Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 11.485
: :
Sprogstrid

Al sprogstrid afspejler modsætninger mellem sociale grupper, og det er karakteristisk, at striden sjældent står mellem sprogformer, som har lige stor social prestige indenfor det samfund, hvor striden pågår. Endvidere gælder striden ikke hvordan der skal tales eller skrives imellem mennesker privat, men først og fremmest hvilken sprogform der skal lægges til grund for administrationen, skolen, kirken og radio/TV. Og her er det ikke kun den skriftlige, men også ofte den mundtlige udformning af den officielle sprogform - «standardsproget» - der bliver genstand for sprogstriden.

Statsgrænserne har overalt været mere afgørende for, hvad der er blevet gjort til skriftsprog end ligheder og forskelle mellem dialekterne, undtaget i de tilfælde hvor den sproglige afstand var blevet så stor - som f.eks. mellem Island og Danmark - eller hvor den var helt fundamental - som mellem hovedsprogene i Finland, Belgien eller Schweiz.

De mest kendte europæiske sprogkonflikter finder vi mellem fransk og hollandsk (flamsk) i Belgien, mellem svensk og finsk i Finland og mellem engelsk og irsk (gælisk) i Irland. Det førstnævnte sprog var det der traditionelt havde herredømmet, mens det sidstnævnte blev foragtet, eller under alle omstændigheder betragtet som andenklasses. De der havde dette sprog som deres naturlige talesprog, blev derfor længe nødt til at lære sig det herskende standardsprog, hvis de skulle kunne gøre karriere indenfor statsapparatet eller overhovedet «gøre det godt». Dette gjaldt også, selv om deres eget sprog havde magt og prestige i et andet samfund. I Belgiens nordlige naboland er hollandsk jo herresproget. Her stiller friserne til gengæld krav om respekt for deres sprog.

Kun et samfund som det schweiziske, med tre hovedsprog - tysk, fransk og italiensk - som i nøjagtig samme udstrækning er dominerende i de store nabolande, og som ikke har udviklet nogen speciel schweizisk skriftvariant, har undgået næsten enhver sprogstrid. En forudsætning for dette lykkelige resultat har nok været det udstrakte selvstyre i enkeltkantonerne. Kun den fjerde, retoromanske («latinske») sprogvariant (i kantonen Graubünden), som ikke har nogen tilsvarende stærk støtte udenlands, har måttet kæmpe sig frem til en anerkendt stilling, om end ikke fuldt på højde med de tre andre.

En sprogstrid udenfor Europa - den som de dravidiske sprogbrugere i det sydlige Indien har måttet føre - kan tjene til at belyse et mere alment fænomen i den tredje verden: Disse sprog tales af ca. 100 millioner mennesker, og flere af dem har en rig litteratur. Men for at undgå at komme i skyggen af de ariske sprog i nord - hvoraf det såkaldte høj-hindi (nært beslægtet med urdu i Pakistan) aspirerer til at blive det alment-indiske rigssprog - har repræsentanter for de dravidiske sproggrupper systematisk (og med held) kæmpet for, at engelsk bliver opretholdt som det fælles sprog i Indien, til trods for alle levn fra kolonitiden.

Når både engelsk og fransk har beholdt så stærk en stilling i mange afrikanske lande, hænger det sammen med, at der i de fleste af landene findes flere lokale sprog og dialekter, som i ringe grad er blevet dyrket litterært. De tidligere koloniherrers sprog fremtræder derfor for de fleste grupper, som det foreløbig bedste alternativ.

Sprogudviklingen i Skandinavien

Bortset fra disse almene fællestræk ved al sprogstrid, lader det sig vanskeligt gøre at finde paralleller noget andet sted til den norske målstrid. Her ser vi bort fra striden for det samiske og det finske sprogs rettigheder i Norge, hvor det er langt lettere at se lighedspunkter med andre landes sprogstrid.

Sprogstriden i Norge føres ikke mellem grupper med indbyrdes uforståelige sprogformer. Den står hverken mellem to nationer eller to nationaliteter, knapt nok mellem to stammer indenfor et og samme folk. Ser vi bort fra islændinge og færinger, så er sproggrænserne indenfor det nordiske sprogområde ikke specielt skarpe, og de dialektgrænser der følger landegrænserne er slet ikke altid de mest markerede. Havde Kalmarunionen i senmiddelalderen udviklet sig til én, fasttømret stat, er det nok sandsynligt, at hele det skandinaviske Norden kun ville have udviklet et officielt skriftsprog, og dermed også et standard-talesprog knyttet til dette.

At den norm som i senmiddelalderen var vokset frem på Sjælland også blev skriftsprog i Norge, var ikke mærkeligere end at det skriftsprog der havde udviklet sig i Østergøtland og siden i Uppland samtidig blev dalkarlenes, finlandssvenskernes, gotlændingenes og (fra 1600 tallet) skåningernes og bohusleningernes skriftsprog. Det gamle norske skriftsprog var nemlig allerede gået i opløsning af andre årsager end de rent unionspolitiske. Og afstanden mellem skriftsproget og de nordiske dialekter i Danmark og i Norge var ikke større end mellem det svenske skriftsprog og de nordiske dialekter i Sverige og Finland, samtidig med at de syd- og vestjyske dialekter stod fjernere fra den sjællandske skriftnormal end dialekterne i Halland, Bohuslen eller i de sydøstlige dele af det nuværende Norge.

Dialektforskellene i det nordisktalende Skandinavien er mindre end i det tyske eller det franske sprogområde. Landdialekterne i Nordtyskland står hollandsk nærmere end de står højtysk. De sydfranske (provençalske) dialekter står katalansk i Spanien nærmere end de står det pariser-franske osv.

Den norske sprogstrid har gennemgået en række faser, som har nær sammenhæng med landets politiske og sociale historie. I tiden fra 1814 og frem til i dag kan man skelne mellem fem sådanne faser - hver på ca. én generation.

Nationalisme

Den første fase indtrådte i sammenhæng med todelingen af den vestskandinaviske stat i 1814. Grundlæggelsen af en selvstændig norsk stat førte til, at den tidligere lokalpatriotisk prægede norskhedsfølelse udviklede sig til en statsbetonet nationalfølelse. Denne blev yderligere styrket af bevidstheden om, at der også i gammel tid havde eksisteret en norsk stat, med sit eget, tidligt udviklede skriftsprog - nærmere det islandske end det svenske eller danske. Også den omstændighed at den nye stat opstod i romantikkens tidsalder - hvor et selvstændigt sprog blev opfattet som «folkeåndens» vigtigste kendetegn - styrkede tendensen til en norsk sproglig partikularisme.

I denne første fase gik det nationale sprogarbejde ud på, dels at undgå at kalde det nedarvede skriftsprog for dansk, men istedet f.eks. Modersmålet, dels at sætte en stopper for tendensen til at rette sig efter det københavnske mønster i den mundtlige brug af fællessproget. Kampen for disse begrænsede, men symbolsk vigtige mål, blev i princippet vundet i midten af 1800 tallet, da danskfødte skuespillere blev erstattet af norskfødte ved de toneangivende teatre.

Samtidig med dette begyndte man at gøre brug af specielle norske ord og udtryk og en mere folkelig sætningsbygning i skønlitteraturen. Selvom dette sidste hang sammen med en mere almen europæisk strømning - væk fra den latinske retoriske arv - blev det i Norge betragtet som et led i en nationalt stræben. De vigtigste bannerførere i dette arbejde var samtidig ledende ideologer i den almene demokratiske oppositionsstrømning - J. A. Hielm, L. K. Daa, H. Wergeland, B. Bjørnson. I den praktiske gennemførelse af ideerne deltog også fremtrædende repræsentanter for «intelligensen»: J. Moe, P. Chr. Asbjørnsen og med stærke forbehold også P. A. Munch.

Eget skriftsprog

Den anden fase i sprogstriden blev indledt, da kravet blev rejst om fuld løsrivelse fra sprogfællesskabet med Danmark og eget skriftsprog på helt norsk grund. Dette kunne i princippet tænkes opnået ad to forskellige veje: Gradvis tillempning eller fuldstændig nydannelse på grundlag af en eller flere af de mest særprægede dialekter. Dette første til, at sprogstriden ikke blot blev en kamp mellem konservative og radikale, men også en kamp mellem to former for radikalisme, en «reformistisk» og en «revolutionær». Begge de radikale fløje kom til at stå tæt på den politiske venstrebevægelse. Efter at denne havde sejret efter rigsretsdommen i 1884, gik de to radikale fløje sammen om den historiske stortingsbeslutning i juni 1885, hvor «Regeringen anmodes om at træffe fornøden Forføining til, at det norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrift- og Bogsprog». (Ligestillingsvedtagelsen.) Med denne beslutning indledtes tredje fase i sprogstridens historie.

I præmisserne og i debatten som gik forud for denne beslutning blev det gjort klart, at det «folkesprog» som skulle sidestilles med den traditionelle norm, omfattede så vel den sprogform som Ivar Aasen udarbejdede, som den Knud Knudsen foreslog. Altså både en norm der var baseret på dialekterne - landsmålet - og en der ville fremgå af en systematisk reform af det traditionelle, norsk-danske skriftsprog - fra ca. 1900 gerne kaldet rigsmålet.

Partiet venstre havde en stærk parlamentarisk stilling i den tid som fulgte. Dette gjorde det muligt for landsmålet at udbygge en stadig stærkere stilling indenfor skole, kirke og den offentlige administration. Rigsmålet kunne ved gennemgribende retskrivningsreformer (1907, 1917) omlægge skrivemåden i det traditionelle sprog til den udtale, som i 1887 var blevet fastslået som normen for «udtale og oplæsning» i skolen, nemlig den der var «den sædvanlige i dannede folks omhyggelige, men ukunstlede dagligtale».

De to bevægelser organiserede også sine tilhængerne gennem en række afdelinger og pressionsgrupper udenfor de parlamentariske forsamlinger, som i sidste ende var sluttet sammen i de to landsdækkende organisationer Norigs Maallag (1906) og Riksmaalsforbundet (1907).

Folkets talesprog som grundlag

I løbet af denne proces kom ligestillingsbeslutningen af 1885 gradvist til at gælde en ligestilling mellem de to sprogformer. Det bevidste ønske om at bevare skriftsprogfællesskabet med Danmark svandt mere og mere hen. Dette fremgik tydeligt af mandatet for den komite, som forberedte retskrivningsreformen af 1917. Her hed det, at «komitéen maa altid have for øie at den skal aapne veien for en udvikling frem imod national samling paa grundlag af folkets virkelige talesprog.» Ifølge Halvdan Kohts egen udtalelse i en stortingsdebat 25. juni 1937 om den næste retskrivningsreform, var det ham der havde fået departementet til at anvende netop denne formulering. Med dette indledtes den fjerde fase i sprogstridens historie, som fører frem til de første år efter 2. verdenskrig.

Denne fase blev præget af, at Venstre var i færd med at miste sin politiske betydning og at arbejderbevægelsen blev styrket. Mens Venstrebølgen havde haft sit geografiske tyngdepunkt i det man kan kalde fjord- og fjeld-Norge og derfor naturligt identificerede sig med den sprogkamp, der var baseret på bondebefolkningens sprogform i disse landsdele, kom både de socialistiske partier og det nye Bondeparti (stiftet i 1920) til at have sin hovedbase i by- og industriområderne øst- og nordpå samt i landsbysamfundene i Østlandet og i Trøndelag.

Samtidig blev de elementerne indenfor begge de sprogretninger styrket, som ønskede at videreføre den fusionsproces, som retskrivningsændringerne syntes at varsle. Her kunne man støtte sig til Knud Knudsens ideer i deres senere, mere radikale fase og på tanker hos sprogmænd og nationale ideologer som Moltke Moe, Didrik Arup Seip og - fremfor alt - Halvdan Koht. Kohts vigtigste livsgerning bestod netop i sprogligt at forene og forsone «arbejderbevægelsen» med «bondebevægelsen».

I slutningen af 1920'erne lykkedes det ham også at få Arbejderpartiet til at slutte op om en sprogpolitik, som ved hjælp af retskrivningsreformer på begge sider skulle føre de to sprogformer sammen til én. Den radikale retskrivningsreform i begge sprogformer - som Arbejderpartiet og Bondepartiet (med betinget støtte af Venstre og Kristelig Folkeparti) gennemførte i 1938 - skulle repræsentere det første vigtige skridt henimod en sproglig samling «på norsk folkemåls grund».

Samtlige retskrivningsreformer i bokmålet - som rigsmålet officielt blev kaldt fra 1929 - påskyndede stærkt fremgangen for nynorsk - som landsmålet officielt blev kaldt fra 1929 - og den radikale variant af bokmålet. I vest og til dels i nord var det en udbredt opfattelse, at det var nynorsk der ville danne hovedgrundlag for fremtidens norske skriftsprog. I store dele af landet som stadig holdt fast på det nedarvede skriftsprog, var der på tilsvarende vis mange som troede, at den variant af bokmålet som stod nynorsk nærmest, også ville ligge det «fremtidsnorske» nær.

I denne fjerde fase af sprogstriden kom kampen mellem de to sprogformer i nogen grad til at træde til side til fordel for en strid indenfor sprogformerne selv - mellem en mere konservativ og en mere radikal, «samnorskvenlig» retning. Den tidligere overvejende nationale problemstilling - dansk mod norsk - blev mere og mere afløst af en social - overklasse mod arbejdende folk - som imidlertid også tidligere havde gjort sig gældende. Ikke mindst hos Ivar Aasen selv: Embedsmandsstand mod bønder.

Et tredje moment som hele tiden har været til stede, men som i påfaldende ringe grad har præget ideologien hos de stridende fraktioner, har været de regionale modsætninger. Først og fremmest modsætningen mellem periferi (med Vest-Norge som kerneområde) og centrum (med det sydøstnorske, «vikske» dialektområde som kerne). I denne sammenhæng er det naturligt at betragte nynorskbevægelsen som en modkultur på linie med afholdsbevægelsen og lægmandsbevægelsen. Det er karakteristisk, at det aldrig er lykkedes nynorsk at erobre en eneste skolekreds i de folkerige distrikter omkring Oslofjorden eller få fodfæste i en eneste by.

Tilbageslag for den demokratiske linie

Sprogstridens femte fase - efter ca. 1950 - har på den ene side været karakteriseret af en uafbrudt og næsten katastrofal tilbagegang for nynorsk som undervisningssprog i grundskolen og endnu mere for den radikale variant af bokmålet. Dette er imidlertid blot den ene side af billedet. For samtidig med tilbagegangen på dette vigtige frontafsnit kan der registreres en fremgang på andre: Nynorsk som litteratursprog er stadig i fremgang, og det gælder ikke bare skønlitteraturen. Nynorsknormalen er desuden blevet det naturlige talesprog for en ikke helt lille gruppe - f.eks. af intellektuelle, lærere og skribenter.

Samtidig er der opstået en ny kraftig interesse for anvendelsen af dialekterne - først og fremmest som talesprog - uden hensyn til fordommene i byenes højere - og ikke mindst lavere - mellemklasse. I sammenhæng med dette kan man på bokmålssiden registrere en stigende tendens, særlig hos yngre, politisk radikale, skønlitterære forfattere, til at tage en række af de «radikale» lydlige og grammatiske former i brug, som mange af dem havde mødt i lære- og læsebøgerne, da de var unge i 1940- og 50'erne, før rigsmålsreaktionen satte ind. Det drejer sig her om former, som uden undtagelse har en meget bred udbredelse i folkelig tale. Også i de områder af landet hvor bokmålet hele tiden som i byerne har været eneherskende.

Alligevel bliver der et hovedspørgsmål stående tilbage, som ingen endnu har besvaret tilfredsstillende. Det gælder både indenfor arbejderbevægelsen og sprogbevægelsen. Hvorfor skulle den radikale, demokratiske linie i sprogpolitikken lide et sådan tilbageslag i en periode, da demokratiet på næsten alle områder var i fremmarch, og da det socialt set mindst demokratiske parti, Højre, som hele tiden har været det konservative rigsmåls forkæmper, havde mindre tilslutning end på noget tidspunkt tidligere?

Det er lettest at forklare, hvorfor nynorsk ikke er kommet videre: Den økonomiske og befolkningsmæssige vækst er stort set kommet de dele af landet til gode, hvor det folkelige talesprog ligger bokmålet nærmest. Tilbagegangen for de grupper som er knyttet til primærerhvervene, flugten fra landet, fremvæksten af større byområder og stationsbyer samt centraliseringen af skoleundervisningen vejer alt sammen tungt. Men hvorfor har den mere folkelige form af bokmålet - og en eventuelt mere østnorsk eller nordnorsk præget form for nynorsk - ikke haft større appel? To hovedforklaringer kan her gøres gældende, selvom de - på lidt længere sigt - trækker i hver sin retning.

Årsagen til tilbageslaget

For det første er det kun begrænsede dele af landområderne som har dialekter, som er så forskellige fra bokmålet og samtidig ligger så nær nynorsk, at det er blevet en prioriteret praktisk og pædagogisk opgave at gå over til en anden sprogform. Skriftsproget kan under ingen omstændighed ligge helt tæt op af alle dialekterne, og en nedarvet norm som er indøvet, skal der meget stærke grunde - af rationelle og af følelsesmæssig art - for at bytte ud mod en anden. Sproget - også skriftsproget - er i selve sin natur konservativt. En af dets hovedopgaver er jo netop at binde generationerne sammen og at opretholde et kultursamfunds kontakt med sin egen fortid - bl.a. gennem klassisk litteratur. Når det gælder bokmålet i dets radikale variant, har disse synspunkter endnu større gyldighed end overfor nynorsk. Hertil kommer, at denne sprogform manglede nynorsks - virkelige eller indbildte - nationale fortrin, og højst havde en lokalpatriotisk (østnorsk eventuelt nordnorsk) appel.

Den andet hovedforklaring tager udgangspunkt i at sprogkampen - i alle dens varianter - er ægte udtryk for det norske samfunds folkelige og lighedsprægede karakter. Den har ingen tilsvarende erfaringer fra beslægtede samfund at støtte sig til, og den har derfor naturlig nok begået både taktiske og tekniske fejl. Manglen på grundig gennemtænkning af den nye sociale, politiske og også sproglige situation i det 20. århundredes Norge har i pinlig grad været til stede, og arbejderbevægelsen gjorde sig det ikke klart, hvilke krav til saglig analyse, bred folkeoplysning, åben og fordomsfri drøftelse indadtil og propaganda udadtil som måtte være en forudsætning for at et så dristigt eksperiment som den radikale fællesnorsk politik skulle lykkes. Det var nok betydelig positiv interesse blandt tillidsmandskadrene - langt større end hos de menige medlemmer - men når det gælder et spørgsmål af en sådan karakter, er dette ikke nok.

I den oprindelige sprogbevægelse var der nok større forståelse for sådanne opgaver, men her blev det sociale og regionale grundlag efterhånden for svagt: Småbondebevægelsen ebbede ud. Tanken om at lægge det nedarvede dansk-norske skriftsprog over på et bredere folkeligt grundlag skulle derimod ikke behøve at lide af denne svaghed. På den anden side måtte forudsætningen være en hurtigt udviklet kulturel selvbevidsthed hos en meget ung samfundsklasse. At en opgave af denne art måtte kræve tid og arbejde, siger imidlertid sig selv, og derfor er der ingen grund til at drage for pessimistiske konklusioner. Tværtimod: Der er nu ude i verden tegn til, at man søger at forynge højtidelige kultursprog ved at tilføre dem elementer af frisk dagligtale, således at der kan bygges bro over den kulturkløft, som i næsten alle gamle samfund er til stede mellem «højkultur» og «folkekultur».

Den dag sådanne bevægelser for alvor får vind i sejlene, vil både småbondebevægelsens nynorskbevægelse og tendenserne til en folkesprogsbevægelse på den norske arbejderbevægelses grundlag kunne få fornyet aktualitet, ja endog øve indflydelse udenfor Norges grænser.

T.Bu.


Litteratur

E. Haugen: Rikssprog og folkemål. Norsk sprogpolitikk i det 20. århundre, Oslo 1968. (Har fyldig litteraturliste for hele perioden.)