Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

RØDE MOR (1969 - 1978), dansk kunstnerkollektiv grundlagt i 1969. Dets formål var at skabe politisk, proletarisk kunst. Det bestod af et orkester og en grafikgruppe, der begge arbejdede med kollektiv kunst.

RØDE MOR producerede, i de ti år gruppen eksisterede, hundredevis af plakater, illustrationer, bøger, pamfletter, udstillinger, samt en lang række grammofonplader og rockcirkusforestillinger.

De følgende tekster er hentet i de kataloger, RØDE MOR udgav og som hvert år beskrev, hvordan det stod til med den politiske kunst - og med gruppens egen udvikling. RØDE MOR udsendte sit første manifest i 1970. De følgende år blev teksten omskrevet flere gange, og endte med nedenstående ordlyd:

MANIFEST
Kunst og klassekamp har tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre. Men i virkeligheden er kunst og klasse uadskillelige begreber.
I tidligere samfund havde hver klasse sin kunst. Undertrykkerne og de undertrykte havde hver sin kunst, som gav dem identitet. Men kunsthistorien fortæller os kun  om de herskende klassers kunst, for det er de herskende, der har skrevet historien.
Når der i vores samfund tilsyneladende kun findes én kunst - den borgerlige - er det fordi borgerskabet har taget monopol endog på kunsten og kulturen. Der laves finkulturel kunst for borgerskabet, mens arbejderne holdes nede med underholdning og reklame.
Således fungerer kulturmonopolet som et middel til at befæste borgerskabets magt og udbrede den borgerlige ideologi i arbejderklassen. Den borgerlige kunstner deltager - hvadenten han vil det eller ej, og hvadenten han er sig det bevidst eller ej, - i denne undertrykkelse.
Vi vil derimod stille vores kunst til rådighed for arbejderklassen og være med til at skabe en politisk, proletarisk kunst.
Ved politisk kunst forstår vi en kunst, der beskriver samfundsforholdene og tager politisk stilling. Ved proletarisk kunst forstår vi en kunst, som indtager et - i marxistisk forstand - proletarisk standpunkt.
Den politiske, proletariske kunstners opgave er at føre klassekamp på det kulturelle område. Vi skal hindre udbredelsen af den herskende ideologi i de klasser, der står over for kapitalen.
Vi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen.
(Katalog  nr. 5 1974)

Manifestet var RØDE MORs fælles platform. Det blev bearbejdet og omskrevet adskillige gange i lyset af de indhøstede erfaringer. I 1971 udbyggedes manifestet med følgende belærende og begejstrede arbejdsprogram for RØDE MOR's billedarbejde:

KOLLEKTIVE BILLEDER
RØDE MOR har valgt at lave kollektive billeder. Ved kollektive billeder forstår vi ikke alene ting, som alle i RØDE MOR har bidraget til, men også individuelle arbejder fremstået af en fælles diskussion og kritik. RØDE MOR vil ikke mere signere og nummerere sin grafik.
Vi har hidtil mest benyttet linoleums-snittet. Linoleum er et billigt materiale, blødt at skære i og let at trykke. Man kan lave trykkene hjemme, men det færdige linoleumssnit kan også bruges direkte som kliche hos bogtrykkeren.
Linoleumssnittets grove karakter gør det velegnet til agiterende formål. Den klare sort-hvide kontrast er nem at reproducere i aviser, blade, bøder og på plakater. Ingen gråtoner går tabt, for de findes ikke.
Da vi i RØDE MOR hele tiden skal have mulighed for at kombinere vore snit, har vi valgt et grundformat - A - som svarer til standardpapirformaterne. For at forklare dette nærmere har vi skrevet to små kanons:
Når vi skal lave en kollektiv plakat eller illustration til en bog, mødes vi først og diskuterer sagen. Derefter går vi hver især igang med at finde og skære motiverne. Så mødes vi og kombinerer trykkene med den hensigt at lave et billede, der hænger sammen både indholdsmæssigt og grafisk. Det kan godt tage lang tid og forårsage lange diskussioner, og tit bliver vi nødt til at lave nye billeder undervejs. Det er spændende at se, hvordan det enkelte billede ændrer karakter både indholdsmæssigt og grafisk ved at blive sat sammen med andre.
Når vi er blevet enige om et kollektivt billede, sender vi enten linoleums-pladerne til bogtrykkeren, eller vi klæber aftrykkene op på papir. Det opklæbede billede kan retoucheres og affotograferes og overføres til andre teknikker som for eksempel offset.
Det vigtigste for os er engagementet og billedets umiddelbart fortællende egenskaber. Vi er klare over, at de kollektive billeder bryder med den traditionelle kunstopfattelse. Det skyldes, at vi vil noget helt andet end at fornøje borgerskabet.
(Katalog nr 2 1971)

I 1972 opregner katalog nr 3 nogle af vanskelighederne med at efterleve manifestet. Et af de store problemer var at få kontakt med arbejderklassen:

Vi så det som vores første opgave at frigøre os fra finkulturen og den borgerlige kunst. Men vores udstillinger blev holdt på kunstgallerier, og bortset fra billedernes politiske indhold adskilte udstillingerne sig i formen ikke fra dem, man er vant til at se sådanne steder.(...) Vi var altså meget langt fra det proletariske publikum, vi havde sat os som mål at få kontakt med.

Hvad kan vi gøre, spørger årsberetningen. Efter en konstatering af, at RØDE MOR sidder i den traditionelle modsætning mellem arbejdere og intellektuelle, og at den ensidige politiske skoling inden for gruppen var ved at føre til sekterisme, formulerer RØDE MOR et:

ARBEJDSPROGRAM, november 1972
Vores arbejdsform er kollektiv, dels fordi vi ønsker at modvirke den borgerlige individualisme inden for kunsten, dels for at udvikle den politiske bevidsthed i vores arbejde gennem gensidig kritik og påvirkning.
Vores teknik, vores form, søger sine forbilleder i socialrealismen, som den er udformet sideløbende med arbejderbevægelsens historie. Vi mener, at den realistiske form er den bedst egnede til at afdække modsætningerne i vores samfund og angive en socialistisk løsning på problemerne. Realismen viser, i modsætning til naturalismen, virkeligheden i en form, der forklarer tingene. Magthaverne i dette samfund forsøger at tilsløre modsætningerne. Vi ønsker at afsløre dem. Det finder vi den groteske og satiriske form velegnet til. Samtidig ønsker vi at vise en vej ud af modsætningerne. Dertil mener vi at kunne bruge en solidarisk og optimistisk udtryksform.

Vores ønske om at lave kunst, der kan bruges i klassekampen, kan vi selvfølgelig ikke realisere alene. Vi tilhører som kunstnere ikke arbejderklassen, men kan vælge at stå på den ene eller den anden side i klassekampen.
Vi må gøre det klart, at vi ønsker at stille vores arbejde til rådighed for folket og lave kunst, som arbejderklassen har brug for i den aktuelle politiske kamp.
(november 1972)

I løbet af det følgende år udviklede RØDE MOR sin organisation til to professionelle grupper: en grafikgruppe og et orkester, bundet sammen af basis-gruppen, hvor alle principielle diskussioner og beslutninger blev taget. Orkestret havde med optagelsen af bl.a Clausen og Petersens Gadecirkus lanceret RØDE MOR ROCKCIRKUS.

 

Om Grafikgruppen hedder det i kataloget fra 1975:

Langt de fleste af vores plakater er fremstillet i direkte samarbejde med folk fra de faglige og politiske organisationer - det vil sige de folk, der skal bruge tingene....
Dette samarbejde har lært os mere om hvad almindelige mennesker forlanger af kunsten, end noget kunstakademi kunne gøre det.

Folk har tit kritiseret vores kollektive plakater for at være for uklare. Vi har hidtil arbejdet på den måde, at vi i vores plakater blot har sammenstillet en række billeder, som har vist forskellige sider af en sag. Nu, derimod, prøver vi at arbejde med eet handlingsforløb - som en tegneserie - på den enkelte plakat. På denne måde får vi mulighed for at fremstille forskellige sider af emnet i en ordnet og klar rækkefølge....

RØDE MOR ROCKCIRKUS er en blanding af rockmusik, lysbilleder, markedsgøgl og satirisk varietékunst omplantet til concertsalen. I dette show prøver vi at skabe en moderne folkelig og socialistisk koncertform, som er et alternativ til den kommercielle borgerlige underholdning.
(Katalog nr 6, 1975.)

I RØDE MORs sidste katalog fra 1976-77, som også er program for rockcirkusforestillingen HJEMLIG HYGGE, omtales grafikgruppens udsmykningsopgave i Byggefagenes Hus i København:

Samarbejdet resulterede i en række linoleumssnit, som blev benyttet som forlæg for de 21 endelige storplakater. Billederne er samlet i tre grupper på væggene i forhallen. De viser de forskellige faggrupper i huset, arbejderklassens paroler og ideologi.

Samme år udgav grafikgruppen BILLEDROMAN, en bog med tre billedfortællinger uden ord, om Vietnam, Chile og Danmark:

Denne opgave har stillet store krav til samarbejdet inden for gruppen og har givet os anledning til væsentlige forbedringer af arbejdsstilen. Vi agter at fortsætte med udgivelse af grafik-bøger og håber der igennem at kunne lave en hel række nye billeder, som kan finde anvendelse i kampen for socialisme.

1978 Opløsning

Der kom aldrig en fortsættelse. 1978 besluttede RØDE MOR at indstille den kunstneriske produktion og oprettede i stedet en fond af indkomsten fra salg af plader og plakater. Fonden skulle støtte politisk kunst på den danske venstrefløj. I de følgende år uddelte RØDE MOR's fond på Mors dag - første søndag i maj - priser til en lang række kunstnere, grupper og enkeltpersoner.

Blandt mange andre har følgende modtaget  RØDE MOR's pris: Assivik-festivalen i Grønland, Parkering Forbudt, Vox Pop, Fredsbandet, Anni Hedvard, Erik Hagens, Claus Deleuran, R. Broby Johansen, Tukak-teatret, Muniam Alfaker, Murmalergruppen i Århus, Nørrebro Radio, Kvindegalleriet i København....

Der var tre forhold som var afgørende for gruppens opløsning i 1978. De var personlige, kunstneriske og politiske. På det personlige plan havde nogle medlemmer nok «brugt» hinanden op. Det slider vældigt at være sammen i intense arbejdsforløb, og som i et ægteskab ender man med at have fastlagte roller, som man egentlig er vokset fra. På det kunstneriske plan oplevede gruppen tilsvarende en nedslidning af de politiske metaforer og klicheer, den havde benyttet. Der var et vældigt udtryksbehov i gruppen, som stadig skulle igennem det kollektive politiske filter. Det oplevedes som snærende, især da man som en professionel kunstnergruppe brugte så megen tid på kollektivet. På det politiske plan så flere og flere af medlemmerne revnerne i lakken på den socialistiske ideologi og den voksende kritik af de socialistiske lande. RØDE MOR var startet under studenteroprøret - og højkonjunkturen. I 1978 var arbejdsløsheden og samfundskrisen også slået indad i folks hoveder. Venstrefløjspartierne formulerede ikke det oplagte og energiske alternativ til krisen. Og samtidig var den politiske scene ændret. Politik var ikke længere partibundet, og noget der skete på Christiansborg. Med bevægelserne var hverdagen, børns opvækst, hvad du køber i supermarkedet, dit affald og dit parforhold blevet politisk. Og hele denne scene ville medlemmerne af RØDE MOR som individuelle politiske kunstnere optræde på - hvilket de så gjorde i årene fremover.

Følgende har været medlemmer af RØDE MOR kunstnerkollektiv i kortere eller længere tid: Michael Boesen, Niels Brunse, Erik Clausen, Alice Faber, Dorte Fasting, Ole Finding, Tommy Flugt, Pia Funder, Peter Ingemann, Per Almar Johnson, Maiken Junker, Anne-Mette Kruse, Thomas Kruse, Erling Benner Larsen, Kim Menzer, Peter Mogensen, Andreas Trier Mørch, Dea Trier Mørch, Yukari Ochiai, Jens Asbjørn Olesen, Anne- Marie Steen Petersen, Leif Sylvester Petersen, John Ravn, Karsten Sommer, Henrik Strube, Finn Sørensen, Ole Thilo, Ann Thorsted, Jacob Trier, Lars Trier, Troels Trier.

Følgende var medlemmer i RØDE MOR GRAFIKGRUPPE og RØDE MOR ROCKCIRKUS 1973-78 og sidder til slut i RØDE MOR's Fond: Erik Clausen, Peter Ingemann, Thomas Kruse, Peter Mogensen, Andreas Trier Mørch, Dea Trier Mørch, Yukari Ociai, Leif Sylvester Petersen, Henrik Strube, Troels Trier.

T.Kr.