Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Socialisering betyder, at noget gøres samfundsmæssig. Begrebet anvendes ofte for at betegne statslig eller samfundsmæssig overtagelse af produktionsmidlerne (se Nationalisering). Men det bruges også om børneopdragelse. Det kan virke underligt, at se ordet brugt i denne forbindelse. Det som imidlertid menes, når vi taler om, at børn bliver socialiseret, er at de bliver forberedt til de voksnes verden og gjort til medlemmer af samfundet. I denne artikel bliver udtrykkene socialisering, opdragelse og påvirkning brugt med samme betydningsindhold.

Socialisering er blevet et stadig vigtigere begreb indenfor de forskellige samfundsvidenskaber. Det indtager nu en vigtig plads indenfor både psykologi, socialantropologi, socialpsykologi og sociologi. Det er vigtigt at bemærke, at indholdet i begrebet ikke altid er entydigt, og at man lægger lidt forskellig indhold i det, alt efter hvilken teori man har om samfundet og om hvordan den sociale identitet bliver skabt.

Men de fleste samfundsforskerne er enige om, at det enkelte individ må gennemgå en socialisering for at kunne leve sammen med andre. Gennem socialiseringen indarbejdes normer for samvær og måder at forstå verden på samt de færdigheder der er nødvendige for at finde en plads i samfundets arbejdsliv. Det eksisterer en klar sammenhæng mellem socialisering og opdragelse, men begrebet «opdragelse» implicerer en forholdsvis bevidst holdning fra opdragerens side om hvad barnet skal opdrages til. Barnet påvirkes imidlertid også gennem de holdninger og opfattelser af samfundsforholdene, som opdrageren ikke altid er sig bevidst, at han/hun formidler videre til barnet. Det må samtidig understreges, at selv om forældrene spiller en vigtig rolle i påvirkningen af den opvoksende slægt, så socialiseres børnene også i mange andre menneskelige forhold.

Socialiseringen hører ikke kun barndommen til, men foregår gennem hele menneskets livsforløb. Hver gang et individ stilles overfor nye, vigtige situationer, foregår der en socialisering - dvs. at man må tilegne sig nye handlings- og tankemønstre. Et godt eksempel herpå er overgangen til pensionistalderen, hvor den enkelte må «lære» en række nye forventninger og indstille sig på nye samværsformer. Processen kan være smertefuld.

Socialisering, individ og samfund

Socialiseringen har to klart adskilte sider: Set fra individets synsvinkel er det nødvendigt at lære samfundets samværsmønstre og tankeformer at kende for at kunne opnå kontakt med andre mennesker og for at skaffe sig et job og udføre dette tilfredsstillende. For samfundet er det nødvendigt, at et tilstrækkeligt antal individer er i stand til at udføre det arbejde, som til enhver tid må udføres, og at medlemmerne i samfundet indordner sig under de vigtigste love og normer for samvær.

Der eksisterer et spændingsforhold mellem enkeltindivider og samfundet: Uden samkvem med andre mennesker kan den enkelte ikke udvikle sig og modnes. Men på den anden side findes der i alle samfund grænser for den enkeltes udfoldelsesmuligheder. Socialiseringen har således elementer af udvikling og indlæring i sig, men også af tilpasning og kontrol. Forholdet mellem disse to sider er forskellig, alt efter hvilken kultur man lever i, men også efter hvilket køn eller hvilken klasse man tilhører.

Produktionsform og socialisering

Det giver en vis mening at sige, at samfundets kultur gennem socialiseringen overføres fra én generation til den efterfølgende. Med kultur menes her både teknologi og mellemmenneskelige forhold, som samværsmønstre og forståelsesformer. Nu er «kultur» imidlertid ikke et fastlagt begreb. Der findes mange forskellige kulturformer i verden, samtidig med at et samfunds kultur vil ændre sig over tid. Mennesket kan således socialiseres til meget forskellige livsformer, eller delkulturer - arbejder-, kvindekultur osv. Men dette betyder ikke, at socialiseringsprocessen kan forstås som en uafhængig faktor i samfundet. Den må altid ses i forhold til produktionsforholdene.

I Danmark er de færdigheder og tankemønstre som børnene socialiseres til og de rammer som socialiseringen foregår indenfor, helt andre i dag end da samfundet var baseret på de primære erhverv. Set ud fra samfundets synsvinkel kan man sige, at den arbejdskraft der i dag behøves i produktionen er en helt anden, end den der var nødvendig i et landbrugssamfund. For eksempel må det forhold som folk i industrisamfundet har til tid være radikalt forskelligt fra bondesamfundets opfattelse af tid. Årstidernes påvirkning af produkterne er ophævet, og industriproduktion foregår lige godt ved nat som ved dag.

Forholdet til viden og formidling af erfaringer er også ændret. Mens børn i landbrugssamfundet lærte det væsentligste om produktions- og samfundsforhold fra forældre, ældre søskende, slægtninge og naboer, foregår vigtige dele af socialiseringen af de nye generationerne i dag i specialiserede uddannelsesinstitutioner. Dette har på en grundlæggende måde ændret forholdet mellem generationerne. De ældre familiemedlemmers og slægtninges erfaringer kan ikke længere danne hovedgrundlaget for de unges viden.

Psykologiske faktorer i socialiseringsprocessen

Vi kan anvende udtrykket «socialiseringsagenter» om de individer, der har til opgave at gøre børnene til medlemmer af et samfund. Moderne psykologi har påvist, at dersom menneskebarnet overhovedet skal formå at fungere sammen med andre, og dersom det skal kunne udvikle både sin evne til at føle samhørighed og til at klare sig selv, må det have et nogenlunde nært og enkelt følelsesmæssig forhold til nogle ganske få voksne socialiseringsagenter. Dette forhold må eksistere gennem forholdsvis lang tid. Det betyder ikke, at det lille barn skal have kontakt med den eller disse voksne hele dagen, men adskillelsen må ikke være for lang. En anden vigtig pointe er, at for at børn skal lære - og indoptage - de vigtigste samværsnormer i et samfund - dvs. normerne for hensynsfuldhed, ærlighed, arbejdsomhed, punktlighed osv., som de forskellige kulturer har udviklet - må det lille barn have voksne modeller, som det føler sig knyttet til, og som behandler barnet nogenlunde konsekvent.

Kvinderne som de vigtigste socialiseringsagenter

Produktionsforholdene i det senkapitalistiske samfund kræver en streng adskillelse af arbejdsliv og familieliv og en høj grad af mobilitet blandt arbejdstagerne. Samtidig med at den unge familie ikke længere kan få hjælp til børneopdragelsen fra slægt og naboer, fører kravene i arbejdslivet til, at det er vanskeligt at kombinere arbejde med omsorgen for de små børn. Det kapitalistiske system giver ikke særlig høj prioritet til udbygningen af offentlig børneomsorg. Systemet har heller ikke brug for al voksen arbejdskraft.

I lang tid har den mandlige arbejdskraft været mest eftertragtet, selv om dette forhold er afhængig af udviklingen indenfor teknologien og af konjunktursvingningerne. Kombinationen af disse forhold har ført til, at det i dag er kvinderne der har hovedansvaret for socialiseringen af småbørn, og det er først og fremmest familien, der er rammen om den tidlige socialisering. Efterspørgslen efter unge mødres arbejdskraft øger godt nok og udbygningen af den offentlig børneomsorg i form af børnehaver og dagplejere er øger betragteligt de sidste 25 år, men det er overvejende kvinder, der «bemander» disse institutioner.

Kønsrollesocialisering

I alle kendte samfund stilles der forskellige forventninger til kvinder og mænd. Men der er meget store forskelle mht. hvad socialiseringen til kønsroller indebærer fra den ene kultur til den anden. Forskellene er knyttet til forskellene i produktionsforholdene. I vort samfund forventes det, at mænd finder arbejde i arbejdslivet og tilbringer en stor del af deres liv borte fra familien. De må kunne underordne sig arbejdslivets krav, selv om de går på tværs af hensynet til familien. Kvinderne skal først og fremmest orientere sig mod moderrollen. Ønsket om et job må komme i anden række. De særlige forventninger som rettes mod piger og drenge bliver meget tidligt opfattet af børnene (se Kønsforskelle).

Socialiseringen kan virke både hæmmende og fremmende for den enkeltes udviklingsmuligheder. I vort samfund udvikler kvinderne en evne til følelsesmæssig tilhørighed og færdigheder som er nødvendige indenfor omsorgssfæren (se Kvindelighed), mens mændene udvikler konkurrenceevne og færdigheder som der er brug for i produktionssfæren. Samtidig hæmmes pigerne i deres udvikling i forhold til uddannelses- og arbejdslivet, og drengenes muligheder for følelsesmæssig modning vanskeliggøres.

Den socialisering der finder sted i familien er hensigtsmæssig for samfundet, fordi den opretholder et kønsrollemønster, der er funktionelt i forhold til produktionssfærens krav, men både mænd og kvinder må lære at tilpasse sig et livsmønster, hvor de ikke får udviklet deres menneskelige muligheder fuldt ud. En væsentlig pointe - som gennem 70'erne kraftigt blev fremhævet af den nye kvindebevægelse - er, at forskellene i mænds og kvinders roller indebærer en undertrykkelse af kvinderne. Gennem socialiseringen lærer de holdninger og adfærdsmønstre, som hindrer dem i at skaffe sig indflydelse og magt i arbejds- og organisationslivet.

Skolens plads i socialiseringen

Som en følge af ændringerne i produktionslivet har forholdet mellem skolen og familien også ændret sig stærkt. Skolen overtager flere og flere af familiens opdragelsesfunktioner. Både fordi samfundet har brug for en mere kvalificeret arbejdsstyrke end tidligere, og fordi de mellemmenneskelige forhold i et moderne industrisamfund er mere kompliceret end i landbrugssamfundet, således at individerne har brug for en større grad af orientering og information.

Det mest fremtrædende ved skolen er, at den lærer børn færdigheder og giver dem indsigter, som kan dygtiggøre dem til deltagelse på forskellige samfundsområder. På grund af kønsrollesocialiseringen - som til dels forstærkes i skolen - er det drengene der i praksis får størst nytte af denne side af skolen.

Men socialiseringen i skolen har også andre sider, som det er vigtigt at være opmærksom på. I familien bliver børn værdsat for det de er. De bliver vurderet som hele personligheder. I uddannelsessystemet skal barnet lære at blive vurderet efter ydelse indenfor stærkt afgrænsede områder. Kriterierne for hvad der er godt og hvad der er mindre godt sættes af skolen. Kriterierne afspejler forholdene i arbejdslivet. Nogle børn er - efter skolens måde at vurdere på - dygtigere end andre. Nogle er ikke dygtige, og de bliver i dag betegnet som tabere. I andre samfund med andre kriterier ville taberne kunne klare sig godt.

Det vigtigste ved skolens opgave som socialiseringsinstitution er, at den tjener som en sorteringsmekanisme. De skoledygtige får de bedst betalte og de mest ansete jobs i samfundet. De mindre dygtige må påtage sig hårdere og mere stressende opgaver til lavere betaling. Samtidig lærer skolen børnene at forstå dette som en retfærdig ordning. Skolen har således en uhyre vigtig tilpasningsfunktion. Endvidere lærer den børn at respektere samfundets autoriteter og de love som disse autoriteter udformer. Skolen bliver på den måde også et væsentlig led i kontrollen af samfundsmedlemmerne.

Klasseforskelle i socialiseringen

Hidtil er forholdet mellem samfund og socialisering set i et helhedsorienteret perspektiv. Hvis vi skal kunne forstå hvordan klasseforskellene i det kapitalistiske samfund opretholdes, må vi gå dybere ind i forholdet mellem familiens situation i de forskellige klasser og den udformning socialiseringen får. Der er lavet mange analyser af klasserne i et kapitalistisk samfund. I denne artikel vil klassebegrebet ikke blive defineret specielt grundigt. Udtrykket «arbejderklasse» anvendes om industriarbejderne, udtrykket «middelklasse» om det højere funktionærlag indenfor det private og det statslige bureaukrati.

Samfundets behov for arbejdere

Et industrialiseret samfund har brug for at omkring 35% af den voksne mandlige arbejdskraft og en skiftende andel af den voksne kvindelige arbejdskraft er socialiseret til at være arbejdere. I industrikapitalismens første tid var det almindeligt at regne med, at det var arbejdernes børn der erstattede den voksne generation af arbejdere, når denne var slidt ned.

Skolemyndighederne i det 19. århundrede arbejdede ud fra den forudsætning, at børn fra arbejderklassen bare skulle have et minimum af kundskab i skolen, sådan at de ikke skulle få afsmag for det manuelle arbejde og blive vanskelige at have med at gøre for fabriksejerne. I dag er forholdene ikke lige så entydige. Arbejderne kommer fra forskellige grupper i samfundet. Alligevel er det fortsat således, at over 60% af arbejderne kommer fra arbejderklassehjem.

Med udgangspunkt i dette forhold er det rimeligt at udvide socialiseringssynspunktet. Det drejer sig ikke kun om, at alle børn i samfundet skal lære en del generelle normer, regler og færdigheder. Socialiseringen er også i væsentlig grad klassespecifik - dvs. at børn med forskellig social klassebaggrund i deres opvækstfamilier lærer forskellige tankeformer og samværsmønstre. Begrebet klassespecifik socialisering indebærer således, at børnene indarbejder grundlæggende reaktions- og adfærdsmønstre, som er forskellige for forskellige klasser, og dette fænomen afgrænser børnenes muligheder for opfattelse, sprogbrug og samvær med andre mennesker.

Familien opretholder klasseforholdene

Mange samfundsvidenskabsmænd har ønsket at kunne forklare, hvordan klasseforskellene opretholdes. Når vi læser forskningsresultater, må vi altid have klart for os, hvilken samfundsopfattelse den enkelte forsker baserer sig på. I denne sammenhæng er det vigtig at bemærke sig, hvordan forskerne opfatter relationerne mellem klasserne.

En del samfundsvidenskabsmænd har ment, at når arbejderklasseforældre ikke magter at socialisere deres børn til at overskride klassegrænserne og gå ind i middelklasseerhverv, er det fordi forældrene ikke har de rigtige holdninger i socialiseringen. Ved holdningsmålinger finder man nemlig, at arbejderklasseforældre ofte fremhæver lydighed og høflighed som vigtige egenskaber hos børn. Middelklasseforældre mener derimod, at det er bedst, at børn udvikler selvstændighed. Forskerne har søgt at forklare disse forskelle i holdninger ud fra fædrenes forskellige stilling i produktionen: Fædrene i arbejderklassen har ringe anledning til at bestemme over sig selv på arbejdet, men må tilpasse sig de overordnedes krav. Middelklassefædre har større grad af selvkontrol og lærer sig at værdsætte selvstændighed og fleksibilitet, hvilket i forskernes øjne er heldige egenskaber.

Det er sandsynligvis rigtigt, at arbejderklassefædre i højere grad end middelklassefædre oplever, at man må tilpasse sig, hvis man vil beholde sit arbejde. Det er derfor også muligt, at der er en sammenhæng mellem disse erfaringer og arbejderklasseforældres syn på opdragelsesværdierne lydighed og høflighed.

Men en del forskere er gået så langt som til at antyde, at arbejderklasseforældre lærer deres børn at bøje sig for enhver autoritet, og at de derfor har problemer med at danne sig en selvstændig mening om hvad der er godt og forkert. Disse forskere mangler forståelse for en vigtig side ved arbejdernes situation i produktionen, nemlig sammenholdet og kampen for at modsætte sig undertrykkende metoder fra arbejdskøbernes side. Når de står sammen, kan arbejderne gå imod ledelsen på mange måder. Det er sandsynligt, at børn i arbejderklassen lærer noget om det at stå sammen og vise solidaritet med arbejdskammerater, som børn i andre klasser ikke lærer.

Samtidig er det vigtig at have in mente at middelklassejobs heller ikke giver rum for hel og fuld selvstændighed, men i stigende grad også udsættes for krav om specialiseret funktionsdygtighed. Og selv om middelklasseforældre synes at lægge større vægt på selvstændighed i opdragelsen, drejer det sig ikke om, at børnene skal have fuld uafhængighed i forhold til forældrenes meninger og værdier. I forskningen viser det sig nemlig, at middelklassebørn lige så ofte som arbejderklassebørn har de samme holdninger og værdier som deres forældre. Endvidere indebærer socialiseringen i middelklassen en understregning af konkurrence og personlig succesjagt, som står i modsætning til en socialisering til samhørighed med arbejdskammeraterne.

Foreløbig har mange af dem der har arbejdet med forskning omkring klasseforskelle i socialisering haft ringe forståelse for det der er positivt i arbejderklassens tankeformer og samværsmønstre og det der er negativt ved middelklassens opfattelser. To vigtige sider mangler helt eller delvist i forskernes analyser: Det er ikke gjort meget for at vise, hvordan fædrenes arbejdserfaringer formidles gennem mødrenes socialisering. Endvidere er hverken far-datter- eller mor-datter-forholdet viet særlig opmærksomhed. Alligevel har forskerne leveret vigtige bidrag, fordi de har påvist hvordan socialiseringen i familien på forskellige måder er med til at opretholde eller reproducere klasseforholdene i samfundet. Her er imidlertid også skolens rolle af meget stor betydning.

Skolen opretholder undertrykkelsen

Det bliver i vore dage hævdet af flere og flere som arbejder med og i skolen, at skolen møder børn med forskellig klassebaggrund på forskellig måde. På mange måder er det lettere at finde sig til rette i skolen for børn fra middelklassen end for børn fra arbejderhjem. Førstnævnte har et sprog - selv om de ikke altid bruger det - lærernes og lærebøgernes sprog. Deres manerer kan - når de selv ønsker det - være i overensstemmelse med lærernes opfattelse af, hvad der er de rigtige manerer. Hovedfagene i skolen har betydning for det arbejde middelklassefædre har, og ofte også for middelklassemødrenes arbejde. Skolefagenes indhold er opbygget omkring middelklasseerfaringer.

Sidst men ikke mindst: Skolens organisationsform er i høj grad rettet mod at lære børn samværsformer som passer til bureaukratiske arbejdspladser, og som ikke er typiske for det, der sker på gulvet i en fabrik. Resultatet af skolens måde at fungere på er med andre ord, at børn fra middelklassen finder sig bedre hjemme der, bliver længere i uddannelsessystemet og kvalificerer sig til de bedst betalte og højest ansete jobs. Børn fra arbejderklassen vantrives ofte, de slutter oftere efter den obligatoriske skolegang. Skaffer de sig mere uddannelse, er det oftere erhvervs- end højere almenuddannelse.

En række andre momenter kunne inddrages i analysen af, hvordan skolen påvirker børn med forskellig klassebaggrund. For eksempel fremtræder forholdet mellem klasse og køn som et vigtigt felt, i og med at det særlig er piger med arbejderklassebaggrund der falder ud af uddannelsessystemet. Tidligere tiders skolepolitikere gav ofte klart udtryk for, at skolens specielle opgave overfor disse piger var at lære dem huslighed.

Det er ikke meget, der er forsket i arbejderklassepigers forhold til skolen i dag. Det ser ud til, at samspillet mellem socialiseringen i familien og skolen fører til, at mange af disse piger ikke oplever, at de har nogen plads i de højere uddannelsesinstitutioner. De skaffer sig heller ikke erhvervsuddannelse på samme måde som drengene fra arbejderklassen. Men den økonomiske situation for mange unge arbejderfamilier er i dag den, at mødrene ofte må gå ind i arbejdslivet. Disse kvinder får de lavest betalte jobs, og ofte også de der fysisk set er mest slidsomme (se Kvindearbejde). Det er først og fremmest dem, der i dag udgør kapitalens reservearmé.

Skolen i det kapitalistiske samfund har som en af sine funktioner at opretholde klasseforholdene og kvindeundertrykkelsen. Det er imidlertid ikke rimeligt at sige, at dette er bevidst politik fra skolemyndighedernes side, som det var for hundrede år siden. Skolens målsætning er i dag at give børn fra forskellige miljøer og af begge køn lige muligheder for at trives i uddannelsessystemet. Man har troet, at dette først og fremmest var et spørgsmål om at ophæve økonomiske begrænsninger, som tidligere var til stede for børn i arbejderklassen.

Skolemyndighederne og uddannelsesforskerne har i alt for ringe grad været bevidste om, at der hersker klassemodsætninger og kønsundertrykkelse i det kapitalistiske samfund. Dette har hindret en mere grundig analyse af de forskellige klassers og køns stilling i uddannelsessystemet og hvordan dette system er formet af andre værdier end dem arbejderklassen og kvinderne står for. Det er først og fremmest klassespecifikke uligheder i synet på solidaritet-kollektivisme og individualisme-konkurrence som kræver analyse og diskussion. Samtidig må kvindernes forhold til omsorgsværdierne gives en større plads i drøftelsen af skolens rolle i socialiseringen.

Hvordan bekæmpe klasse- og kønsundertrykkelsen?

Det er vigtigt at slå fast, at undertrykkelsen af arbejderklassen har to sider: På den ene side bliver undertrykkelsen af arbejderne opretholdt, dersom og når socialiseringen i arbejderklassefamilien og i skolen spiller sammen, således at klassens undertrykte stilling tilsløres. På den anden side er det netop gennem de erfaringer som arbejderne indhenter i deres undertrykte stilling, at de har vundet og stadig vinder indsigt i hvad sammenhold og kollektive handlinger betyder. Man må på én og samme tid kunne fastholde både de positive og de negative sider ved arbejderklassens socialisering, dersom man vil vinde ny indsigt i, hvordan klasseforholdet genskabes. Indsigt som kan bringe os videre i kampen for at ophæve dette forhold.

På samme måde må også kvindeundertrykkelsens to sider drøftes. Kvinderne vinder værdifuld indsigt, netop gennem deres undertrykte stilling i omsorgssfæren. Kampen mod undertrykkelsen må gå ud på, at kvindeværdierne prioriteres højere. Drenge må i lige så høj grad som piger socialiseres til at tage ansvar for omsorgsopgaverne, samtidig med at pigerne opdrages til at tage deres evner og indsigt i produktionssfæren i brug.

H.V.