Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 153.581
: :
Kvindebevægelsen i Danmark

Kvindebevægelsen er en fællesbetegnelse for sammenslutninger af fortrinsvis kvinder med det formål at ændre den skæve magtfordeling mellem kønnene. Siden Dansk Kvindesamfund blev dannet i 1871 som den første kvindesagsforening, har der i Danmark til stadighed været kvinder, der har sluttet sig sammen i foreninger og grupper med det formål at arbejde for kvinders rettigheder og forbedring af kvinders vilkår.

I moderne tid kom det første kvindeoprør under den franske revolution, men i øvrigt startede kvindebevægelsen i de meste af den vestlige verden i sidste halvdel af det 19. århundrede. (Se: Kvindebevægelsen) Det skete i USA i 1840'erne, i England i 1850'erne, i Frankrig og Tyskland i 1860'erne, i Norge, Sverige og Finland i 1880'erne og i Island i 1890'erne. I visse perioder har kvindebevægelsen stået stærkt, i andre perioder har der været mere stille. Der er blevet arbejdet for kvindernes sag både i selvstændige kvindeorganisationer og i kvindeafdelinger af politiske partier og andre organisationer og bevægelser, samt indenfor fagbevægelsen og mange andre steder.

Feminismen kan betegnes som kvindebevægelsens ideologi. Ud fra den fælles grundholdning, at der eksisterer et skævt magtforhold mellem kønnene, og at dette er socialt konstrueret og dermed kan ændres, har er der gennem historien udviklet mange «feminismer», det vil sige mange forskellige feministiske retninger. Kvindebevægelsen har altid været farvet af de politiske diskussioner i dens samtid. Samtidig kan kvindebevægelsen ideer kun forstås, hvis de ses ud fra kvindernes position i samtiden, det vil sige ud fra hvad bevægelsen var eller opfattede sig som værende op imod. Der kan ikke trækkes en skarp grænse mellem de feministiske organisationer og de ikke-feministiske kvindeorganisationer. I stedet kan man undersøge, hvilke sager der gennem historien har mobiliseret kvindeorganisationer og kvindegrupper bredt, også uden for de erklærede feministiske foreningers kreds.

Den danske selvstændige kvindebevægelse har gennem historien oplevet opsving og nedgangsperioder. I visse situationer har man set meget brede kvindepolitiske alliancer, mens kvindebevægelsen i andre perioder har været præget af splittelse og konflikt. Også enkeltforfattere har medvirket til nybrud i tankegangen. Hvad kendetegner højdepunkterne? Som kriterium er her valgt følgende: at der opstod mange nye feministiske organisationer og grupperinger i perioden, at der var stor debat internt i bevægelsen og i offentligheden, og at der var et vist gennemslag for kvindebevægelsens idéer, hvad enten det drejede sig om ny lovgivning eller ændring af den kvindepolitiske diskurs i samfundet (dvs. debatten om, hvad kvinder er, bør og kan). Det sidste er naturligvis langt vanskeligere at konstatere end det første.

Det er almindeligt at fremstille 1960-80'ernes nye vestlige kvindebevægelse som «second wave feminism». Den danske kvindebevægelses historie udviser imidlertid flere højdepunkter. Det er alt for forenklet kun at tale om én første bølge før anden verdenskrig. Det skyldes bl.a., at i modsætning til hvad mange tror, var stemmeret til kvinder ikke den tidlige kvindebevægelses første og vigtigste krav. Dertil var den alt for kontroversiel - og for mange endnu utænkeligt. Kvinderne måtte anerkendes som selvstændige individer, som mennesker, før de blev anerkendt som borgere.

Den tidlige danske kvindebevægelse

I den grundlovgivende rigsforsamling, der skabte den første danske frie forfatning af 1849, diskuterede man slet ikke, om kvinder skulle have stemmeret. Det blev taget for givet, at kvinder ikke var inkluderet, udtrykt i denne enkle sætning af juristen Algreen-Ussing: «Overalt erkender man jo således, at umyndige, børn, fruentimmer, forbrydere ikke bør have valgret».

Blandt den tidlige danske kvindebevægelses mærkesager var protesten mod den gifte kvindes juridiske umyndighed, idet den gifte kvinde måtte opleve den nedværdigelse ved giftermål at blive juridisk umyndig på linie med børn. Det var også en protest imod, at alene faderen havde forældremyndighed over børnene - både i ægteskabet og efter en eventuel skilsmisse. Man protesterede også mod, at kvinder var udelukket fra næsten al offentlig uddannelse og de fleste offentlige erhverv. Generelt var det et opgør mod den jødisk-kristne religions underordnelse af kvinden under manden, mod mændenes dobbeltmoral og mod latterliggørelsen - kort sagt mod det, som den første amerikanske kvindesagsdeklaration, Seneca Falls erklæringen fra 1848, kaldte: «den totale umyndiggørelse af halvparten af menneskene i dette land, deres religiøse og sociale fornedrelse».

Det første feministiske skrift i Danmark - Mathilde Fibigers Clara Raphael, Tolv Breve fra 1850 - foreslog ikke stemmeret til kvinder, men dvælede ved kvindens ret til åndelig udvikling, til uddannelse og til som mænd at have et kald i livet. Da Dansk Kvindesamfund på sit fællesmøde i 1887 vedtog, at foreningen skulle «virke for Kvindens Ligeberettigelse med Mændene i Familien, Samfundet og Staten», blev denne forsigtige formulering omkring stemmeret: «Ligeberettigelse i Staten», modtaget med så stærk kritik, også blandt en del af medlemmerne, at foreningen på et ekstraordinært indkaldt fællesmøde tog kravet af programmet igen! Først i 1906 kom kravet officielt på programmet. Det siger noget om, hvilken modstand man var oppe imod, at Dansk Kvindesamfund først efter lange interne diskussioner i 1909 turde lave en plakat, hvorpå der stod: «Der er ikke almindelig valgret i Danmark, naar Kvinderne er uden politisk Valgret!» Det stod jo i alle historiebøger - for øvrigt langt op i vore dage - at der var indført «almindelig Valgret» med den fejrede grundlov af 1849. En sådan sprogbrug kunne kun bruges, fordi den forudsatte, at kvinder - og i øvrigt også mandlige tjenestefolk uden selvstændig husholdning - faldt uden for den klassiske liberalismes begreb om «borgeren».

Også i mange andre lande, f.eks. Tyskland, Sverige, Rusland og England, kom stemmeretten først efter årtier på kvindebevægelsens program, og i alle disse lande kan det derfor synes relevant at skelne mellem den første bølge, der rejste spørgsmålet om kvinders adgang til uddannelse og erhverv samt gifte kvinders juridiske myndighed, og den anden bølge, nemlig stemmeretskampen. Begge typer krav kan ses som led i det overordnede projekt: at kvinderne skulle anerkendes som ligeværdige mennesker - ligeværdige med mænd.

1870'-90'erne Kampen for anerkendelse af kvinderne som selvstændige individer

1880'erne var den danske kvindebevægelses første storhedsperiode. Kvindesagen kom nu på den offentlige dagsorden, dvs. til debat i offentligheden, og i enkelte tilfælde også på den formelle politiske - dvs. Rigsdagens - dagsorden. Der var mange møder og stor aktivitet. Dansk Kvindesamfund havde siden starten i 1871 arbejdet på at blive en respekteret forening, som politikerne lyttede til. Mærkesagerne var kvinders uddannelse og ophævelse af den gifte kvindes juridiske umyndighed, og en del reformer blev gennemført på disse områder. Pioneren og forløberen for bestræbelserne på at skabe uddannelser og skoler for piger og unge kvinder var Natalie Zahle. Astrid Stampe, grundtvigianer, og en af Dansk Kvindesamfunds ledende skikkelser skrev i 1887 i småskriftet Kvindesagen, at kærnen i kvindesagen er et oprør mod «følelsen af tomhed i deres (kvindernes) liv og bitterhed over, at de ikke, ligesom mændene, opdrages til en selvstændig gerning.» Om ægteskabet skrev hun:

«Hvor sårende og oprørende er det ikke, at der er tillagt manden husbondret over et fælles hjæm og börnene, hvorved moderen fratages al retslig myndighed over sine börn. Samtidig med, at staten atter og atter henviser kvinden til ægteskabet som hendes eneste kald og fortæller hende, at hun er skabt til at være moder - samtidig dermed göres den gifte kvinde umyndig og ejendomsløs og taber al ret over de börn, hun føder med smerte og ofrer sig for dag og nat!»

I 1880'erne rasede «sædelighedsfejden», hvori også Dansk Kvindesamfunds Elisabeth Grundtvig var involveret. Men ellers blev vanskelige emner som seksualitet og sædelighed mest taget op af periodens kvindelige forfattere, ikke af den organiserede kvindebevægelse.

Som modvægt mod Dansk Kvindesamfunds tværpolitiske linie i opstod i 1885 i København en ny forening, Kvindelig Fremskridtsforening, og i 1889 Kvindevalgretsforeningen. Tilsvarene foreninger opstod i andre byer i Danmark. 1880'erne var en stormfuld periode i danmarkshistorien, hvor kampen imod Estrup og hans Højre-regering medførte en hidtil uset folkelig mobilisering over hele landet. Dansk Kvindesamfund forsøgte at fastholde foreningens tværpolitiske eller «rene» kvindesagslinie for at kunne samle kvindesagens venner bredt. Men i den ophedede politiske situation, hvor befolkningen var delt mellem Estrup på den ene side og de demokratiske kræfter på den anden, mente mange, at partipolitisk neutral kvindesag var umulig. Kvindelig Fremskridtsforening var, som alene navnet angav, på oppositionens side og havde «Kvindesagen, Arbejdersagen og Fredssagen» på sit program. Her ser vi for første gang skismaet mellem den «rene» kvindesagslinie - eller med andre ord den neutrale kvindesag på den ene side - og den politisk markerede kvindesagslinie på den anden. Samme skillelinie genfindes i mange andre lande i den tidligere periode. Formålet med den neutrale kvindesag var at samle kvinder på tværs af politiske skillelinier og at give bedre muligheder for at forhandle med alle regeringer, uanset partifarve. Tilhængerne af den politisk markerede kvindesag mente, som nedenforstående citat viser, at neutral kvindesag reelt ikke er muligt:

«I Tider, hvor den politiske Partifarve har saa stærk en Magt, er det ofte vanskeligt for Kvindesagens Venner at samles, naar der ikke maa tales om Politik, thi der findes intet socialt Spørgsmaal, som ikke berører det politiske og omvendt. Derfor føltes der Trang hos en hel Del Kvinder til i fuld Frihed at kunne udtale sig om hvilke som helst brændende Spørgsmaal, der maatte foreligge. Saaledes fremkom Kvindelig Fremskridtsforening». (Johanne Meyer, lederen af Kvindelig Fremskridtsforening, i Højskolebladet, nr. 7, 1888, s. 219)

Dansk Kvindesamfund havde en del konservative folk i ledelsen, men fra midten af 1880'erne dominerede det grundtvigianske Venstre foreningen. Medlemmerne af Kvindelig Fremskridtsforening bestod derimod primært af socialdemokratiske kvinder og liberale kvinder med tilknytning til Københavns Liberale Vælgerforening - en forløber for det senere Radikale Venstre.

De kvindepolitiske skillelinier var imidlertid ikke helt de samme over hele landet. Således domineredes Kvindelig Fremskridtsforening i Århus, der var blevet oprettet i 1888, helt af socialdemokraterne, mens det liberale indslag manglede. De tidlige kvindesagsorganisationers udbredelse rundt omkring i landet er endnu ikke systematisk udforsket.

En række betydningsfulde mænd sad i Dansk Kvindesamfunds styrelse - især i den tidlige periode. Kvindelig Fremskridtsforening vedtog derimod fra starten, at mænd ikke kunne være med. Formålet var at give muligheder for de kvinder, «som ved Livserfaringer har et vægtigt Ord at give ved Drøftelse af Tidens Spørgsmaal, men dog ikke er vant til at forme sine Ord i en offentlig Diskussion, saaledes at de kan staa Maal med Mænd.» Men allerede efter nogle få år vedtog Kvindelig Fremskridtsforening i København alligevel at optage mænd i foreningen. Det antyder, at princippet om en forening alene af kvinder ikke var så afgørende for Kvindelig Fremskridtsforening, som det senere blev for rødstrømperne. Men det var den første markering af en anden principiel skillelinie i kvindekampen: Skal kvindekampen føres af kvinder alene, eller bør kvinderne i kampen mod kvindeundertrykkelse og ulighed inddrage mændene? Kvindebevægelsen er en bevægelse for kvinder, men skal den også udelukkende være af kvinder?

Måske er det vigtigste spørgsmål ikke, om der var mænd med eller ej, eller om mulige alliancer kunne laves med mændene, selv om det er spørgsmål, som har ophidset sindene. Et spadestik dybere ligger spørgsmålet, om kvinder i almindelighed betragtes som objekter eller subjekter for den kvindepolitiske indsats.

Når Kvindelig Fremskridtsforening i Århus kun blev for kvinder, var det ikke alene for at skabe, hvad lederen af Kvindelig Fremskridtsforening, Johanne Meyer, kaldte en «Forberedelsesklasse» for kvinden. Det skyldtes også det faktum, at mændene i Demokratisk Forening, datidens socialdemokratiske forening i Århus, i mange år ikke ville have kvinder som medlemmer. Mødekalenderen i Kvindelig Fremskridtsforening i Århus viser da også, at nok var medlemskabet forbeholdt kvinderne, men det var især mænd fra Socialdemokratiets ledelse, der holdt foredragene.

Kun få kvinder fra den hastigt voksende arbejderklasse var med i Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening. Men organiseringen af arbejderkvinder var så småt ved at komme i gang. Inden for den nydannede arbejderbevægelse var der i 1870'erne og 1880'erne flere tilløb til separat organisering af kvinderne i partiet, men det mødte som regel modstand. Den første fagorganisering af kvinder skete i 1870'erne og 1880'erne. Det skete for det første i rene kvindefagforeninger som Foreningen for Vadske- og Rengøringskoner fra 1885, der senere udvikledes til Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), stiftet 1901, og i De kvindelige Herreskrædderes Fagforening af 1883. For det andet blev der dannet kvindesektioner inden for mændenes fagforeninger, og for det tredje kunne organiseringen ske i kønsblandede fagforeninger. Den separate kvindeorganisering var et resultat af, at kvinder og mænd arbejdede på forskellige områder, og at næsten udelukkende mænd var faglærte, men skyldtes også, at der var modstand mod kvinder i mange af de første mandlige fagforeninger. Mændene frygtede konkurrencen fra de meget lavere lønnede kvindelige arbejdere, men efterhånden vandt det synspunkt frem, at organisering af kvinderne - ikke udelukkelse - var svaret.

For kvinder, der ønsker at føre kvindesag inden for deres fagforeninger, politiske partier eller andre organisationer, har det været et stadigt dilemma, om man skulle etablere egne kvindesektioner - også selv om partiet eller fagforeningen måske var imod det.

I perioden 1890-1894 eksisterede der et bredt samarbejde om agitation for valgret for kvinder i «De samlede Kvindeforeninger», der talte Kvindelig Fremskridtsforening, Kvindevalgretsforeningen af 1889 samt fem kvindelige fagforeninger, bl.a. De kvindelige Herreskræddere gennem deres meget aktive formand, Andrea Brochmann. Aktiv i valgretskampen blev også Københavns Tjenestepigeforening fra 1899, der senere blev Husassistenternes Forbund og fra 1946 fik navnet Husligt Arbejderforbund. (HAF blev i 1990'erne sluttet sammen med Kommunalarbejderforbundet til Foreningen af Offentligt Ansatte, FOA.)

Et par år ind i årtiet 1890'erne kom en mere stille periode i kvindesagens historie. Det skete parallelt med den folkelige demobilisering, der indtrådte i dansk politik generelt efter det storpolitiske forlig i 1894. 1899 dannedes Dansk Kvinderåd, en paraplyorganisation af kvindeorganisationer i Danmark, som repræsenterede Danmark i International Council of Women. Under navnet Danske Kvinders Nationalråd har denne paraplyorganisation, somme tider i samarbejde med, somme tider i konkurrence med Dansk Kvindesamfund, repræsenteret danske kvinder i mange offentlige råd og organer. Ved 100 års jubilæet antog DKN igen navnet Dansk Kvinderåd.

Efter systemskiftet: Kampen for stemmeret

Efter systemskiftet 1901 kom en reformperiode i dansk politik. Perioden fra ca.1910 indtil starten af 1920'erne kan kaldes den anden storhedsperiode i den danske kvindebevægelses historie. Hovedtemaet var nu kravet om stemmeret til kvinder, men også andre sager var på dagsordnen. Kravet om stemmeret for kvinder var blevet rejst første gang i Rigsdagen allerede i 1880'erne, men mødte dengang kun latter og hån. Carl Ploug, den kendte digter, der var rigsdagsmand fra Højre, fik, hver gang stemmeretsforslaget kom frem, følgende afværgedagsorden vedtaget: «Da Landsthinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller i Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret, gaar det over til Dagsordenen».

Kravet blev først opfyldt mange år senere, da kvinder og tyende (af begge køn) fik valgret og valgbarhed til de reformerede kommunale råd i 1908 (første valg 1909) og dernæst med grundlovsændringen af 1915, der gav kvinder og tyende af begge køn såkaldt «politisk» valgret og valgbarhed til Rigsdagen (første valg 1918). Også andre sager, bl.a. lønforskellene mellem kvinder og mænd, ægteskabslovgivningen samt kvinders adgang til uddannelse og erhverv, var på dagsordnen, og på alle disse områder blev der gennemført væsentlige reformer lige efter verdenskrigens afslutning: 1919 kom loven om ligeløn for kvinders og mænd i offentlig tjeneste, dog med et forsørgertillæg, som især mænd fik. 1921 fik kvinder lige adgang til offentlige embeder, undtagen dog som præster og militærfolk. I 1922 kom nye ægteskabslove, som stærkt forbedrede kvindernes retslige stilling i ægteskabet og gav hende del i forældremyndigheden over børnene.

De største kvindesagsorganisationer var Dansk Kvindesamfund med ca. 7.000 medlemmer fordelt på 112 kredse i 1910 og konkurrenten, det nystiftede Landsforbundet for Kvinders Valgret fra 1907. Landsforbundet voksede hurtigt og havde allerede i 1910 156 lokalforeninger med i alt 11.000 medlemmer. Med den radikale Elna Munch som primus motor kritiserede Landsforbundet Dansk Kvindesamfund for at være alt for forsigtig i stemmeretssagen. Landsforbundet mente også, at det var strategisk bedst at arbejde for valgretten alene uden at berøre andre kvindepolitiske krav. Begge foreninger stod i princippet for den neutrale kvindesag, men datidens politiske skillelinier såvel som forskelle i politisk stil anes alligevel bag uenighederne mellem de to foreninger.

Efterhånden sluttede flere og flere op bag stemmeretskravet, og nye stemmeretsforeninger kom til, bl.a. Kristelig Kvindevalgretsforening og Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening, senere omdannet til Socialdemokratisk Kvindeforening. Sammenlignet med andre lande var mobiliseringen i Danmark omkring stemmeretssagen en meget markant kvindemobilisering i et land med kun 1½ mio. indbyggere.

Det berømte kvindetog med 10-12.000 kvinder på Amalienborg Slots plads på Grundlovsdag den 5. juni 1915 kunne fremvise en imponerende bred skare af kvindeorganisationer fra Dansk Sygeplejeråd, kommunelærerindeforeningerne, Telefonistindeforeningen, diakonisser og pigespejdere til - i spidsen - Dansk Kvindesamfund og paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalråd. Stemmeretten blev den sag, der - i sin sidste fase - samlede vel nok den hidtil bredeste kvindefront i danmarkshistorien.

Der var langt fra enighed mellem alle disse kvindeforeninger. Men der var debat og liv. Der var også et fælles mål, kvindevalgretten, men der var ikke enighed om, hvad valgretten, når den endelig var opnået, da skulle bruges til: Skulle man gå ind i partierne og vise, at kvinderne var lige så politisk modne som mændene, og dele sig efter de samme skillelinier som mændene, således som Elna Munch argumenterede for, eller skulle kvinder gå ind i politik med andre synspunkter end mændene? Et selvstændigt kvindeparti var da ét af forslagene.

Gyrithe Lemche, en af Dansk Kvindesamfunds ledende skikkelser og redaktør af foreningens blad, Kvinden og Samfundet, skrev i bladet:

«Jeg vil da først tale om Maalet, bag efter om Vejen, og jeg vil straks sige, at for mig har Kvindesagens Maal aldrig alene været det, at gøre Kvinden til Mandens Lige - altsaa den rent formelle ydre Ligestilling, som jeg ingenlunde undervurderer, - men lige saa meget at finde ind til det virkelig kvindelige, det som en ufuldkommen og mangelfuld Samfundsordning har hæmmet og forvansket gennem Aartusinder, befri det for al falsk Overlevering og give det en Plads i det nye Samfund med samme naturlige Vækstbetingelser som det mandlige. Men Betingelsen for, at det virkelig kvindelige kan komme til sin Ret, er for det første, at det vækkes til Bevidsthed om sig selv og sit eget Værd, for det andet, at det faar Lov til at finde sin Vej i Frihed uden Forpligtelser overfor det fra Fortiden overleverede.

For mig har Kvindebevægelsen ikke som for saa mange betydet blot en Udløber af den demokratiske Bevægelse, den har betydet noget helt for sig med egne Maal, langt ud over den formelle Ligestilling, og egne Forpligtelser. Derfor har jeg aldrig anerkendt Dogmet om, at Kvinder skal slutte sig til et af de mandsskabte Partier.» (Gyrithe Lemche i Kvinden og Samfundet, 1918, nr. 20, s. 190)

Det kom til et opgør, ikke bare mellem Landsforbundet for Kvinders Valgret og Dansk Kvindesamfund, men også inden for Kvindesamfundet, og den nye formand, Julie Arenholt, som ovenikøbet tillige havde siddet med i Landsforbundets ledelse, havde en anden mening:

«Jeg hører ikke til dem, der mener, at Kvindernes Medvirken i al Almindelighed vil betyde større Ærlighed, større Redelighed i det offentlige Liv. At tro det vilde være at overvurdere Kvinderne som Køn og vilde være en Fornærmelse mod Mændene. Ærlighed og Redelighed er saavist ikke Kønsegenskaber ... Den Betydning, som Kvinderne vil faa (i Rigsdagen) vil nøjagtigt svare til det Maal af Evner, Indsigt, Arbejdsdygtighed og Redelighed, som hver enkelt af dem sidder inde med ...» (Julie Arenholt i Kvinden og Samfundet, 1919, nr. 2, s. 19)

De to citater repræsenterer to feministiske tendenser: På den ene side de, der som Gyrithe Lemche lagde vægten på forskellene mellem kvinder og mænd i denne sag - kvindernes «særart», som det også blev kaldt - og på den anden side de, der som Julie Arenholt ønskede at understrege ligheden mellem kønnene, her i betydningen ensartethed.

Gyrithe Lemches idéer om at «vække det virkelig kvindelige til bevidsthed om sig selv» var exceptionelle. De indeholdt elementer, som kom til at gå igen i de senere faser af Rødstrømpebevægelsen.

Klasseforskellene satte fortsat præg på debatten og på kvindeorganiseringen. På den internationale socialistiske kvindekonference, der blev afholdt i tilslutning til 2. Internationales Kongres i Stuttgart i 1907, besluttede man, anført af de tyske socialdemokratiske kvinders leder Clara Zetkin, at de socialdemokratiske kvinder skulle afbryde ethvert organisatorisk valgretssamarbejde med de borgerlige kvinder. Da de kom hjem, meldte de danske socialdemokratiske kvinder sig derfor ud af det fælles Valgretsforbund og dannede Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening. Foreningen søgte ved formanden Andrea Brochmann nu optagelse i Socialdemokratiet, men partiets hovedbestyrelse afslog. Partiets kongres i 1908 lagde linien: «Partikongressen kan kun anerkende én Arbejderbevægelse, den socialistiske, og maa derfor hævde, at der iblandt Arbejderkvinderne ikke er Plads for en særlig Kvindebevægelse eller et separat Kvindeparti.»

Valgretstoget til Amalienborg den 5. juni 1915 satte arbejderkvindernes skisma mellem køn og klasse på spidsen. Partiorganet, Social-Demokraten, havde samme dag skrevet en skarp advarsel til de socialdemokratiske kvinder mod at gå sammen med borgerskabets kvinder. De burde efter bladets mening i stedet gå sammen med deres egen klasses mænd i det traditionelle socialdemokratiske grundlovstog til Søndermarken. Derfor stod de socialdemokratiske kvinder ikke som medindbydere på indkaldelsen til Amalienborg-toget.

Nina Andersen, den første kvindelige partisekretær i Socialdemokratiet, har imidlertid berettet, at hendes mor havde fortalt hende, at man godt kunne nå begge dele! En undersøgelse af tidsplanerne for de to møder bekræfter, at det var muligt.

Problemet for de kvindepolitisk interesserede blandt de organiserede kvindelige arbejdere og socialdemokrater var, om kvindesagen skulle ses som en selvstændig kamp eller som et led i arbejderbevægelsens samlede kamp. De mente, at de «borgerlige»-kvinder i kvindebevægelsen overså klasseforskellene mellem kvinderne. På den anden side havde de problemer med at få deres egne mænd til at indse, at arbejderklassen faktisk bestod af to køn. Denne diskussion gav sig udtryk i stridigheder over, hvordan kvinderne skulle organisere sig inden for arbejderbevægelsen, og om socialdemokratiske kvinder skulle samarbejde med andre kvinder på tværs af klasseskel, f.eks. i Dansk Kvindesamfund. De socialdemokratiske kvinder selv var ikke indbyrdes enige om strategien og valgte forskellige løsninger.

Alt i alt har der i Danmark altid været et betydeligt kvindepolitisk samarbejde på tværs af politiske skel. I stor udstrækning arbejdede de aktive kvinder for de samme sager i fællesskab eller fra hver sin lejr. Man kan derfor ikke sige, at der i Danmark i denne periode udvikledes en særskilt socialistisk feminisme som en samlet ideologi. Det var nærmere forskellene i hverdagslivet og i partifarven, der afstedkom distancen mellem kvinderne i arbejderklassen og de bedrestillede kvinder, som dominerede den selvstændige kvindebevægelse. Først i 1936 fik Dansk Kvindesamfund sin første socialdemokratiske formand, Edel Saunte, den senere formand for Kvindekommissionen.

Mellemkrigstiden

Modsatrettede strømninger karakteriserede mellemkrigstiden. I denne periode, hvor demokratiet udvikledes og parlamentarismen blev fast forankret, kom der også fremskridt for kvinderne. Samtidig kom der reaktioner mod kvindesagen, bl.a. på grund af den økonomiske krise og højrekræfternes fremmarch i hele Europa. Men måske kan nogle af periodens reaktioner mod kvindesagen også ses som reaktioner på de fremskridt mod ligestilling, der var sket med stemmeretten, ligelønsloven og de andre lovreformer. Kvinderne var på vej til at erobre en plads som individer og borgere i samfundet.

De første kvinder blev indvalgt i Rigsdagen i 1918. Hele mellemkrigstiden forblev kvinderepræsentationen dog lav: 2-3% til Folketinget, 7-11% til Landstinget og kun 1-2% i kommunalbestyrelserne. I regeringen Stauning, 1924-26, blev undervisningsminister Nina Bang den første kvindelige minister, ja, en af de allerførste i verden. Der skete nogle forbedringer af arbejderkvindernes kår og en begyndende udbygning af velfærdsstaten, men samtidig kom der økonomisk krise i Danmark og en hetz mod gifte kvinders erhvervsarbejde. Alt i alt må perioden betegnes som en bølgedal for kvindebevægelsen i Danmark og i de fleste lande i Europa og i USA. Mellemkrigstiden betød krise, massearbejdsløshed og højrevind. I dette klima kom den samlede kvindebevægelse i defensiven. Dansk Kvindesamfund, Danske Kvinders Nationalråd og kvinderne i socialdemokratiet arbejdede med betydelig effekt mod periodens mange forsøge på at trænge kvinderne ud af den mere vellønnede del af arbejdsmarkedet.

Men samtidig kom der netop i denne periode gang i kvindernes organisering, dog ville de færreste heraf betegne sig som en del af «kvindebevægelsen». I 1920'erne udviklede husmoderforeningerne sig og blev hurtigt Danmarks største kvindeorganisationer. Husmoderforeningerne lagde vægt på kvinders og mænds komplementære roller, men uden Gyrithe Lemches radikalitet og opgør med mandssamfundet. Husmoderforeningerne arbejdede for husarbejdets professionalisering og anerkendelse som et fag. Samtidig tog kvindernes organisering i fagbevægelsen fart, og de særlige kvindelige fagforbund voksede. Inden for de politiske partier opstod i mellemkrigstiden særlige kvindeorganiseringer og kvindeudvalg, ofte mod partiledelsens vilje. Disse kvindeudvalg fik deres storhedstid i tiden efter krigen - dvs. i 1940'erne og 1950'erne - hvorefter de næsten alle blev nedlagt i slutningen af 1960'erne.

Befolkningsspørgsmålet var til debat i mellemkrigstiden, og kontroversielle emner som prævention og abort oprørte sindene. Pioneren var forfatteren Thit Jensen, som havde mod til at rejse rundt i landet med sit foredrag om «frivilligt moderskab». 1930'erne var præget af en stor stigning i illegale aborter, og der førtes retssager mod læger, der mod loven hjalp kvinder til abort, bl.a. den kendte doktor Leunbach. Arven fra den socialistiske kvindebevægelse i Tyskland og Rusland, senere Sovjet, blev taget op af kommunisterne, men inden for dette parti var der splittelse om, hvorvidt abort, prævention og krop var legitime emner i klassekampen - en kritik, som også rødstrømperne mødtes med på venstrefløjen mange år senere. I en kortere periode i mellemkrigstiden dannedes i tilknytning til Kvindeligt Arbejderforbunds kommunistisk ledede afdeling 5 foreningen Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, 1925-1934, der arbejdede med sager som ligeløn, socialpolitik, udenrigspolitik og - særligt kontroversielt - seksualpolitik, bl.a. abort og prævention.

Efterkrigstiden og 1960'erne

Besættelsestiden synes i Danmark at have betydet en styrkelse af de traditionelle kønsroller i modsætning til det - midlertidige - opbrud, der skete i de krigsførende lande, hvor kvinderne måtte overtage job, der hidtil var forbeholdt mænd. I Danmark betød rationeringerne og mangelsituationen en form for opvurdering af husmodererhvervet, men samtidig gav det nationale valg i 1943 den laveste kvinderepræsentation i Folketinget, siden kvinderne havde fået valgret - kun to kvinder fik sæde i Folketinget. Det var anledningen til, at Bodil Koch, den senere socialdemokratiske minister, dannede organisationen Folkevirke, der lige siden har arbejdet for at oplyse kvinder om politiske emner.

Efterkrigstiden blev højdepunktet for de politiske partiers kvindeorganisationer med masser af aktiviteter og udviklet nordisk samarbejde. Men alt i alt må 1940'erne og 50'erne karakteriseres som en mere stille periode med konsolidering og udbygning af de mange kvindeorganisationer, men uden de store feministiske nybrud.

I slutningen af 1950'erne og gennem hele 1960'er kom det dog til en stor debat om «ude eller hjemme». Kvinder fra samfundets fattigere lag havde altid måttet bidrage til familiens underhold ved at tage arbejde for andre. Men fra midten af 1960'erne kom kvinderne fra den bedrestillede del af arbejderklassen og fra middelklassen i stigende tal ud på arbejdsmarkedet, og kvindernes uddannelsesniveau steg betydeligt. Kvindens økonomiske uafhængighed havde været en af kvindesagens traditionelle mærkesager: I starten drejede det sig primært om de ugifte kvinders muligheder for at forsørge sig selv. Men skulle også gifte kvinder arbejde uden for hjemmet? Samtidig var der stadig mange fuldtidshusmødre, og pigerne blev stadig opdraget til rollen som først og fremmest hustru og moder. Det måtte give konflikter. Begge valg indeholdt dilemmaer: Hvis kvinderne blev erhvervsarbejdende, ville de da ikke forsømme børn og familie? Hvis kvinderne forblev husmødre, ville de da ikke blive tilbagestående, politisk uvidende og omklamre deres børn? Og så komme på spanden, hvis de blev skilt? Sådan kan debattens hovedlinier trækkes op. Men de mange fuldtidshusmødre følte deres livsvalg angrebet i denne debat om ude eller hjemme.

Mændenes manglende anerkendelse af kvindernes arbejde i hjemmet var en del af problemet. Ugebladenes brevkasser var fulde af breve fra husmødre, der skrev, at manden skældte ud, når hun bad om flere husholdningspenge, skønt hun spinkede og sparede for blot en gang imellem at få råd til et par nye strømper til sig selv. Ugebladene lavede i 1960'erne forsøg med mænd, der skulle prøve at arbejde som husmoder en hel uge. Til stor lettelse for kvinderne fortalte disse mænd bagefter, at det var et langt større arbejde, end de havde troet. De plejede jo at komme hjem fra arbejde med spørgsmålet: «Nå, hvad har du så fået tiden til at gå med idag?». Manden som forsørger stod nu for skud, og afskaffelse af sambeskatningen, der fik «mandens skat» til at stige, hvis konen tog udearbejde, var en af Dansk Kvindesamfunds mærkesager. Kvindebevægelsen var ved at komme i offensiven

Fra 1960'erne kom der atter grøde i kvindesagen. Først kom «kønsrolledebatten», derefter abort-sagen, hvor nye, aktivistiske grupper kom på banen, bl.a. Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds og foreningen Individ og Samfund, som arrangerede abortrejser til Polen og England. I 1970 opstod Rødstrømpebevægelsen, der blev fulgt af talrige andre nye feministiske grupper i 1970'erne og 1980'erne. Forud for Rødstrømpebevægelsen gik 1960'ernes kønsrolledebat. Det var et specifikt nordisk fænomen, hvor forskere og kvindebevægelsen begyndte at stille det spørgsmål, hvorfor mænds og kvinders placering i samfundet vedblev at være så skæv, når alle de juridiske uligheder nu efterhånden var afskaffet - bl.a. som følge af kvindebevægelsens pres. Man begyndte nu at se kritisk på, hvorledes stereotype kønsroller blev udviklet gennem opdragelsen og uddannelsen. Man kritiserede skolebøgernes faste billeder af mor med forklæde, der vinker farvel til far, der går på arbejde. Man kritiserede den sejlivede opfattelse, at kvinder og mænd fra naturens hånd er forskellige, og at pigerne bl.a. blev anset for ringere til matematik.

1960'erne var en periode, hvor man nedlagde mange af de separate kvindeorganiseringer - i ligestillingens navn. Det gjaldt kvindeudvalgene i de politiske partier, og det gjaldt f.eks. de særlige lærerindeforeninger. Nu var man kommet så langt, mente man, at mænd og kvinder kunne arbejde side om side på lige fod. Det var de veluddannede unge kvinder - hos de radikale var det således den unge kemiingeniør, Lone Dybkjær - der stod i spidsen for de forslag om nedlæggelse af partiernes kvindeafdelinger, som nu blev vedtaget. Mens de ældre kvinder, der havde lagt deres livs arbejde i Venstres Kvinder, de socialdemokratiske kvindeudvalg eller det Radikale Venstres Landskvindeudvalg, fastholdt, at kvinder havde behov for separat kvindeorganisering, så støttede de fleste mænd de unge kvinder. Kvindearbejdet i partierne havde nu heller aldrig været populært blandt mændene. Resultatet var, at blandt de politiske partier overlevede kun kvindeorganisationen i Det Konservative Folkeparti 1960'erne.

1960'erne kan passende kaldes «Vi-er-alle-mennesker» epoken i nordisk feminisme. Det var årtiet, hvor Dansk Kvindesamfund seriøst overvejede at tage navneforandring, og et af forslagene var «Dansk Kvinde- og Mandssamfund». Det var årtiet, hvor det svenske kvindetidsskrift «Vi kvinnor» meget tidstypisk blev omdøbt til «Vi människor». Alt dette skete kun få år før den nye kvindebevægelse fejede gennem landet med det modsatte budskab, nemlig at kvinder måtte organisere sig sammen - i separate kvindegrupper.

Med Rødstrømpebevægelsen, der opstod i 1970 som led i et nyt internationalt kvindeoprør (se: Rødstrømperne) blev 1960'ernes debat om kønsroller, hvor vægten lå på opdragelse og socialisering, afløst af en debat om kvindeundertrykkelse, kvindekamp og klassekamp, og om at det «personlige er politisk». Overalt i samfundet startede nu en uhyre omfattende debat om kvindernes stilling

Kvindeoprøret i 1970'erne og 80'erne med dets kernegruppe, Rødstrømpebevægelsen, repræsenterede et nyt højdepunkt i den danske kvindebevægelses historie, med masser af debat og mange nye organiseringer, der alle satte ændring i kvindernes vilkår på dagsordenen. Ikke en familie og ikke en arbejdsplads eller forening forblev uberørt af den nye kvindedebat. Rødstrømpebevægelsen repræsenterede en ny gren af den politiske kvindesag, her i tidens venstreorienterede, anti-autoritære form.

I den tidlige kvindebevægelse var det de socialdemokratiske kvinder og i starten også de radikalt-liberale kvinder, som stod for, hvad der her er benævnt en politisk markeret feminisme, hvor kvindesagen ses som en del af (sideordnet eller måske underordnet) tidens andre brændende sociale og politiske spørgsmål. Klasseskellet var en del af baggrunden for forskellen mellem den politiske feminisme og den i egen selvforståelse upolitiske eller neutrale kvindesag, der blev båret frem primært af kvinder fra de bedrestillede lag - bl.a. i Dansk Kvindesamfund.

Man kan også opstille den tese, at den politiske feminisme typisk kommer fra de kredse, der føler sig i opposition til det etablerede system. De, der er en del af magten, opfatter ofte sig selv som upolitiske, mens de ser oppositionen som ideologisk og politiserende. Sagen er, at begge parter naturligvis er politiske i den forstand, at de fortolker begivenheder inden for en bestemt virkelighedsforståelse og inden for et bestemt værdisæt. Når det gælder kvindesagen, ses det, at også her foregår fortolkningen og visionerne altid inden for eller i tilknytning til ens samfundsopfattelse i øvrigt. Den nærmere analyse viser, at der i virkeligheden ikke findes nogen «ren» eller «neutral» kvindesag.

Men i selvforståelsen og profileringen kunne der være stor forskel på den politiske og den neutrale kvindesag. I de konkrete krav var forskellen mellem den politiske og den neutrale kvindesag imidlertid aldrig særlig markant. Men klassetilhørsforhold. og politisk tilhørsforhold har altid spillet en rolle i feminismen - i nogle perioder dog mere end andre.

Rødstrømpebevægelsen brød den tidligere sammenhæng mellem klasse og ideologi. Her kom en kvindebevægelse, hvis deltagere ikke kom fra arbejderklassen eller den lavere middelstand, men tilhørte de veluddannede nye mellemlag, samtidig med at de var fortalere for en venstreorienteret feminisme.

Bag dette opbrud lå voldsomme ændringer i kvinders liv: udearbejde, uddannelse, skilsmisser, p-pillen og meget mere. Der var opbrud i den traditionelle familiestruktur. Den traditionelle kvinderolle var i skred, ikke mindst i de yngre generationer. Men det var ikke klart, hvad en ny kvindeidentitet skulle indeholde.

De stille perioder

Efter hver storhedsperiode i kvindebevægelsens historie er fulgt mere stille perioder, og hver gang har det lydt, at nu er kvindebevægelsen død. Men hvad skete der egentlig i de mellemliggende mere stille perioder?

De mere stille perioder viser sig ved nærmere eftersyn også at have haft en hårdt arbejdende kvindebevægelse - både den selvstændige og blandt de partipolitisk engagerede kvinder og i de faglige organisationer m.v.. De har til stadighed forsøgt at vinde gehør. Også i en tid hvor få lyttede. De arbejdede i det stille inden for det politiske system for reformer og forbedringer i kvinders stilling. Ja, i virkeligheden finder man også under de stormfulde perioder denne mere stille, praktisk orienterede kvindesag - i hvert fald i hele det 20. århundrede. I modsætning til den stille og seje kvindesag handler højdepunkterne om nybrud, nymobilisering og gennembrud i den offentlige debat.

Det er værd at holde in mente, at de nordiske lande skiller sig ud ved, at der konstant har været en relativ synlig kvindebevægelse siden starten i 1870'erne og 1880'erne. Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, der er udkommet uafbrudt siden 1885, er i dag verdens ældste kvindesagsblad. Denne kontinuitet er formentlig en af grundene til feminismens relativt stærke stilling i de nordiske lande.

Kvindebevægelsen må betragtes som en del af det moderne projekt, som går tilbage til oplysningstiden og den franske revolution. Feminismen indebærer modstand mod det traditionelle, og mod den opfattelse, at kvinders og mænds positioner og vilkår er naturgivne. Kvindebevægelsen har derfor også været præget af en fremskridtstro. Samtidig har bevægelsen imidlertid oplevet tilbageslag, og også blandt de aktive kvinder selv er feminismens projekt og hele idé ofte blevet genstand for skarpe debatter. Den amerikanske forfatter Susan Faludi mener, at der et par årtier efter en storhedsperiode i kvindebevægelsens historie kommer et tilbageslag, heraf titlen på hendes bog «Backlash». Tilbageslaget befordres yderligere, hvis der samtidig er en økonomisk kriser. Men samtidig må man pege på, at kvindebevægelsen altid er blomstret op igen, trods modstand. At være feminist er at vække modstand, nemlig mod den traditionelle skæve magtfordeling mellem kvinder og mænd.

D.D.


Litteratur

Dahlerup, Drude: Rødstrømperne. Den danske rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-85. Gyldendal, København (1998)
Dahlsgård, Inga (red.): Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor. Politikens Forlag 1975.
Højgaard, Lis: Bidrag til den danske kvindebevægelses historie 1870-1900. Akademisk Forlag 1977.
Lemche, Gyrithe: Dansk Kvindesamfunds historie gennem 40 år. Gyldendal 1939.
Rimmen Nielsen, Hanne & Eva Lous: Kvinder undervejs. Dansk Kvindesamfund i Århus 1886-1986. Aarhus Universitetsforlag 1986.
Rosenbeck, Bente; Kvindekøn. Den moderne kvindeligheds historie 1880-1980. Gyldendal 1987.

Se også: www.kvindesamfund.dk

© Drude Dahlerup, 2000