Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Aasen (1813-1896), norsk sprogvidenskabsmand og digter. Han lagde det sprogvidenskabelige grundlag for nynorsk.

Nationalromantiske forudsætninger

En forudsætning for Ivar Aasens arbejde var den herskende nationalromantik. Toneangivende indenfor denne retning var P.A. Munch. Han og Rudolf Keyser var omkring midten af det 19. århundrede optaget af at udgive norrøne skrifter. På denne måde ville de knytte historiske bånd bagud til før dansketiden. Der lå i tiden en stærk interesse for at påvise eksistensen af et særligt norsk sprog, der kunne give et nationalt særpræg og føre linier tilbage til fortiden. Men bærerne af nationalromantikken, embedsmænd og storborgere, stod selv fjernt fra den folkelige kultur. Derfor vakte det velvilje og interesse, da landsbymanden Ivar Aasens i 1841 stod frem for biskop Neuman i Bergen og tilbød at gøre det arbejde, nationalromantikken havde efterlyst.

Rektor Bugge i Trondheim var påvirket af Wergeland og af folkeoplysningstanken.. Han blev begejstret for Aasens projekt, og fik Det kongelige norske Videnskabernes Selskab han selv var formand for til at give Aasen et stipendium, så han kunne rejse rundt i landet for at indsamle materiale fra bygdedialekterne. Materialet skulle danne grundlaget for «et almindeligt og ægte norsk skriftsprog». I tiden 1842-47 rejste Aasen gennem størstedelen af Norge og gjorde optegnelser fra de forskellige dialekter. Han foretog senere mindre rejser. Dialekterne i byerne og langs Oslofjorden regnede han for at være så danskpåvirkede, at de ikke havde den store interesse for hans arbejde.

I 1848 udgav han: «Det norske Folkesprogs Grammatik», i 1850 «Ordbog over det norske Folkesprog» og i 1853 «Prøver af Landsmaalet». Dermed var det videnskabelig grundlag for landsmålet (fra 1929, nynorsk) lagt. De 2 første værker udkom i ændrede udgaver som «Norsk Grammatik» i 1864 og «Norsk Ordbog med dansk Forklaring» i 1872-73. Mens førsteudgaverne var en beskrivelse af norske dialekter, var andenudgaverne mere normative for det nye skriftsprog.

Socialt sigtemål

Datidens akademikere var begejstrede for Aasens værk. Det gjaldt ikke mindst P.A. Munch. Men han kritiserede alligevel Aasen for ikke at have taget tilstrækkeligt hensyn til gammelnorsk i sprogets udformning. Men det var imod Aasens sprogopfattelse. For ham var hovedformålet at skabe et samlende skriftsprog for de levende dialekter, for sproget skulle tjene til oprejsning for bondestanden og oplysning af bønderne. Denne holdning afslørede, at Aasen lige så lidt som hans værk ikke var noget direkte produkt af nationalromantikken, selv om forudsætningen for at han kunne udføre sit arbejde var velviljen fra netop denne kulturkreds.

Aasen var allerede fra en ung alder bevidst om den undertrykning, bondestanden var udsat for, og han ønskede at hans arbejde skulle tjene den klasse, han selv udsprang af. Selv var han fra et småbrug i Ørsta på Sunnmøre. Han mistede tidligt sine forældre og blev sat til hårdt landbrugsarbejde. Men han viste så store boglige interesser, at han allerede 18 år gammel blev skolelærer i sin hjemby. Senere gik han i lære hos provst Thoresen i Herøy (1833-35) og var huslærer hos kaptajn Daae i Skodje (1835-41). Der foretog han omfattende selvstudier og lærte sig flere sprog. Thoresen tilbød Aasen hjælp til et universitetsstudium, men Aasen takkede nej, fordi han ikke ville bryde med bondestanden.

I 1836 skrev han en artikel: «Om vort Skriftsprog», som han aldrig offentliggjorde. Artiklen knytter an til sprogdebatten mellem P.A.Munch og Henrik Wergeland i 1830'erne og afslører meget om Aasens sprog- og klassebevidsthed: «Det har altid smertet mig, når jeg har været vidne til, hvordan vort almuesprog krænkes og lees af, enten af velklædt uvidenhed eller af en velmenende renselses iver.»

I forordet til grammatikken fra 1864 siger han: «I Stedet for at Byrden af Sprogenes Ulighed skulle falde paa en enkelt Stand, som netop havde den bedste Lejlighed til at tænke paa slige Ting, er denne Byrde kommen til at falde paa selve Folket, paa den tusinde Gange større Almue, som allermest kunne trænge til en Lettelse og ialfald til Befrielse fra unødig Møie.» Som bygdesøn var Aasen optaget af modsætningerne mellem land og by, embedsmænd og bonde. Han var ikke opmærksom på alliancen med det fremvoksende proletariat.

Aasen skrev videre: «Efterat vort Fædreneland atter er blevet hvad det engang var, nemlig frit og selvstændigt, maa det være os magtpaaliggende at bruge et selvstændigt og nationalt Sprog, eftersom dette er en Nations fornemste Kjendemærke.» (1836). Denne udtryksform er hentet direkte fra det nationalromantiske tankegods, og ikke fra bondekulturen. Men for Aasen tjener dette historisk-nationale argument det sociale sigtepunkt, fordi: «Bonden har den Ære at være Sprogets Redningsmand; til hans Tale skulde man altsaa lytte.» (1836).

Sproget i brug

På grund af Aasens sprogopfattelse blev landsmålet ikke så arkaisk som nationalromantikkerne havde ønsket det, og det blev stærkt mærket af landsbybefolkningens hverdagssprog - det som Munch et sted omtaler som «plat» og «pøbelagtigt». Selve den videnskabelig metode med at skabe et fællessprog, sådan at der blev det størst mulige regelrette forhold mellem det og hver enkelt dialekt, fik ofte til følge, at fællesformerne svarede til de historiske former i de fælles rødder, gammelnorsk. Men Aasen havde som princip, at på de punkter hvor alle - eller næsten alle - dialekter havde ændret fra det gammelnorske, der skulle det nye sprog ikke følge gammelnorsk. Derfor var det f.eks. ikke aktuelt at bruge -n i hunkønsbøjninger. Hvor Aasen stod i valgsituationer, tog han hensyn til nordiske nabosprog, f.eks. ved at skrive «stumme» konsonanter. Ud af de overvejelser han gjorde når han bestemte formerne, ses at han regnede med, at dette ville give sproget styrke.

Selve udkastet til nationalsprog kom i «Prøver» (1853). En mere endelig form fik det i andenudgaven af grammatikken i 1864. I den havde han ændret mindre ting, og ofte på arkaisk måde. Grunden kan være, at han blev mere påvirket af nationalromantikken og Munchs kritik, men han mente samtidig, at sprogets indre system krævede disse ændringer. Sansen for system var Aasens styrke som videnskabsmand. Videnskabeligt havde han lært meget af sprogforskerne Jacob og Wilhelm Grimm fra Tyskland og Rasmus Rask fra Danmark.

Efter at Aasen havde grundlagt nationalsproget, arbejdede han videre med andre sprogvidenskabelige værker: «Norske Ordsprog» (1856), «Norske Plantenavne» (1860), «Norsk Navnebog» (1878), «Norsk Maalbunad» (færdig i 1876 og trykt 1925), «Søndmørsk Grammatik» (1851). Han startede udformningen af en sproghistorie og en dansk-norsk ordbog, men nåede ikke at få dem gjort færdige.

Han arbejdede selv ihærdigt for at sproget skulle tages i brug. Han skrev teaterstykket «Arvingen» (1855), der var med til at skabe en amatørteatertradition i Norge, digtsamlingen «Symra» (1863), han omskrev «Fridtjofs Saga» (1858) og skrev sagprosa: «Heimsyn» (1875), en oplysningsbog. Han var endvidere bidragsyder til Vinjes Dølen. Aasens digte udtrykker indlevelse og solidaritet med bondekulturen, men ægger ikke til oprør. Aasen havde et realistisk syn på bygdemiljøet - dvs. også forståelse for trangheden. Mange af hans digte er blevet udbredte folkesange.

Aasens værk blev betragtet med interesse, da det udkom omkring 1850. Men i løbet af 1850'erne spidsede striden til mellem bonde- og embedsmandskultur. Bønderne begyndte at true overklassens hegemoni, og nationalsproget blev udtryk for denne trussel. I 1858 udbrød den første sprogstrid, hvor nationalsproget blev beskyldt for at være kulturelt mindreværdigt. Det manglede dannelse. Aasen kastede sig selv ind i denne strid.

Man kan knapt tale om en nationalsprogsbevægelse, men bevægelsen voksede snart frem. Den blev en del af den radikale nationale opposition, og det lykkedes den at udnytte den politiske trang til markering overfor embedsmandsklassen og unionen. Men Aasen var ikke aktiv i denne bevægelse. Det var andre der ledte denne strid. Aasen koncentrerede sig om det sproglige arbejde, og mange brugte ham som faglig konsulent.

Nationalsprogsbevægelsen var uafhængig af personen Ivar Aasen, selv om den byggede på hans videnskabelige værk. Bevægelsen var sammensat både i ideologi og retsskrivningspraksis, med Olaus Fjørtoft på venstrefløjen med en ren social argumentation og orientering mod moderne norsk, og Vestmannalaget i Bergen til på højrefløjen med en historisk-national argumentation og en gammeldags skrivemåde. Aasen var lige fornøjet med begge.

Aasen bosatte sig i 1847 i Kristiania (Oslo), og boede der til han døde. Han gav ofte udtryk for, at han følte sig ensom, uden familie og adskilt fra den bondekultur han var vokset op i, og også fra den borgerskabskultur, han vægrede sig imod at blive del af.

Aasens værk har paralleller på f.eks. Færøerne og i flere slaviske lande, hvor skriftsprogene også blev udviklede under nationalromantikken. Men en parallel til nationalsprogsbevægelsen findes ikke lige så let.

H.Sa.