Kategorier dette opslag er registreret under:
Organisation  .  Kulturorganisering  .  Sang/musik
Arbejde  .  Kultur  .  Arbejderkultur
    .  Musik
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 17.118
: :
Arbejdersange
Left
Rocks
2019-07-12 09:04

Ligesom folkefortællingen gennem århundrederne har kommenteret folkets historie, har også folkevisen afspejlet folkets dagligliv i arbejde, kamp og fest. Det er kun undtagelsesvis, at vi kender til visernes forfattere eller komponister. I modsætning til etablerede kultur er dette forhold af mindre interesse for folkekulturen og folkevisen. De har deres berettigelse - ikke pga. formelle eller indholdsmæssige kriterier - men udelukkende på grund af deres brugsværdi. En vise er foranderlig. I den udstrækning den kan forandres og tilpasses nye forhold, beviser den sin livsduelighed. Men når folkevisen bliver til en entydig kampvise, bliver den forfulgt og undertrykt. Det er sejrherrerne som skriver historien - de besejrede og undertrykte bliver knust sammen med deres viser. Dette har gjort det vanskeligt at opspore den politiske vise fra ældre epoker. Ofte måtte indholdet camoufleres, for at visen kunne overleve. Det gør det vanskeligt for os i dag at opfatte visernes oprindelige konkrete politiske indhold, som den var ment for den periode, visen var beregnet for. (Et eksempel herpå er de anti-tyske danske viser fra 2. verdenskrig, der måtte pakkes godt ind, for at undgå censuren). Den nationale tradition har altid spillet en vigtig rolle. Lande som f.eks. England har en meget højt udviklet folkevisetradition, som er fuld af realistiske folkeviser helt tilbage fra feudalsamfundet. Derimod er den politiske vise fra lande som Tyskland ikke lige så let tilgængelig, eftersom den blev effektivt forfulgt og undertrykt. I Frankrig findes der derimod en meget levende visetradition, som har bevaret den politiske vise, lige fra Den franske Revolutions tid.

1800-tallet

Organiseringen af arbejderklassen fra midten af det 19. århundrede fremmede organiseringen af arbejderkulturen. Men denne kulturs målsætning var på ingen måde sammenhængende. På den ene side fandtes der et krav om at bevare den rent folkelige tradition (som f.eks. i England), og på den anden side kravet om en ny, klassebevidst kultur på tværs af traditionens bånd. Her blev det revolutionære indhold vigtigere. Men der fandtes også andre tendenser indenfor den nye arbejderkultur. I Tyskland blev de første store arbejdskor dannet fra omkring 1860, og arbejdermusikken blev grundlagt. Arbejdermusikken forsøgte først og fremmest at øge interessen og forståelsen for den klassiske musik. Hensigten var at gøre denne musik tilgængelig for arbejderklassen, som traditionelt havde været udelukket fra den. Her fik musikken en rent pædagogisk funktion.

I lande som USA var det hele langt mindre kompliceret, eftersom arbejderklassens perspektiv her først og fremmest var at organisere sig, mens den politiske målsætning kom i anden række. Derfor havde arbejdermusikken og visen i første række en praktisk funktion: Den skulle synges ved møder og hvervekampagner. Forenklet kan man sige, at i de lande hvor arbejderklassen i første række var knyttet til den faglige kamp, dominerede den rent folkelige tradition. En typisk repræsentant for denne arbejdervise var Joe Hill fra USA, som strejfede omkring i landet og med sine sange opfordrede arbejderne til at organisere sig.

Mellemkrigstiden

Men den vigtigste hændelse - også for arbejdermusikken - var Oktoberrevolutionen i Rusland. I det revolutionære Rusland opstod der en helt ny arbejderkultur, som havde sin rod i de såkaldte proletkultgrupper. Disse grupper stillede sig i spidsen for et fuldstændig brud med den etablerede kultur. De orienterede sig i en proletarisk retning, og deres mål var at skabe en selvstændig arbejderkultur med et entydigt politisk-ideologisk indhold. I midten af 1920'erne blev der dannet agitprop-grupper, som drog på turné over hele Europa for at gøre deres virksomhed kendt for andre arbejderorganisationer. De skulle blive forbillede for en hel arbejderkultur. Grupperne benyttede sig ikke blot af den traditionelle folkemusik, men blandede den med nyere musikformer og den politiske kabaret. Størst genklang fik disse grupper i Tyskland, hvor en ny agitprop-tradition blomstrede op.

Radikaleren
(Der Revoluzzer)

Der var en gang en radikaler
som var gaslygtoverhaler.
Han gik radikalt i takt
i de radikales dragt.

Og han skreg: «Jeg gør revolt»,
og huen skød han meget stolt
over sin venstre øreflip,
radikal fra top til tip.

Men vor radikale praler
hørte radikale taler,
mens han ubemærket gik
og gav lygterne små gnik,
gnik, gnik.

For at bruge dem i kampen
tog man lamper ned fra rampen
for at gøre muren stærk
i et barrikadeværk.
For at gøre muren stærk
i et barrikadeværk.

Men vor radikaler blev vred.
Han skreg: «D'er jeg som pudser lamper.
Jeg skal pudse lampen nu,
så vær venlig og la' lampen stå.

Hvis vi ikke lader dem skinne,
går jo borgerne i blinde.
Så la' lamperne i fred!
Ellers vil jeg ikke være med,
ikke være med, ikke være med!
Ellers vil jeg ikke være med!»

Men de lo af dette sludder,
og da lampen lå i mudder,
gik vor lygtemand i hi,
hvor han hulkede bittert, bitterlig

Og der hjemme har han levet,
og har der en bog fået skrevet
om hvordan man gør revolt,
om hvordan man gør revolt,
om hvordan man gør revolt,
mens hvert blus
som har smuds
bliver med pus
vedligeholdt!

Forfatteren Erich Mühsam, som i visen gør nar af socialdemokraterne, var venstresocialist og aktiv under rådsrepublikken i München 1918-1919. Døde i 1934 i koncentrationslejr.

I denne sammenhæng må der specielt nævnes et navn, som også internationalt formåede at påvirke arbejdermusikken i 1920- og 1930'erne: Hanns Eisler. I modsætning til den traditionelle kamp, hvor musikken ofte kunne minde om højtidelige festsange, benyttede Eisler sig af en langt mere rytmisk musik, som aldrig blev forfladiget til banal march. Mest kendt er hans sange «Fremad og aldrig glemme» og «Enhedsfrontsangen». Eisler havde held til at knytte traditionen fra den usentimentale folkevise, musikken fra den politiske kabaret og den moderne instrumentering sammen.

Organiseringen af arbejderklassen og arbejderkulturen gennem socialdemokratiet og senere kommunisterne havde skabt en ny type arbejdermusik og engagerede komponister og forfattere til at lave sange og viser for arbejderne. I modsætning til de ældre arbejdersange, som i første række nøjedes med at beskrive arbejdernes kår, blev der i den nye arbejdervise lagt langt større vægt på organisering og den politiske eller revolutionære kamp. For arbejdersangens udvikling blev den spanske borgerkrig en meget frugtbar periode, eftersom den førte helt forskellige visetraditioner sammen i de internationale brigader. Aldrig før havde den proletariske internationalisme fået et så levende udtryk og givet den internationale arbejdervise sådanne impulser som under den spanske borgerkrig.

Efterkrigstiden

Efter den anden verdenskrig spillede den rene arbejdervise i 40'erne og 50'erne en mindre rolle. Viserne og sangene begyndte at stivne. De var blevet brugt og misbrugt alt for meget, både af socialdemokratiet og kommunistpartierne, og var blevet slået ihjel som bombastiske bekendelses-manifestationer. Det kan ingen folkelige viser overleve. Alligevel formåede den at overleve og videreudvikle sig i sin traditionelle form i lande som England og USA. Dette skete bl.a. takket være indsatsen fra visesangere som Woody Guthrie, Pete Seeger (USA) og Ewan MacColl (England).

Gennem 1970'erne udvikledes atter en omfattende interesse for den levende tradition af arbejdersange og -viser. Det skyldtes især den omfattende udvikling af den politiske vise i løbet af årtiet. Den politiske ungdomsbevægelse spillede som i 1920'erne en central rolle for denne udvikling.

P.Ha.