Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Jæger (1854-1910) norsk forfatter, anarkist og boheme, kom til at øve stor indflydelse på den borgerlige intelligentsia i 1880'erne. Han dannede midtpunkt i en gruppe af studenter og kunstnere, den såkaldte bohemen - en slags ungdomsoprør i samfundets øverste lag som vendte karrieren og korset-stilen ryggen.

Herostratisk berømt blev Jæger for to indlæg i Kristiania Arbejdersamfund, hvor han karakteriserede ægteskabet og den sociale uretfærdighed som samfundets to onder. Uden fri kærlighed og socialisme vil det heller ikke være muligt at afskaffe usædeligheden, og spørgsmålet må derfor være, i hvilken form man ønsker at bevare den, hævdede han.

Ægteskabet - som ikke er bygget på kærlighed, men på et økonomisk grundlag - hindrer menneskene i at leve et rigt liv. Disse holdninger kom til udtryk i den selvbiografiske roman «Fra Kristiania-bohemen» (1886). Den angreb «de tre gigantiske granitkolosser som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdom oppe: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».
 
Inspireret af naturalismen - dvs. deterministisk digtning - ville Jæger beskrive de sociale forholds indflydelse på enkeltindividet ud fra det selvoplevede. Bogen blev straks beslaglagt og Jæger blev idømt en større pengebod og en længere fængselsstraf. I og med at beslaglæggelsen skete under Sverdrups radikal-liberale regering, førte dette til diskussion, specielt indenfor radikale kredse, om kunstens plads i samfundet og om pressefrihedens grænser.

I begyndelsen af 1890'erne tabte den yderliggående borgerlige radikalisme terræn og nyromantikken vandt frem. Jægers sidste litterære værk var trilogien «Syk kjærlighet», «Bekjendelser» og «Fengsel og fortvilelse» (1893-1902), som blev beslaglagt i hele Norden. Ud over at forklare sin egen kærlighed, håner han sine tidligere kampfæller for at have opgivet enhver samfundsmæssig virksomhed. I trilogiens slutkapitel står der: «Fred og forsoning paa alle kanter, hej, hyp! inn i borgerskabet».

Selv om Jæger ikke skabte kunstneriske monumenter, så var det helt sikkert, at det han skrev, var menneskelige dokumenter, og kunstnerisk blev han foregangsmand for mange (f.eks. for Munch og Bjørneboe). Som person var han hensynsløs ærlig, beherskede ironien, var dialektisk skolet og sandhedssøgende, men dog en idealist, som ofrede hele sin borgerlige eksistens for sine meninger. Efter at han var blevet frataget sit arbejde som stortingsstenograf og blevet nægtet studieret i Norge, drog han desillusioneret til Paris, hvor han fortsatte sine filosofistudier.

Efter «Kants fornuftskritik» (1878), hvor han påpegede, at Kants filosofi fører til praktisk idealisme:
selvmord eller metafysik, nærmer Jæger sig anarkismen ved århundredeskiftet. I 1906 udkom hans bog med den ironiske titel «Anarkiets bibel». Påvirket af marxismen analyserer han Østens spring ind i kapitalismen, kapitalismens krise og den sammenhæng dette har med agrarkrisen. Selv om bogen er logisk bygget op og interessant, svækkes den af at være teoretisk svag. I 1907 startede Jæger «Korsaren»: «et kamporgan mod den socialdemokratiske alliancepolitik og statsparlamentarisme». Bladet havde tilknytning til en anarkistisk organisation.

Andre værker: «Olga» (1883),  «En intelektuell forførelse» (1884), «Kristiania-Billeder» (1888), «Novelletter» (1889) og «Socialismens ABC» (191 l). Han havde også planer om et værk om Rosseau-Prodon-Marx, en «Metafysik» og «Bibelens anarki», men døde af kræft, før disse var færdige.

E.Bro.