Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Videnskab som intellektuelt og socialt fænomen er videnskabshistoriens emne. I den europæiske civilisation er videnskabens centrale rolle et karakteristisk træk. Den moderne videnskab blev etableret i 1600-tallet, og omtrent på samme tid havde Europa sit gennembrud som den ledende politiske magt i verden.

Oldtid og middelalder

Spirerne til videnskabelig kundskab - især matematisk og astronomisk - finder vi i alle oldtidscivilisationer. Denne kundskab var knyttet til løsningen af praktiske opgaver som jordinddeling, tidsregning, regnskabsførsel osv. I det klassiske Grækenland finder vi samtidig selvstændige institutioner, hvor videnskabelig forskning og undervisning spillede en central rolle. Her blev begyndelsen til en teoretisk videnskab udviklet. Man fandt frem til grundprincipper og elementer, som gjorde det muligt at sætte kundskab fra et større område i system. I dette arbejde var logik en vigtig disciplin, hvor oldtidens grækere nåede meget langt.

Den mest kendte af oldtidens videnskabelige institutioner var akademiet, som Platon grundlagde i Athen i 387 f.v.t. Her virkede bl.a. Aristoteles, som var den mest indflydelsesrige videnskabelige forsker i oldtiden. Hans ideer kom til at dominere europæisk videnskab helt op til den videnskabelige revolution i 1600-tallet.

Fra 1100-tallet blev der oprettet universiteter i de fleste lande i Europa. Middelalderens universiteter var først og fremmest professionsskoler for præster og i nogen grad for læger og retslærde. Virksomheden var underordnet religiøse hensyn. Videnskabelig forskning spillede en langt mindre rolle end på nutidens universiteter, og den forskning der fandtes var koncentreret om spekulative eller formelle videnskaber som teologi, filosofi og logik. Empirisk forskning blev negligeret, og selv ved slutningen af middelalderen var naturvidenskaben ikke nået stort længere end i oldtiden.

Mens vi i dag opfatter videnskab som klart forskellig fra religion, magi, filosofi og teknologi, var disse grænser i hele oldtiden og middelalderen uklare. På den ene side var det der fandtes af teoretisk videnskabelig kundskab indordnet i religiøse, filosofiske og magiske tankesystemer. På den anden side var en væsentlig del af indsigten om materielle legemers opførsel alene knyttet til håndværkstraditioner, uden at have fået noget teoretisk udtryk.

Den videnskabelige revolution

I 1600-tallet startede en ny udvikling i de empiriske videnskaber - dvs. naturvidenskaberne - og i første række fysikken. Videnskaben begyndte at frigøre sig fra de gamle tankesystemer og etablerede nye metoder. Kravene til systematisk observation og gentagelige eksperimenter blev skærpet, samtidig med at matematiske beskrivelser blev anvendt i langt større udstrækning end tidligere.

Desuden skete der en fundamental forandring i måden at forklare naturfænomener på. Aristoteles' organiske model hvor alt forklares ud fra en fornuftig naturens orden, blev afløst af en mekanisk model, hvor alle fænomener har en fysisk årsag. For den nye naturvidenskab blev opgaven at finde disse årsager. Siden den tid er de teleologiske forklaringer - dvs. forklaringer ud fra naturens hensigtsmæssighed - gradvist blevet erstattet af rene årsagsforklaringer. Men den teleologiske tænkning har holdt sig længe - i biologien helt frem til det 20. århundrede.

En ny mekanisk astronomi og fysik blev udviklet i løbet af 1600-tallet. Den store foregangsmand var Galileo Galilei, som bidrog kraftigt til gennembruddet for det heliocentriske verdensbillede - dvs. at solen og ikke jorden er centrum for planeternes bevægelser. Mod slutningen af århundredet udformede Newton sin store syntese af tidens fysiske viden. Denne teori dannede grundlag for fysikken og på mange måder for hele naturvidenskaben helt frem til, at relativitetsteorien og kvantemekanikken slog igennem i begyndelsen af 1900-tallet.

Den franske filosof og videnskabsmand René Descartes var en særlig konsekvent forkæmper for den nye videnskab. Han forsøgte også at skabe grundlaget for en mekanisk biologi. Men det viste sig snart, at de levende organismer var alt for komplicerede for 1600-tallets fysik. Descartes' program gav ikke resultater. Først i det 19. og 20. århundrede, har mekanistiske forklaringer fået et gennembrud indenfor biologien.

Parallelt med den teoretiske nyorientering blev der dannet nye institutioner for videnskab - nemlig akademierne. De havde deres vigtigste støtte i det frembrusende borgerskab, og repræsenterede en ny social ramme for videnskaben - uafhængigt af universiteterne. De mest kendte naturvidenskabs akademier var Académie des Sciences i Paris og The Royal Society i London.

En ny opfattelse af videnskabens rolle i samfundet kom til udtryk ved akademierne. «Viden er magt» var kernen i den engelske filosof Francis Bacons program. Hvis man bare lærte årsagssammenhængene i naturen at kende, ville man kunde løse alle slags praktiske problemer, og håndværk, landbrug, handel osv. ville blomstre som aldrig før. Selv om det kom visse resultater, bl.a. i form af bedre navigationsmetoder, så var videnskaben på kort sigt ude af stand til at opfylde Bacons storstilede forventninger. Først to århundreder senere - i 1800-tallet - kom der virkelig fart i den teknisk-naturvidenskabelige udvikling.

Den industrielle revolution

Parallelt med industrialiseringen fra slutningen af 1700-tallet op gennem hele 1800-tallet foregik der en stærk udbygning af institutioner for videnskabelig forskning og undervisning. De skulle producere fagfolk og ny viden til udbygning af industrien, omformningen af landbruget, udviklingen af sundhedsvæsenet m.m. I Frankrig blev et nyt statsfinancieret system af videnskabelige institutioner opbygget i revolutionstiden og under Napoleon. I Tyskland lagde myndighederne fra begyndelsen af 1800-tallet stor vægt på naturvidenskaben ved universiteterne, og opbyggede et system af tekniske højskoler.

Den videnskabelige revolution fra 1600-tallet fik efterhånden sit gennembrud på nye områder. Antonie Laurent Lavoisier skabte i slutningen af 1700-tallet grundlaget for en ny kemi. Og i 1800-tallet fik den eksperimentelle biologi sit gennembrud. Udviklingen af fysiologi, bakteriologi og biokemi skabte væsentlige forudsætninger for dybtgående forandringer indenfor medicin og i landbruget.

Udviklingen af naturvidenskaberne i 1700- og 1800-tallet havde også en ideologisk side. Videnskaben gav næring til et materialistisk verdensbillede som stod i modsætning til de traditionelle religiøse forestillinger. Lige siden den videnskabelige revolution i 1600-tallet havde det været en hovedopgave for filosofien at forlige den nye naturvidenskabelige årsagstænkning med religions forestilling om en meningsfuld verden skabt af guddommelige kræfter. Et klimaks i denne konflikt blev nået med Darwins lære om menneskets afstamning. Han hævdede, at vi deler fælles forfædre med aberne, og at vi som dem nedstammer fra primitive organismer. Dermed var også mennesket definitivt trukket ind i naturvidenskabens årsagsbestemte materielle univers.

Det 20. århundrede

Den hurtige vækst i videnskabelige institutioner fortsatte ind i anden halvdel af det 20. århundrede. Størrelsen af forskningssystemet og den stadig større specialisering ledte til forandringer i videnskabernes organisation. En iøjnefaldende nyhed var de store projekter, hvor mange forskere samarbejdede om løsningen af en opgave. Det klassiske eksempel er Manhattanprojektet, som fremstillede den første atombombe i USA under den 2. verdenskrig.

Både af interne og eksterne årsager har nye former for samordning og styring trængt sig frem. Specialiseringen har gjort den enkelte forsker mere afhængig af andre, når det gælder løsningen af problemer, ikke mindst problemer af praktisk art. Desuden har specialiseringen reduceret forskernes overblik og dermed deres evne til at vurdere, hvad der er vigtige problemer. Afstanden mellem videnskabelig forskning og praktisk virksomhed er øget, og offentlige myndigheder har fået større grund end tidligere til at gribe aktivt ind for at styre videnskaben. Fremvæksten af et forskningsbureaukrati i forbindelse med forskningsråd og andre offentlige organer er et karakteristisk træk ved videnskabens udvikling i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Et andet vigtig træk ved videnskabens udvikling i det 20. århundrede er tendensen til, at det realistiske syn på videnskabelige teorier er blevet fortrængt af et pragmatisk. Mens realismen lægger vægt på, at teorierne i størst mulig omfang skal være sande - dvs. at de stemmer overens med virkeligheden - så er pragmatismen alene interesseret i, at de fungerer i praksis. Sat på spidsen kan man sige, at Bacons slagord om at viden giver magt er reduceret til en påstand om, at viden er det samme som magt. Pragmatismen som videnskabsteori blev især udviklet af amerikanske filosoffer i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Ikke mindst indenfor fysikken, som var den gæveste af naturvidenskaberne, fik antirealistiske opfattelser stor indflydelse. Dette gælder for eksempel fortolkningen af kvantemekanikken.

Pragmatismen forener to vigtige hensyn, når det gælder videnskabens sociale tilpasning. På den ene side tilfredsstiller den praktikeren, som gerne har ringe tålmodighed med spekulativ teoretisk forskning. På den anden side dæmper pragmatismen og andre antirealistiske videnskabsteorier spændingen mellem videnskabens og religionens verdensbilleder, slet og ret ved at reducere videnskabens prætentioner om at give et billede af verden. Netop i de første årtier af det 20. århundrede var den ideologiske konflikt skarp. Både indenfor og udenfor videnskabssamfundet udfoldede der sig mange konflikter omkring «darwinisme», «materialisme» o.l.

Et aktuelt problem

I de senere år er videnskabens sociale historie blevet et vigtig område - dvs. udforskningen af videnskabens sociale forudsætninger og virkninger. Man har ikke mindst studeret de videnskabelige institutioner og professionaliseringen af den videnskabelige virksomhed. Denne forskningsgren har i høj grad øget vor forståelse af, hvordan samfundsforholdene har påvirket videnskaben. Historiske studier viser, hvordan forskernes valg af problemer og arbejdshypoteser, myndighedernes opfattelse af hvad der er værd at forske i, spredningen af videnskabelige teorier osv., er underlagt sociale drivkræfter. Videnskabens socialhistorie kortlægger og forklarer både relationen mellem forskerne og deres forhold til samfundet iøvrigt.

Mere omdebatteret er denne retnings tendens til social relativisme i dens opfattelse af videnskabelig kundskab. Man forsøger at forklare videnskabens konklusioner ud fra forskerens sociale stilling. Forløbet og udfaldet af berømte videnskabelige kontroverser er forsøgt forklaret på denne måde. Et eksempel er striden om spontan generation i sidste halvdel af det 19. århundrede. Spontan generation vil sige, at levende organismer opstår uden forældre af samme art.

Den franske fysiolog Louis Pasteur modbeviste denne teori ved eksperimenter, som siden har stået som et klassisk eksempel på god videnskabelig metode. Med støtte i en socialhistorisk analyse er det nu blevet hævdet, at Pasteurs opfattelse sejrede, fordi han havde bedre forbindelser i videnskabsakademiet i Paris end sine modstandere, og de «rigtige» konservative politiske holdninger.

Sådanne kundskabssociologiske forklaringer går på tværs af den traditionelle forståelse af videnskabens udvikling som et fremskridt i kundskab. «Videnskabelig rationalisme» er en almindelig betegnelse for denne traditionelle opfattelse. Den går ud på, at kundskabsudviklingen i videnskaben bygger på en rationel metode, hvor teorier afvejes mod hinanden ved hjælp af objektive eksperimenter og observationer. I hovedsagen er videnskabens udvikling et fremskridt mod stadig mere korrekt viden om verden, skønt visse forstyrrende afvigelser kan forekomme, konstaterer rationalisten.

I mellemkrigstiden var radikal videnskabskritik stort set baseret på den videnskabelige rationalisme. Man troede på fremskridtet. Den britiske kommunist, fysiker og videnskabsteoretiker J. D. Bernal hævdede f.eks., at videnskaben blev underernæret og misbrugt under kapitalismen. Kun i et socialistisk system - Bernal henviste til Sovjetunionen - kunde videnskaben få gode vækstvilkår og desuden blive udnyttet til bedste for samfundet som helhed. For Bernal var der fuld harmoni mellem videnskabelig og socialt fremskridt. Fra konservativ side blev det derimod ofte hævdet, at videnskabelige og teknologiske fremskridt ville bringe verden i fordærvelse. Desuden så mange konservative den materialistiske tendens i naturvidenskaben - ikke mindst i biologien - som en trussel mod de menneskelige værdier.

I 1960- og 1970'erne har også den radikale videnskabskritik rejst spørgsmålet om hvorvidt de videnskabelige fremskridt ikke kan være en trussel mod den samfundsudvikling vi ønsker. Bl.a. er den videnskabelige fremskridtstro blevet angrebet med kundskabssociologiske argumenter. En relativistisk opfattelse af videnskabelig kundskab har fået betydelig indflydelse blandt disse radikale teoretikere.

Imidlertid må konflikten mellem rationalistiske og sociologiske forklaringer af videnskabens udvikling ikke overdrives. Det er indlysende - også for rationalisten - at forskningsproblemerne vælges ud fra interesser hos forskeren selv eller hos en opdragsgiver. Det rationalisten vil insistere på er, at svaret på problemet ikke er bestemt af sociale interesser. Nogle gange slår de sociale interesser nok igennem, også i valget af videnskabelige konklusioner. Men det må være undtagelsen og ikke reglen, hvis rationalistens billede af videnskaben skal kunne opretholdes.

Hvis sociologen anerkender en rationel kerne i videnskaben, behøver det ikke skabe konflikt med rationalisten. Begge parter vil da være interesseret i at spørge om, hvor dybt og hvordan de sociale drivkræfter griber ind i den kundskab der produceres, og hvad den rationelle kerne består i.

Sådanne spørgsmål har stor betydning for vor opfattelse af videnskaben og vor holdning til, hvordan den bør håndteres i fremtiden. Historiske studier er én måde - måske den vigtigste - at afklare disse spørgsmål på. Generelle teorier om videnskabens udvikling og sociale virkninger kan prøves i forhold til den videnskab, som har eksisteret.

N.R.-H.