Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I slutningen af 1800 tallet voksede der et stort antal forskellige organisationer frem i Norge. De fleste af disse organisationer var mandsorganisationer, men efterhånden begyndte også kvinderne at organisere sig. Det er fra dette tidspunkt muligt at tale om eksistensen af en kvindebevægelse. En del af disse kvindeorganisationer var direkte tilknyttet arbejderbevægelsens fremvoksende organisationsapparat. De kvindeorganisationer der ikke var tilknyttet arbejderbevægelsen, bliver ofte kaldet borgerlige.

Organisering af den borgerlige kvindebevægelse

Den tidligste organisering af kvinder havde baggrund i det stigende kvindeoverskud og med ændrede økonomiske forhold, som var en følge af industrialiseringen. Kvindefrigørelse blev da også forstået som et snævert økonomisk problem, da den første kvindeforening - Norsk Kvindesaksforening (NKF) - blev dannet i 1884. I foreningens formålsparagraf hed det, at Norsk Kvindesaksforening skulle «virke for at skaffe kvinden den ret og plads i samfundet der tilkommer hende». Initiativtagerne til foreningen Hagbart Emanuel Berner og Gina Krog, mente begge, at Norsk Kvindesaksforening måtte lægge hovedvægten på reformer, som kunne give kvinderne mulighed for at få uddannelse og arbejde.

De fleste indenfor NKF var tilknyttet partiet Venstre. En række fremtrædende venstrefolk - hele 21 stortingsmænd fra Venstre - skrev derfor under på en opfordring om at bakke op om Norsk Kvindesaksforening. Da den økonomiske kvindefrigørelse var et led i den almindelige politiske og sociale frigørelse i slutningen af det 19. århundrede, må man forstå Venstres engagement som et led i den demokratiseringspolitik, partiet førte. Det ser ud til, at Norsk Kvindesaksforening først og fremmest havde støtte i det radikale venstremiljø, men den fik efterhånden også bredere støtte indenfor Venstre, samtidig med at den begyndte at få støtte fra det liberale højremiljø.

Kravet om kvinders deltagelse i det politiske liv fik en beskeden placering i NKF's arbejde. H. E. Berner som prægede foreningen stærkt, betragtede stemmeretsspørgsmålet rent taktisk. Selv om han ønskede almindelig stemmeret, mente han at det var urealistisk at fremme kravet om fulde politiske rettigheder til kvinder. Kvinder måtte gennem den samme gradvise udvikling som mænd.

Det ser ud til, at Gina Krog først støttede Berner i hans taktiske syn på stemmeretsspørgsmålet. Men hun kom efterhånden til at lægge stadig større vægt på kravet om kvindelig stemmeret, og ved dannelsen af Kvindestemmeretsforeningen (KSF) i 1885 forkastede hun Berners taktiske fremgangsmåde. Denne forening byggede på en erkendelse af, at kvinder ikke kunne frigøres hverken økonomisk eller intellektuelt, før de havde fået politiske rettigheder og kunne være med til at forme deres egne livsbetingelser. Uden politisk magt ville kvinderne bestandigt være afhængige af mænds velvilje.

Det var en mand - H. E. Berner - som tog det afgørende skridt til at danne NKF, og som i første række udformede foreningens målsætning. Kvinderne havde for ringe organisationserfaring og erfaring fra det offentlige liv til at vove at tage noget initiativ på egen hånd. Gina Krog som var med til at planlægge oprettelse af NKF var bange for, at kvinderne ville komme til at skade deres egen sag, hvis de stod frem alene.

Der blev valgt hele tre mænd til Norsk Kvindesaksforenings bestyrelse - med Berner som formand. Dette stærke indslag af mænd - også i bestyrelsen - må ses som et forsøg på at legitimere foreningen, men også at indikere at der var et interessefællesskab mellem mænd og kvinder i kvindesagsspørgsmål.

I 1883 havde de første norske kvinder på studenterkursus og de første kvindelige universitetsstuderende dannet en privat kvindesagsforening, kaldet Skuld. På trods af at det var en rent privat diskussionsforening, blev den mødt med åben modstand fra dele af Kristianias (Oslos) bedre borgerskab. Denne forening blev opløst, kort efter at NKF blev dannet, men den organisationserfaring som medlemmerne allerede havde opnået førte til, at hele tre af de fire kvindelige medlemmer i NKF's første bestyrelse kom fra Skuld.

Kvinderne i NKF kom fra specielt resourcestærke miljøer. De mest fremtrædende var selv veluddannede, og flere af dem var gift med fremtrædende venstrepolitikere. Sammen repræsenterede de en progressiv kraft indenfor deres miljø, og deres engagement gik ud over den rene egeninteresse.

Norsk Kvindesaksforening satte sig som mål at skabe en landsomfattende bevægelse, og opfordrede til at danne foreninger andre steder i landet. På initiativ fra Gina Krog blev der stiftet en kvindesagsforening i Trondheim allerede i 1885. Den fik navnet «Trondheims Filial af Norsk Kvindesagsforening». Selve navnet peger på et afhængighedsforhold af hovedforeningen. Relationen var i praksis ordnet således, at alle udtalelser til myndighederne skulle gå gennem hovedforeningen, der også gjorde krav på 25 % af kontingenterne. Norsk Kvindesaksforening fik et tilsvarende forhold til Bergens Kvindesaksforening, som også blev stiftet i 1885. Men dette var ikke nogen særligt tilfredsstillende organisationsform for filialerne. I 1888 og -89 meldte de sig ud af hovedforeningen. Begge fortsatte deres virke som selvstændige foreninger. I 1898 blev der holdt landsmøde for kvindesagsinteresserede, og dette var det første forsøg på at genoptage samarbejdet.

Kvindesagsarbejdet i tilbagegang

I 1890'erne var det organiserede kvindesagsarbejde nede i en bølgedal. For Bergen Kvindesaksforenings vedkommende viser medlemstallet en klar tilbagegang. Det samme gjaldt aktiviteten i øvrigt. Norsk Kvindesaksforening besluttede f.eks. at nedlægge dens blad «Nylænde», da foreningen ikke længere fandt driften økonomisk forsvarlig. Tidsskriftet havde da 420 abonnenter. Gina Krog overtog «Nylænde» fra januar 1894 og var derefter personlig ansvarlig for tidsskriftet.

På generalforsamlingen i 1892 lagde bestyrelsen i Trondheims Kvindesaksforening forslag frem om nedlæggelse. Men forslaget fik ikke opbakning i forsamlingen. Den besluttede enstemmigt, at foreningen fortsat skulle bestå. Virksomheden blev derimod indskrænket ved, at det blev besluttet, at «der ikke skulle holdes møder, uden at der var grund til det». Årsagen til at foreningsnedlæggelse blev diskuteret afsløres i årsberetningen: «Kvindesagen er i byerne nu så uddebatteret, at man ikke bryder sig om at høre mere derom. Kvinders Stemmeret, lige lønvilkaar, ret til embeder, ligeberettigelse i formueforhold mellem ægtefolk, alt dette forekommer os diskuteret indtil kedsommelighed, og hvad vi nu trænger til er altsaa ikke møder, foredrag og diskussioner, men derimod arbejde, energisk udholdende arbejde af kvinderne selv.»

Noget af årsagen til at man begyndte at miste tilliden til kvindesagsforeninger er givet, at dannelsen af NKF blev efterfulgt af en urealistisk optimisme. Enkelte avisers og ledende politikeres engagement blev sandsynligvis overvurderet. Da det så efterhånden viste sig, at majoriteten i Stortinget ikke ønskede at indfri kvindeforeningens krav, bredte der sig en vis modløshed indenfor foreningen.

Et andet problem som meldte sig var, at mændene trak sig ud af organisationsapparatet. En mulig årsag til dette er, at de opfattede at kvindesagsforeningerne kørte videre uden deres hjælp. Derfor fandt de deres opgave løst. Mændenes engagement var givet af langt svagere karakter end kvindernes, og selve frigørelsesproblematiken engagerede dem ikke så stærkt, at de over længere tid ønskede at arbejde indenfor en kvindeorganisation. Desuden blev kvindernes stemmeretskrav for radikalt for en del af mændene.

Kvindesagsarbejdet blev også svækket ved, at kvindesagsforeningerne ikke stod i kontakt med hinanden gennem en landsorganisation. Før landskvindesagsmødet i 1898 var der alligevel dannet kvindesagsforeninger i Drammen, Kragerø, Stavanger og Ålesund. Mange følte, at det ikke var særligt tilfredsstillende med de selvstændige foreninger. Stavanger Kvindesaksforening sendte derfor en henstilling til Norsk Kvindesaksforening om at hjælpe til med at få indledt en sammenslutning af landets kvindesagsforeninger i et landsforbund, og foreslog at der blev inviteret til et landsmøde. Norsk Kvindesaksforening tog imod opfordringen og indbød til landsmøde for «kvindesagsvenner» i oktober 1897. Mødet skulle afholdes i Kristiania (Oslo), og det blev på forhånd gjort klart, at udsendingerne skulle diskutere mulighederne for dannelsen af en landsorganisation.

Til dette landsmøde var der ikke blot indbudt kvindesagsforeninger. Mødet var åbent for alle interesserede. Alligevel var der kun 60 deltagere der meldte sig, og mødet blev derfor udsat til august 1898.

Stemmeretsforeningerne

Før dette landsmøde blev afholdt, var der dannet en række organisationer med udgangspunkt i Norsk Kvindesaksforening. Kvindestemmeretsforeningen blev dannet i 1885, da NKF af taktiske årsager var meget uklar på spørgsmålet om kvindelig stemmeret. Men samtidig var samtlige ti stiftere af Kvindestemmeretsforeningen medlemmer af Norsk Kvindesaksforening. Det blev derfor bestemt, at mænd ikke havde adgang til foreningen. Kvinderne ville selv tage hånd om den taktiske fremgangsmåde.

Foreningens formål var at arbejde for at skaffe kvinder stemmeret på lige betingelser med mænd. Dette krav blev fastholdt uforandret frem til 1897, og tidsmæssigt falder dette sammen med Gina Krogs formandstid. Efter at kvindelig stemmeret var blevet nedstemt i Stortinget i 1890, 1893 og 1895, begyndte en mere taktisk holdning til kvindestemmeret at gøre sig gældende indenfor foreningen. Nu fandt de ledende kvinder indenfor foreningen Berners anbefalede fremgangsmåde frem om at arbejde for en gradvis udvidelse af kvindestemmeretten. KSF vedtog derfor i 1897 at komme med et alternativt forslag til Stortinget om stemmeret for kvinder ved kommunalvalg. Dette skyldtes, at kommunal stemmeret kunne vedtages ved almindelig lov - dvs. at det ikke var nødvendigt med to tredjedels flertal i Stortinget. Det var realistisk at vente, at et sådant forslag ville blive vedtaget.

Kvindestemmeretsforeningens nye taktik blev stærkt kritiseret af en del medlemmer. Bl.a. Gina Krog som på baggrund af dette frabad sig genvalg som formand. Og da et spinkelt flertal på generalforsamlingen i januar 1898 bakkede op om den nye taktik, brød en del medlemmer ud af foreningen og dannede Landskvindestemmeretsforeningen (LKSF). Formandsstillingen blev først tilbudt Gina Krog, men da hun ikke påtog sig hvervet, blev Fredrikke Marie Qvam valgt.

Trods dannelsen af den nye kvindestemmeretsforening, erklærede ledelsen i begge foreninger, at der ikke var tale om en strid om stemmeret til Stortinget kontra kommunal stemmeret. Begge arbejdede for stemmeret for kvinder på samme betingelser som for mænd, og fra 1898 indebar dette almindelig kvindelig stemmeret.

Men også indenfor Kvindestemmeretsforeningen fandtes der mere konservative medlemmer, som anbefalede den skridtvise udvikling. En af dem, Ragna Nielsen, udtalte ved landskvindesagsmødet i Bergen i 1898 at hun havde «... set saa megen sløvhed og interesseløshed, at hun ikke ønskede, at de alle på en gang fik stemmeret». Gina Krog udtalte sig derimod således: «Nu er det demokratiske princip blevet gennemført politisk pga. mændenes kamp. Skulle man nu, når det gjaldt kvinderne, gå tilbage til det aristokratiske?» Hun fandt det meningsløst, og hævdede at arbejderklassens kvinder «... nok formåede at stemme hensigtsmæssigt til beskyttelse af hjem og børn, når de først får lov».

Disse udtalelser afdækker en vis forskel i grundsyn. Men de er næppe helt repræsentative for foreningerne. Den taktiske og organisatoriske forskel var mere afgørende. Landskvindestemmeretsforeningen konstituerede sig f.eks. som en landsforening, mens Kvindestemmeretsforeningen fortsatte med at være en Kristianiaforening. Den blev nedlagt, da almindelig stemmeret var vedtaget i 1913. Landskvindestemmeretsforeningen blev først nedlagt nogle år senere. De sidste år brugte den overvejende til at agitere for, at kvinder skulle bruge deres stemmeret.

Andre kvindeforeninger

På landskvindesagsmødet i 1898 deltog også Norske Kvinders Sanitetsforening. Foreningen blev stiftet i februar 1896 i Kristiania, og initiativtageren til foreningen var F. M. Qvam. I det forberedende arbejde blev hun støttet af Gina Krog og Randi Blehr. At Norsk Kvindesaksforenings bestyrelse engagerede sig i dannelsen af sanitetsforeningen viser, at NKF fortsat var stærkt tilknyttet Venstre.

Det er ikke kun centralt i Kristiania (Oslo), at vi finder et tæt samspil mellem Kvindesaksforeningen, Norske Kvinders Sanitetsforening og Landskvindesaksforeningen. Også de lokale sanitets- og stemmeretsforeninger blev ofte dannet i samråd med den lokale kvindesagsforening. Betzy Kjelsberg havde f.eks. været initiativtager til alle foreningstyperne. Først Drammens Kvindesaksforening, senere Drammens afdelinger af sanitetsforeningen, og stemmeretsforeningen. Hvis der et sted fandtes en kvindesags- eller sanitetsforening, øgede dette sandsynligheden for at også en stemmeretsforening ville blive dannet.

Blandt de foreninger der havde tilknytning til Norsk Kvindesaksforening var det Hjemmenes Vel der klarest havde sit udgangspunkt i de øvre sociale lag. Foreningen startede som en interesseorganisation for bedrestillede husmødre, eller fruer som de selv kaldte sig. Mere konkret omfattede foreningen husmødre, der havde økonomisk mulighed for at holde tjenestepiger. Det var husmødre i deres egenskab af forbrugere og arbejdsgivere, som organiserede sig i Hjemmenes Vel.

Initiativtageren til Hjemmenes Vel, Dorothea Christensen, tog kontakt med Norsk Kvindesaksforening før Hjemmenes Vel blev dannet. Hun bad Norsk Kvindesaksforening om at tage de krav op, som Hjemmenes Vel senere arbejdede for. Efter stiftelsen af Hjemmenes Vel tog hun atter kontakt med NKF og foreslog at foreningerne blev slået sammen.

Disse initiativer afdækker, at der fandtes forskelle i synet på kvindesagen. Mens de fleste aktive indenfor NKF mente, at kvindesag skulle bestå i principiel ligestilling med manden, mente D. Christensen, at kvindesag omfattede ethvert initiativ som tog sigte på at lette kvinders daglige gøremål. Hun kritiserede Norsk Kvindesaksforening for at være for principiel i sit arbejde og for at lægge for ringe vægt på praktiske reformer. Af samme grund mente hun, at Norsk Kvindesaksforening blev opfattet som en forening, som gik imod mænd og gifte kvinders interesser. En del af Norsk Kvindesaksforenings medlemmer stillede sig direkte uforstående overfor en række af Hjemmenes Vels såkaldte «praktiske krav». Noget organiseret samarbejde kom derfor ikke på tale, selv om enkelte kvindesagskvinder - deriblandt Ragna Nielsen -  fra begyndelsen deltog i Hjemmenes Vels arbejde. Ragna Nielsen udtalte, at Hjemmenes Vels program «... intet har med den egentlige kvindesag at gøre».

Hjemmenes Vels' forslag havde ingen sammenhæng med Stavanger kvindesagsforenings forslag om at danne en landsorganisation for kvindesag. Men både Hjemmenes Vel og Norske Kvinders Sanitetsforening sendte repræsentanter til landskvindesagsmødet, hvor Stavanger kvindesagsforenings forslag skulle diskuteres. På trods af protester fra Norsk Kvindesaksforening deltog de også på mødet under behandlingen af forslaget. Samtlige de 24 foreninger der havde repræsentanter med, bandt sig efter mødet til at arbejde videre med Stavanger Kvindesaksforenings forslag. Grunden til at der ikke blev dannet en landsorganisation på selve landskvindesagsmødet var den nylige splittelse indenfor stemmeretsarbejdet. Men det betød også en del, at organisationsplanerne var meget dårligt forberedt før mødet, og mange havde endnu ikke taget stilling til, hvilken organisationstype de ønskede.

Norske Kvinders Nationalråd

Det organisationsforslag som blev diskuteret på landskvindesagsmødet i 1898, blev 6 år senere forkastet til fordel for dannelsen af Norske Kvinders Nationalråd. Kvindesagsforeningerne fik først en landsorganisation i 1946. Nationalrådet blev derfor længe det eneste organisatoriske knudepunktet mellem kvindesagsforeningerne. Dannelsen af Nationalrådet var på væsentlige punkter et brud med de tidligere organisationsplaner. Organisationsplanerne på landskvindesagsmødet tog kun sigte på at samle de foreninger, som var villige til at binde sig til et klart kvindesagsprogram. I Stavanger Kvindesaksforenings forslag til formålsparagraf hed det: «Forbundets formaal er at virke for kvindens frigørelse ved at skaffe hende politisk, social og økonomisk ligestilling med manden.»

Nationalrådet var derimod knyttet til en international organisation - International Council of Women - som krævede at det ikke bandt sig til at tage specielle arbejdsopgaver op. Ideen bag organisationen var, at den skulle omfatte flest mulige interesser, og at den skulle være et samarbejdsorgan mellem disse. Ønsket var, at Nationalrådet skulle fungere som et «kvindernes parlament». Det skulle sammenfatte og præsentere kvinders krav overfor myndighederne - dvs. overfor organer hvor kvinder ikke var repræsenteret.

Norske Kvinders Nationalråd var en organisation baseret på køn, ikke sag. En del fremtrædende kvindesagskvinder - specielt Gina Krog - havde været stærkt interesseret i at komme i nærmere kontakt med den internationale kvindebevægelse. På en International Council kongres i London i 1899 påtog Gina Krog sig et hverv, som forpligtede hende til at arbejde for et norsk nationalråd.

Efterhånden som Gina Krog begyndte at agitere for et nationalråd, begyndte kvindesagsforeningerne at tvivle på organisationsforslaget fra landskvindesagsmødet. De frygtede, at organisationen ville få for ringe opbakning og dermed ikke blive særlig slagkraftig. Der fandtes relativt få foreninger som ville være villige til at støtte et klart kvindesagsprogram. Kvindesaksforeningenes holdning hang sandsynligvis. også sammen med, at de gennem Nationalrådet ville få større kontaktflade og derved større muligheder for at påvirke kvinderne. De andre kvindeforeninger støttede planerne om at danne et nationalråd. I lighed med kvindesagsforeningerne ville de få mulighed for at fremme deres eget arbejde og det i et større forum end tidligere.

Norske Kvinders Nationalråd fik hurtigt stor tilslutning. I 1908 var der ca. 400 enheder (afdelinger) tilknyttet Nationalrådet. Men da en del foreninger var tilknyttet Nationalrådet både gennem deres landsorganisation og gennem lokalrådet, var antallet af foreninger noget lavere end dette tal. Af disse foreninger var ca. en tredel kvindesags-, sanitets- eller stemmeretsforeninger. Det var overvejende fra disse foreninger, at bestyrelsen blev rekrutteret. Gina Krog var formand fra oprettelsen og frem til sin død i 1916. F. M. Qvam var næstformand frem til 1913. Efter hende overtog Betzy Kjelsberg. Da kvindesagsforeningerne ikke havde noget andet samarbejdsorgan, blev Nationalrådet i tiden fremover den vigtigste eksponent for den borgerlige kvindebevægelse. Men det viste sig hurtigt, at Nationalrådets sammensætning satte klare grænser for organisationens virkefelt. I tiden frem til det første landsmøde i 1907 førte Nationalrådet en forholdsvis passiv tilværelse. De fleste initiativer bestyrelsen tog i dette tidsrum havde tilknytning til repræsentation. Når det gjaldt konkrete arbejdsopgaver, var bestyrelsen tilbageholdendende. Det skete flere gange, at bestyrelsen undlod at fremme en sag, fordi den frygtede en reaktion fra enkelte afdelinger. Dette gjaldt helt centrale kvindesagsspørgsmål som kvindelig stemmeret og revision af ægteskabslovgivningen.

Frem til det første landsmøde i 1907 havde Nationalrådet kun taget en programbeslutning. Det gjaldt hvid slavehandel, og beslutningen var stemte overens med et initiativ, det konstituerende møde havde taget. Endvidere havde bestyrelsen fremmet forslag om, at organisationen skulle «oplyse» og «dygtiggøre» kvinder til at varetage de offentlige hverv og ombud, som efterhånden åbnede sig for dem. Dette programforslag blev afvist, idet tre medlemsafdelinger stemte imod. Forslaget blev derfor taget op til ny behandling på landsmødet i 1907, hvor det blev vedtaget. Dette forslag blev fremmet i forbindelse med at bestyrelsen havde planer om at danne et oplysningskontor. Allerede på første bestyrelsesmøde blev det bestemt, at den korresponderende sekretær, Karen Grude Koht, skulle give oplysninger om uddannelsesmuligheder for kvinder. Dette arbejde kom i gang ved udgangen af 1905.

Tiden fra 1907 og frem til Gina Krogs død i 1916 var en langt mere aktiv fase for organisationen. Nationalrådet tog stadig flere arbejdsopgaver på sig, og en stor del af disse havde tilknytning til centrale kvindesagskrav. I 1910 vedtog Nationalrådet sin tredje programbeslutning: «Udvidet adgang til erhverv for kvinder. Retfærdig vurdering af kvinders arbejde.» I tilknytning til denne beslutning tog bestyrelsen initiativ til at forbedre kvinders erhvervsmæssige situation, specielt den lønmæssige side. Bestyrelsen engagerede sig endvidere i at forbedre kvinders faguddannelse, og den tog initiativ til at organisere kvinder i fagorganisationer.

Nationalrådets klassekarakter

Men engagementet havde alligevel sine klare begrænsninger. Nationalrådet arbejdede for at forbedre forholdene i hvad Gina Krog selv kaldte over- og middelklasseerhverv. Nationalrådet engagerede sig centralt kun i tre sagsområder, hvor også arbejderklassens kvinder var involveret. Det gjaldt fabrikstilsynsloven, hvor spørgsmålet om særbeskyttelse for kvindelige arbejdere og kvindelig fabriksinspektører blev rejst. Det gjaldt endvidere mødreforsikring, barselsorlov og den nye hjemmeindustrilov. I spørgsmålet om særbeskyttelse for kvindelige arbejdere, kom Nationalrådet i modsætningsforhold til Arbejderpartiets kvindeforening og de fleste kvindelige fagorganisationer, idet det tog afstand fra særbeskyttelse. Den eneste særbeskyttelse Nationalrådet kunne acceptere var i forbindelse med svangerskab, dvs. at kvinder fik kompensation for tabt arbejdsfortjeneste gennem mødreforsikring. Nationalrådet gik derimod stærkt ind for kvindelige fabriksinspektører, og for at kvinder skulle optages i de lokale fabrikstilsyn. Begge disse krav blev indfriet, da den nye fabrikstilsynslov blev vedtaget, og Betzy Kjelsberg blev i 1910 ansat som Norges første kvindelige fabriksinspektør.

Bestyrelsen i Nationalrådet stod fjernt fra arbejderkvinderne. Dette kom klart til udtryk, da bestyrelsen fik en henvendelse fra Horten Kvinderåd med spørgsmål om, hvorvidt organisationen ville tage de kvindelige værftsarbejderes situation op. Disse arbejdede fra kl. 06.00 til 18.00 for dårligere løn end mænd. Bestyrelsen afviste enstemmigt sagen, om end med det forbehold at Horten Kvinderåd kunne tage sagen op. Dersom det da viste sig «berettiget», kunne Nationalrådet støtte mulige krav. På det møde hvor denne henvendelse blev diskuteret, overrakte Gina Krog bestyrelsen en tak fra en kvindelige postfunktionærer, som Nationalrådet havde støttet i et lignende krav.

Baggrunden var, at de kvindelige fagorganisationer med tilknytning til arbejderbevægelsen stillede sig afvisende overfor Nationalrådet. De initiativer der var blevet taget for at organisere arbejderkvinder, var blevet afvist. Nationalrådet havde derimod stor opbakning fra erhvervsorganisationer indenfor middel- og overklassen.

Gina Krog havde gennem hele sin formandsperiode stor indflydelse på organisationen. Hun var, som de fleste andre, en traditionel kvindesagskvinde som fastholdt ligestillingskravet. Organisationsformen der blev valgt ved dannelsen af Nationalrådet, gjorde det ikke realistisk at gå ud over dette krav. Det forhold at en række missionsforeninger, afholdsforeninger, sædelighedsforeninger, syforeninger m.m. var tilknyttet Nationalrådet, var en klar begrænsning for organisationens virkefelt. Da Nationalrådet ydermere ønskede at blive del af det etablerede politiske magtapparat, tog det kun i ringe grad specielt kontroversielle sager op. Men efterhånden som Nationalrådet havde etableret sine kontakter, blev betydningen af dette naturligt nok mindre, og organisationen fik større spillerum.

Organisering af arbejderkvinderne

Den faglige og politiske organisering af arbejderkvinderne i Norge begyndte omkring 1890. Kvinderne stiftede for det første fagforeninger, hvor de arbejdede for at forbedre deres arbejdssituation. For det andet dannede de - i nær tilknytning til Arbejderpartiet - politiske foreninger hvor de søgte at fremme forskellige sager, de var optaget af. Modellerne til deres organisationer hentede de fra den øvrige arbejderbevægelse. Mændene var allerede kommet i gang både med fagforeningsarbejde og politisk virksomhed, og arbejderkvinderne ønskede helt fra starten at være en integreret del af denne. De gjorde ingen forsøg på at efterligne de borgerlige kvindesagskvinders tværpolitiske organisationsstruktur.

Faglig organisering

Organiseringen skete først på arbejdspladserne, og det var kvinderne indenfor industri og håndværk som førte an. Efterhånden kom også de kvindelige arbejdere i de ældre kvindeerhverv, syersker, vaskekoner og tjenestepiger med.

Det var tændstiksarbejderstrejken i 1889, der udløste organiseringsbølgen blandt kvinderne (se Tændstiksarbejderstrejken). Konflikten fandt sted på Bryn og Grønvold tændstikfabrikker i Kristiania (Oslo), hvor arbejderne længe havde været utilfredse med lav betaling og sundhedsfarlige arbejdsforhold. En lønnedgang på 20 % i oktober 1889 fik pakkerskerne til spontant at nedlægge arbejdet. Til trods for strejkestøtte - som i sidste ende nåede op i næsten 14.000 kroner - og til trods for støtte og sympati i brede kredse, kom der ikke meget konkret ud af strejken. Det vigtigste var, at kvinderne stiftede en fagforening i strejkens første fase.

Tændstikarbejdernes eksempel smittede. I årene som fulgte, blev der dannet en række kvindelige fagforeninger i industrien: Væveriarbejdernes fagforening, Hjula kvindelige arbejderforening, Maskinstrikkernes forbund, Nydalens kvindelige arbejderforening, Cigarlæggernes forening, Kristiania kvindelige Tobaksarbejderes forening, Den kvindelige ølbryggeriarbejderforening (som fungerede indenfor Ølbryggeriarbejderforeningen), Den kvindelige bogbinderforening, Kvindelige sømarbejderes forening, Den kvindelige fabriksarbejderforening, Sætterskernes Klub og Pålæggerskernes forening.

Også udenfor industrien begyndte kvinderne at organisere sig. Syerskerne var forholdsvis tidligt ude, men de havde også store vanskeligheder at kæmpe med. De var en talrig, men ikke særlig homogen faggruppe, som generelt set stod i en yderst svag social position. De havde al grund til at danne fagforening og tilkæmpe sig bedre arbejdsforhold og lønvilkår, men initiativet til foreningsdannelsen kom alligevel fra mændene i faget. I 1891 indbød Skræddersvendenes fagforening kvindelige syarbejdere til møde, og resultatet af dette blev Den kvindelige fagforening i Herreskrædderfaget (marts 1891). Denne forening blev drivkraften i arbejdet med at udbrede organisationstanken blandt hovedstadens syersker. I oktober 1892 blev den afløst af Syerskernes forening.

Også en anden stor faggruppe af kvinder fik hjælp udefra til at stifte fagforening. Det var tjenestepigerne, som havde lange og hårde arbejdsdage, minimal fritid og løn. Her var det mænd fra Arbejderpartiet, og særligt Oscar Nissen, der var drivkraften bag den første foreningsdannelse. Efter to mislykkede forsøg i 1886 og 1892 blev der oprettet en forening i 1897, og den opstillede straks en række krav til husmødrene og myndighederne. Foreningen arbejdede for, at alt natarbejde (mellem 21.00 og 06.30) skulle afskaffes, at tjenestepigerne kunne få fri mindst en eftermiddag og en aften om ugen samt hver anden søndag, og at pigeværelserne skulle være lyse, luftige og varme. Også avisbudene, vaske- og rengøringskvinderne stiftede fagforeninger omkring århundredeskiftet.

Den første kvindelige fagforeningsdannelse var stort set koncentreret til Kristiania. Undtagelsen er syerskerne, som allerede tidligt i 1890'erne oprettede organisationer både i Stavanger, Trondheim og Fredrikstad.

Forskellige fagforeningstyper - funktion

Det er næppe muligt at indfange denne fagforeningsbølge blandt kvinderne i et entydigt forklaringsmønster. Man kan skelne mellem fire hovedtyper af kvindelige fagforeninger i denne første tid.

Den første type var separate kvindelige fagforeninger som kvinderne selv tog initiativet til. Ofte var misfornøjelsen med løn- og arbejdsforhold en vigtig drivkraft. Når kvinderne organiserede sig i egne fagforeninger, kan det ikke uden videre tolkes som at de stod i et modsætningsforhold til mændene i faget. De kvindelige fagforeninger blev oprettet i virksomheder med mange kvindelige ansatte - som i tændstik- og tekstilindustrien - men de blev også dannet i kvindedominerede erhverv udenfor industrien, f.eks. blandt rengøringsarbejderne og tjenestepigerne. Det ser ud til at have været praktiske hensyn som afgjorde, hvorvidt kvinderne skulle danne egen forening eller gå sammen med mændene, men fællesforeninger blev ikke almindelige før efter århundredeskiftet.

Den anden type er egne fagforeninger tilskyndet af mænd indenfor samme fag, som tilfældet var med syerskerne. Dette skete også i andre håndværksfag, hvor mændene ofte var faglærte og kvinderne ufaglærte. Håndværkssvendenes iver efter at organisere kvinderne i faget kan muligvis nok ses som idealisme, men den havde nok også som mål at dæmpe konkurrencen og hindre løntrykkeri.

En tredje form for kvindelig fagforeningsdannelse var de tilfælde, hvor kvinderne dannede egen forening som et led i kampen mod mændene i faget. Denne konflikt kan mærkes i mange håndværksfag, men det var kun blandt typograferne, den gav sig organisationsmæssige udslag. De kvindelige sættersker organiserede sig som Sætterskernes Klub i 1896, i protest mod det de opfattede som klare forsøg fra bl.a. typograferne på at skubbe dem ud af faget.

Den fjerde type er fælles foreningsdannelse med mændene, som de kvindelige ølbryggeriarbejderne gjorde. Denne form for organisering blev efterhånden mere almindelig.

Aktiviteten i de kvindelige fagforeninger var meget forskellig. Det er klart, at foreningerne havde en vigtig social funktion. Fester, sammenkomster og udflugter af forskellig slags dominerede aktiviteten i de fleste foreninger. Den anden hovedfunktionen var faglige gøremål - det daglige arbejde som kvinderne udførte for at forbedre deres løn- og arbejdsforhold. Efterhånden som foreningerne kom ind i fastere rammer, begyndte de også til at sysle med debat- og foredragsvirksomhed. De arrangerede oplæsningsaftener og deltog naturligvis i demonstrationstogene den 1. og 17. maj (17 maj for kvindelig stemmeret). De mest aktive fagforeningsmedlemmer kastede sig ind i politik og blev medlemmer af Det norske Arbejderparti.

Ret mange af fagforeningerne havde problemer med kontinuiteten. Der måtte gøres flere forsøg før der var sikret en varig foreningsdannelse. Det er umuligt at give en fuldstændig oversigt over antallet af organiserede kvinder. Man kan med sikkerhed sige, at de fagorganiserede kvinder i arbejdslivet var en minoritet. Både i forhold til mænd og i forhold til det samlede antal kvinder i arbejdslivet.

Politisk organisering

Den politiske organisering af arbejderkvinderne kom i gang i 1890'erne. Den 3 juli 1894 blev Bergens kvindelige Arbejderforening dannet. Foreningen skulle arbejde for at få kvinder til «at slutte sig sammen til kamp for opnaaelse af politisk, social og økonomisk selvstændighed». Året efter blev «en kvindeforening til udførelse af haandarbejde i partiøjemed» stiftet i Kristiania (Oslo). Den kaldte sig Arbejderpartiets Kvindeforening.

De to foreninger arbejdede for en stor del med samme type sager. Begge drev oplysningsvirksomhed blandt arbejderkvinder og agiterede for organisationens nødvendighed. De gennemførte pengeindsamlinger til partiet, udarbejdede statistiske oversigter over forskellige faggruppers løn- og arbejdsforhold, og de deltog aktivt i arbejdet for kvindernes stemmeret. Men det virker alligevel som om Kristianiaforeningen havde et noget mere intimt forhold til partiet og var mere optaget af den udadvendte aktivitet end Bergensforeningen var. Kvinderne i Bergen satsede mere på foreningsmøder og indre oplysningsvirksomhed. Dette har nok sammenhæng med, at partiet i Kristiania stod stærkere og havde større slagkraft end i Bergen i 1890'erne. Foreningen i Kristiania var også langt mere partiopbyggende end den i Bergen.

Begge foreninger så det som en central opgave at engagere kvinder i samfundsaktiviteter og trække dem med i faglig og politisk virksomhed. De var mindre optaget af den teoretiske debat om socialisme og kvindesag. De udviklede ingen klar holdning til spørgsmålet om kvinders arbejde udenfor hjemmet. Sammenhængen mellem arbejdernes og kvindernes frigørelse blev taget som en selvfølge, men den blev ikke problematiseret. Kvinderne udarbejdede ingen fast teori om deres forhold til og deres plads i arbejderbevægelsen. De var optaget af praktisk politik, af kampen for sociale reformer.

Bergensforeningen lå i dvale i nogle år omkring århundredeskiftet, men den blev genopbygget som en ren partiforening i 1902. I årene som fulgte udfoldede den stor aktivitet. Både når det gjaldt oplysnings- og organisationsarbejde blandt arbejderkvinderne i Bergen og omegn. Kristianiaforeningen voksede kontinuerligt i anden halvdel af 1890'erne, og dette førte til et stigende behov for en større organisation. Flere røster hævede sig for en styrkelse af kontakten mellem den faglige og politiske del af arbejderkvindebevægelsen.

Tanken om et forbund af fagforeninger og politiske foreninger blev støttet af Det norske Arbejderparti, som på denne tid var inde i en stærk vækstperiode. Partiet ville gerne have bedre kontakt med kvinderne, på samme måde som det forsøgte at knytte ungdommen til sig. Både Ungdomsforbundet og Kvindeforbundet blev dannet i 1901.

Den socialdemokratiske kvindeforening i Bodø i 1916. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Arbejderpartiets Kvindeforbund

Den 29 december 1901 blev Arbejderpartiets Kvindeforbund stiftet. Med til dannelsen var Kvindelige Tænstiksarbejderes forening, Nydalens kvindelige Arbejderforening, Maskinstrikkernes Forbund, Syerskernes Forening, Vaskeri- og Rengøringskvindernes Forening og Arbejderpartiets Kvindeforening.

Forbundets formål skulle være at «virke for kvindernes sociale og politiske frigørelse, samt på alle maader at værne om og fremme kvindernes faglige og økonomiske interesser». Et andet sted blev det sagt. at opgaven var at samle og danne kvindelige fag- og arbejderforeninger på et socialistisk grundlag, for dermed at varetage arbejderkvindernes politiske interesser.

Kvindeforbundet startede sin virksomhed med 260 medlemmer, men både antallet af foreninger og enkeltmedlemmer steg hurtigt i de følgende år. I 1914 var 55 foreninger med ca. 2000 medlemmer tilknyttet forbundet. Særligt efter 1909, da forbundet blev landsomfattende, steg tilslutningen.

Til at begynde med bestod Kvindeforbundet næsten udelukkende af fagforeninger. Efterhånden - og særligt fra 1907 - ændrede dette sig. Flere og flere politiske foreninger og kvindeafdelinger kom med, således at forbundet blev domineret af disse. Dette førte bl.a. til, at faglige spørgsmål blev trængt noget i baggrunden i forbundets virksomhed. Rekruttering og organisering var fortsat vigtig, men efterhånden kom politiske spørgsmål - og særligt socialpolitiske - til at dominere. Det kunne være boligsagen, fødsels- og jordemoderforhold, børne- og alderdomshjem, forbedring af ugifte mødres stilling, sundhedsspørgsmål og skolespørgsmål. Også Arbejderpartiets Kvindeforening havde engageret sig i sådanne spørgsmål, men i Kvindeforbundet blev de efterhånden hovedsagen. Endvidere kæmpede forbundet en årelang kamp for speciel beskyttelse af kvinder i industrien, i kamp med bl.a. den borgerlige kvindebevægelse.

Arbejderpartiets Kvindeforbund havde ikke kapacitet til at tage mere teoretiske spørgsmål om kvindesag og socialisme op. Aktiviteten var opbygget omkring en praktisk reformpolitik med vægt på hjælp til de svageste grupper, kvinder og børn. Da Augusta Aasen i 1911 anklagede forbundet for at beskæftige sig med for mange «småpuslerier» og forsømme arbejdet med at skabe klassebevidste kvinder, svarede forbundets formand: «Foreningernes første opgave er da at give medlemmerne mest muligt kendskab til de offentlige gøremaal, vække deres interesser for disse og arbejde for de reformer som kræves.»

Ud fra dette program var det også naturligt, at Kvindeforbundet efterhånden blev en moderat del af arbejderbevægelsen. I partikampene efter 1918 var den moderate tendens stærk, og et stort flertal sluttede op om Tranmæls linie i 1923.

Samme år blev det besluttet at opløse Arbejderpartiets Kvindeforbund. Det skete i forståelse med Komintern, som ønskede kvinderne organiseret i direkte tilslutning til partiet - ikke i en selvstændig organisation. På landsmødet i 1923 blev forbundet opløst og et kvindesekretariat oprettet. Også NKP oprettede sit kvindesekretariat umiddelbart efter splittelsen i 1923.

Arbejderpartiets holdning til kvindespørgsmålet

Man møder kvindespørgsmålet ganske tidligt i partiets historie. Gennem internationale kontakter havde arbejderbevægelsen allerede før stiftelsen af Arbejderpartiet i 1887 hentet vigtige impulser i dette spørgsmål. Både Den socialdemokratiske Forening i Kristiania (Oslo) og Den demokratiske Arbejderforening i Bergen - begge stiftet i 1885 - havde programsat økonomisk og social ligestilling mellem kønnene, og de gik også ind for at stemmeretten skulle omfatte kvinder.

Arbejderpartiet overtog sine programpunkter om kvindens stilling i hjem og samfund fra den internationale socialistiske bevægelse. Der var imidlertid ringe debat i partiet om disse spørgsmål. Programpunkterne fandtes. Der blev henvist til dem under valgkampagner og ved «officielle» lejligheder, men baggrunden - den teori de hang sammen med - blev ikke underkastet nogen diskussion eller kritisk analyse. Derfor blev Arbejderpartiets forståelse i nogen udstrækning hængende i luften. På den ene side proklammerede man tesen om det grundlæggende interessefællesskab mellem partiet og arbejderkvinderne. På den anden side holdt man parolerne i en blød og vag form. De blev ikke videreudviklet og sjældent konkretiseret. Vanskelige spørgsmål som familiens funktion eller det lønnede kvindearbejdes frigørende aspekt blev ikke taget op.

I 1890'erne da kvindespørgsmålet for alvor trængte sig på i arbejderbevægelsen, var Arbejderpartiet hastigt på vej til at etablere en reformistisk praksis. Partiet lagde stadig større vægt på valgarbejde og ansvarlig reformpolitik på rigsplan og i kommunalpolitikken. Kvindepolitikken i Arbejderpartiet må vurderes ud fra disse historiske omstændigheder.

Det var dels frygten for kvinder som løntrykkere, dels sociale retfærdighedskrav der fik Arbejderpartiet til at engagere sig. Engagementet var derfor i første række orienteret mod at organisere de udearbejdende kvinder. Aktiviteten på dette område var intens og bar mange frugter. Den generelle holdning til kvindearbejde var mere tvetydig, hvilket kom frem længere ned i partihierarkiet - først og fremmest i «Social-Demokraten»s spalter. Traditionelle og borgerlige tanker om kvindens opgaver i hjem og samfund trivedes her side om side med mere socialistiske målsætninger som opfordringen om at organisere sig og paroler om ligeløn og ligeværd. På den ene side herskede der forestillinger om, at økonomisk uafhængighed var en betingelse for kvindens frihed og lykke, på den anden side kunne mange udtalelser tolkes derhen, at kvindearbejde udenfor hjemmet var en forbigående foreteelse, fremtvunget af kapitalister på jagt efter billig arbejdskraft.

Ledelsen i Arbejderpartiet forsøgte at betragte hele spørgsmålet i lys af klasseteorien. Hovedtesen var, at arbejderkvinderne havde fælles interesser med mændene i arbejderklassen og stod i opposition til borgerskabet - også til borgerskabets kvinder. Betoningen af dette klassefællesskab førte til skarpe konfrontationer med de borgerlige kvindesagskvinder, der forsøgte at nærme sig arbejderkvinderne med paroler om kønsfællesskab. Partiet så med dyb mistro på kvindesagsforeningerne. At løse arbejderkvindernes problemer var arbejderbevægelsens sag.

For arbejderkvinderne selv var sagen ikke så enkel. Selv om de først og fremmest tilhørte arbejderbevægelsen, var der alligevel et vist interessefællesskab til stede med de borgerlige kvinder. Dette var ikke så stærkt, at det gav grundlag for noget organiseret og varigt samarbejde, men det førte bl.a. til aktionsfællesskab i enkelte sager. Arbejderkvinderne kunne nok beklage sig over manglende støtte fra mænd i arbejderbevægelsen - hvad de også gjorde - men derfra var skridtet til et organiseret fællesskab med de borgerlige kvinder alt for langt.

Arbejderpartiets vigtigste og største indsats når det gjaldt kvindespørgsmålet var på det praktisk-politiske plan. Partiet rejste en lang række sager og greb på en række områder initiativet. Der var tiltag til forbedring af tjenestepigernes forhold, syerskernes løn og arbejdstid, fødende kvinders situation m.m. I disse sager fik partiet bred støtte fra arbejderkvinderne.

Selv om Arbejderpartiet gjorde en stor indsats - både ved at rekruttere kvinder til parti og fagbevægelse, og ved at få gennemført flere reformer der lettede de sociale forhold, som mange kvinder levede under - er det nok korrekt at sige, at Arbejderpartiets kvindepolitik i det store og hele var perspektivløs. Partiet formåede ikke at sætte de forskellige krav ind i en sammenhæng som pegede frem mod en total frigørelse af kvinderne.

Den manglende helhedsopfattelse var ikke speciel for kvindespørgsmålet. Det samme var tilfældet på flere andre områder. Behandlingen af kvindespørgsmålet uddyber imidlertid billedet af Arbejderpartiet i 1890'erne som et parti med en stigende kløft mellem et revolutionært program og en reformistisk praksis.

Arbejderkvinderne selv var heller ikke i stand til at foretage analyser af deres egen situation. De var optaget af lønkamp og organisatoriske spørgsmål. Få af dem var politisk og teoretisk orienteret. Det varige indslag fra arbejderkvindernes første organiseringsfase ligger i den praktisk-politiske betydning - både for arbejderkvindebevægelsen og for arbejderbevægelsen generelt.

Det var kampen mod social uretfærdighed der blev Arbejderpartiets kvindepolitik, og i de første årtier af det 20. århundrede skete der ingen ændringer på dette område. Kvindernes område var socialpolitik, og de engagerede sig nødigt i de politiske og ideologiske stridsspørgsmål, der efterhånden voksede frem i arbejderbevægelsen. De accepterede omlægningen af kvindeorganisationen i 1923, og de accepterede partiets og fagbevægelsens paroler om forbud mod gifte kvinders erhvervsarbejde i 1920'erne. Arbejderkvindebevægelsen blev udfra denne synsvinkel derfor forholdsvis tidligt en ideologisk underafdeling af socialdemokratiet.

M. To. / V.E.E.