Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

August Bebel

Bebel (1840-1913), det tyske socialdemokratis ubestridte leder gennem mange år. En mand af arbejderklassen, uden akademisk uddannelse, men rig på erfaringer og lærdom, erhvervet gennem sit arbejde i fagbevægelsen. Bebel kom i kontakt med de såkaldte arbejderbevægelser, som i 1863 sluttede sig sammen til et landsforbund. Under diskussioner med Lassalle, og under indflydelse af Wilhelm Liebknecht, blev han revolutionær socialist og medlem af den 1. Internationale. Bebel var ligeledes en nær ven af Marx og Engels, som havde stor indflydelse på hans politiske og ideologiske udvikling.

For at styrke kampen mod Bismarcks politik, indkaldte Bebel og Liebknecht en forsamling af repræsentanter fra arbejderorganisationer og borgerlige demokrater, og den 19. august blev «Det Sachsiske Folkeparti» stiftet. Partiet havde et reformdemokratisk program og som repræsentant for partiet, blev Bebel valgt ind i parlamentet i 1867, som een af de første repræsentanter for arbejderbevægelsen. Fra 1869 repræsenterede han det nystiftede, socialdemokratiske parti.

I sin jomfrutale i parlamentet, 10. april 1867, gik Bebel imod Bismarcks forsøg på at gøre Tyskland til «en kaserne». Da krigsbevillingerne til den tyske hær, i forbindelse med udbruddet af den fransk-russiske krig, diskuteredes i parlamentet, nægtede Bebel og Liebknecht at stemme for bevillingerne. De gik i denne sag imod partiets ledelse, som åbent tog afstand fra dem.

I december 1870 blev Bebel og Liebknecht arresteret og fængslet i 3 måneder. 28. marts forsvarede Bebel Pariserkommunen og sommeren 1872 idømtes han 2 års arresthus for højforrædderi og blev frataget sin plads i parlamentet. Det blev det første af en lang række fængselsophold. I alt tilbragte han 56 måneder af sit liv i fængsel. Bebel bekæmpede Bernsteins revisionisme og «udvandingen» i det tyske socialdemokrati, men til trods for at han var marxist og i stadig kamp mod den borgerlige ideologi, overvurderede han arbejderklassens muligheder for at kunne opnå deres krav inden for rammerne af det kapitalistiske system.

Allerede på Gothakongressen erfarede man at det skulle vise sig at blive den afgørende svaghed i Bebels politiske og ideologiske virksomhed. Han var mere optaget af faren fra venstre end fra højre og det blev en medvirkende årsag til at Lassalle-programmet blev vedtaget.

Bebel støttede mensjevikkerne, men hans mangel på konsekvent, marxistisk analyse, førte til at han ikke indså nødvendigheden af at fjerne dem fra partiet. Bebel mente også - i tråd med dette - at kampen mod mensjevikkerne i Rusland var uretfærdig.

Bebels største teoretiske værk, «Kvinden og Socialismen», spillede en vigtig rolle for udbredelsen af marxismen i Tyskland. Bogen udkom første gang i 1879, og er senere udkommet i 151 oplag alene i Tyskland, er oversat til 14 sprog og har fået en afgørende betydning i den politiske og ideologiske kamp. Det er en vigtig detalje ved historien, at den straks blev forbudt, og de mange titler, bogen senere udkom under, ikke udelukkende er et resultat af Bebels personlige udvikling, men også skyldes at bogen længe var «illegal».

Bogen er et teoretisk værk, som adskiller sig fra de fleste andre socialistiske værker, ved at have kvinden som hovedtema, og samlet analyserede den en lang række aspekter ved kvindens vilkår. Bebel hævdede i alle udgaver af bogen, som hovedprincip, at al social undertrykkelse tager udgangspunkt i den undertryktes økonomiske afhængighed af undertrykkeren. Det gælder også for kvinden. Kvinden og arbejderen har dét til fælles, at de begge fra gammel tid har været undertrykte,. Undertrykkelsens former har forandret sig i tidens løb og har forskellige udtryk i de enkelte lande, men undertrykkelsen har altid eksisteret. Bebel var den første marxist, som forsøgte at udarbejde en teori om sammenhængen mellem kvindernes og arbejderklassens frigørelse. Spørgsmålet om kvindens ligestilling, mente Bebel, falder sammen med spørgsmålet om, hvorledes samfundet organiseres på en måde, så intet menneske bliver undertrykt.

I sin behandling af strategien i kvindekampen, viser han at arbejderkvinderne, på samme måde som de borgerlige, må arbejde for reformer inden for det bestående, men arbejderkvinderne må samtidig kæmpe for at ændre dette samfund - og en forandring af samfundet kan kun finde sted som følge af arbejderbevægelsens kamp. Derfor vil kvinderne hurtigere opnå frigørelse, hvis de går sammen med arbejderbevægelsen. Det vigtigste vidnesbyrd om at Bebel tillagde arbejderkvindernes politiske kamp stor vægt, ligger i selve udgivelsen af «Kvinden og Socialismen», på et tidspunkt, hvor ideerne om kvindefrigørelse ikke havde vundet den ringeste genklang i arbejderkredse.

Mod slutningen af livet angreb Bebel venstrefløjen i det socialdemokratiske parti, ledet af bl.a. Luxemburg, Liebknecht, Jogiches (Tyszka), Mehring m.fl. og placerede sig på partiets højrefløj. Alligevel spiller han en betydelig rolle i tysk og international arbejderklasses historie. Om Bebels plads i historien, skriver Lenin i 1908: «Bebel er en så fremragende autoritet i proletariatets internationale bevægelse, en så erfaren, socialistisk leder, en socialist med en så fin fornemmelse for den revolutionære kamps krav, at han i 99 af 100 tilfælde, fandt vejen ud af sumpen, når han havde begået et fejltrin, og han førte dem med sig, som var villige til at følge ham».

M.L.B.