Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Hun var en tiltrækkende kvinde omkring de 30, men hun irriterede mig. Da jeg fulgte hende hjem, sagde hun godnat, og jeg voldtog hende. Jeg havde ingen særlig lyst til det. Faktisk havde jeg store problemer med at få erektion. Jeg havde også drukket temmelig meget. Men jeg tvang mig til at gøre det for at sætte hende på plads, for at vise at hun ikke var så helvedes meget værd, som hun selv troede.» (Fra Diana E. H. Russell: «The Politics of Rape», side 253.)

Manden som udtaler dette må være en specielt bevidst udgave blandt voldtægtsmænd - eller specielt ærlig. En kvinde som bliver udsat for voldtægt vil først og fremmest opfatte hændelsen som et magtovergreb, en total krænkelse af hendes vilje og selvværd. Blandt mænd er det mere almindeligt at definere den samme hændelse som overvejende seksuel.

Den enkelte kvinde som tilfældigt er sammen med en mand, eller som bor sammen med ham, kender til det overtag han har i form af større styrke og mere opøvede voldsvaner. Han kan holde hende på plads ved hjælp af den frygt, denne bevidsthed skaber. Eller han kan sætte hende på plads, hvis det er nødvendigt. Han kan kommandere hende til samleje eller tage hende med magt. I det enkelte forhold skaber denne udtalte eller underforståede trussel en ubalance, som tvinger kvinden til alle slags forsigtighedsregler og tilbagehold.

Ubalancen behøver ikke at være særlig markant i det enkelte forhold, men den afspejler sig klart i det større perspektiv: Overalt lurer faren for voldtægt; Småpiger må tage sig i agt for «stygge mænd», større piger må tage sig i agt for skove og mørke, voksne kvinder må vogte deres skridt, tale og bevægelser. Men de er aldrig trygge: Voldtægt er en form for masseterror, eftersom voldtægtsofrene bliver udvalgt blandt alle slags kvinder, uden at der bliver gjort forskel på dem. Det er stort set udelukkende kvinder, som bliver voldtaget i vort samfund. Det hænder også, at mænd blive ofre, men det er altid mænd som er gerningsmænd.

Kvinder som vil gå ud over kønsrollemønstret eller sætte sig op mod mænds vilje, vil møde individuelle eller almindelige repressalier. Voldtægt er et mulig repressalie. Men voldtægt er jo forbudt. Kan man ikke sige nej til de snævre kønsroller og de hæmmende normer for bevægelse og handling og stole på, at loven vil beskytte os? Står myndighederne ikke på vor side?

Gråzonen

Forskellen mellem antallet af faktiske og anmeldte voltægter kaldes gråzonen. Der er bred enighed om, at gråzonen for voldtægt er større end for de fleste andre grove forbrydelser. Nogle mener, at 3 ud af 10 voldtægter bliver anmeldt, mens andre mener, at det kun er 5% eller måske kun 1% af voldtægterne, som bliver anmeldt. Hvis man foretager et tankeeksperiment med det sidste tal, er det således en chance ud af 1.000 for at den som begår voldtægt skal havne i retten for det.

En kvinde som er blevet voldtaget vil ofte ikke definere hændelsen som voldtægt - specielt ikke hvis gerningsmanden var en nær «ven» eller bekendt. Hun føler sig som en taber, og hvis hun vover at fortælle om oplevelsen til familie eller venner, vil hun som oftest blive styrket i opfattelsen af, at dette var noget der ikke ville være hændt, hvis hun ikke havde været så tankeløs og uforsigtig.

De fleste kvinder som er gået til politiet for at anmelde en voldtægt kan berette, at de er blevet mødt med mistro, og en gennemgang af politiets og domstolenes behandling af disse sager bekræfter denne opfattelse. Kvindens vidnesbyrd kan blive svækket af en række momenter, som at hun ikke gik til politiet med det samme, at den anmeldte var en bekendt, at hun var gået med en fremmed mand hjem for at drikke kaffe, osv. Det ser ud til, at du vil have den største chance for at nå igennem med anklagen, hvis det er en «klassisk» voldtægt du anmelder. Det vil sige tilfældet med en ukendt overfaldsmand på et øde sted og en sagesløs forbipasserende kvinde. Selv om dette kun er en af de situationer, der er omfattet af voldtægtsparagraffen, er der meget der tyder på, at denne folkelige definition er den som er mest udbredt både blandt lægfolk, politifolk og jurister.

Opfattelsen af den klassiske voldtægt som den egentlige og eneste bliver cementeret gennem de artikler, som pressen ofrer på denne type lovovertrædelser. De ekstreme tilfælde, det vil sige dem hvor ofret bliver dræbt, får stort set alt spaltepladsen, mens «hverdagsvoldtægten» aldrig bliver nævnt. I de første tilfælde er det heller ikke vanskeligt at blive troet. Man kan omskrive ordsproget om indianeren, og sige: Det eneste troværdige voldtægtsoffer er et dødt voldtægtsoffer.

Når aviserne således slår de klassiske voldtægter stort op, bliver alle de andre voldtægter på en måde usynlige. Der er flere faktorer som medvirker til denne usynliggørelse: For kvinder er det vanskeligt eller umuligt at undslippe det omgivende samfunds fordomme og definitioner. Hun vil let vende blikket mod sig selv og sammenligne sig med de strenge normer for kvindeopførsel, i stedet for at vurdere mandens opførsel. På den måde kan hun komme til at påtage sig skylden, og tie stille med hele overgrebet.

Denne totale drejning af skyldspørgsmålet har også en anden psykologisk side: Hun kan nægte at erkende, at hun er blevet betragtet som en brugsting uden selvbestemmelsesret, at selve hendes vilje er blevet krænket, måske af en hun regnede for en ven. Hvis hun tier, kan hun i alt fald hindre, at andre tager del i objektgørelsen.

På tiltalebænken

De erfaringer andre har fra politi og retsvæsen kan være afgørende for, om kvinden vover at anmelde begivenheden. Man ved at det ikke altid er de faktiske beviser der kan vidne om, hvad der faktisk er sket, men derimod er kvindens liv der bliver gransket  hendes tidligere seksualliv, hendes klædedragt og opførsel, om hun har farvet hår og er uvasket, eller om hun tygger tyggegummi i retten. Der er ingen grænser for, hvilke udenforstående ting der kan drages ind og gøres til momenter i det store spørgsmål: Var kvinden ikke med- (eller ene-)skyldig? På denne måde kan man komme til at se helt bort fra spørgsmålet om mandens skyld.

Forestillingen om medskyld må bygge på den forudsætning, at kvinden har indgået en bindende aftale om samleje eller seksuel omgang. Men kvinder er aldrig gået med til at fraskrive sig selvbestemmelsesretten. Lige så meget som mænd vil kvinder have lov til at fortryde, til at tage initiativer, til at sige ja eller nej som de selv synes - uafhængigt af tidligere handlinger.

Men denne ret vil politi og domstole ikke indrømme kvinder. Voldtægtsofre må bide den ene krænkelse efter den anden i sig. De får sindslidelser og problemer med at indgå i personlige forhold. De anklager sig selv og forsøger at finde ud af, hvad de har gjort galt. Der findes masser af instanser som hjælper med at pege på alle de «fejl» kvinder kan gøre. Når kvinden - før eller efter konfrontationen med omverdenen - finder ud af, at hun må anklage sig selv, tier hun.

Ægteskabet

Især ligger stilheden tungt over institutionerne hjemmet og ægteskabet. Her gælder der kun få regler, og de der findes, bliver sjældent benyttet. Den omfattende usynliggørelse er mulig, bl.a. fordi det er kvindens opgave at skabe hjemmet og værne om familieharmonien. De kvinder der anmelder deres mand for voldtægt, giver dermed udtryk for, at de ikke har kunnet løse deres opgave.

Når kvinder i dag gifter sig og glider ind i et privat forsørgningssystem, hænger dette ofte ikke sammen med kærlighed, som eventyrene ellers fortæller den unge pige. Kvinder lærer, at ægteskabet er det mest beskyttede sted at være, og på en måde er det sandt: Kun en mand synes at være stærk nok til at kunne værne mod andre mænd og de evige trusler om overgreb.

Udenfor ægteskabet og hjemmet er der ikke arbejde til alle kvinder i landet. For kvinder bliver det en valgsituation: Lavtlønsarbejde eller ægteskab. Alt for mange kvinder i Danmark er stadig mere eller mindre økonomisk afhængige af mænd. Det går derfor ikke an at anmelde manden for voldtægt, hvis det betyder økonomisk ruin for en selv og børnene. Det er farligt at opponere mod den, som er den fremtidige kilde til forsørgelse.

Analyse og handlingsplan

Når lovgivningen omkring voldtægt åbenbart ikke beskytter kvinderne, kan man spørge sig selv om, hvilken funktion denne paragraf så har. I middelalderens love fremgik det helt klart, at forbuddet skulle beskytte en ægtemand eller en far mod at få sin ejendom forringet i værdi. Meget tyder på, at paragraffen i dag fungerer som en konfliktløser og samfundsbevarer. I snæver forstand løser loven konflikten mellem kvinder, som ønsker værn, og mænd, som ønsker at operere frit i forholdet til kvinder. Kvindernes interesse er varetaget ved at loven findes. Mændenes interesse er varetaget ved at loven kun undtagelsesvis rammer dem med straf. Dette system er med til at reproducere voldtægt og truslen om voldtægt. Truslen bidrager til at hæmme og hindre kvinder i at udfolde sig, til at opretholde følelsen af afmagt, til at presse kvinder ind i ægteskabet, hvor de gør mangedobbelt nytte for det kapitalistiske patriarkat: Som arbejdskraftreserve for den lønnede produktion, som gratisarbejdende i reproduktionen og produktionen af børn, som stødpude og trøster for utilfredse og aggressive mænd.

Kvinder verden rundt har fundet ud af, at det er vigtigt at snakke om voldtægt. Fortielse er en del af undertrykkelsen, derfor må der tales. Kun ved at sammenligne erfaringer, analysere hændelserne og deres baggrund, kan man finde ud af, hvordan kampen mod voldtægt må udformes. Kampen bliver nu ført på flere felter:

Der bliver arbejdet med centre for voldtagne kvinder. Dels for at afhjælpe de personlige skadevirkninger - især psykiske - dels for at synliggøre volden. Kvinder følger voldtagne kvinder til politiet, for at sikre at afhøringen ikke skal tage modet fra ofret. Det bliver arbejdet for at få ændret reglerne om afhøring og bevisførelse, således at uvedkommende ting om fortiden ikke bliver brugt til at sværte hende. Samtidig kæmper kvinder for et ændre samfundssystemet, så det kan give lønnede arbejdspladser og økonomisk og socialt selvstændighed til alle mennesker.

A.M.L.