Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
      .  Arbejdskonflikter
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/4 2011
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 31.533
: :
Storkonflikten 1998
Faneborg foran DA

Overenskomstforhandlingerne førte i foråret 1998 til et resultat, der efterfølgende blev stemt ned ved urafstemningerne på LO området. Den 25. april til 6. maj var Danmark derfor præget af storkonflikt - den første siden Påskestrejkerne i 1985. Storkonflikten endte som de fleste storkonflikter i det 20. århundrede med, at regeringen greb ind med en lov, der lå tæt op ad det arbejdsmarkedets parter var blevet enige om - men som altså var blevet nedstemt ved urafstemningerne.

Hvis man ser på selve resultatet indholdsmæssigt - forhandlingsresultaterne, mæglingsforslaget og regeringsindgrebet - var konflikten naturligvis et nederlag for arbejderklassen. Hovedkravet var mere fritid, konkretiseret i kravet om den 6. ferieuge. Dette blev ikke indfriet. Der blev end ikke taget hul på den 6. ferieuge.

I stedet gennemførte regeringen et indgreb, der nøje holdt sig inden for den økonomiske ramme, der i forvejen lå i det forkastede mæglingsforslag, og de dermed forbundne forhandlingsresultater. Et regeringsindgreb, som oven i købet forringede indholdet i forhandlingsresultaterne og mæglingsforslaget for mange medlemmers vedkommende. Forringelsen bestod i, at en del af den aftalte pensionsforbedring blev konverteret til omsorgsdage, som kun en begrænset del af medlemmerne fik glæde af. Indgrebet kom 11 dage inde i konflikten. Hvor medierne i konfliktens første dage havde bidraget til at piske en stemning af massehysteri og massehamstring op, hvis mere kuriøse indslag var rationeringen af bagegær, faldt hysteriet hurtigt til gulvet. Regeringsindgrebet blev i stedet legitimeret med hensynet til kyllingeproducenterne, «hvis kyllinger ellers dør af sult». Det var ikke første gang. Også under storstrejkerne i 1956 gennemførte den daværende socialdemokratiske regering et indgreb - under hensyn til bl.a. kyllingerne.

Strejkerne blev altså afsluttet ved lov, men hvorfor var der så ikke nederlagsstemning blandt medlemmerne, da regeringsindgrebet var en realitet? Fordi de strejkende selv havde en meget klar opfattelse af, at nej'et til mæglingsforslaget og den efterfølgende konflikt i sig selv var en sejr for arbejderklassen. Det store flertal var også bevidst om, at konflikten satte kampen for den 6. ferieuge på dagsordenen, og at den «blot» var en god begyndelse til denne kamp, som i øvrigt viste sig at have opbakning fra flertallet i befolkningen. De mere fagligt bevidste blandt medlemmerne var også klar over, at konflikten ville være et godt rygstød i de efterfølgende lokale forhandlinger på arbejdspladserne.

Som ved tidligere store konflikter om arbejdstid i det 20. århundrede lykkedes det imidlertid at få 6 ugers kravet gennemført ved de næste overenskomstforhandlinger. I foråret 2000 var den 6. ferieuge en realitet.

Arbejderklassen satte sig selv på dagsordenen

Der er god grund til den omtalte - nye - klassebevidsthed hos de strejkende. Efter 13 år med koncensuspolitik - også ved overenskomstforhandlingerne - hvor arbejderklassen stort set har været fraværende som selvstændig aktør i samfundslivet, sprang den pludselig ind på banen den 24. april med et overraskende nej til forligsmandens mæglingsforslag - for derefter at gå ud i en disciplineret, kollektiv kamp.

Hermed gjorde den med et slag «den offentlige mening» - og for den sags skyld også visse «venstrefløjsteoretikere» - til skamme: Klassekampen var ikke død og arbejderklassen ikke forsvundet. Tværtimod. For det var jo i høj grad den «traditionelle» del af arbejderklassen - industriarbejdere, transportarbejdere, bygge- og anlæg - der nu satte dagsordenen. Gennem 14 dage demonstrerede den, hvem der producerer varerne, og sørger for at de bliver distribueret. I et glimt viste den samfundet, hvilken magt den egentlig repræsenterer.

Hvorfor det blev et nej

Nyhedsmedierne og arbejdsgiverne forsøgte hver på deres måde at bagatellisere årsagerne til, at der blev stemt nej til forligsskitsen. Arbejdsgiverne mente, at det var regeringens skyld, fordi den havde udskrevet folketingsvalg midt i det hele, eller fagbevægelsens forhandleres skyld, fordi de havde «spændt forventningerne for højt» med kravet om den 6. ferieuge.

Nyhedsmedierne lagde især vægt på de klodsede forhandlere, der havde placeret en fridag på juleaftensdag, hvor de fleste havde fri i forvejen, og på Dansk Industris arrogante forhandlingstaktik, der så åbenlyst gik ud på at styre hele forløbet, og forhindre andre overenskomstområder i at finde deres egne løsninger.

Det er alt sammen en del af forklaringen. Men det forklarer ikke, hvorfor den ellers så besindige danske arbejder pludselig stemmer nej til et mæglingsforslag, vel vidende at afstemningsreglerne er ændret, så det er blevet lettere at forkaste det og dermed komme i konflikt. Den grundlæggende årsag skal findes i to andre forhold:

Det ene er, at dagligdagen - især for den del af arbejderklassen der var i overenskomstforhandling i 1999 - er blevet mere og mere stresset, på grund af arbejdsgivernes krav om stadig mere fleksibilitet i arbejdstiden, overarbejde osv. osv. Det er simpelt hen blevet utroligt svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.

Det andet er den kendsgerning, at netop arbejdsgiverne i de nævnte sektorer gennem de sidste år har tjent penge som aldrig før. De har heller ikke undladt at prale med det, ligesom regeringen ustandselig fortæller hvor god og sund økonomien er. Blandt arbejderne har der derfor uundgåeligt bredt sig den opfattelse, at arbejdsgiverne sagtens havde råd til at give indrømmelser, uden at det gik ud over deres konkurrenceevne.

Hvorfor blev det kravet om den 6. ferieuge?

Dermed har vi også forklaringen på, hvorfor det netop blev kravet om mere fritid - udmøntet i kravet om den 6. ferieuge - der blev konfliktens altoverskyggende krav. Det blev simpelt opfattet som en vigtig kompensation for en utålelig hverdag.

Styrken ved dette krav var - og er - at det kan samle det store flertal af fagbevægelsens medlemmer. Men som konfliktens forløb viste, så var det også et krav, der skabte bred opbakning i befolkningen som helhed. Det er jo ikke kun arbejderne i industri, transport og bygge-anlæg, der oplever et stadig mere stresset arbejdsliv.

Men kravet om den 6. ferieuge afspejler også arbejderklassens erfaringer med kampen for kortere arbejdstid. Nogle erfaringer, der ikke opleves som særligt positive. Kampen for kortere arbejdstid var på sit højeste i begyndelsen af 1980'erne, hvor det blandt andet lykkedes at få en LO-kongres til at vedtaget kravet om 35-timers ugen. Den gav resultater ved overenskomstfornyelserne i slutningen af 80`erne, hvor man kom ned fra 39 til 37 timer. Men prisen var store indrømmelser til arbejdsgivernes krav om mere fleksibilitet. (Se: 8 timers dagen)

Arbejderne oplevede derfor, at den kortere arbejdstid blev «ædt op» i form af mere og mere umulige arbejdstider og mere overarbejde - og der kom ikke flere i arbejde, hvad der ellers havde været et af de vigtigste argumenter for den kortere arbejdstid.

De mange forskellige måder at forvalte arbejdstidsforkortelsen på på de forskellige arbejdspladser og i de forskellige brancher, har samtidig gjort det langt sværere at skabe samling omkring kravet om kortere ugentlig/daglig arbejdstid.

Op til overenskomstforhandlingerne i 1995 bredte sig derfor den opfattelse på mange arbejdspladser, og på fagbevægelsens venstrefløj, at man ganske vist skulle fortsætte agitationen for kortere ugentlig arbejdstid, men at man i opløbet måtte være parat til at prioritere kravet om den 6. ferieuge - hvad man da også gjorde op til afslutningen af årets overenskomstforhandlinger, og med en sådan succes, at det slog igennem som konflikt-tema.

Som bekendt kom man ikke igennem med kravet. Alligevel har arbejderklassen sat sig et mål, der i sig selv er progressivt, som kan samle det store flertal, og som vel at mærke er i stik modstrid med den økonomiske strategi, som kapitalen og regeringen arbejder efter. En strategi der handler om, at vi gennemsnitligt betragtet skal arbejde mere end vi gør i dag. I regeringens 2005-plan forudsættes det således, at den gennemsnitlige arbejdstid over et liv skal forlænges med 0,8 år!

Kortere arbejdstid på skiftehold

Det er druknet lidt i konflikten og kampen for den 6. ferieuge, men forhandlingsforløbet gav faktisk også en vigtig erfaring for skifteholdsarbejderne. I 1996-97 gennemførte en række store industriarbejdspladser landet over en kampagne for at overenskomstforhandlingerne skulle sikre forbedringer for skifteholdsarbejderne. Det blev udmøntet i en underskriftindsamling, blandt andet for kravet om kortere arbejdstid og længere ferie. Der blev indsamlet 6-7000 underskrifter, som blev afleveret til CO-Industris topforhandlere, inden forhandlingerne gik i gang.

Det var ikke noget imponerende antal underskrifter. Men kampagnen gjorde alligevel sin virkning, fordi den var drevet af de toneangivende industriarbejdspladser. Forhandlingsresultatet for industriens område rummer faktisk en 1 times arbejdstidsnedsættelse på aftenhold, og en 1 time på nathold. Dette slog også igennem i mæglingsforslaget for «holddriftsaftalens» område («holddriftsaftalen» forhandles direkte mellem LO og DA)

Dette var selvfølgelig langt fra tilfredsstillende, og medlemmerne inden for CO-Industris område stemte da også nej med stort flertal. Men kampagnen viste, at det nytter på den måde at forholde sig aktivt til overenskomstforhandlingerne.

Det er en vigtig erfaring. For mange skifteholdsarbejdere er ikke så begejstrede for, at kravet om længere ferie sættes øverst. De ved, at det vil medføre en nedprioritering af forkortelsen af den ugentlige arbejdstid. Og at arbejdsgiverne - med de nuværende arbejdstidsbestemmelser - har rig mulighed for at kompensere for den længere ferie, ved endnu mere umulige arbejdstider. Der skal en anderledes radikal arbejdstidsforkortelse til på skiftehold - nemlig ned til 30 timer - før man vil opleve en væsentlig forbedring af hverdagen. Man må derfor forvente, at de store industriarbejdspladser holder fast i denne vinkel.

Rygstød til lokale lønforhandlinger

På mange arbejdspladser gav konflikten et godt rygstød til de lokale lønforhandlinger. På 85 % af de overenskomstområder, der var omfattet af regeringsindgrebet, er der i overenskomsten adgang til en årlig lokal lønforhandling.

På mange arbejdspladser tog tillidsrepræsentanterne omgående initiativ til denne forhandling, så snart arbejdet var normaliseret, og udnyttede, at arbejdsgiverne gerne ville have ekstraproduktion for at fylde lagrene op.

Mange steder har man forholdt sig klart politisk til opgaven. Den bestod nemlig i, at hente det hjem hos arbejdsgiverne, som regeringen havde stjålet fra arbejderne med sit indgreb. Altså ikke kun mere i løn, men i høj grad også forbedringer af fridage/omsorgsdage, hvad betaling og placering angår, for ikke at tale om at de skulle udvides til at gælde alle.

Kamperfaringer til en ny generation

Udover disse mere kontante perspektiver og resultater, så rummer konflikten også vigtige erfaringer, der først viser deres betydning på længere sigt. Enhver konflikt er en skole i klassekamp - også selv om det ikke opleves sådan af dem der deltager i den!

Det sidste synes i høj grad at være tilfældet med denne konflikt, hvor mange unge har været helt med på nødvendigheden af at strejke. Dens betydning på længere sigt er derfor, at en ny generation arbejdere for første gang har deltaget i fælles konflikt med hundredtusindvis af deltagere. De har oplevet humøret og optimismen på store strejkemøder. De har oplevet, at der var en mening med at betale kontingent, og at deres fagforening kunne bruges til andet end langsommelige arbejdsretssager og faglige voldgifter og støtte i enkeltpersonsager.

Et mindretal har også fået sig værdifulde erfaringer med hensyn til det at føre en konflikt: Det kræver at man selv er aktiv. Og for dem har ordet «skruebrækker» fået konkret betydning via oplevelser af kristelige og andre strejkebrydere.

Mange har selvfølgelig også fået negative oplevelser af deres fagforeninger. 13 års manglende mobilisering og stadig voksende juridiske og administrative krav fra samfundets side, har sat sit præg på fagbevægelsen, også på de lokale afdelinger, hvor mange havde svært ved for alvor at leve op til at være kamporganisation.

Politiske erfaringer

Det må heller ikke undervurderes, at arbejderklassen fik nye, konkrete erfaringer med de andre klasser i samfundet - lige fra de professionelle dyremishandlere på kyllingefarmene til jakkesættene i Dansk Industri.

Hvad det sidste angår, så blev det under forhandlingsforløbet og konflikten tydeligt for enhver arbejder, at reelle decentrale forhandlinger er en illusion, så længe Dansk Industri bestemmer i Dansk Arbejdsgiverforening - og det bliver de ved med. Men vi fik også afsløret, at der er nogle alvorlige modsætninger i arbejdsgivernes lejr, mellem Dansk Industri og resten, og såmænd også inden for Dansk Industris egne rækker. Den danske industri rummer i dag mange arbejdspladser, der er dybt integreret i den internationale produktion, og hvor blot få dages leveringsstop medfører produktionsstop i andre lande. Det var f.eks. tilfældet med danske underleverancer til Volvos fabrikker i Sverige, der i løbet af få dage blev ramt af konflikten. De danske arbejdsgivere på disse fabrikker var særdeles utilfredse med Dansk Industris stejle holdning.

Mange arbejdere, der 3 måneder tidligere havde stemt på socialdemokratiet, fik noget at tænke over. Venstrefløjens konfliktstrategi lykkedes i hvert fald så langt, at det stod klart for enhver, at regeringen greb ind for at hjælpe arbejdsgiverne, og for at sikre sig tid til at gennemføre sin ja-kampagne op til afstemningen d. 28. maj om Amsterdamtraktaten.

Forhandlingforløbet satte også fokus på topforhandlerne i CO-Industri, Max Bæhring og Willy Strube, og deres «trofaste» bagland i CO-Industris centralledelse. For dem blev nej'et og konflikten en begmand, der vil blive husket længe. Men den viste også, at deres solidaritet med de øvrige forbund kan ligge på et meget lille sted. Disse topforhandlere var jo langt hen ad vejen - nemlig lige indtil det gik galt - godt tilfredse med den nøgleposition, som Dansk Industri gav dem. Hvis nej'et har medført, at deres forhandlingsstrategi er blevet punkteret, eller i hvert fald stækket, så er meget nået.

LO's rolle kom derimod ikke så klart frem. Hans Jensen har nok scoret nogle point på sin optræden, da nej'et var en kendsgerning, og på sin optræden under konflikten, hvor de fleste uden tvivl har oplevet ham som værende loyal over for nej'et og konfliktens grundlag.

Det er ham vel undt, da han jo repræsenterer fagbevægelsens samlede fællesskab. Men det er noget ufortjent. For sagen er jo, at han energisk arbejdede for et forhandlingsresultat, der lå inden for den ramme som arbejdsgiverne kunne acceptere, og at LO's kompromisforslag rent faktisk blev byggesten til regeringens indgreb. Det er også en kendsgerning, at LO-formanden under konflikten - nemlig på selveste 1. maj-dagen - talte direkte imod at gennemføre den 6. ferieuge i et hug, begrundet i at det ville skade beskæftigelsen!

Storkonflikten gav en masse erfaring til specielt unge, der ikke tidligere har været ude i konflikt.

Fagforeningernes Koordinationsudvalg

Endelig bød konflikten på en organisatorisk nyskabelse - «Fagforeningernes Koordinationsudvalg» - der i praksis kom til at stå som konfliktledelse, som dem, nyhedsmedierne henvendte sig til, når de skulle have at vide, hvad de strejkende mente.

Det var naturligt nok, at det blev sådan. Fagbevægelsens topforhandlere var jo blevet underkendt, og vidste altså pr. definition ikke rigtigt hvad der foregik.

Initiativtagerne til «Fagforeningernes Koordinationsudvalg» var en lille gruppe fagforeninger, der allerede i efteråret 1997 var gået ud i en overenskomstkampagne, for at få sat kravene om især kortere arbejdstid og længere ferie på dagsordenen. Det var især Træ-Industri-Byg afd. 27, Murerne i København, Metalfagforeningerne i Lyngby og Horsens, samt Lager og Handel i København, der stod for denne kampagne.

Da der tegnede sig et mæglingsforslag, ændrede denne kampagne sig til en traditionel «nej-kampagne» med uddelingsaviser og fanevagt foran forligsinstitutionen. Men også med nye metoder, idet der i langt højere grad end tidligere blev brugt avisannoncer, hvor kravet om mere fritid og den 6. Ferieuge blev sat på dagsordenen. Her lykkedes det at få lidt flere fagforeninger med, men mere end et halvt hundrede stykker blev det ikke til.

Ikke et nyt «formandsinitiativ»

Da konflikten var en realitet, var det naturligt, at det var initiativtagerne til overenskomstkampagnen og nej-kampagnen, som tog initiativ til at skabe en form for strejkeledelse.

Ved at vælge navnet «Fagforeningernes Koordinationsudvalg» signalerede man med det samme, at her var ikke forsøg på at skabe en ny «situationens generalstab» eller et nyt «formandsinitiativ».

Udvalgets første handling var derfor at søge at få lokale fagforeninger fra samtlige konfliktende forbund med i det københavnske koordinationsudvalg. Dette lykkedes så nogenlunde i løbet af konfliktens første uge, men man må sige, at sammensætningen blev meget tilfældig. Det lykkedes dog at få inddraget fagforeninger, som man normalt ikke finder på barrikaderne, såsom HK, Fabrik- og Special (Frederiksberg), Telekommunikationsforbundet og Teknisk Landsforbund for at nævne nogle.

Man forsøgte samtidig at få etableret et landsdækkende koordinationsudvalg. Det sidste lykkedes ikke rigtigt, men der var under konflikten løbende kontakt til aktive fagforeninger i de andre større byer, og de to landsdækkende tillidsmandsmøder, der blev afholdt under konflikten, blev indkaldt på baggrund af disse kontakter.

Samarbejdet med de lokale LO-afdelinger

Naturligt nok tog man også kontakt til LO-Storkøbenhavn, der villigt stillede sine ressourcer til rådighed, med henblik på udsendelse af materialer, indkaldelse af demonstrationer osv. Også i de andre større byer, var de lokale LO-organisationer aktive i konflikten.

Samarbejdet var det meste af vejen uproblematisk, og lige som det store flertal af landets lokale fagforeninger arbejdede også disse lokale LO-organisationer loyalt for at få det bedst mulige resultat ud af konflikten.

I konfliktens 2. uge forsøgte de dog noget, som dårligt kan betegnes som andet end et attentat på konfliktgrundlaget. 8 lokale LO'er fik bildt nyhedsmedierne ind, at det var dem, der stod som arrangører af de landsdækkende demonstrationer d. 5. maj, og at grundlaget blandt andet var, at «nu gælder det ferie fremfor femører» - en klar håndsrækning til LO-formandens forsøg på at finde en løsning inden for arbejdsgivernes økonomiske ramme.

De faglige organisationers konflikt

Fra dele af venstrefløjen er der kommet kritik af, at der i så høj grad blev lagt vægt på de faglige organisationers rolle i organiseringen af konflikten, og at man ikke inddrog tillidsrepræsentanter fra de store arbejdspladser i «strejkeledelsen».

Jeg mener ikke kritikken er berettiget. Det var netop vigtigt at gøre de lokale fagforeninger ansvarlige for konflikten, både politisk og organisatorisk - for det er, hvad de rent faktisk er i en overenskomstmæssig konflikt. Kravet til fagforeningerne i forbindelse med denne konflikt har jo netop været, at de måtte fungere som kamporganisationer.

Dermed måtte de lokale fagforeninger selvfølgelig også gøres ansvarlige for den nødvendige koordinering. Det var netop vigtigt, at der i de lokale koordinationsudvalg sad nogle formænd, som kunne tage forpligtende beslutninger i forhold til politiske udmeldinger, indkaldelse af demonstrationer og tillidsmandsmøder osv.

Konfliktstrategien

«Fagforeningernes Koordinationsudvalg» formulerede hurtigt konfliktstrategien - og fik mere eller mindre helhjertet opbakning til den i resten af fagbevægelsen. Strategien var enkel: Hovedkravet var mere fritid, udmøntet i kravet om den 6. Ferieuge. Konflikten skulle være effektiv på de overenskomstområder, hvor den var etableret. Det betød, at skruebrækkeri skulle fordømmes og forhindres gennem blokadeaktiviteter. Men fagbevægelsen skulle ikke tage initiativ til at udvide konflikten til andre overenskomstområder.

Formålet med denne strategi var, at isolere arbejdsgiverne, og især Dansk Industri, og at gøre det så svært som muligt for regeringen at gribe ind i konflikten.

Som led i denne strategi, kom man også med en udmelding om at underminere den lock-out som Dansk Arbejdsgiverforening iværksatte fra d. 5. maj på el- og HK-området. Ideen var god nok, og i konsekvent forlængelse af hovedstrategien. Men den blev præsenteret så klodset, at den i stedet gav en del støj på de «indre linjer» i koordinationsudvalget. Garvede faglige aktivister havde problemer med at acceptere denne «pæne» konfliktstrategi. Især i den indledende fase var der en del diskussioner, især med aktivister, som gerne ville udvide konflikten til andre overenskomstområder, ikke mindst det offentlige, i form af forskellige blokadeaktiviteter.

Men som helhed blev strategien fulgt af alle aktører - også af de forbund, der gav de fornødne dispensationer til livsvigtig medicin og andre ting, der ellers kunne have tjent som kærkommen undskyldning for et regeringsindgreb.

Regeringsindgrebet kom alligevel. Men den konsekvente konfliktstrategi gjorde, at regeringen ikke havde så meget som skyggen af en begrundelse i samfundshensyn. Tværtimod. Det stod klart for de strejkende, at den kun tog arbejdsgiverhensyn, og hensyn til sin egen ja-kampagne op til Amsterdam-afstemningen d. 28. maj.

Hvorfor ikke kamp mod regeringsindgrebet?

«Fagforeningernes Koordinationsudvalg» må påtage sig en berettiget kritik af, at man ikke forberedte sig bedre på regeringsindgrebet, men et godt stykke af vejen så det faktisk ud til, at regeringen gjorde hvad den kunne, for at holde sig væk. Desuden blev indgrebet gennemført meget hurtigt efter d. 5. maj kl. 12.00 - hvor Dansk Arbejdsgiverforening offentliggjorde deres ultimative «tilbud», som viste at der ikke kunne blive nogen forhandlingsløsning på kort sigt.

Men garvede venstrefløjsfolk i fagbevægelsen bør vide, at en socialdemokratisk regering ikke vil lade arbejdsgiverne stege så længe, at de bliver nødt til at give væsentlige indrømmelser.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan venstrefløjen i fagbevægelsen burde have forberedt sig på dette regeringsindgreb.

Ligeså nøgternt, som vi burde have forudset indgrebet, burde vi også have indset, at mulighederne for at gøre noget ved det, og videreføre konflikten som en kamp imod regeringen, ikke ville være til stede.

Der ville være tale om en overenskomststridig konflikt, hvormed samtlige faglige organisationer officielt ville være ude af billedet. Det var også klart, at af samme grund ville hovedparten af de - socialdemokratisk dominerede - lokale fagforeninger, også reelt «melde sig ud» af kampen, også fordi de ellers skulle kæmpe imod deres eget parti på Christiansborg.

Dette kunne man have sat sig ud over, hvis der var den fornødne mobilisering blandt de strejkende under konflikten. Men det var der tydeligvis ikke. Trods strejkens popularitet både blandt de strejkende selv, og i befolkningen, så kneb det med at trække folk til demonstrationerne, fremmødet på de landsdækkende tillidsmandsmøder var heller ikke imponerende. Det gælder også det afsluttende tillidsmandsmøde i Østerbrohallen d. 7. maj, hvor der ganske vist var mødt mange op, men hvor det kneb med repræsentativt fremmøde fra de store arbejdspladser og fagforeninger i landet.

Da regeringsindgrebet forelå, var det også tydeligt, at her var ikke grundlag for at mobilisere til omfattende proteststrejker. Det var jo omhyggeligt lagt til rette, så det splittede de strejkende, idet man tog fra alle grupper - pensionsopsparing - og gav til nogen, nemlig børnefamilierne, som altså måtte opleve, at de da trods alt havde fået noget ud af det.

Ikke desto mindre valgte koordinationsudvalget at lægge det åbent op på tillidsmandsmødet i Østerbrohallen. Da to fagforeninger - Lager og Handel og SiD-Kastrup - på deres medlemsmøder samme dag havde vedtaget opfordringer til landsdækkende protestdemonstrationer mandag d. 11. maj blev tillidsmandsmødets konklusion, at man skulle vurdere resultatet af demonstrationen på Christiansborg Slotsplads d. 7. Maj. Her var alle fremmødte fagforeningsformænd enige om, at der ikke var grundlag for at indkalde til yderligere protestdemonstrationer.

Ikke alle arbejdpladser i landet var enige i den konklusion. Dansk Arbejdsgiverforening meddelte i den efterfølgende uge, at ca. 6.000 havde været involveret i kortvarige arbejdsnedlæggelser i protest mod indgrebet.

Det ændrer ikke på koordinationsudvalgets vurdering af, at der ikke var grundlag for at fortsætte kampen. En vurdering, der da også var foretaget efter kontakter til de aktive fagforeninger i de andre byer.

Skal man endelig kritiseret koordinationsudvalget for noget i forbindelse med konfliktens afslutning, så må det være, at det ikke tog den fulde konsekvens af sin egen vurdering. Man burde nok langt klarere have givet det budskab, at kampen nu måtte fortsætte på arbejdspladserne med det politiske perspektiv, at arbejdsgiverne skulle betale det tilbage, som regeringen havde foræret dem, og at fagbevægelsen måtte stå samlet om at støtte de arbejdspladser, der ville kæmpe denne kamp.

Det videre arbejde for «Fagforeningernes Koordinationsudvalg»

«Fagforeningernes Koordinationsudvalg» nedlagde sig selv efter regeringsindgrebet. Af gode grunde. Det havde en funktion under konflikten, og var ikke ment som noget permanent «formandsinitiativ».

Men man har selvfølgelig ikke blot smidt opgaverne fra sig. Der har været foretaget en evaluering, hvor der blandt andet er enighed om, at konflikten har vist hvor svagt de aktive fagforeninger står. De har jo stort set alle sammen været lige så uforberedte på konflikten som fagbevægelsen som helhed.

Der er også enighed om, at det ikke kan nytte at etablere en strejkeledelse på et så tilfældigt grundlag som det skete. Der må i god tid inden optællingen af stemmerne holdes bredt indkaldte møder, hvor fagforeningerne kan finde en fornuftig struktur på organiseringen af en eventuel strejke, der både sikrer effektivitet, og rimelig repræsentation fra de forskellige faggrupper.

Det er - nok så vigtigt - enighed om at løfte to opgaver: Der skal ske en opsamling af erfaringerne fra de lokale forhandlinger på arbejdspladserne efter regeringsindgrebet, og man skal hurtigst muligt have «givet stafetten videre» til det offentlige område, med hensyn til kampen for den 6. Ferieuge. Der er også enighed om, at tillidsrepræsentanterne fra arbejdspladserne skal være omdrejningspunktet i dette arbejde.

Der er noget at bygge på

Konflikten har altså - alt i alt - givet noget at bygge på. Men ingenting kommer af sig selv. Magthaverne - i samfundet, såvel som i fagbevægelsen - vil naturligvis også grundigt analysere, hvad konflikten har betydet for dem, og prøve at undgå at komme i en lignende situation næste gang. Arbejdsministeren var hurtigt ude med forslag om 4-6 årige rammeoverenskomster. Arbejdsgiverne har kritiseret fagbevægelsens afstemningsregler, og midt i september 1999 indgik LO og DA derfor en aftale, hvis hovedformål er at hindre fremtidige tilsvarende konflikter. Et vigtigt element i denne aftale er, at den for første gang giver arbejdsgiverne adgang til at blande sig i fagbevægelsens afstemningsregler - og dermed stille spørgsmålstegn ved afstemningsresultatet.

Det afhænger derfor i høj grad af fagbevægelsens venstrefløj, om de mange positive muligheder og erfaringer vil blive udnyttet til en generel styrkelse af arbejderklassen. Her har konflikten skabt nogle nye samarbejdsmuligheder - blandt andet i form af «Fagforeningernes Koordinationsudvalg», og i form af aktivering af en række lokale LO-organisationer - som allerede er under afprøvning, og som forhåbentligt vil munde ud i nye initiativer.

F.S.