Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kønskvotering er et middel, der kan bruges til at opnå en mere jævn fordeling af kvinder og mænd på forskellige områder i samfundet. En mere lige fordeling af arbejdsopgaver indenfor familie, på arbejdsmarkedet og i det offentlige liv anses for at være en nødvendig forudsætning for en lige vurdering af kvinder og mænd og for ændringer af det traditionelle kønsrollemønster.

Hensigten med kønskvotering er at øge kvinders deltagelse og indflydelse i det offentlig liv og på arbejdsmarkedet, og at øge mænds muligheder for at deltage aktivt i familielivet. Kvotering indebærer derfor en positiv diskriminering af kvinder på de områder, hvor de har været udelukket eller underrepræsenteret for dermed at opnå en tilnærmet ligestilling af kvinder og mænd.

Kønskvotering indebærer, at en persons køn bliver et af flere væsentlig udvalgskriterier ved optagelsen til uddannelsesinstitutioner, til tillidshverv i partier og offentlig udvalg og ved ansættelse på arbejdsmarkedet. Begrundelsen for at anvende kvotering som et bevidst middel for at opnå ligestilling på alle områder i samfundet er, at det køn der er stærkt underrepræsenteret altid vil tvinges til at tilpasse sig det modsatte køns roller og måder at være på. Et lille mindretal har få muligheder for at påvirke eller forandre situationen på dette område. En større gruppe har derimod muligheder for at bidrage med nye holdninger og vurderinger. En sådan udvikling vil føre til en større grad af flersidighed og vil være en berigelse for de fleste områder i samfundet.

Et praktisk forslag, der betegnes som moderat kønskvotering, går ud på, at i tilfælde, hvor ansøgere eller kandidater har lige kvalifikationer, skal der ved adgang til studier, ved udnævnelser og ansættelser foretrækkes personer af det køn, der er underrepræsenteret. Et andet forslag, der betegnes som radikal kønskvotering, er at pålægge institutioner og organisationer at bruge tilstrækkelige ressourcer af forskellig art på at fremskaffe og uddanne velkvalificerede kandidater af det køn, der er underrepræsenteret indenfor en vis tidsramme. Ansvaret påhviler på denne måde ikke alene individet, men en institution eller en arbejdsgiver.

En indvendig mod kønskvotering er, at kvalifikationskrav bør være udslagsgivende, eftersom andre kriterier vil føre til en niveausænkning. Men for det første gælder dette kun i meget få erhverv og arbejdsområder, hvor konkurrencen er så hård, at forskelle blandt kvalificerede personer ofte er hårfine og hvor flere ansøgere har kvalifikationer ud over det, der kan betragtes som nødvendigt. For det andet er udvalgskriterierne i sig selv ofte ret så usikre, da sammenhængen mellem kravene til kundskaber, uddannelse og senere præstation ikke er så klar, som mange antager. Mange mennesker, der udfører vigtige samfundsopgaver, har ikke været «dygtige skoleelever». Personer med megen praktisk erfaring - og det gælder mange kvinder - bliver ofte udelukket på grund af formelle krav.

En anden indvending er, at kønskvotering som middel er et tilbageskridt, der er i strid med ideen om ligestilling uanset køn. Denne indvendig kan næppe tages alvorligt, så længe det ene køn, nemlig kvinder, er så stærkt underrepræsenteret på vigtige områder af det offentlig liv - med andre ord så længe ligestilling overvejende er et uopfyldt politisk mål.

En tredie indvending er, at sådanne ordninger fører til utilfredshed blandt de, der bliver udelukket på grund af kvoteringsordninger. Her må man huske, at også retfærdighed er et ideal, der er bestemt og begrænset af den herskende samfundsorden, der oftest kommer de stærke til gode. Kønskvotering er et instrument til at opnå grupperetfærdighed, som af og til kan komme i konflikt med individuelle retfærdighedsforestillinger. Af denne gruppe bliver det nogle gange hævdet, at individer der drager nytte af sådanne gruppeordninger vil tabe prestige eller status.

Det må fremhæves, at kønskvotering først er blevet et omstridt begreb, efter at det blev diskuteret som et middel til positiv diskriminering af kvinder. I Norge har man praktiseret kvotering til fordel for mænd ved seminarierne, hvor en del af pladserne er forbeholdt mandlige ansøgere. I Sverige gælder den samme ordning ved optagelse til børnepædagogseminarierne. Hensigten var i begge tilfælde at opnå en bedre balance mellem mandlige og kvindelige lærere. På denne måde kan man på et tidligt stadium modvirke kønsroller hos børn og unge. Det er ellers kun få uddannelsesinstitutioner, der praktiserer kønskvotering til trods for, at der ikke er nogen uenighed om det ønskelige i en mere jævn rekruttering af begge køn til en række fag.

I Danmark har kønskvotering været benyttet langt sjældnere som ligestillingsinstrument. Det opfattes som en meget kontroversiel løsning, som hver gang møder stor modstand. De danske partier har heller ikke kønskvotering ved opstilling af kandidater eller i det interne partihierarki, således som en række norske og svenske partier har.

Den danske ligestillingslovgivning åbner heller ikke som den svenske og norske generel mulighed for at kønskvotere på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. I Danmark skal der søges om tilladelse til at kønskvotere på arbejdsmarkedet f.eks. ved ansættelser. Fra 1978-89 afgjorde Arbejdsministeriet dispensationsansøgningerne efter at have hørt berørte ministerium og Ligestillingsrådet. Efter 1989 blev det Ligestillingsrådet, som fik kompetencen til at give dispensation efter at have hørt det berørte ministerium og Arbejdsministeriet. I Ligestillingsrådet skulle arbejdsmarkedsudvalget indstille dispensation, og hver af arbejdsmarkedsparterne (LO, FTF og DA) kunne forhindre det. Beslutningsproceduren har i begge tilfælde medført, at det er uhyre vanskeligt at få lov til at kønskvotere i Danmark. Det er baggrunden for, at antallet af dispensationer har været meget lavt. På grund af den store mediedebat, når der søges om kønskvotering, er der imidlertid en forestilling om, at der kønskvoteres meget i Danmark. Efter den nye ligestillingslov har ministrene igen fået kompetencen til at tillade kønskvotering.

Gennem de senere år er der i ca. halvdelen af sagerne søgt om kønskvotering af mænd - primært inden for småbørnsomsorg. Tendensen er, at disse sager ikke opfattes som nær så kontroversielle, som når der f.eks. søges om tilladelse til at kønskvotere kvinder inden for forskningsverdenen.

De ordninger der er nævnt her, omhandler en klar bevidst kønskvotering. Sådanne ordninger er resultater af en erkendelse af den udstrakte ubevidste kønskvotering der foregår. Kønsrolle-tænkningen og en lang række praktiske hindringer for, at kvinder kan deltage i erhvervslivet og det offentlige liv, slår ofte ud i kønskvotering til fordel for mænd. Så længe dette mønster vedligeholdes, må bevidst kønskvotering betragtes som et af flere midler til at opnå et samfund af mere ligestillede mennesker.

A.B.