Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Mills, Charles Wright (1916-1962), nordamerikansk sociolog og samfundsdebattør fra Texas og senere med University of Columbia som hjemsted. Særligt i efterkrigstidens USA markerede han sig som en af de store bidragydere til udviklingen af det konfliktteoretiske perspektiv i sociologien. Mills' position er svær at klassificere som tilhørende en af de eksisterende paradigmer eller gængse kategorier i samfundsvidenskaberne, da han trak på et væld af divergerende kilder og stillede sig på tværs af de traditionelle barrierer og skoledannelser. Hans primære inspirationskilder var tydeligvis Weber og Marx samt en vis portion indsigt fra amerikanske pragmatisme, institutionel økonomisk teori, freudianske psykoanalyse og eliteteori. Han klassificeres som regel fejlagtigt som en kritisk teoretiker eller neo-marxist, hvilket skyldes hans direkte og ofte ubarmhjertige kritik af det amerikanske skindemokrati, den korporative kapitalisme, den pacifistiske indstilling og hans fokus på fremmedgørelsesaspektet. Mills indeholdt dog også en stærk liberalistisk tilbøjelighed, der bevirkede, at individet altid stod centralt i hans bevidsthed. Han kan vel egentlig bedst betegnes som en kombineret post-weberianer og post-marxist, der fra Weber lånte en vis portion kulturel pessimisme og fra Marx fik troen på mulighederne for et nyt og bedre samfund. Han var således sammen med Hans H. Gerth også ophavsmand til den berømmede Weber-samling i Essays in Sociology (1948) og forestod senere selv en analyse af marxismen i The Marxists (1962).

Hovedværket var dog The Sociological Imagination (1959), der kritiserede henholdsvis såkaldt grand theory, der bedrev abstrakt teoretisk modelbygning, og abstracted empiricism, som repræsenterede en metodisk fetichisme, i sociologien. Hans samtids sociologer var efter hans opfattelse fantasiforladte. Samtidig argumenterede han heri også for en rehabilitering af den klassiske samfundsvidenskabelige sensitivitet overfor bedrivelsen af en særegen disciplin og af sociologen som sit fags håndværker. Denne akademiske håndværker skulle kunne indeholde både teoretisk indsigt og kunne håndtere diverse metodiske redskaber. For Mills skulle samfundsvidenskabsmanden, der levede op til de store klassikeres krav, belyse dialektikken mellem individ og samfund og være opmærksom på forholdet mellem individuel biografi og kulturel historie. Kun herved ville man kunne forstå sociale anliggender i relation til individuelle problemer.

Magtaspektet gennemsyrede mange af hans analyser i eksempelvis The New Men of Power (1948), hvor professionaliseringen af den amerikanske arbejderbevægelse kom under lup. I White Collar (1951) var det fremmedgørelsen af funktionærstanden, der var i centrum, mens han i The Power Elite (1956) afdækkede det militær-industrielle kompleks, som det repræsentative amerikanske demokrati til trods alligevel dominerede såvel indenrigs- som udenrigspolitikken. Mange kommentatorer har derfor senere ment, at Mills ligefrem var besat af at afsløre magtens skjulte sider, og at kunsten at demaskere systemet var hans sociologis fremmeste formål.

Men Mills var en alsidig sociolog. Udover at beskæftige sig med disse temaer skrev han også om så forskellige emner som indvandring, udstødelse og fremmedgørelse i The Puerto Rican Journey (1950), om våbenkapløbet og den kolde krig i The Causes of World War Three (1958), og om den amerikanske imperialisme i Latinamerika og den cubanske revolution i Listen Yankee (1960). Fælles for alle disse bøger var en stigende bekymring over den konvergens, som han fornemmede mellem stormagterne, hvilket gav sig udslag i oprustning, undertrykkelse, frygt for krigsførelse og en negligering af den demokratiske proces. Mills vendte sig mod denne udvikling og mente, at man skulle søge at genskabe en form for oplyst demokrati, hvor de magtesløse anonyme masser - såvel i USA som på globalt plan - skulle transformeres til en aktiv offentlighed. Her skulle sociologen som intellektuel være sig sin opgave voksen og oplyse om problemerne og farene ved passivitet og manglende engagement. På mærkværdig vis undgik han selv at blive inddraget i og offer for den fremherskende amerikanske heksejagt på kommunistiske sympatisører foranlediget af senator Joseph McCarthy op igennem 1950'erne.

Ved sin død - affødt af langvarige hjerteproblemer - forelå adskillige ufærdige manuskripter, som i høj grad rummede potentiale og løfter om nye retninger og udviklinger af hans ståsted. Bl.a. arbejdede han på et gigantisk komparativt projekt, der skulle belyse forskelle og ligheder mellem intet mindre end hundrede lande. Mills har i dagens sociologi ikke den store betydning, omend hans The Sociological Imagination til stadighed tiltrækker nye læsere og stadig topper listerne over sociologiske klassikere. Han har dog senere haft en vis indflydelse gennem sin radikale sociologi på mere venstreorienterede tænkere som Alvin Gouldner og Irving Horowitz. Hans uortodokse og ofte konfliktsøgende stil bevirkede, at han som person, men ofte også som sociolog, blev betragtet som ikke-salonfæhig. Hans åbenlyse forkærlighed for kvinder og motorcykler bidrog også til billedet af en alternativ akademiker. Han var en i lige så høj grad demaskerende og kritisk sociolog, som en positiv og konstruktiv bidragyder til sin disciplin, og han sammenblandede relativt ukritisk en politisk overbevisning med sin opfattelse af en sociologisk fantasi.

M.H.J.