Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

At være et kønsobjekt betyder, at en person er gjort til en genstand eller ting for andre pga. sit køn. Det kønsmæssige ved personen isoleres. Personen bliver ikke opfattet som en helhed af sociale, følelsesmæssige og seksuelle egenskaber.

Kønsobjekt bruges i en videre betydning end seksualobjekt. I sidstnævnte tilfælde drejer det sig om at tingsliggøre seksualitet og erotik, mens kønsobjekt også spiller på den betydning en person har som menneske, i det system af regler som gælder for slægtsskab og ægteskab.

Både historisk og aktuelt er det kvinden, der har været mest udsat for en sådan tingsliggørelse. Antropologen Claude Lévi-Strauss påviser, at kvinden næsten altid har været bytteobjekt i en kommunikationsproces mellem mænd. Ægteskabsindgåelse var ikke en pagt mellem mand og kvinde, men mellem kvindens familieoverhoved og ægtemanden, eller ganske enkelt en pagt mellem to familier. Kvinder er blevet byttet på linie med ydelser, ejendom og penge. På den måde opstod der et net af slægtskabstilknytninger, som gav grundlag for solidaritet mellem grupper. På baggrund af dette har Simone de Beauvoir fremhævet, at ikke kun vor europæiske kultur, men hele den menneskelige civilisation er patriarkalsk. Det dominerende træk i vor kultur er, at manden definerer kvinden som et kønsvæsen, som udelukkende har eksistens i forhold til ham - som den «anden», ikke som subjekt.

At kvinder er bytteobjekt mellem mænd er mindre tydeligt i dag end før. Men tingsliggørelsen af kvinders køn og seksualitet opretholdes alligevel. Stærkest kommer dette til udtryk i voldtægt og prostitution. Mest udbredt ser vi tingsliggørelsen i reklamen, massemedierne og den pornografiske litteratur. Her er kvinden udelukkende fremstillet som objekt for mandens lyst.

De samfundsmæssige normer omkring seksualitet og køn er nedfældet både i handlinger og i fantasier. Da tingsliggørelsen også sker på symbolplanet, bliver den generaliseret i normer og forventninger, som rammer enkeltmennesker selv om de ikke personligt bliver udsat for kønsdiskriminering.

Tingsliggørelsen af kvinder præger ikke kun mænds opfattelse af kvinden, men farver i høj grad også kvinders selvopfattelse, selvbevidsthed og personlighedsstruktur. Kvinder lærer at betragte sig selv som objekt i alle livssammenhænge. De lærer at leve sig ind i andres behov og følelser, men kender ofte ikke deres egne. De bliver fremmede for sig selv. Dette indvirker atter på personlighedsstrukturen og fører ofte til handlingslammelse og en følelse af diffus angst og utilstrækkelighed.

At acceptere en sådan total tingsliggørelse er at flygte fra sin egen frihed. Simone de Beauvoir peger på, at ethvert menneske har et ønske om at bekræfte sig selv som subjekt og at leve i et gensidigt anerkendende forhold til et andet subjekt. Der har gennem forskellige historiske epoker eksisteret enkeltkvinder eller grupper af kvinder, som har forsøgt dette. Udviklingen af kvindebevægelsen over de sidste 120 år er det mest omfattende udtryk for dette.

Det at gøre en anden person til en ting - til et objekt - er at undertrykke den anden. Men der gælder her en vekselvirkning: den som undertrykker vil ikke kun ødelægge den anden, men også noget i sig selv. Ifølge filosoffen Martin Buber er et subjekt, som gør en anden til et objekt, ikke selv fuldstændig som subjekt. Jeg er bare jeg i forhold til et du. Forholder jeg'et sig til du'et, bliver jeg'et selv tingsliggjort. Sagt på en anden måde: den som vil være fri, må også ville den andens frihed.

Men dette indebærer ikke, at man altid udelukkende er subjekt for hinanden. Det faktum at situationer, forhold og man selv forandrer sig fører til, at man også vil kunne opleve både sig selv og andre som objekter. Men dette fører ikke nødvendigvis til fremmedgørelse og tingsliggørelse. Forhold mellem mennesker kræver en vedvarende omdefinering. Tingsliggørelsen sker når man benægter dette.

I.E.