Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Léo (1832-1900), pseudonym for Léodile Champseix, fransk forfatter, journalist og kvinderetsforkæmper. Faderen der var officer gav hende en god uddannelse. Hun giftede sig med socialisten Georges Champseix, som hun fulgte i eksil til Schweiz efter Louis Napoléons statskup i 1851. Efter amnestien i 1860 kom hun til Paris, hvor hun udgav flere romaner, som tog kvindens stilling i ægteskabet og familien op: «Le Divorce» (Skilsmissen), «Le Mariage scandaleux» (Et skandaløst ægteskab), «La Vieille Fille» (Pebermøen). Hendes bøger blev oversat til andre sprog, og samtidige kritikere sammenlignede hende med George Sand.

I slutningen af 1860'erne sluttede hun sig til kvinderetsorganisationen «Société de revendication des droits de la fémme» (Foreningen til kamp for kvindernes rettigheder) og førte i skrift og tale kamp mod bl.a. Proudhons reaktionære kvindeopfattelse, som på den tid havde stærk indflydelse i den franske arbejder- og socialistbevægelse. Hun sluttede helhjertet op bag Pariserkommunen og blev bl.a. valgt ind i den kommission, der skulle organisere og føre tilsyn med undervisningen i pigeskolerne.

Sammen med Elisabeth Dmitrijev og Nathalie Lemel var hun en af drivkræfterne i kamporganisationen «Union des femmes pour la défense de Paris et les soins aux blessés» (Kvindeunionen til forsvar af Paris og hjælp til de sårede). På samme tid førte rettede hun en indtrængende appel til bønderne om at støtte Pariserkommunen i kampen for at give «jord til bonden, værktøj til arbejderen, arbejde til alle,» for «den frigøring jeg kræver, er også din».

I dagbladet «La Sociale» (Den sociale revolution), som hun startede sammen med Anna Jaclard, stod hun frem som en glimrende journalist. I skarpe ord anklagede hun de militære ledere, repræsenteret ved general Dombrowskij, for at være stærkt kvindefjendtlige, og hævdede kvindens ligeværdige rolle i revolutionen. Da Pariserkommunen var knust, nåede hun at flygte til Schweiz, hvor hun levede sammen med kommunarden og arbejderlederen Benoît Malon. Politisk sluttede hun sig til Bakunin og skrev skarpe angreb på Marx. Efter amnestien i 1879 vendte hun tilbage til Paris, hvor hun klarede sig ved at skrive for mindre venstreradikale aviser. Hun døde glemt.

André Léos udvikling, fra idealistisk og pacifistisk socialisme til Bakunins antiautoritære revolutionære ideer, er typisk for den radikalisering den franske kvindebevægelse oplevede i 1860- og 70'erne. Hun var en af de mange franske kvinder, som med sin revolutionære praksis oplevede modsætningerne der kunne ligge i klassekamp og kvindekamp.

S.E.L.