Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Udtrykket «kvindesag» er en sædvanlig betegnelse på kampen for at ændre kvindernes stilling i samfundet. En kvinde som er aktiv i en kvindeorganisation, fremmer kvindesynspunkter i andre organisationer eller deltager i samfundsdebatten om kvindeundertrykkelse, bliver gerne kaldt for kvindesagskvinde. Men udtrykket udspringer af en bestemt historisk og social sammenhæng og står derfor for en bestemt holdning til kvinders frigørelse.

I kvindebevægelsens historie kan man skelne mellem tre forskellige måder at forholde sig til eller analysere kvindeundertrykkelse på, som også har sammenhæng med synet på ændring af kvinders vilkår: en som dækkes af udtrykket «kvindesag», en anden som kommer til udtryk, når man snakker om «kvindespørgsmål» og en tredje som har stikordet «kvindefrigørelse». Disse tre begreber dækker til en vis grad også forskellige faser i kvindebevægelsens historie.

Mod slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. var de politiske og organisatoriske skillelinier mellem den borgerlige og socialistiske del af kvindebevægelsen på flere områder tydelige. I denne periode blev kvindesagen begrebet for den borgerlige, ligestillingsorienterede og reformrettede kamp, som socialisterne forstod som «damesag». De store nationale kvindeorganisationer sloges for juridisk, uddannelses- og erhvervsmæssig ligestilling og for politiske rettigheder. Sædvanligvis blev disse rettigheder defineret ud fra rettighederne, som borgerskabets og middelklassens mænd havde.

Ligestilling blev anset både som muligt og logisk ud fra det borgerlige samfunds egne idealer og præmisser. Dele af den borgerlige kvindebevægelse var tilbageholdende selv i ligestillingskravene og krævede først og fremmest lige vurdering af kvinder og mænd og deres ulige livsopgaver. Gifte kvinders plads var i familien, som husmødre og mødre. Dette arbejde skulle værdsættes. Kvinder skulle kunne deltage i det politiske liv og skulle have ret til at organisere sig på egne vilkår.

Socialisterne hævdede derimod, at kvindeundertrykkelse er et produkt af det kapitalistiske samfund, den private ejendomsret til produktionsmidlerne og de ulige klasseinteresser. Socialistiske kvinder tog «kvindespørgsmålet» op i deres organisationer og pegede på, at arbejderbevægelsen havde givet kvindens stilling i samfundet for lidt opmærksomhed. Kvindernes ret til erhvervsarbejde måtte anerkendes, og kvinderne skulle trækkes med i det faglige arbejde gennem solidarisk aktion fra mændene i partiet og fagorganisationen. Kvindespørgsmålet skulle også have plads i partiernes programdrøftelser. På dette grundlag udviklede der sig en socialistisk kvindebevægelse, som mente, at reel ligestilling mellem kønnene først var mulig at realisere i et socialistisk samfund. (Se Klassisk marxistisk kvindeteori)

Modsætningen mellem en borgerlig og en socialistisk retning i kvindekampen eksisterer også i dag, men de organisatoriske rammer for den har ændret sig. Da den nye kvindebevægelse voksede frem i 1970'erne, blev både den etablerede kvindesag og den traditionelle socialistiske kvindeorganisering forkastet. Meget af sprogbruget og argumentationen i bevægelsen blev hentet  fra befrielsesbevægelserne i den tredje verden og fra den nye venstrebevægelse. Perspektivet blev «frigørelse», ikke kun ligestilling.

De nye kvindeorganisationer er præget af en antiautoritær politisk tænkning, og kvindeundertrykkelsen bliver angrebet som et produkt af både patriarkalske forhold (se Patriarkat) og af den kapitalistiske arbejdsdeling: kvindekampen må føres ud over det bestående samfundssystem. Samtidig bliver de socialistiske partiers måde at stille problemerne om kvindens stilling op på forkastet: udtrykket «kvindespørgsmålet» rummer en opfattelse af, at mændenes problemer og kamp er almene, mens kvindernes vilkår er et særegent og egentligt underordnet spørgsmål.

I frigørelsesbegrebet ligger der et program om at nå ud over både det borgerlige samfund og dets sprogbrug, som hidtil har været dominerende også i kvindekampen, bl.a. ved at udtrykkene «kvindesag» og «kvindesagskvinde» er blevet brugt om de forskellige retninger indenfor kvindebevægelsen.

L.Br.