Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 16.193
Arbejderkultur

Ved arbejderkultur forstår man arbejderklassens bestræbelser på at skabe selvstændige institutioner og udtryksformer, som kan samle og formulere klassens erfaringer, interesser og målsætninger. Indenfor den organiserede arbejderbevægelse er udviklingen af en arbejderkultur blevet opstillet som opgave og som en grundlæggende forudsætning for at lønarbejderne skulle konstituere sig som en klasse - opfatte sig som en enhed med kollektive interesser. (Se også: Arbejderkultur i Danmark).

Begrebet arbejderkultur opfattes imidlertid ofte som et sammenfattende udtryk for de kulturorganisationer og fronter, som arbejderbevægelsen dannede i alle de industrialiserede lande, efterhånden som den vandt i styrke og massetilslutning. Der blev skabt egne fora for kulturdebat, kunstnerorganisationer, egen presse, teater og film osv., og der udvikledes en selvstændig arbejderlitteratur. Gennem disse institutioner søgte man at udtrykke arbejderbevægelsens politiske og økonomiske mål på det kulturelle plan.

I tråd med studierne i arbejderklassens socialhistorie og en kritisk vurdering af strategien for socialismen, er begrebet i dag blevet sat ind i en videre socialhistorisk og politisk ramme. Arbejderkultur kan da ikke blot forstås som visse kunstneriske udtryksformer og organisationer, men må omfatte de livs- og samkvemsmønstre, forståelsesformer og organiseringsmåder, som udspringer af lønarbejderklassens placering i samfundet, og som vil findes mere eller mindre udformet, alt efter de konkrete sociale og historiske betingelser.

Til grund for denne definition ligger bl.a. den erkendelse, at arbejderklassen i det borgerlige samfund bliver hindret i at formulere og udvikle sin egen kultur. Gennem den borgerlige kulturs dominans og via skolen og andre ideologiske institutioner, bliver arbejderklassens erfaringer undertrykt og tilpasset en borgerlig måde at fortolke tilværelsen og samfundet på. Arbejderklassens virkelighed undertrykkes og underkendes. Derfor kan man ikke så let få øje på en «arbejderkultur». Den er så at sige ikke «kulturel».

Borgerskabets kultur, tænkemåde og værdier dominerer det kapitalistiske samfund. Litteratur og historieskrivning fortæller først og fremmest om borgerskabets historie og drivkræfterne bag denne klasses politiske og kulturelle udvikling. Også om bøndernes kultur og socialhistorie har vi megen viden. Om arbejderklassens kultur ved vi derimod endnu ikke meget. Det hænger sammen med selve modsætningsforholdet arbejde-kapital, men også med snæverheden i den socialhistoriske og kultursociologiske forskning. Den store samling af arbejderminder aftegner dog et billede af en social og kulturel identitetsdannelse, som bl.a. viser hvordan organisering og bevidstgørelse om klassens kollektive interesser er blevet knyttet nøje sammen. Et andet vigtigt bidrag til forståelsen af arbejderklassens kultur er at finde i nyere sociologisk forskning om arbejderkollektivet.

Debatten om arbejderbevægelsens kultursyn og kulturkamp har gennemløbet flere faser, som endnu tjener som udgangspunkt for den socialistiske bevægelse.

Fra oplysningstanke til modkulturel afskærmning

I arbejderbevægelsens første opbygningsperiode var oplysning og dannelse centrale begreber. Fagorganisationen og partiafdelingerne var skolingsfora for arbejderne.

Noget af den vigtigste skoling fandt sted gennem selve organisationsarbejdet, der gav træning i at føre protokoller, arrangere møder og tage ordet på disse, forhandle om lønspørgsmål og arbejdsforhold osv. Efterhånden som arbejderbevægelsen voksede, blev der dannet en række institutioner ved siden af fagorganisationen og partiet - organer for den økonomiske og politiske kamp. De nye institutioner skulle organisere hele klassens liv. Meget ofte var de dannet som modstykker til tilsvarende borgerlige institutioner. Kun i de socialdemokratiske og kommunistiske partier blev der udviklet selvstændige arbejderorganisationer indenfor næsten alle områder: Idræt, kunst, litteratur, skoling, jagt og fiskeri osv. Til en vis grad fik disse organisationer karakter af en modkultur, som var en afgrænset enhed indenfor det borgerlige samfund. På denne måde udviklede arbejderklassen i de skandinaviske lande i en strategisk vigtig periode de socialdemokratiske partiers partiapparatet ved at gå ind i de borgerlige institutioner og statsapparatet - en selvstændig offentlighed og en selvstændig kultur, som til en vis grad fungerede som en afskærmning overfor den borgerlige offentlighed og den borgerlige kultur. Efterhånden fik denne «arbejderkultur» i socialdemokratiet status som ritual og nostalgi, og blev stående i et fuldstændig udvendigt forhold til partiernes reelt pragmatiske administration af kapitalismen.

Arbejderklassen og den kulturelle «arv»

Både i de socialdemokratiske og de kominterntilknyttede arbejderpartier blev der i 1920- og 30'erne ført en debat om arbejderbevægelsens forhold til den borgerlige kulturelle arv. Debatten blev mest eksplicit og heftigst ført indenfor Komintern. I 30'erne blev der etableret en kulturpolitisk linie, som stillede de socialistiske kunstnere den hovedopgave at overtage arven fra den store borgerlige realisme. Som bærer af den mest fremskredne sociale bevidsthed og af perspektivet om det klasseløse samfund, var det alene arbejderklassen som kunne skabe en fuldstændig realistisk kunst i denne fase. Men den historiske opgave der blev opstillet for arbejderklassens kultur var kvalitetsmæssigt at overskride og overgå det den borgerlige kunst på sit højdepunkt havde formået. Kvalitet blev sat lig med «korrekt afspejling» af den samfundsmæssige totalitet. Mod dette indvendte bl.a. forfatteren Bertolt Brecht - med baggrund i den sovjetiske proletkultbevægelse - at hovedopgaven måtte være at skabe en ny, kritisk kunst, som var baseret på at masserne blev draget ind i skabelsesprocessen. Kunstens ophøjethed måtte rives ned. Ingen traditionelle kriterier eller former kunne gælde som den eneste gyldige udtryksform. «Kunst bør overhovedet ikke bestå i, at mennesker forvandles til tilskuere, men derimod i at alle tilegner sig evnen til at konstruere og organisere råmaterialet: (Tretjakov). I dette lå der den opfattelse, at kulturarbejdet måtte være en bevidsthedsrevolution. Med udgangspunkt i arbejderklassens objektive, revolutionære interesser, måtte alle medier og alle udtryksformer tages i brug, og perspektivet måtte være at afdække konflikter og stimulere til kritisk, aktivt forandrende virksomhed. På denne måde kunne proletariatets muligheder forløses og kunstnerne tilføres ny erfaring.

Både i de socialdemokratiske og kommunistiske partier blev den sejrende linie en politik, som gik ud på at «demokratisere» kulturen, hvilket i virkeligheden indebar at acceptere dens status som klasseneutral, og sprede den som et alment forbrugsgode. Dette skete samtidig med at arbejderklassens klassekampsorganer blev nedtonet og passiviseret. Efter en lang kulturpause i efterkrigstiden, forsøgte de socialdemokratiske partier i de skandinaviske lande at igangsætte en statslig kulturpolitik under parolen om «kulturspredning» og demokratisering. Bag tiltagene kunne man - ligesom for tilsvarende skolereformer, fritidspolitik og familiepolitik - skimte erkendelsen af, at arbejderklassen til trods for velstandsudvikling ikke var kommet «på højde» med borgerskabet på det kulturelle plan. De statslige tiltag der blev udformet var imidlertid overvejende egnet til fortsat at dække over de grundlæggende modsætninger i samfundet.

I.I.


Litteratur

Y. Finslo: Kulturkamp, social organisering og de intellektuelle i 30-åra. Kontrast 69, Oslo 1977.