Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kun meget få er egentlig uorganiserede i Danmark. De fleste deltager i en form for frivillig sammenslutning, og endnu flere er med i det sociologerne kalder organisationer (se Organisation). Langt flere er uorganiserede i den forstand, at de er lønmodtagere, men ikke medlemmer af LO forbund eller andre faglige organisationer.

Den faglige organisering i Danmark voksede frem i flere bølger, således at der hele tiden har været organiserede og uorganiserede grupper af lønmodtagere samtidig. Håndværkerne og industriarbejderne blev overvejende organiseret før år 1900, mens handel- og kontoransatte først blev organiseret i 1930'erne. De fleste grupper af offentligt ansatte blev organiseret efter 2. verdenskrig.

For fagbevægelsen har de uorganiserede altid udgjort et problem. De har blokeret for en fælles optræden, ladet sig rekruttere som strejkebrydere og deltaget som nassere på et læs, andre har trukket. Både tidligere og også nu om dage har det været rettet bitterhed mod dem. Konflikter af denne type har ofte været skarpere end modsætningen til kapitalen. Det gælder flere af HT-konflikterne og strejken for at få den uorganiserede brandmand, Max Blicher Hansen fyret. De uorganiserede er blevet stemplet som forrædere og egoister, selv om man nok oftest har betragtet dem som folk med ringe bevidsthed.

Bryggeriarbejderne blokerer Hans Knudsens Plads og Lyngbyvejen i København i sympati med buschaufførerne under HT-konflikten i 1984. Konflikten samlede fagbevægelsen i fælles kamp mod de uorganiserede - og mod den borgerlige regerings offensiv mod arbejderklassen.

Kigger man på tallene, bliver det imidlertid klart, at de uorganiserede ikke kan forklares individuelt. LO havde i 1999 1,48 millioner medlemmer. Dertil kom Funktionærernes og tjenestemændenes Fællesråd (FTF) med 347.000 medlemmer og Akademikernes Centralorganisation (AC) med 146.000 medlemmer. Den faglige organiseringsprocent er steget gennem hele det 20. århundrede. Efter 2. verdenskrig ved at også de offentligt ansatte er blevet organiseret, og efter verdenskrisens gennemslag i 1972-73 ved at flere er blevet medlemmer, når de alligevel skulle stå i en arbejdsløshedskasse for at sikre sig mod arbejdsløshed.

Hvorfor uorganiseret?

Der er blevet fremsat en lang række teorier for at forklare, hvorfor folk ikke er organiseret: De er nassere; de kan ikke se behovet, så længe de selv kan sikre sig et arbejde osv. Mest interessante er forklaringerne på den ulige organisationsgrad indenfor forskellige typer erhverv og virksomheder.

De fleste teorier tager udgangspunkt i objektive træk ved arbejdssituationen. Sandsynligheden for at du er uorganiseret øger, dersom du arbejder ved en lille virksomhed eller afdeling; dersom du står ledelsen nær eller der i det hele taget findes personlige bånd mellem ledelse og ansatte, eller dersom virksomheden aktivt modarbejder organisering. Det er ikke sikkert, du er organiseret, dersom der er få muligheder for kontakt eller diskussion mellem arbejdskammeraterne pga. isolation under arbejdet, ingen fælles pauser, et stærkt indslag af skiftarbejde, flekstid eller overvågning fra overordnede. Det har også en negativ indflydelse, hvis der er store uligheder eller forskelle i de ansattes situation; med muligheder for karriere indenfor virksomheden eller ved jobskift og med kortvarige ophold på samme sted. Modsat påvirker etatsbevidsthed (uniform, fælles reglement, fælles oplæring) organiseringen positivt.

Det afgørende er altså, hvorvidt der opstår et fællesskab mellem de ansatte - gennem lighed i situationen, varighed i tilknytningen, fælles interesser og mulighed for indbyrdes kommunikation.

Også træk ved fagbevægelsen selv kan forklare, at folk i forskellig udstrækning står udenfor. Fagbevægelsens tiltrækningskraft varierer. Det kan skyldes mangel på tilbud om organisering, at man ikke kan lave fagforeningsmøder i arbejdstiden, eller at organisationen ikke kan nå frem med hvervning. F.eks. fordi den ikke har fastlønnede tillidsfolk, eller at der ikke findes nogen egnet organisation. Manglende effektivitet eller svigtende evne til at tage vigtige sager op svækker også tilslutningen. Folk kan ikke se, hvorfor de skulle melde sig ind.

Organisationsgraden og -tilknytningen varierer også med socialgruppen. Funktionærer er noget sjældnere organiseret end arbejdere, men ikke så meget mindre, som man ofte tror. Den lavere organisationsgrad hænger dels sammen med, at funktionærerne har haft en mere individualiseret arbejdssituation end arbejderne. Desuden spiller politiske holdninger, ideologi og traditioner ind. I funktionærmiljøerne har der hersket forestillinger om standsære, om at være virksomhedens mand, eller at man «egentlig» ikke er lønarbejder. Dette skaber afstand til organisationer generelt og til arbejderbevægelsen specielt.

Kvinder havde tidligere en lavere organisationsgrad end mænd, men i dag ligger de to grupper tæt på hinanden. Den lavere organisationsgrad kunne tidligere forklares med, at kvinderne havde en ringere tilknytning til arbejdsmarkedet - f.eks. forlod det når de fik børn. Men også at de faglige organisationer i vid udstrækning blev ledet af mænd og ikke interesserede sig specielt for kvindespecifikke problemstillinger. Dette sidste var hovedårsagen til, at Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) blev oprettet i Danmark for 100 år siden. Og det er stadig hovedforklaringen på, at forbundet ikke ønsker at gå sammen med mændenes organisationer. Den vigtigste årsag til at de to køns organisationsprocenter i dag er nogenlunde ens er, at stadig flere kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, og at en række af de nye fagområders organisering domineres eller er stærkt præget af kvinder.

Arbejdet med fortsat at øge organisationsprocenten må foregå på mange planer. Overfor den enkelte uorganiserede kan arbejdskammerater anvende argumenter om det usolidariske i at nasse på de andres resultater. Nødvendigheden af at stå sammen, trygheden som organisationen giver, fordele ved servicetilbud som f.eks. kollektiv forsikring, muligheden for indirekte indflydelse - og hvis dette ikke nytter mere håndfaste argumenter i form af udfrysning, afvisning af at arbejde sammen med vedkommende osv.

Men samtidig er det nødvendigt, at de faglige organisationer skærper den faglige profil og forstærker arbejdet for bedre arbejds- og levevilkår for sine medlemmer.

A.J.