Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Cole (1889-1959), engelsk økonom, historiker og socialistisk teoretiker, forgrundsskikkelse indenfor den engelske laugs-socialistiske bevægelse.

Som lærer og skribent fik Cole i lighed med Harold Laski en enorm indflydelse - særligt over studenter fra de britiske kolonier. Det er blevet hævdet - af modstandere - at gennem Cole og Laski fik flertallet af den tredje verdens politiske ledere deres grundopfattelse præget i en socialistisk retning. Det er i alt fald hævet over enhver tvivl, at Cole gennem et helt livs undervisning og et enormt forfatterskab blev en af den britiske socialismes førende skikkelser.

Særlig betydningsfuldt er hans fembindsværk, «History of Socialist Thought» (1953-1960) som ingen kan komme udenom som referenceværk. I hans første bog, «The World of Labour» (1913), antyder han det tema, som senere skulle komme til at optage ham stærkest som socialist: Spændingen mellem syndikalismen og parlamentarisk, reformistisk socialisme. I samarbejde med W. Mellor og A. R. Orage udarbejdede Cole et program for en decentraliseret socialisme, som han bevidst kaldte laugs-socialisme («guild socialism») for at antyde forbindelsen til middelalderens produktionsformer. Hovedpointen i laugs-socialismen er omdannelsen af fagforeningerne til selvstyrende enheder med kontrol over hver deres del af industrien. Laugs-socialisterne ønskede at fjerne den centralisering og kontrol med hver enkelt producent, som uvægerlig måtte følge af statskontrol. Bevægelsen hentede i højere grad sine idealer fra William Morris og hans idealer om arbejdet som en æstetisk virksomhed, end fra Marx. Selv om laugs-socialismen kan betragtes som et britisk parallelfænomen til den franske syndikalisme, var den mindre militant i Storbritannien end på kontinentet. Laugs-socialisterne vendte sig skarpt imod, at parlamentet og statsmagten skulle være de vigtigste arenaer for en socialistisk strategi. Staten blev opfattet som en voldgiftsdommer i arbejdskonflikter og ikke som et upartisk administrativt instrument. I et laugs-socialistisk system hvor ejendomsretten til produktionsmidlerne var i hænderne på selvstyrende enheder ledet af fagforeningerne, ville staten ikke længere være undertrykkende. Hver enkelt enhed ville naturligt søge samarbejde med andre funktionelt tilsvarende enheder, og staten ville naturligt indtage sin plads som en af mange enheder med klart specificerede opgaver. Statens opgaver ville begrænse sig til ordensværn, ydre forsvar og administrationen af fællesopgaver som samfærdsel, sundhedsvæsen o.l. Laugs-socialisternes statsopfattelse afviger tydelig fra fabianernes, som ønskede at anvende det statslige bureaukrati som redskab i deres reformpolitik.

I dag kan man se, at laugs-socialisterne forudså vigtige dele af 1970'ernes understregning af variation og meningsfuldhed i den enkeltes arbejdssituation. Hvis den enkelte havde følelsen af kontrol over sin arbejdsplads, ville han eller hun også udvikle en arbejdsstolthed, som ville komme til udtryk i bedre kvalitet og nyttigere produkter. Laugs-socialisterne anså netop denne decentraliserede produktionsform som det bedste modsvar til en profitorienteret produktion baseret på et system med lønarbejde.

Laugs-sosialismen blomstrede særlig stærkt i Storbritannien mellem 1906 og 1923. Efter et mislykket forsøg på at overtage Fabian Society dannede laugs-socialisterne deres egen organisation, National Guilds League (NGL). Den russiske revolution førte til stærk indre splid i denne organisation, og fremtrædende medlemmer som R. Palme Dut og økonomen Maurice Dobb gik over til det nystartede kommunistparti. I 1923 ophørte NGL's eksistens, og dets blad «The Guild Socialist» gik ind.

Coles liv var intimt knyttet til den laugs-socialistiske bevægelse. Hans «Self-Government in Industry» (1917) er det mest samlede udtryk for laugs-socialismens idealer og praktisk-politiske profil.

B.Ha.