den seksuelle revolution» også ført til ny udnyttelse af kvinders seksualitet. Kvinder formulerer kun i begrænset omfang egne præmisser og stiller ikke egne krav i deres seksualliv med mænd og har mødt en øget brug-og-smid-væk-holdning fra mænds side.

Situationen i dag hvor den automatiske heteroseksuelle praksis og barnefødsel langt hen ad vejen er ophævet, har medført en ny opfattelse af seksualitetens betydning - der godt nok bekæmpes af kristelige og andre puritanske kræfter - nemlig at seksualitet er et gode i sig selv og ikke altid behøver ægteskabet som institutionel ramme. Dette betyder igen, at det er blevet almindelig i store dele af befolkningen at udforske selve seksualiteten og kilderne til seksuel nydelse. Dette betyder atter en vis åbning for en seksuel pluralisme - som for flere synspunkter - hvor også heteroseksualitetens grænser afprøves - om end foreløbigt meget forsigtig. Skellet heteroseksualitet/homoseksualitet eksisterer fortsat med værdiladningerne god/dårlig. Dette skel fastholdes gennem en ideologi, som blev dannet da sammenkoblingen seksualitet/ægteskab/barnefødsel var en pligt. Når pligten fremstår som urimelig og unødvendig for heteroseksuelle, og når heteroseksuelle ikke længere finder sig i denne begrænsning af deres seksualitet, mister også fordømmelsen af homoseksualitet og biseksualitet noget af sin moralske tyngde og gennemslagskraft.

E.Lu.