Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Organisation» er fællesbetegnelsen for en lang række kollektive sammenhænge, som mennesker opretter og indgår i for at producere varer og tjenester, varetage interesser, fremme krav, udøve magt og realisere fælles mål. Variationen og antallet af organisationer er derfor omfattende. Mange former for kollektiv menneskelig aktivitet falder udenfor organisationernes virkefelt. Det gælder f.eks. familien, naboskabsgruppen, vennerne osv. Kendetegnene for organisationen er først og fremmest klart formulerede målsætninger for dens virksomhed, regler for medlemskab og rutiner for samordning og håndhævelse af medlemmernes aktiviteter, pligter og rettigheder.

Forskellige typer organisationer

Begrebet «organisation» anvendes ofte på andre måder. Det gælder f.eks. når man uddrager generelle kendetegn ved sociale systemer som familien, stammen eller lokalsamfundet, og begrebet anvendes også som fællesbetegnelse for virksomhed, som systematisk tager sigte på at ordne, iværksætte, fremme og planlægge. Her vil vi knytte begrebet «organisation» til meget konkrete sociale størrelser baseret på medlemskab - frivillig eller tvungent - hvor medlemmerne fremmer interesser, realiserer mål, producerer, administrerer og udøver myndighed. Dette kalder faglitteraturen normalt «formelle organisationer». Betegnelsen understreger den betydning som lovene, procedurerne og målsætningerne har for den kollektive virksomhed. De formelle organisationer kan opdeles i hovedgrupper: Arbejdsorganisationer og frivillige organisationer.

Arbejdsorganisationer er oprettet for at producere bestemte varer eller tjenester. Produktionsudstyret organiseres og bemandes på bestemte måder for at fremme arbejdsorganisationens krav til lønsomhed og effektivitetsmål. Det gælder uanset om den konkrete arbejdsorganisation er en industriel virksomhed, et sygehus, et skib eller en uddannelsesinstitution.

De frivillige organisationer knytter deres virksomhed til bestemte kulturelle, humanitære, idrætslige, politiske og erhvervsmæssige interesser og værdier. Hovedskellet går mellem ideelle organisationer og interesseorganisationer.

Noget forenklet kan man derfor sige, at arbejdsorganisationer og interesseorganisationer indenfor arbejdslivet betinger hinanden, at kontakten mellem erhvervslivets organisationer og det offentlige er særlig stærk, og at de ideelle humanitære organisationer i større udstrækning lever deres eget liv. Få af de landsdækkende organisationer har virkelig store ressourcer.

Et historisk tilbageblik giver mange eksempler på formelle organisationer - også i førindustriel tid - ofte knyttet til militærmagten, kirken og kongedømmet. Krigskunst har altid i mindre grad drejet sig om skaberevne og opfindsomhed end om organisationsevne og systematisk opbygning af krigsmaskinen med dens stab, kommandolinier og reglementer. De forskellige kirkesamfund var ligeledes entydigt organiseret og defineret med love, målsætninger og medlemskab. Også administrationen af geografiske områder forudsatte organisation. Principperne som blev anvendt minder ofte om en form for bureaukratisk organisationsform med vægt på entydige regler og kommandolinier ovenfra og nedad, som det kendes fra nutidens statsadministration.

Organisationsteori

De fællestræk som kommer til syne - både i tid og rum - i de formelle organisationer systematiseres i organisationsteorien. Den betragtes af mange som en af de mere veludviklede discipliner indenfor samfundsvidenskaben. I vore dage er der blevet gjort forsøg på at forstå virkemåden, forklare effektiviteten og forudsige handlemåden i organisationer ved systematisk at sammenligne forskellige typer formelle organisationer. Denne stærke interesse i forskellige organisationers indre liv har resulteret i udviklingen af administrationslære, en række principper for effektiv ledelse, hensigtsmæssig opbygning og korrekt beslutningsprocedure.

Organisationsteorien har hidtil været mindre optaget af koblingen mellem den enkelte organisation og det omgivende samfund - bl.a. kontakten med andre organisationer. Det er besynderligt, når vi tager hensyn til den tætte sammenhæng mellem arbejdsdeling og fremvæksten af formelle organisationer. Overgangen fra førindustrielle produktionsformer til en industriel samfundsform indebar en helt ny form for samfundsmæssig arbejdsdeling. Men arbejdsorganisationerne skiftede også karakter. Gamle virksomheder blev omorganiseret og nye fik en organisationsform, der var bedre tilpasset det nye produktionsudstyr og de nye markeder. De autoritære ledelsesformer blev i vid udstrækning videreført, og forbilledet var fortsat militærmagten.

Nye former for arbejdsdeling i samfundet og i virksomhederne gav grundlag for dybtgående ændringer i opbygningen af statsapparatet. Statens virkefelt blev udvidet og mere rendyrkede bureaukratiske principper blev indført. Dette påvirkede igen oprettelsen af frivillige organisationer, som gerne fik navn efter det formål, man ønskede at varetage. Betegnelser som «foreninger», «forbund», «selskaber», «samfund», «loger», «bevægelser» og «grupper» kom i brug. Mange af de nye organisationer stod i et direkte eller indirekte forhold til produktionen i samfundet - som interesseorganisationer. Men perioden fra 1880 til 1930 var også kendetegnet ved hurtig tilvækst af humanitære, religiøse og politiske organisationer.

Organisationernes slagkraft, evnen til at opfylde deres målsætninger og sætte magt bag formulerede krav, bestemmes i vid udstrækning af, hvordan virksomheden internt er organiseret. Forskellige skoler har afløst hinanden, når det gælder principper for effektiv drift af organisationer. Det er især arbejdsorganisationerne - specielt indenfor industrien - som er blevet påvirket og som har virket som forbillede for andre typer af organisationer.

Arbejdsorganisationer

Et tidligt eksempel på en detaljeret udformet administrationslære er «scientific management», udviklet af ingeniøren Fredrick Taylor efter århundredeskiftet. Formuleringen af denne teori faldt tidsmæssigt sammen med den tyske sociolog Max Webers arbejde med at kortlægge statsbureaukratiernes funktionsmåde.

Taylor var stærkt optaget af, hvordan man skulle øge den enkelte arbejders effektivitet. Svaret måtte være, at udforme organisationsprincipper som gjorde det muligt at knytte arbejderens udbytte direkte til arbejdsindsatsen (se Taylorisme). Det værktøj man havde brug for, var regler til fastsættelse af hvad en arbejdspræstation var værd og udstyr til at måle hvor hurtigt arbejdet blev udført. Disse principper blev konkretiseret i det såkaldte MTM system - et akkordlønsystem. Taylors principper opnåede hurtigt en vis succes, ikke kun i USA og ikke kun i den kapitalistiske vareproduktion.

Reaktionen på en så gennemført rationel og individualistisk administrationslære måtte nødvendigvis blive stærk. Den meldte sig i USA fra midten af 1920'erne og fik navnet «human relations» skolen. De nye principper byggede på den naturlige indsigt, at arbejdere var mennesker og ikke blot maskinoperatører. De kunne lide at få ros for vel udført arbejde, de havde en begrænset fysisk kapacitet og de udviklede gerne indbyrdes uformelle og spontane organisationsformer samt normer til at beskytte dem selv og deres kammerater. I de mere afpudsede udgaver af «human-relations» principperne blev der derfor argumenteret for at afsætte midler til velfærdstiltag blandt de ansatte, oprette personaleafdelinger m.v.

«Human-relations» skolen kan styrkemæssigt næppe måle sig med «scientific-management» skolen. Taylors ideer lå nok noget nærmere den kapitalistiske opfattelse af arbejdet, og principperne lod sig lettere omsætte i konkrete tiltag i den enkelte arbejdsorganisation. I arbejdernes interesseorganisationer han man endvidere traditionelt set med skepsis på tiltag, som kunne tænkes at svække arbejdernes kampkraft. Mange af «human-relations» principperne blev opfattet som tilslørede forsøg på at øge effektiviteten - hvilket de i vid udstrækning også var.

Det ville være forkert at betragte de to skoler som konkurrerende eller som entydige stadier i en udvikling hen imod vore dages virksomhedsledelse. Groft sagt kan man sige, at den fremherskende administrationslære frem til i dag har været præget af ideer, som Taylor var den første til at udforme - måske klarest udtrykt i bilfabrikkernes samlebånd. Akkordløn har været udbredt i industrien, og mange faglige tillidsfolk har indtil for få år siden måttet lære MTM systemet for at kunne kontrollere ledelsens dispositioner.

Administrationslærens populærlitteratur er snævert optaget af virksomhedens styringsproblemer, og intern kontrol tillægges betydelig vægt. Der lægges derfor vægt på ideer og forslag, som kan bidrage til at manipulere de ansatte. Moralismen er ofte også ret tydelig.

Fagbevægelsens fremmarch førte efterhånden til en vis indskrænkning af mulighederne for at manipulere, og virksomhedsledere har stort set måttet vænne sig til at begrunde deres ændringsforslag for at få dem gennemført. Men denne interne magtkamp har samtidig ført til, at der har været få ressourcer til overs til at udvikle alternative organisationsmønstre. Interessant nok er sådanne nyskabelser istedet udviklet indenfor primærerhvervene - f.eks. i andelsbevægelsen. Her bliver produktion organiseret indenfor rammerne af stærkt centraliserede organer med vide fuldmagter, men kontrolleret af medlemmerne og med skarpt formulerede målsætninger om ligebehandling.

Selv om arbejdsorganisationer tillægges meget forskellige opgaver og forsøger at løse dem på forskellige vis, er fællespræget alligevel særdeles tydeligt. De styres efter teknisk-økonomiske principper af professionelle ledere, som har fået tildelt styringsretten alene. Deltagelse i arbejdsorganisationen giver et levebrød til dem som deltager og giver grundlag for organiseret kamp for at forbedre udbyttet og arbejdsforholdene. Billedet af hvordan de frivillige organisationer er organiseret for at fremme deres mål er mindre entydigt.

Frivillige organisationer

Medlemskab i frivillige organisationer behøver ikke udelukkende at være på individuel basis. Tvært imod vil det for de veludviklede organisationer ofte være således, at de ligner kinesiske æsker, hvor den enkelte organisation indgår som del af en større, som atter udgør en del af en landsomfattende frivillig organisation. Organisationerne er mest komplette indenfor arbejds- og erhvervslivet og i partipolitikken. Det er først og fremmest de humanitære organisationer som afviger.

Organisationernes betydning

Hvilke interesser bliver organiseret? Hvad afgør organisationers styrke? Hvilke grupper skiller sig ud som særlig svagt organiseret og repræsenteret? Disse spørgsmål er i de senere år blevet undersøgt empirisk i lyset af den øgede betydning, som organisationer ser ud til at have for fordelingen af ressourcer og magt i samfundet.

Det ser ud til, at eksisterer en tæt sammenhæng mellem medlemskab og position i arbejdsorganisationer og de frivillige organisationer. Interesseorganisationer indenfor erhvervs- og arbejdslivet er de virkelig stærke - både hvad angår medlemstal, ressourcer og indflydelse. Det er fra disse organisationer, at myndighederne udpeger medlemmer til offentlige råd og udvalg. Der er etableret formelle og uformelle kontaktformer, og gensidige konsultationer finder hyppigt sted. De svagest organiserede interesser finder vi i positioner fjernt fra produktionslivet - blandt børn, pensionister, forbrugere, kronisk syge osv.

Det er et interessant spørgsmål, hvordan organisationslivet påvirker fordelingen af goder i samfundet og indvirker på udformningen af politikken. Hvor vigtigt er det at være organiseret? På hvilke felter øver organisationer stor, lille eller slet ingen indflydelse? De store organisationer specialiserer sig og fokuserer deres virksomhed på bestemte sider af samfundets totale virksomhed. Kontaktfladen mellem offentlige myndigheder, store arbejdsorganisationer og interesseorganisationer kan på vigtige områder udvikle sig i retning af en «blandingsadministration», hvor beslutningerne får en anden karakter og tages på en anden måde, end vi normalt forestiller os.

Den franske statsteoretiker Alexis de Toqueville (1805-59) fremhævede de frivillige sammenslutningers betydning som bindeled mellem masserne og myndighederne. De var så at sige en garanti for et levende demokrati, hævdede han. I dag opfatter vi ikke sagen helt så enkelt. En koordinering af bestemte interesser mellem statsorganer og stærke frivillige organisationer vil unægtelig kunne virke i andre gruppers disfavør. Udviklingen af spontane organisationer og græsrodsbevægelser indenfor områder som enten er svagt organiseret eller hvor interesseorganisationerne fremmer en politik, som der er uenighed omkring, er også en usikkerhedsfaktor i billedet.

En anden klassisk interesse blandt forskere er det indre demokrati i de frivillige organisationer. Den tyske sociolog Robert Michels mente at kunne konstatere en tendens til monopolisering af magten i toppen af organisationen, i sekretariatet og den daglige ledelse og en tilsvarende passivisering af basis - de menige medlemmer.

Et tredje centralt forskningsemne er, i hvilken udstrækning organisationer styrer deres virksomhed efter mål, som er formuleret på forhånd. Her har den amerikanske økonom og organisationsteoretiker Herbert Simon leveret en række originale bidrag. Han hævder, at normalt kan ledere i organisationer ikke styre efter præcise kriterier for målopnåelse. De må finde sig i, at virkeligheden er kompliceret og vænne sig til at tage beslutninger, som giver rimelige resultater ifht. de formulerede mål.

Men målopfyldelse er i sig selv et problematisk begreb. Det er let at se, at organisationer normalt optræder mere systematisk og målorienteret end mere spontant opståede grupper. Men hvad er grundlæggende organisationens mål? Er organisationens mål summen af enkeltmedlemmernes mål, vil det ikke være let at udvikle en rationel beslutningsprocedure. I enkelte tilfælde giver det mere mening at tale om organisationers opgave eller mission.

Organisationer udsættes ligesom andre sociale grupperinger for ændringer. De kan vokse, miste indflydelse, omlægge deres virksomhed, blive overset og gjort overflødige. Det specielle er måske, at organisationer alene eller i samarbejde med andre er i stand til at påvirke samfundsudviklingen og gennem dette arbejde samtidig sikre deres egen eksistens og styrke deres position. Dels præges udviklingen af, at nye interesser bliver organiseret hvilket skaber grobund for fremvæksten af nye organisationer. Dels finder der en strukturrationalisering sted - både blandt arbejdsorganisationer og frivillige organisationer - som fører til færre, men større og stærkere enkeltorganisationer.

Det er næppe tilfældigt, at man i vore dage kan se klare tendenser til bureaukratisering blandt de store arbejdsorganisationer, mens statsapparatet lægger større vægt på effektivitet og resultater. Samtidig professionaliseres de frivillige organisationer gennem sammenslutninger med andre og opbygning af sekretariater. Denne tendens til samordning af organisationsstrukturen vil være parallel til udviklingen af en fælles samfundsforståelse. Opfattelsen af problemerne bliver ens, når problemerne løses i fællesskab eller efter rådslagninger. Der eksisterer en mulighed for, at denne udvikling på sigt vil ramme svagt organiserede interesser, skabe større afstand mellem styrende og de styrede og svække folkemagten til fordel for ekspertise og eliter.

D.G.