Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kvindevalgretskampen har sine rødder i den amerikanske og den franske revolution, der i slutningen af 1700-tallet introducerede demokratiske styreformer, baseret på menneskerettigheder med stemmeretten som en af de centrale. At rettighederne, skønt de per definition var universelle, blev forbeholdt mænd, udløste umiddelbart protester og på længere sigt en international kvinderetsbevægelse. 1791 offentliggjorde den franske forfatter Olympe de Gouges Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne, en redigeret udgave af den netop vedtagne revolutionsforfatning med tilføjelsen «og kvinder», hvor mænds borgerlige rettigheder var beskrevet. Declaration of Sentiments, en tilsvarende indskrivning af kvinder i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring udgik fra et kvindemøde i Seneca Falls 1848, arrangeret af Lucretia Mott og Elizabeth Stanton, og 1868 stiftedes National Woman Suffrage Association med Susan Anthony som præsident - verdens første kvindestemmeretsorganisation, fulgt 1871 af den engelske The National Society for Women's Suffrage. Under angelsaksisk lederskab dannedes 1904 International Woman Suffrage Alliance til støtte for de nationale valgretskampagner.

Kvindevalgretten i Danmark

Danmark fik en fri forfatning 1849 i en national krisesituation, der resulterede i Den Første Slesvigske Krig 1848-51, og grundlovsfædrene indførte «almindelig valgret» til Folketinget som en cadeau til soldaterne i felten. Der var dog væsentlige indskrænkninger, som skolebørn i mange generationer fik indterpet som de 5 f'er: fruentimmer, folkehold, fattige, forbrydere og fjolser - undtagelser, der omfattede op mod 2/3 af befolkningen. Landstingsmændene blev udpeget gennem et valgmandssystem, der priviligerede de formuende. Regeringen blev suverænt udpeget af kongen og var ikke afhængig af at have et flertal i Rigsdagen bag sig. Valglovene i det kommunalt selvstyre, der blev opbygget samtidigt, gav de største skatteydere afgørende indflydelse. Efter nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig-Holsten måtte grundloven revideres, og det konservative element i Landstinget blev styrket ved, at kongen fik ret til at udpege 12 af de 66 medlemmer. Forskellen i to kamres sammensætning lammede det politiske arbejde i Rigsdagen i resten af 1800-tallet og vanskeliggjorde det i forvejen kontroversielle spørgsmål om kvindestemmeret.

Røret omkring Grundloven og krigen udløste en kvindesaglig debat, som Mathilde Fibiger startede med romanen Clara Raphael 1850, men der skulle gå endnu 20 år, før de danske kvinder organiserede sig. Dansk Kvindesamfund blev stiftet 1871 på initiativ af ægteparret Matilde og Fredrik Bajer og med adgang til uddannelse og erhverv på programmet. Valgret derimod kom først ind i foreningens formålsparagraf i 1906 til trods for mange medlemmers stærke engagement i sagen. Flertallet i ledelsen lagde større vægt på at repræsentere alle kvinders interesser i en tid, hvor kvindevalgret var et yderst radikalt krav. Som resultat af denne strategi opstod der en række kvindevalgretsorganisationer, der i perioder truede Dansk Kvindesamfunds position som centrum i kvinderetskampen. Fra 1886, hvor den den første kampagne blev lanceret, til grundlovsændringen 1915, dominerede stemmeretten den kvindepolitiske dagsorden. Tusindvis af kvinder - og ikke så få mænd - organiserede sig i valgretsforeninger, og aktivisterne fik politisk grundskoling gennem underskriftsindsamlinger, møder, demonstrationer og lobbyvirksomhed. Over de 30 år, slaget bølgede frem og tilbage, var der to særligt intensive perioder: 1886-90, hvor kampagnen etablerede sig med krav om kommunal stemmeret, og 1901-15, hvor slaget i princippet var vundet, og det gjaldt om at presse reformtempoet op.

Initiativet i første fase blev taget i kredse i Dansk Kvindesamfund. Matilde Bajer blev formand for Kvindelig Fremskridtsforening, der på sin stiftende generalforsamling i foråret 1886 satte sig som mål «at uddanne Kvinderne i politisk og social Henseende og virke for hendes Ligestilling med Manden i Stat og Kommune». Fredrik Bajer, der var folketingsmedlem for Venstre, fremlagde om efteråret et lovforslag om kommunal kvindevalgret. Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening støttede lovforslaget med underskriftsindsamlinger og kunne i 1887 mønstre over 20.000 underskrifter fra kvinder over hele landet. Landstinget stemte imidlertid forslaget ned.

Agitationen tog yderligere fart i 1888, da Kvindelig Fremskridsforening i forbindelse med en nordisk udstilling arrangerede et nordisk kvindesagsmøde 14-16. juli, der vedtog en resolution med krav om politisk ligestilling. Desuden lancerede foreningen bladet Hvad vi vil, der sammen med Dansk Kvindesamfunds siden 1885 udgivne medlemsblad Kvinden og Samfundet skabte rammer for en kvindesaglig offentlighed. 1889 stiftedes Kvindevalgretsforeningen som den første organisation, der udelukkende havde valgret på programmet. Den markerede sig især ved i samarbejde med Dansk Kvindesamfund at stille spørgsmål til kandidaterne ved valgmøder. Et referat fra et vælgermøde i København 1890 viser, hvor epokegørende disse aktioner forekom. Louise Nørlund havde på Kvindevalgretsforeningens vegne anmeldt et spørgsmål, og hun blev af ordstyreren introduceret således: «Der vil nu ske noget meget mærkeligt, mine Herrer; en Dame har forlangt Ordet og vil komme til at tale. Efter Valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende og huske, at det er en Dame, der taler til os. Her maa derfor være absolut Ro.» Louise Nørlund, der var lærerinde i Københavns kommunale skolevæsen, havde formentlig mere mødetræning end hovedparten af herrerne. Hun havde været kvindesagsaktivist siden midten af 1870'erne, og sammen med redaktøren af Hvad vi vil, Johanne Meyer var hun den drivende kraft i De Forenede Kvindeforeninger, en koalition af valgretsforeninger og kvindefagforeninger, der 1890-94 afholdt store agitationsmøder for valgret, bl.a. kvindernes folkefest i Dyrehaven sommeren 1891 med ca. 10.000 deltagere.

Disse års debat afstak fronter mellem tilhængere og modstandere af kvindevalgret. Tilhængerne talte foruden kvindeorganisationerne partierne Venstre og Socialdemokratiet, der havde flertallet i Folketinget De tog udgangspunkt i menneskerettighederne, som i sagens natur måtte gælde alle, og hævdede, at kvindernes interesser kunne kun varetages af dem selv. Desuden havde kvinder f.eks. som lærerinder og sygeplejersker udviklet særlige kompetencer på skole-, sundheds- og det sociale område, der kunne kvalificere lovgivningen. Og det var et tilbagevendede argument, at man i mange andre lande allerede med succes havde inddraget kvinder i lokalpolitisk arbejde. Modstanderne samlede sig i partiet Højre, der sad på regeringsmagten og flertallet i Landstinget. De ville fastholde den traditionelle kønsarbejdsdeling, hvor kvinden virkede i hjemmet og manden i samfundslivet, og mente, at kvinderne var politisk repræsenterede gennem deres mandlige familiemedlemmer. Ordføreren Carl Plougs konklusion under førstebehandlingen i 1888: «Landstinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret», blev nærmest bevingede ord, og det konservative Danmark var overbevist om, at det var udlandet, der var på vildspor. Civilstand var et fremtrædende tema i debatten. 1849 var alle kvinder juridisk umyndige, 1857 fik ugifte kvinder tildelt myndighed, mens gifte måtte vente til 1899. Der var blandt tilhængerne størst forståelse for ugifte, selverhvervende kvinders stemmeret, mens modstanderne bekymrede sig umådeligt for en mulig politisk uenighed mellem ægtefæller.

Op gennem 1890'erne blev der fremsat flere forslag om kommunal kvindevalgret, der imidlertid led samme skæbne som Bajers. Først efter systemskiftet 1901, som erstattede kongens ret at udpege regeringen med folketingsparlamentarisme, var der udsigt til reformer. Den Venstreledede regering kom hurtigt igennem med almindelig valgret til en række nyoprettede lokale organer, 1903 deltog kvinderne i de første menighedsrådsvalg, 1905 fik de adgang til værgeråd, der varetog det sociale arbejde for børn og unge, og i 1907 til hjælpekasserne, som tildelte social bistand uden fattighjælps virkninger. Men demokratiseringen af kommunalbestyrelserne vanskeliggjordes af de store klasseinteresser, der var på spil. De gældende regler udelukkede foruden kvinderne op mod halvdelen af mændene: lavtlønnede, tjenestefolk uden egen husstand og fattighjælpsmodtagere, altså potentielle socialdemokratiske vælgere. Forhandlingerne om det forslag, indenrigsministeren fremsatte i 1903 sneglede sig af sted, og i kvindesaglige kredse havde man mistet tålmodigheden. Den første generation af kvindelige akademikere var kommet på banen og deltog med større selvfølgelighed i den offentlige debat. F.eks. skrev Elna Munch, magister og gymnasielærer, en række opildnende artikler om den internationale kvindevalgretsbevægelse, specielt de engelske suffragetters militante kamp, til dagbladet Politiken og tidsskriftet Det nye Aarhundrede. Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, oprettet 1899 som en paraplyorganisation for efterhånden 22 foreninger, deltog 1904 i stiftelsen af International Woman Suffrage Alliance på en kongres i Berlin. De danske delegerede blev inspireret til at opbygge nye foreninger efter hjemkomsten, bl.a. Politisk Kvindeforening under ledelse af historikeren Anna Hude, der i 1893 havde taget doktorgrad som den første kvinde. Hun udtrykte manges følelser i en tale ved Dansk Kvindesamfunds årsmøde, hvor hun beskrev frustrationen over, at hun, der var bedre kvalificeret end de fleste mænd, ingen borgerlige rettigheder havde. «Det er himmelraabende Uret, saaledes at skille Mænd og Kvinder. Det er nedværdigende, at den mest udviklede Kvinde ikke kan naa saa højt som den laveste, mest raa Person,» sagde hun og appellerede stil sammenhold mellem kvinder: «Der er ikke Forskel paa gammel og ung - vi er alle politisk lige Umyndige, eller paa højre og venstre - vi er alle politisk set Nuller, eller paa rig eller fattig - vi er alle politisk set Fattiglemmer. Vi skal derfor gaa frem under Bannermærket: Giv os alle Valgret!»

For at støtte de danske kvinder, der var sakket helt bagud i Norden, efter at kommunal kvindevalgret blev indført i Norge 1902, blev København 1906 valgt som vært for International Woman Suffrage Alliance's kongres. Mødet satte som forventet nyt liv i valgretskampen: I Dansk Kvindesamfund fik den fraktion, der ville have politisk ligestilling på programmet, endelig flertal. Politisk Kvindeforening omdannedes til Københavns Kvindevalgretsforening, den første lokalforening i Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV), der fra 1907 med Elna Munch som primus motor blev en landsdækkende organisation med over 10.000 medlemmer.

1908 lykkedes det at opnå enighed om valgreglerne til kommunalbestyrelserne, så kvinder kunne deltage i valget 1909. Der blev valgt 127 kvinder, svarende til 1,3%, de kvindelige kommunalpolitikere blev fejret med sejrsmøder og deres virksomhed blev beskrevet til mindste detalje i den kvindesaglige presse, der foruden Kvinden og Samfundet nu omfattede landsforbundets medlemsblad Kvindevalgret og Kvindestemmerets-Bladet, som Kvindevalgretsklubben udgav. Men ingen lagde sig til hvile på laurbærerne, før der var opnået adgang til Rigsdagen.

Da valgreglerne til Rigsdagen var indskrevet i Grundloven, stod man over for en besværlig politisk proces, hvor kvindevalgretten var en lille knast i forhold til sammensætningen af Landstinget, som partierne var vildt uenige om. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der var udspaltet som selvstændigt parti i 1905, ønskede at afskaffe Landstinget, Højre ville bevare det i sin eksisterende form. Selve valgteknikken var omstridt, og mange andre emner kunne forventes inddraget. For at imødekomme de utålmodige kvindeorganisationer havde Socialdemokraterne 1907 foreslået en delrevision, der kun omfattede valgreglerne. Men de øvrige partiet nægtede at tage sagen op, før forhandlingerne om kommunalreformen var afsluttet. Statsminister I.C. Christensen lancerede derefter sin egen ide om grundlovsændring i to tempi: Først skulle valgreglerne ændres, og derefter skulle de nye vælgergruppers repræsentanter deltage i arbejdet på en mere omfattende grundlovsrevision. Denne ide slog især an hos Dansk Kvindesamfunds chefideolog Gyrithe Lemche, der med sin oratoriske begavelse skabte sig en central placering. 1912 var landsmødet henlagt til Kolding, hvad der gav hende lejlighed til at tale på den traditionsrige Skamlingsbanke den 4. juni. Som optakt til grundlovsdagen sagde hun: «vi kræver Delagtighed i de Forfatningslove, vi skal medvirke under. Om vi skal have et Landsting efter lige og almindelig Valgret eller et privilegeret Landsting eller slet intet Landsting - vi forlanger at blive spurgte. - Om vi skal have Kirke og Stat skilt ad eller blive ved den gamle Folkekirke, - vi forlanger at blive spurgte - Om vi skal have Forholdstalsvalg eller Enkeltmandsvalg eller Valg efter Samstyreprincippet, - vi forlanger at blive spurgte.»

Den radikale regering, der kom til magten i 1909, foretrak imidlertid en grundlovsændring i et hug og havde held med at forlige parterne, så en ny grundlov kunne vedtages 5. juni 1915. Her blev fruentimmer og folkehold inkluderet i vælgerkorpset, men man mistede stadig stemmeretten, når man modtog fattighjælp.

Kvindeorganisationerne kvitterede ved et stort demonstrationstog gennem København til kongeslottet og rigsdagsbygningen. Der var dog afbud fra socialdemokraterne og de konservative, som foretrak at deltage i deres partiers grundlovsarrangementer. Kvindevalgretskoalitionen havde været under pres fra partierne siden kommunalreformen, og da det sidste mål nu var nået, opløstes valgretsorganisationerne med anbefalinger til medlemmerne om at melde sig ind i vælgerforeningerne. Mange gik dog til Dansk Kvindesamfund, der efter 1915 igen var alene om at arbejde for den ligestilling, som viste sig ikke at følge automatisk af valgretten.

J.La.