Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Rusland
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Anarkisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 21.477
: :
Kropotkin, Pjotr
Pjotr Kropotkin
Pjotr Kropotkin

Kropotkin (1842-1921), russisk anarkist. Kropotkin kom fra en rig og mægtig adelsfamilie og havde titel af prins. En tid var han page hos zaren og avancerede senere til en høj stilling i statsadministrationen. Samtidig drev Kropotkin studier indenfor natur- og samfundslære. De naturvidenskabelige undersøgelser førte ham til Sibirien og til store dele af Asien, mens studiet af samfundslivet gjorde ham bekendt med nye sider af det sociale liv,  især bonde- og arbejderklassens situation, som ellers ville have være ukendt for en person af hans stand.

I 1872 drog Kropotkin til Schweiz, hvor han kom i kontakt med Juraføderationen, den anarkistiske fløj indenfor 1. Internationale og kort tid efter var han tilbage i Rusland for at drive agitation blandt bondebefolkningen. I 1873 blev han arresteret, men flygtede efter et par år. Hans først stop var Schweiz, hvor han blev udvist i 1881. Næste stop var Frankrig, hvor han efter kort tid kom i fængsel pga. sine anarkistiske synspunkter. Han blev løsladt i 1886 og drog til England, hvor han i en årrække fik fast adresse i London, men han opholdte sig også i længere perioder i USA.

I denne tid levede Kropotkin et roligere politisk liv. Hans arbejde bestod stort set i at skrive artikler og bøger, redigere tidsskrifter og dyrke sin lille have. Hans vigtigste publikationer fra denne tid er: «Erobringen af brødet» (1892), «Äkrar, fabriker och verkstäder i morgondagens samhälle» (1898), «En anarkists erindringer» (1899) og «Mutual aid» (1902), som er Kropotkins mest betydelige teoretiske værk.

Efter oktoberrevolutionen i 1917 tog Kropotkin tilbage til Moskva, uden at han dog kom til at spille nogen væsentlig politisk rolle. Men han stod i klar opposition til den politiske kurs, som bolsjevikkerne førte efter revolutionen. Da han døde i 1921, tilbød regeringen at arrangere en statslig begravelse, men familien afslog. Begravelsen gennem Moskvas gader, hvor hundredetusinder fulgte hans kiste, blev i stedet det sidste anarkistiske demonstrationsoptog i Sovjetunionen. Kropotkin efterlod sig et uafsluttet værk om «Etik».

Kropotkins samfundsteori er bestemt af en økologisk tankegang. Opgaven er, sådan som han uddybede den i «Äkrar, fabriker och verkstäder», at oprette den økologiske balance mellem industri og landbrug, mellem by og land og mellem intellektuelt og manuelt arbejde. Kropotkin mente, at reformer som var gennemsyret af en sådan økologisk tankegang, ville være med til at fremdrive et nyt samfund. Selv om Kropotkin ikke var nogen varm tilhænger af industriel stordrift, var han ikke en maskinstormer. Han var ikke mod ny, maskinel teknologi, men han så et hovedmål i, at det maskinelle udstyr måtte indgå i samfundslivet på en sådan måde, at ikke kun maskinerne, men også det menneskelige samspil blev udviklet.

Den anden vigtige tanke i Kropotkins teori er det sociale sammenhold. I «Mutual aid» konfronterer han det darwinistiske synspunkt om, at kamp og strid er livets lov med sin tanke om gensidighed og sammenhold.  «Mutual aid» giver en spekulativ, historiefilosofisk fremstilling af, hvordan sammenholdet er vokset frem fra dyrestadiet, via  «de vilde» og middelalderbyen til  «gensidig hjælp blandt os selv». Interessante bliver Kropotkins undersøgelser, når de eftersporer sammenholdet i den nære historie - i laugsvæsenet, klosteret og landsbyen, og i vor egen samtid, i brugsforeninger, producentkooperativer og fagbevægelser.

Selv om meget af det Kropotkin skrev har et gammeldags præg for dagens læsere, er han en af de få klassiske anarkister, som det fortsat er værd at studere. Det gælder især hans uddybning af den socialistiske grundtanke om et samfund baseret på fællesskab, gensidighed og sammenhold.

R.S.