Socialfascisme var en betegnelsen anvendt under Kominterns såkaldte tredje periode for visse træk i socialdemokratisk politik og praksis. Tvillingetesen om fascisme og socialdemokrati blev oprindelig formuleret af Josef Stalin i 1924, og i en Kominternresolution fra januar 1924 hed det, at «det ledende lag i det tyske socialdemokrati er på nuværende tidspunkt ikke andet end en fraktion af den tyske fascisme under socialistisk maske». I overensstemmelse med dette erklærede kominterns medlemspartier (kommunistpartierne) de nationale socialdemokratier for fascismens forbundsfælde. Alligevel kom socialfascismetesen først til fuld udfoldelse efter Kominterns sjette kongres i 1928, da Molotov bebrejdede socialdemokratiet for at være en «udartning til socialimperialisme» og en «direkte hjælper for fascismen», og specielt efter plenum i eksekutivkomiteen i juli 1929.

Man forsøgte at begrunde socialfascismetesen teoretisk ved at hævde, at der eksisterede et nyt arbejderaristokrati på grundlag af monopolprofitterne i de rationaliserede virksomheder. Dette arbejderaristokrati dannede grundlag for den bureaukratiske ledelse af socialdemokratiet og fagbevægelsen og for en korporativ sammensmeltning mellem parti, fagbevægelse og stat. De socialdemokratiske partier blev ikke længere anerkendt som arbejderpartier, men karakteriseret som «middel til at paralysere massernes aktivitet i kampen mod det fascistiske diktaturs regime».

Under dække af betegnelsen arbejderparti førte socialdemokraterne en fascistisk politik, som rettede sig mod de landvindinger, arbejderklassen havde tilkæmpet sig under det borgerlige demokrati. Socialdemokraternes afsporing af kampen mod kapitalens offensiv og fascismen gav fascismen muligheder for at organisere sig, og dermed banede socialdemokraterne vejen for et fascistisk diktatur. Socialdemokraterne blev derfor erklæret for kommunisternes hovedfjende, og Komintern gjorde det til sine primære mål at bekæmpe især socialdemokratiets venstrefløj og bryde alle kontakter mellem socialdemokrater og kommunister. Socialfascismetesen var udarbejdet under tyske forhold og blev ukritisk overført til andre lande. Den blev heller ikke revideret efter fascismens sejr i Tyskland - jfr beslutningerne på det trettende plenummøde i eksekutivkomiteen. Den blev først opgivet i 1934-35 - uden at tesens principielle fejl dog blev indrømmet. I 1959 betegnede den italienske kommunistleder, Palmiro Togliatti socialfascismetesen som Kominterns største fejl.

Karakteriseringen af socialdemokratiet som socialfascisme havde udgangspunkt i udviklingen af det tyske socialdemokratiske parti. Dette parti gik langt i retning af at bevare det borgerlige klasseherredømme. Mest tydelig gennem partiets holdning til strejker med politisk indhold, som partiet prøvede at reducere til økonomiske kampe, og i sine forsøg på at integrere arbejderklassen i den borgerlige stat.

Tesen om et arbejderaristokrati var meget tvivlsom under den verdensomspændende økonomiske krise efter 1929. Den forhindrede en forståelse af socialdemokratiets forankring i arbejderklassen og gjorde en analyse af socialdemokratiets ideologiske funktion umulig. Dermed formåede Komintern heller ikke at udvikle en strategi, som kunne rive de traditionelle loyalitetsbånd over mellem socialdemokratiet og arbejderklassen - dvs. adskille revolutionært indstillede arbejdere fra den reformistiske ledelse. Angrebene på socialdemokratiets venstrefløj og kravet om at slutte op om kommunistpartiernes politik gjorde udviklingen af en enhedsfront vanskelig.

Nyere forskning ser socialfascismetesen i sammenhæng med det sovjetiske bureaukratis behov og med Sovjetunionens øgede handel med Tyskland, som kunne komme i fare, hvis der i Tyskland virkelig var blevet udviklet en enhedsfront mellem socialdemokrater og kommunister. En ny tysk revolution ville medføre, at Sovjetunionens egen opbygning ikke længere kunne sættes lig med socialisme. Socialfascismetesen blev derfor lanceret for at splitte den tyske arbejderklasse (P. W. Schulze).

E.Lo.