Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Venstresocialisternes Ungdom (VSU) (1984-92), socialistisk ungdomsorganisation. VSU blev oprettet på en stiftende generalforsamling d. 4-5. februar 1984 som partiet Venstresocialisternes (VS) ungdomsorganisation. Initiativet til oprettelsen blev taget et års tid forinden af en gruppe unge i VS, der mente at det ville være godt for rekrutteringen af nye medlemmer, hvis der eksisterede en ungdomsorganisation.

Organisationen

VSU's første leveår var præget af stærke fraktionskampe mellem Faglig Fællesliste, «slaskerne» og «midtersumpen» (se VS). Faglig Fællesliste stod for en politisk linie, der ikke anerkendte vigtigheden af andet end fagpolitisk arbejde i fagbevægelsen. «Slaskerne» ville løsrive VSU fra VS. «Midtersumpen» mente at det var vigtigt at bevare tilhørsforholdet til VS, og at det også var vigtigt at lave andet politisk arbejde end det fagpolitiske – f.eks. at være aktive i de sociale bevægelser. Et halvt år efter oprettelsen meldte «Slaskerne» sig ud. Og da personerne fra Faglig Fællesliste samtidig meldte sig ud af VS og ind i Revolutionære Socialister, blev de af «Midtersumpen» opfattet som ekskluderet af VSU. VSU's 2. kongres i februar 1985 bestod derfor af en lille skare, der stod foran en større opgave med at konsolidere organisationen. Efter VSU fik konsolideret sig opstod der ikke siden fraktioner.

Tre organisatoriske principper var i alle årene bærende i VSU:

1. Dobbeltorganiseringen også kaldet do. Ud fra en betragtning om at det var arbejdet i hverdagen – det lange seje træk – der skulle gøde jorden for revolutionen, var det nødvendigt, at VSU'ere ikke kun var partipolitisk organiserede men også var aktive i deres respektive faglige organisationer; og helst også i en af de sociale bevægelser. Dobbeltorganiseringen foregik ved at medlemmerne, ud over at være organiseret i geografisk inddelte afdelinger også var organiseret i brancher: skoleelev do'en, gymnasie/HF do'en, lærlinge do'en og til tider en soldater do.
2. Aktivitetspligt. Pligten til at være et aktivt medlem var indskrevet i VSU's love. Det forventedes, at medlemmerne jævnligt deltog i afdelingernes arbejde og i forskellige skolingsforløb.
3. Skoling. Skoling af medlemmerne var en vigtigt aktivitet for VSU. Især introskolingen af nye medlemmer blev prioriteret. Skolingen tjente dels et uddannende/opdragende formål, dels et demokratisk. Kurserne var med til at sikre at alle medlemmer blev introduceret til de socialistiske teorier og gav dermed medlemmerne bedre forudsætninger for at deltage i de politiske diskussioner.

VSU var tænkt som et stort projekt, så fra begyndelsen blev det opbygget med en struktur, der kunne rumme mange hundrede medlemmer. I og med at VSU efter et par år blev berettiget til at modtage tipsmidler, skete der en professionalisering af organisationen, idet det blev muligt at oprette lønnede stillinger. Denne professionalisering var samtidig et udtryk for, at medlemmerne prioriterede at bruge mange ressourcer på det organisatoriske arbejde i VSU. Ikke mindst demokratiske principper som:

• mindretalsbeskyttelse,
• sikring af provinsafdelingernes indflydelse på landskontorets arbejde og
• kollektive prioriteringer af afdelingernes og branchernes arbejde, hvilket krævede hyppige landsdækkende møder

var medvirkende til, at det interne organisatoriske arbejde fyldte meget i forhold til udadvendte politiske aktiviteter. I VSU's selvforståelse materialiserede organisationen forestillingen om det socialistiske demokrati, hvorfor VSU tog de (til tider komplicerede) demokratiske procedurer yderst seriøst.

Skismaet mellem at ville skabe en stor organisation, der rekrutterede bredt og at skabe et ungdomsparti, der var baseret på et højt aktivitetsniveau blandt dobbeltorganiserede medlemmer forblev uløst.

Politikken

VSU blev oprettet på et tidspunkt, hvor det øvrige organiserede ungdomsarbejde i Danmark var for nedadgående. DKU og SFU mistede medlemmer; socialdemokraterne gik ud af Lands Organisationen af Elever (LOE) og oprettede i stedet Dansk Elev Organisation (DEO). Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Landssammenslutningen af Kursusstuderende (LAK) mistede medlemmer og ligeså lærlingebevægelsen. For at imødegå den dalende interesse for det traditionelle politiske ungdomsarbejde forsøgte især DKU i 80’erne at eksperimentere med aktivitetsformerne. De stod bag initiativer som Ungdommens Ø, Dansk Undergrunds Consortium; Next Stop Nevada og -Sovjet. Og enkeltsagsbevægelserne: Anti-apartheid, anti-Shell-bevægelsen; BZ og miljøbevægelsen blomstrede.

Den relativt store opbakning blandt unge til bevægelsesarbejdet blev af VSU opfattet som udtryk for en afpolitisering af ungdommen, idet de sociale bevægelser var enkeltsagsorienteret og derfor ikke befattede sig med overordnet samfundskritik. VSU så det som sin opgave at genpolitisere ungdomsarbejdet ved f.eks. konsekvent at insistere på at forklare aktuelle politiske tiltag og samfundsmæssige forhold ud fra en klasseanalyse og et magtperspektiv.

I de organisationer som VSU prioriterede højest at arbejde i: LOE, DGS og Lærlingenes Landsorganisation (LLO) /Faglig ungdom var det DKU og SFU, der i vid udstrækning satte dagsordenen. Dette gav rum for VSU til privilegeret at være i en oppositionsrolle. VSU'erne var således dem, der altid forsøgte at radikalisere argumenterne og aktiviteterne samtidig med at VSU insisterede på at perspektivere de faglige aktiviteter. Så længe især DKU dominerede de faglige organisationer, så længe var de også ansvarlige for at organisationerne fungerede rent praktisk: at der var personale nok, at der var en hæderlig økonomi osv. At VSU var fritaget for denne organisatoriske byrde gav yderligere styrke til oppositionsrollen. I takt med at DKU og SFU ønskede at bevægelsesarbejdet skulle overtage aktiviteterne i de faglige organisationer, krævede VSU en «back-to basics»- strategi: det lokale, daglige arbejde med at organisere elever, studenter og lærlinge i kamp mod dårlige studie- og arbejdsforhold skulle revitaliseres!

Men da DKU i løbet af 1989 og 1990 var så meget i krise at afviklingen af DKU reelt var begyndt, overtog VSU en del af det organisatoriske ansvar i DGS ved at stille personale til rådighed for DGS’s landskontor. Dette var begyndelsen på enden af VSU’s rolle som opposition. VSU var ikke gearet til at skulle være en drivende politisk kraft i elevarbejdet, så det var hårde tider for elev- og gymnasie-do’en. Og da LLO var blevet nedlagt i efteråret 1988, fordi DKU ønskede samarbejde med socialdemokraterne i LO Ungdom, stod det heller ikke for godt til med VSU's lærlinge do, der således ikke havde nogen faglig landsorganisation at arbejde i.

Indtil 1990 var det branchearbejdet, der var det bærende i VSU. Lokalpolitiske aktiviteter organiseret i afdelingerne, var ikke VSU's stærke side. Så da arbejdet i do'erne fik svære betingelser vendte VSU sig mere og mere mod bevægelsesarbejdet og forsøgene på omgruppering på venstrefløjen.

VSU foretrak at arbejde i bevægelser som Unge mod Apartheid og aktionsforummet Gadens Parlament, der eksplicit formulerede en kapitalismekritik, hvilket de fleste sociale bevægelser ikke gjorde. Formålet var at rekruttere bredere end blandt erklærede socialister.

Aktionsforummet Gadens Parlament var udløber af et landsdækkende «Socialistisk Ungdomstræf» med 3-400 deltagere, som blev afholdt i efteråret 1989, som VSU var initiativtager til. Ungdomstræffet blev afholdt som et forsøg fra VSU's side på at samle de socialistiske grupperinger til venstre for SFU og DKU.

Samtidig med at VSU koncentrerede bevægelsesarbejdet i Gadens Parlament, vedtog det i foråret 1990 at melde sig ind i Enhedslisten i erkendelse af, at også partierne måtte samarbejde for at få parlamentarisk indflydelse.

Forholdet til VS var i det meste af VSU's levetid uproblematisk, hvilket dog bundede i at kontakten mellem de to organisationer var begrænset. Bortset fra tiden omkring VSU's oprettelse, deltog VS ikke i de organisatoriske og politiske diskussioner i og om VSU. Dette forhold, plus udsigten til at VS efter 1988 ikke igen ville kunne opnå repræsentation i Folketinget, var medvirkende til VSU's beslutning om at gå med i Enhedslisten. Prioriteringen om at indgå forpligtende samarbejder med andre venstrefløjspartier og bevægelser skabte en glidning væk fra VS, som resulterede i at VSU på sit landsmøde i april 1991 valgte at tage navneforandring til Venstresocialistisk Ungdom.

Et år senere, i juni 1992, besluttede VSU at påbegynde en afvikling af organisationen. Samtidig indledtes forsøg på at danne et nyt ikke-stalinistisk forum (man ville ikke have folk fra DKP-ML med), der skulle rekruttere unge til venstre for SFU. En lille gruppe medlemmer mente, at VSU i stedet skulle oprette «Enhedslistens Ungdom», men beslutningen om at afvikle VSU blev truffet på baggrund af to udviklinger: Politisk var det forsøget på samling af den unge aktionistiske venstrefløj, der havde stået på programmet i 1989, 90 og 91. Dermed fulgte en nedtoning af partiets privilegerede status som organisator af modstand mod kapitalismen, hvilket stillede spørgsmålstegn ved VSU's eksistensberettigelse. Organisatorisk var en sag om VSU's modtagelse af tipsmidler via Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) en for stor udfordring for VSU. Landskontoret blev politiransaget og sagen drænede mange kræfter, som ellers kunne have været anvendt konstruktivt på opbygning af aktiviteter, men som i stedet kom til at blive brugt på udredning af medlemsforhold.

Efter nedlæggelsen af VSU fortsatte eks-medlemmerne typisk deres politiske aktiviteter i enten Enhedslisten eller i Rebel, der blev oprettet i august 1992, netop som et forsøg på at danne en attraktiv organisation baseret på aktivisme, men uden det traditionelle partis struktur.

G.B.