Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Zetkin (1857-1933), tysk tysk socialdemokrat, senere kommunist. Clara Zetkin var en af de mest fremtrædende kvinder i den tyske og internationale socialistiske kvindebevægelse og var medlem af den tyske Rigsdag for kommunisterne 1920-33.

Zetkin fik læreruddannelse på et af de første tyske seminarer for kvinder i Leipzig i Sachsen. Seminaret var oprettet og blev drevet af de kvinder, der havde grundlagt den borgerlige kvindebevægelse i Tyskland: Augusta Schmidt og Louise Otto-Peters. I Leipzig kom Zetkin i kontakt med den unge tyske arbejderbevægelse. Under «Socialistlovene» 1878-90 - en undtagelseslov rettet mod de tyske socialdemokrater - boede Zetkin mest i udlandet, bl.a. i Schweiz og Frankrig.

Zetkin var både praktisk organisator og teoretiker. Gennem en mængde artikler, taler og pamfletter leverede hun det største bidrag til den klassiske marxistiske kvindeteori efter Marx, Engels og Bebel. På Anden Internationales stiftelseskongres i Paris i 1889 holdt Zetkin en stor tale, hvor hun argumenterede for, at man måtte betragte kampen for kvindefrigørelse som en del af klassekampen. Hun gik stærkt imod de forslag, der ofte fremkom om at forbyde erhvervsarbejde for kvinder.

Kvindefrigørelse er først og fremmest et økonomisk spørgsmål, erklærede Zetkin. Det er afgørende for kvinderne, at de er økonomisk uafhængige, selv om selvstændigt erhvervsarbejde for kvinder især kom «kuponklipperne» til gode, og ikke arbejderhjemmene. Netop derfor kan den virkelige kvindefrigørelse ikke opnås, før socialismen er indført. «Uden proletariatets revolutionære klassekamp, ingen virkelig kvindefrigørelse».

Zetkin arbejdede hele livet for at mobilisere arbejderkvinderne på følgende grundlag: «Uden kvindernes deltagelse i klassekampen, bliver der ingen ødelæggelse af kapitalismen, ingen socialistisk nyskabelse» Det var nødvendigt at mobilisere arbejderkvinderne for at vinde klassekampen, men for Zetkin var kvindefrigørelse også vigtig i sig selv.

Zetkin spillede en meget fremtrædende rolle i arbejdet med at opbygge den tyske socialdemokratiske kvindebevægelse - en af de stærkeste i verden. I perioden 1891-1917 redigerede hun det tyske socialdemokratiske partis (SPD) kvindeblad, Die Gleichheit, som i 1913 nåede et oplag på 112.000. I 1907 blev Die Gleichheit organ for den unge internationale socialistiske kvindebevægelse, og Zetkin blev sekretær i denne. På en kvindekonference i København i 1910 blev det på forslag af Zetkin besluttet at gøre 8. marts til international kvindedag. Dagen blev i første omgang brugt til at kæmpe for kvindernes stemmeret. Zetkin prioriterede stemmeretskampen højt, og rettede skarpe angreb på de socialistpartier, der ikke i praksis holdt fast ved det principielle krav om almindelig stemmeret til mænd og kvinder.

Zetkin afviste enhver form for samarbejde med den borgerlige kvindebevægelse. Hun ville overbevise arbejderkvinderne om, at de var bedst tjente med at stå sammen med mændene i deres egen klasse. Hendes taler og artikler var lige så ofte rettet til de mandlige arbejdere og socialister, for at få dem til at forstå at de ikke måtte skubbe kvinderne fra sig. Mange af dem gjorde faktisk det - fordi de var fordomsfulde og bange for konkurrence. I deres egen klasseinteresse burde mændene kæmpe med kvinderne, mod kapitalisterne, mente Zetkin.

Zetkin hørte til venstrefløjen i det tyske socialdemokrati. I 1890'erne deltog hun i kritikken af revisionismen indenfor partiet sammen med bl.a. Rosa Luxemburg og Franz Mehring. Hun kritiserede den øgede militarisme op til 1. verdenskrig og brugte bl.a. Die Gleichheit til angreb på SPD, som støttede krigsbevillingerne. På grund af dette, blev hun tvunget til at holde op som redaktør af bladet.

Zetkin hørte til Spartakusgruppen og var medarbejder på gruppens blad, Spartakusbriefe (se Spartakusforbundet). Sammen med de andre spartakister gik hun ind i det nye uafhængige socialdemokrati (USPD), men brød ud da det tyske kommunistparti (KPD) blev dannet ved årsskiftet 1918-19. Zetkin var medlem af centralkomiteen i KPD fra 1919 til hun døde, med kun et afbrud. Hun var spidskandidat for kommunisterne ved det første rigsdagsvalg i 1920 og repræsenterede partiet i den tyske rigsdag 1920-33. I 1919 startede hun KPD's kvindeblad, Die Kommunistin. Opmuntret af Lenin udarbejdede Zetkin forslag til «Retningslinier for den kommunistiske kvindebevægelse». Hendes hovedsynspunkt var, at mænd og kvinder burde organiseres i de samme foreninger indenfor fagbevægelse og parti - hvor det var muligt. Men samtidig måtte partiet skabe særlige organer, kvindeblade og -konferencer, som kunne tage samarbejdet mellem kvinderne op med udgangspunkt i deres specielle situation.

Zetkin boede i Sovjetunionen i lange perioder. Hun var meget loyal overfor Sovjetunionen, det sovjetiske kommunistparti (SUKP) og Komintern. 1921-33 var Zetkin medlem af eksekutivkomiteen og præsidiet i Komintern. I tiden 1924-33 var hun præsident for den internationale organisation Rød Hjælp. Zetkin var en af de mest fremtrædende kvinder i den internationale kommunistiske kvindebevægelse. Fra 1921 ledede hun Kominterns vesteuropæiske kvindesekretariatet fra Berlin. Da det blev opløst, blev hun valgt til leder af det SUKP-dominerede internationale kvindesekretariat i Moskva.

Men på nogle punkter afveg hun fra SUKP og Kominterns linie. Således gik hun - sammen med Paul Levi - en tid ud af centralkomiteen i KPD i protest mod den linie Komintern førte overfor det italienske socialistparti. På vigtige punkter holdt hun fast ved den opfattelse Rosa Luxemburg og den oprindelige tyske venstrefløj havde haft af forholdet masse-parti. Af samme årsag støttede hun også den kommunistiske opposition (KPD-O) efter 1928 uden dog at forlade KPD eller blive ekskluderet.

I eftertiden er Zetkin mest kendt for kvindepolitikken. Men hun var også meget optaget af kulturpolitik og skolepolitik. Hun udarbejdede bl.a. nogle af de første forslag til en socialistisk pædagogik i SPD. Men der fandtes også emner, hun ikke kom ind på: Eftersom hendes kvindeteori var noget økonomistisk, tog hun ikke spørgsmål som seksualitet op. I modsætning til Aleksandra Kollontaj gik hun ind for monogamiet, var imod fri abort og - som mange andre socialister i sin samtid - også prævention.

Som et hæderstegn blev Zetkins urne sat ind i Kremlmuren.

D.D.