Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 71.780
: :
Ligestilling

Ligestillingsbegrebet har især været knyttet til forsøg på at skabe større lighed mellem kønnene, mens lighedsbegrebet i højere grad relaterer sig til at udjævne klasseforskelle. Også på norsk og svensk findes to forskellige betegnelser for lighed mellem klasser og mellem køn (Svensk: jämlikhet-jämställdhet, norsk: likhet-likestilling), mens det ikke kendes uden for Skandinavien. Gennem de sidste 10-20 år er ligestillingsbegrebet i stigende grad blevet brugt i forbindelse med etnicitet og seksuel orientering.

Ligestillingsbegrebet har en meget kortere historie end lighedsbegrebet, og det har ikke på samme måde stået centralt i politisk teori og i de politiske ideologier. Termen ligestilling kom ind i Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf i 1906, og udtrykket ligestillingslove blev brugt om lovene om ligeløn fra 1919 og om kvinders lige adgang til offentlige embeder fra 1921. Ligestillingsbegrebet fik imidlertid først for alvor udbredelse i 1960'erne og 1970'erne, da det blev en officiel politisk målsætning, og da ligestillingspolitikken også fik sine egne politiske institutioner.

Rent semantisk ligger der i ligestillingsbegrebet ikke en forestilling om, at de personer, som skal ligestilles, kan gøres ens. Lighedsbegrebet har derimod især i socialistiske og republikanske forestillinger knyttet sig til forestillinger om, hvis ikke at ophæve, så i hvert fald afbøde socialt skabte forskelle. Lighedsbegrebet har også i højere grad end ligestillingsbegrebet taget afsæt i en forestilling om alle personers ligeværd.

Det har ofte været hævdet, at man i bestræbelserne for at skabe mere ligestilling mellem kønnene må vælge mellem en strategi, der betoner lighed, og en som lægger vægt på forskel (eller særart) mellem kønnene. Ud fra den første argumenteres der for, at kvinder og mænd ikke er så forskellige, mens den anden pointerer kvindelige særtræk. De to strategier har fået betegnelserne ligheds- og forskelsfeminisme. Nyere kønsforskning har argumenteret for, at der er tale om falsk modsætning, fordi modsætningen til lighed er ulighed, mens modsætningen til forskellighed (eller særart) er enshed. Et problem med at tolke forskellighed som en modsætning til lighed er, at det lægger op til at gøre alle kvinder (og alle mænd) ens. Derved forstås kønsforskelle som væsensforskelle og gøres essentialistiske, hvilket medfører, at forskelle mellem kvinder og mellem mænd nedtones. Kvindeorganisationer har gennem tiden kombineret de to strategier, således at forskellighed er blevet en integreret del af lighedskravet, men det har ofte skabt en vanskelig balancegang mellem forskellige typer argumenter.

Ligestillingsbegrebet anvendes i ganske forskellige betydninger, som peger i retning af forskellige typer handlingsinstrumenter. Der skelnes mellem mulighedslighed, der sigter mod at give en gruppe borgere lige rettigheder, og resultatlighed, der stiler mod at gøre deres faktiske situation mere lige. Betegnelserne formel og reel ligestilling eller lighed lægger op til en lignende distinktion. Resultatlighed eller reel lighed kræver brug af langt mere radikale virkemidler end rettighedslighed som f.eks. positiv særbehandling af det underpriviligerede køn, herunder kønskvotering. Sidstnævnte har været og er stadig et meget kontroversielt emne i Danmark, og har kun i begrænset udstrækning været benyttet som ligestillingsinstrument. Derimod er man nået langt i bestræbelserne på at give de to køn lige rettigheder.

Kvindekommissionen og Ligestilingsrådet

Det begyndte med Kvindekommissionen, som statsminister Jens Otto Krag nedsatte i 1965. Baggrunden var, at socialdemokratiske kvinder sammen med andre kvindelige politikere pressede på for at få en kvindekommission i lighed med, hvad man havde i USA. Kommissionen, som skulle beskæftige sig med forandringerne i kvindernes situation, sad i 9 år. I 1974 forelå en omfattende dokumentation i dens 9 betænkninger af især kvindernes situation i forhold til en lang række områder, men den arbejdede med mange forskellige definitioner af ligestilling. Også i dens betænkning om ligestilling var der stor uklarhed om begrebet og derfor også om målene og instrumenterne. Den kæmpestore kommission på 55 medlemmer kom med 84 forskellige forslag, hvoraf hovedforslaget var oprettelse af et permanent ligestillingsorgan. Der var imidlertid stor uenighed om, hvordan et sådant organ skulle sammensættes, og da man diskuterede det i Folketinget i 1974, var der ikke flertal for forslaget. Statsminister Poul Hartling sendte det derefter til høring i ministerierne, hvilket var det samme som at lægge det i en syltekrukke.

I perioden efter Kvindekommissionens afslutning pressede kvindeorganisationerne og en række kvindelige politikere på for at få oprettet et permanent ligestillingsorgan, og de henviste bl.a. til, at både Sverige, Norge og Finland havde oprettet ligestillingsråd i 1972. FN’s kvindeår i 1975 gav et yderligere incitament til at gøre noget ved sagen, og den nye socialdemokratiske regering under Anker Jørgensen nedsatte Ligestillingsrådet i september 1975 - bl.a. med henvisning til FN. Det skete dog kun administrativt, hvilket var medvirkende til at give Rådet en svag start. Det havde ikke noget selvstændigt budget, og sekretariatets medarbejdere var udlånt fra andre ministerier. Rådet fokuserede i de første år primært på enkeltsager, og dets betydning - f.eks. i forhold til at præge den offentlige debat - var ikke nær så mærkbar og principiel, som det gennemslag de norske og svenske ligestillingsråd havde.

Det er bemærkelsesværdigt, at ligestillingsapparatet i Danmark ligesom i de øvrige nordiske lande fik kønsneutrale betegnelser i modsætning til, hvad der skete f.eks. i USA, Frankrig og Tyskland. Her etablerede man kvindekontorer, og i nogle tilfælde udpegede man også kvindeministre.

Ligestillingsrådet i Danmark blev sammensat af syv medlemmer udover den regeringsudpegede formand. Arbejdsmarkedets parter fik en central betydning med tre medlemmer fra hhv. DA, LO og FTF. Desuden havde Rådet tre medlemmer fra Danske Kvinders Nationalråd og en fra Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning. Arbejdsmarkedsparternes centrale betydning skal ses i sammenhæng med, at arbejdsmarkedsforhold udgjorde en central del af rådets opgaver, hvilket i øvrigt var helt i overensstemmelse med parternes afgørende betydning for udformningen af en række politikområder i disse år. Med nedsættelsen af Rådet fik de gamle kvindeorganisationer for første gang permanent placering i et statsligt udvalg. Derimod fik den «nye» kvindebevægelse, Rødstrømpebevægelsen ikke sæde i Rådet. Dens uformelle organisatoriske struktur harmonerede ikke med de formelle repræsentationsprincipper, som gjaldt ved udpegningen af medlemmer, og samtidig lå ligestillingsmålsætningen fjernt fra bevægelsens mere radikale krav om kvindefrigørelse og kvindepolitik.

Ligestillingslovene

Med Lov om ligeløn fra 1976 og Lov om ligebehandling fra 1978 (begge dele i forlængelse af EF direktiver) fik Rådet flere arbejdsopgaver, og det blev selv lovfæstet med Lov om Ligestillingsrådet i 1978. Lov om ligeløn gjaldt de områder, som ikke i forvejen var dækket af de ligelønsbestemmelser, der kom ind i de kollektive overenskomster fra 1973. Det skete efter pres fra store demonstrationer, hvor kvindeorganisationerne, den nye kvindebevægelse og den kvindelige del af fagbevægelsen var gået sammen. Lov om Ligebehandling rettede sig især mod arbejdsmarkedet og forbød forskelsbehandling på grundlag af køn, f.eks. ved annoncering, ansættelse og afskedigelse. Dog blev der åbnet for positiv særbehandling efter dispensationsansøgning, som fra 1978-89 skulle gives af Arbejdsministeriet efter høring af berørte ministerier og Ligestillingsrådet. Arbejdsmarkedsorganisationerne fik en særlig rolle som bremseklods på dette område, idet de ifølge forretningsordenen fra november 1978 sammen med formanden skulle godkende udtalelser angående dispensationer, for at de kunne vedtages i rådet. Det blev praktiseret på den måde, at hver enkelt part kunne nedlægge veto. Da Ligestillingsrådet i 1989 fik dispensationskompetence blev arbejdsmarkedsparternes vetomulighed fastholdt. Til Ligestillingslovene føjede sig en lov fra 1985 om Offentlige råd, udvalg og nævn, som tilstræbte en mere ligelig kønsfordeling og en tilsvarende lov fra 1990 om statslige bestyrelser.

I 1988 blev rådets sammensætning ændret, idet repræsentanten fra de Grønlandske Kvindeforeninger gik ud (som følge af Hjemmestyrets etablering) og blev erstattet med en repræsentant fra Dansk Kvindesamfund. Desuden blev Rådet suppleret med en kvindeforsker, udpeget af det øvrige råd. Med denne lov fik alle offentlige myndigheder pligt til at arbejde for ligestilling, og der blev for første gang indføjet en definition af, hvordan ligestilling skulle defineres i bemærkningerne til loven. Det skulle forstås som:

«mænds og kvinders lige integration i samfundet og ligestilling i familielivet. Bl.a. skal mænd og kvinder have lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner, det vil sige lige adgang til samfundets styrende organer, lige adgang til arbejdsmarkedet, lige muligheder for at få uddannelse og undervisning».

Der var altså tale om en forholdsvis bred definition, som både pegede mod muligheds- og resultatlighed, og det var karakteristisk, at der bortset fra dispensationsreglerne til positive særforanstaltninger ikke var angivet nærmere retningslinier i lovgivningen for det aktive ligestillingsarbejde.

Offentlige myndigheders forpligtelse til at arbejde for ligestilling udmøntede sig bl.a. i Folketingsbeslutninger om at først statslige myndigheder, og senere også kommunale og amtskommunale myndigheder med over 50 ansatte skulle udarbejde handlingsplaner for ligestilling. Det skete med inspiration fra FN beslutninger. Første tre-årige handlingsplanrunde blev vedtaget i 1987, og i 1991 og 1994 blev det vedtaget at gennemføre to yderligere handlingsplanrunder, som bl.a. lagde op til, at der skulle opstilles måltal for udviklingen. Handlinsplanindsatsen blev evalueret af Ligestillingsrådet og forelagt Folketinget i tre runder. Det fremgik af evalueringerne, at der var stor variation i, hvor forpligtet offentlige myndigheder var i forhold til arbejdet med handlingsplanerne. Der var imidlertid ingen sanktionsmuligheder, hvis myndigheder ikke udarbejdede handlingsplaner, hvis de ikke opstillede måltal, eller hvis målene ikke blev opfyldt. Handlingsplanarbejdets uforpligtende karakter kan illustreres ved, at daværende Undervisningsminister Ole Vig Jensen i april 1994 under en folketingsdebat stillede spørgsmålstegn ved, om han kunne pålægge universiteterne at udarbejde handlingsplaner. Den aktive ligestillingsindsats har altså langt hen ad vejen været præget af retorik og symbolpolitik, mere end af en systematisk og målrettet politik. Den konkrete indsats har været meget personafhængig, således at ildsjæle har været helt afgørende for udfaldet. I modsætning til Norge, Sverige og Finland har der ikke været udpeget en ombudsmand til at håndhæve lovgivningen, og der har heller ikke som i disse lande været en synlig minister for området eller et regeringsprogram, som lagde op til en målrettet indsats. (I bl.a. Sverige består regeringen også af en ligestillingsminister).

Udenlandske erfaringer har ofte været benyttet som løftestang for ligestillingsarbejdet i Danmark - det gælder især på nordisk plan, inden for EF/EU og i FN regi. Det nordiske samarbejde mellem kvindeorganisationer har en lang historie, idet de første ligestillingslove bl.a. udsprang af et sådan samarbejde. Efter etableringen af permanente ligestillingsorganer begyndte man også at koordinere den statslige indsats. Det startede i 1974 på et mere uformelt plan og blev gjort permanent i 1978. I EF sammenhæng etablerede man i 1980 et rådgivende udvalg for ligestilling mellem mænd og kvinder og Kommissionen oprettede en ligestillingsenhed, som bl.a. har arbejdet med handlingsplaner for EU's ligestillingsarbejde. FN’s kvindekonferencer i Mexico 1975, I København 1980, Nairobi 1985, Beijing 1995 og arbejdet i FN’s kvindekommission har ligeledes haft stor betydning for udviklingen af den nationale ligestillingsindsats. 1990'ernes dominerende ligestillingsstrategi - «mainstreaming» - der går ud på at integrere et kønsperspektiv i politiske beslutninger er vedtaget på baggrund af beslutninger i FN, EU, Nordisk Råd og Europarådet.

Ligestillingslovgivningen har været besluttet med bred konsensus i Folketinget. Det gjaldt især gennem 1980'erne, hvor et tværpolitisk kvindenetværk tog initiativ til en række ligestillingspolitiske debatter, som mundede ud i vedtagelsen af ligestillingspolitiske dagsordener.

Justering af ligestillingsarbejdets organisatoriske struktur

I begyndelsen af 1990'erne blev det tydeligt, at ligestilling er et politikområde med meget lav status. Der startede en nedadgående spiral, hvor Ligestillingsrådet efter en del turbulens og personudskiftning ofte blev kritiseret i den offentlige debat. Et af de omdiskuterede spørgsmål var mænds placering i ligestillingsarbejdet. I 1994 blev der nedsat en idégruppe om mænd, som imidlertid opløste sig selv under stor mediebevågenhed, fordi den ikke fik de ressourcer, den krævede.

I midten af 1990'erne blev det besluttet at gennemføre en ændring af ligestillingsapparatet, som ikke var blevet justeret siden oprettelsen i 1975. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen nedsatte i 1996 et udvalg vedrørende det fremtidige ligestillingsarbejde, som bl.a. fik til opgave at komme med forslag til en ny struktur. Det skulle bl.a. se på erfaringer fra de øvrige nordiske lande. Udvalget afgav betænkning i 1999, og det foreslog, at man som i Norge, Sverige og Finland etablerede en funktionsopdeling mellem 1) politisk-administrative 2) debat- og vidensindsamlende og 3) juridisk-håndhævende opgaver. Udvalget foreslog, at ligestillingsindsatsen skulle sikres synlighed, gennemslagskraft og klar forankring på regeringsniveau.

I sommeren 1999 blev der for første gang udpeget en egentlig ligestillingsminister i Danmark. Det blev by- og boligminister Jytte Andersen som fik ligestilling føjet til sin portefølje og skulle forestå udarbejdelse af et nyt lovkompleks. I foråret 2000 blev der fremlagt lovforslag, som indebar nedlæggelse af Ligestillingsrådet, etablering af et videnscenter med et debatforum samt oprettelse af ligestillingnævn, som i en forsøgsperiode på to år skulle tage sig af klager over kønsdiskrimination. Organisationsstrukturen indgik i en samlet ligestillingslov, hvor en række af de tidligere ligestillingslove med nogle justeringer blev inkorporeret.

Ud over den nationale ligestillingsindsats har der været arbejdet med ligestilling lokalt og regionalt. I 1982 blev der ansat Ligestillingskonsulenter i det regionale AF-system, og på kommunalt plan har der været etableret ligestillingsudvalg i en del kommuner og amtskommuner, som især har arbejdet med at sætte fokus på kønsfordelingen blandt kommunernes ansatte. Siden 1995 har kommunerne i henhold til den kommunale styrelseslov været forpligtet til at udarbejde ligestillingsredegørelser, som er mindre forpligtende end handlingsplanerne.

Hovedvægten i den danske ligestillingsindsats har været formel antidiskrimination på arbejdsmarkedet - dvs. at det er forbudt at gøre forskel som følge af køn. Det har imidlertid vist sig, at effekten af lovgivning f.eks. i forhold til ligeløn har været begrænset, idet løngabet mellem kvinder og mænd er vokset siden 1980'erne. Pointen er, at mange forskellige faktorer påvirker kønsforskelle i løn, og samtidig er det afgørende, at arbejdsmarkedets parter ikke er indstillet på, at lønmodtagere har krav på at få lønoplysninger, så de kan se, hvor store kønsforskelle, der er. Det er en nødvendig betingelse for at rejse ligelønssager. Det er imidlertid ikke ensbetydende med at diskriminationsforbud er virkningsløse. Det har utvivlsomt sat grænser for åbenlys diskrimination af kvinder.

Et stort problem ved den danske ligestillingspolitik er imidlertid den forholdsvis snævre afgrænsning til det, som knytter sig til ligestillingslovgivningen og ligestillingsapparatet. Det medfører, at den ikke er gearet til, at relatere sig til politikområder, der historisk set har været helt afgørende for forbedringer af kvinders samfundsmæssige placering og sikring af deres økonomiske uafhængighed. Ud over udbygningen af uddannelsessektoren drejer det sig om nogle af velfærdsstatens kerneområder, som f.eks. børneinstitutioner, ældreomsorg og sociale indkomstoverførsler.

A.B.


Litteratur

Anna-Birte Ravn. Mål og midler i den gamle og den nye kvindebevægelse. Nyt forum for kvindeforskning, pp. 8-20.
Bergqvist, Christina , Anette Borchorst et al (eds.). Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden, Oslo, Universitetsforlaget 1999.

Se også: www.kvindesamfund.dk