Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Simone De Beauvoir (1908-86) fransk eksistentialistisk filosof, forfatter og feminist. I sin selvbiografi En velopdragen ung piges erindringer fra 1958 beskriver hun sin opvækst i en familie, der tilhører det bedre borgerskab i Paris. Efter gymnasiet begyndte de Beauvoir at studere filosofi ved École Normale Supérieure i Paris. Her hun mødte Jean-Paul Sartre, som hun livet igennem havde et nært forhold til som fagfælle, ven og elsker. Sammen med Sartre var hun med i kredsen omkring tidsskriftet Le temps moderne, og var hermed i høj grad med til at præge tidens intellektuelle og politiske klima. Hun var aktiv på den politiske venstrefløj bl.a. i Algeriets befrielseskamp og senere i den nye kvindebevægelse. Efter sine studier var hun en årrække gymnasielærer, men stoppede for at leve af sine skriverier. Foruden sine filosofiske værker: En tvetydighedens moral ,1947, Det andet køn, 1949 og Eksistentialisme og den borgerlige snusfornuft 1966 skrev hun en lang række skønlitterære romaner, bl.a. Mandarinerne, 1966.

I sit filosofiske hovedværk Det andet køn udformer hun en sammenhængende analyse af kvinders situation i et patriarkalsk samfund. En af hovedtankerne er, at «man ikke fødes som kvinde, man bliver det». At være kvinde er ikke noget på forhånd fastlagt. Der findes ikke noget evigt kvindeligt, ingen kvindelig natur, der på forhånd bestemmer, hvad kvinder er eller ikke er. Dette er en formulering af den eksistentialistiske tese, at eksistensen går forud for essensen, hvilket vil sige at mennesket på grund af sin frihed skaber sig selv i og med de valg det træffer gennem livet. Der er ingen på forhånd fastlagt menneskelig natur. Kvindeligheden er hermed for de Beauvoir en social konstruktion, skabt af de normer og kvindebilleder, der findes i samfundet.

Et andet centralt punkt for de Beauvoir er kategorien det andet. Det andet refererer i den traditionelle filosofi til det fremmede, det anderledes og dermed også til kvinderne. Manden er den der har magten til at definere, og han definerer sig selv som subjektet, som det væsentlige, og overfor står kvinden som objektet, det ikke-væsentlige, det andet. Kategorien det andet har altid eksisteret i den menneskelige bevidsthed. Når vi møder fremmede, opfatter vi dem som de andre. Vi sætter os selv som subjekter og dem som objekter. Men det andet, objektet, ser også sig selv som subjekt og sætter os som objektet. Problemet er her ifølge de Beauvoir, at kvinden ikke har mulighed for at sætte sig selv som subjekt, hun er af den patriarkalske verden begrænset til at være objekt, den anden.

For yderligere at illustrere, hvordan kvinden fastholdes i sin kønsrolle, bruger de Beauvoir det eksistentialistiske begrebspar transcendens-immanens. Mennesket er frit og vil hele tiden overskride, transcendere de givne forhold det lever under. Det realiserer sig selv ved at sætte sig nye mål og herved nå ud over sig selv. For at kunne realisere friheden er det vigtig hele tiden at bevæges sig mod en ikke afsluttet fremtid. Stagnerer bevægelsen henfalder subjektet til immanens, en forbliven i sig selv. Subjektet degraderes til noget tingsagtigt, en væren-i-sig. Her står kvinden i en konflikt. På den ene side er kvinder mennesker og sætter derved sig selv som subjekter, med mulighed for at træffe valg og transcendere og på den anden side fastholder mænd dem i immanensen og i rollen som det andet. Dette er hvad de Beauvoir kalder kvindens drama.

De Beauvoir analyserer ikke blot kvindens stilling, men giver også nogle konkrete bud på strategier for frigørelse. En af de vigtigste strategier er, at kvinder skal deltage i det samfundsmæssige liv på lige fod med mænd. Kvinder må gøre op med den traditionelle kønsrolle, bl.a. ved at sige nej til ægteskab og børn, som er med til at fastholde kvinder i en undertrykt rolle. Først da kan mænd og kvinder stå overfor hinanden som subjekt-subjekt og ikke som subjekt-objekt. Hun sagde selv nej til det traditionelle kvindeliv, hun giftede sig aldrig, men levede i forskellige kærlighedsforhold. Hun fik heller ikke børn. I starten af 1970'erne, var hun i kampen for fri abort medunderskriver på en erklæring til den franske regering, om at hun havde fået en illegal abort.

De Beauvoirs analyse af kvinders stilling og det patriarkalske samfund har haft en umådelig indflydelse bl.a. på den nye kvindebevægelse, og på udformningen af en feministisk filosofi. Mange har taget hendes tanker til sig, og lige så mange har kritiseret hende. Et af kritikpunkterne har været, at hun ville have, at kvinder skulle blive lige som mænd. Hun har frasagt sig de traditionelle kvindelige egenskaber som f.eks. omsorg og i stedet sat mandlige værdier. En ikke afsluttet diskussion som stadig kan få bølgerne til at gå højt blandt feminister.

G.P.