Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Otto-Peters, (1819-1895), tysk kvindesagspioner, lærer og forfatter til sociale romaner.

Luise Otto-Peters var en af de ledende skikkelser i den tyske borgerlige kvindebevægelse i det 19. århundrede. Hun deltog aktivt i den liberale marts-bevægelse i 1848 og fremsatte som en af de første kvinder i Tyskland offentligt tanker om at forbedre kvindernes kår. Hun krævede samtidig stemmeret for kvinder, hvilket på det tidspunktet blev opfattet som en fuldstændig absurd tanke. I 1849 udgav hun det første tyske kvindeblad, Frauen-Zeitung, under mottoet «Dem Reich der Freiheit werb' ich Bürgerinnen» (For frihedens rige hverver jeg kvindelige medborgere). Den politiske reaktion efter 1848-49 kvalte bladet og aktiviteterne omkring det.

Først i 1865 blev den første tyske kvindesagsforening dannet, Allgemeine Deutsche Frauenverein (ADF), som også blev den ledende tyske kvindesagsforening. Otto-Peters var dens første præsident. ADF var inspireret fra USA, men langt mere forsigtig og moderat end sin nordamerikanske søsterbevægelse. Modstanden mod disse nye ideer var da også langt mere massiv i det konservative og mandighedsdyrkende Tyskland. ADF satsede i sit program på at give kvinder bedre uddannelse og på at «befri det kvindelige arbejde fra alle hindringer, som står i vejen for at det skal kunne udfolde sig». Trods Luise Otto-Peters' krav om stemmeret allerede i 1848, vovede ADF ikke før 1902 at tage kvindestemmeretten på sit program.

August Bebel og en del andre socialistiske ledere hilste ADF velkommen og støttede i 1865 initiativet. Først senere - specielt i 1890'erne - da den socialistiske kvindebevægelse var i færd med at tage form, kom det til et skarpt brud mellem den socialistiske kvindebevægelse og ADF, der nu fremstod som en borgerlig kvindebevægelse. Clara Zetkin var en særlig skarp kritiker af ADF og af Bund Deutscher Frauenvereine, som blev oprettet i 1894 (se Bäumer).

I 1866 skrev Otto-Peters bogen «Das Recht der Frauen auf Erwerb» (Kvinders ret til arbejde). Hun mente, at erhvervsarbejde var en forudsætning for kvindernes frigørelse: «Den som ikke frit kan ernære sig selv, er slave». For Luise Otto-Peters gjaldt dette ikke kun for ugifte, men også for gifte kvinder. I dette omstridte spørgsmål var hun langt forud for sin egen forening. Hun indså også, at kravet om ret til arbejde ikke var arbejderkvindernes primære krav: Disse havde ikke blot ret til arbejde, men var også af simpel nød tvunget til at tage lønarbejde. Hele sit liv skrev Luise Otto-Peters om arbejderkvindernes forhold.

D.D.