 |
|
 | ||||||||||||||
Armenien er en bjergrig nation, der grænser op til Georgien i nord, Azerbadjan i øst og Tyrkiet og Iran i syd. Med en gennemsnitlig højde på 1.800 meter, er den armenske natur ganske varieret: Kaukasus' høje bjergtinder, som f.eks. Aragat på 4.095 meter, og det vulkanske lavland, gennemskåret af dybe dale med floder. Den største af disse floder, Araxe, er en biflod til Koura, og danner den naturlige grænse til Tyrkiet og Iran. Armenien har fastlandsklima, særdeles tørt; somrene er meget varme og vintrene tilsvarende kolde. På sletterne dyrkes hvede og korn, bomuld, tobak, sukkerroer og vin, mens kvægavl fortrinsvis finder sted i bjergene. Undergrunden er rig på kobber, aluminium og molybdæn. Landet står overfor en række miljøproblemer: forurening af jorden med stærkt kemiske produkter som DDT; overproduktion af elektricitet med negative konsekvenser for Sevan søen; kernekraftværket Medzynor er anlagt i en jordskælvszone.
Folket: 93,3% armenere; 2,6% azerier; 2,3% russere; 1,7% kurdere.
Religion: Flertallet bekender sig til den armenske kirkes ortodokse kristendom.
Sprog: Det officielle sprog er armensk. Der udover tales russisk, azeri og kurdisk.
Politiske partier: Den aktuelle regeringskoalition består af Armeniens Republikanske Parti og Folkepartiet. Endvidere findes: Kommunistpartiet; Partiet for lov og Enhed; Armeniens revolutionære Føderation (Dashnaktsutiun-partiet, socialdemokratisk); samt et stort antal småpartier: Armeniens Nationale Bevægelse, Shamiram Kvindebevægelsen, Armeniens demokratiske Parti m.fl.
Officielt navn: Hayastani Hanrapetut'yun (Republikken Armenien).
Adminsitrativ inddeling: 10 provinser.
Hovedstad: Hovedstad: Jerevan, 1.245.700 indbyggere (2007).
Andre vigtige byer: Gyumri 130.400 indbyggere; Alaverdi 30.800; Goris 27.900; Dilijan 27.900 (2000).
Regering: Armen Sarksyan, præsident siden april 2018. Nikol Pashinyan, premierminister siden maj 2018. Parlamentet har ét kammer, Nationalforsamlingen med 132 pladser
Nationaldag: Uafhængighedsdagen 28. maj 1918.
Væbnede styrker: 57.400 mand (1996).
Paramilitære styrker: 1.000 mand, underlagt Indenrigsministeriet.
Første gang Armina, (Armenien) omtales er i kileskrifttavler fra epoken, hvor kong Dario d. 1. regerede Persien, 6. og 5. århundrede f.v.t., men det navn, man havde givet armenerne - gai eller jai - stammer fra landet Gaiasa, der nævnes i indskrifter på hitittisk keramik fra det 8. århundrede f.v.t. Urarterne, som var de direkte forfædre til armenerne, grundlagde i fra det 9. til det 6. århundrede f.v.t. en magtfuld stat, hvis hovedstad var Tushpa - idag byen Van i Tyrkiet. I året 782 f.v.t. grundlagdes fortet Erebuni, i den nordlige del af landet - idag Jerevan, hovedstad i Armenien.
Da landet Ur gik i opløsning, dannede dets territorium rammen om det antikke armenske kongeriges fødsel. Armeniens første regenter var den persiske shahs sátrapas - vicekonger. Denne epoke reflekteredes i Jenofontes og Herodots værker. Jenofonte, hvis bog «La Anábasis» indeholdt en beskrivelse af de 10.000 grækeres tilbagetrækning fra Armenien i 401-400 f.v.t. Det var et vidnesbyrd om at Armenien var rigt på landbrugsarealer med kvægavl og dyrkning af vin, hvede og frugt.
Efter Alexander den Stores erobringstogter og opblomstringen af Seléucidas-imperiet indledtes en periode med «hellenisering» af Armenien, der spillede en vigtig rolle i landets kulturliv. Seléucidas' stat faldt i romernes hænder i 190 f.v.t. og Armenien blev en selvstændig nation. Den lokale regent udråbtes til konge af Storarmenien, under navnet Artashes den 1.
Det blev indledningen til en Guldalderperiode, som nåede sit maximum under Tigrán den 2. - eller den Store. Han samlede alle de armensk-talende områder og annekterede adskillige naboregioner. Armeniens grænser strakte sig fra Middelhavet i syd over Sortehavet i nord til Det kaspiske Hav i øst. Tigrans imperium blev dog snart besejret af de romerske og partiske hære. Armenien udnævntes til «Det romerske folks ven og allierede», en i disse tider almindelig anvendt eufemisme om Roms vasalstater.
I de første 4 århundreder af vores tidsregning, var Armenien tæt på at miste sin selvstændighed, indtil det endeligt i 428 ophørte med at være en nation, efter det romerske imperium og den nye persiske kongedømme enedes om at dele landet mellem sig. Eet af de overlevende monumenter fra denne epoke er det græske tempel i Garni, tæt ved Jerevan.
Armenien blev i 301 det første land i verden, som officielt indførte kristendom som statsreligion. På denne tid, grundlagde Pontifice af Armenien, Grigori Illustratoren, et kloster i Echmiadzin, som eksisterer den dag i dag, og som blev hovedsæde for den armenske kirkes patriarker. Kirken identificerede sig fra da af med den armenske folkekarakter, da religionen tillod at fastholde den folkelige enhed, mens landet igennem længere tid var uden selvstændig statsledelse.
Munken Mesrop Mashtots opfandt i 405 et alfabet og blev stamfader til Armeniens eget skriftsprog. Bogstaverne i dette alfabet er bevarede op til vor tid og har medvirket til at der altid har eksisteret en lige linie i armeniernes kultur, lige fra antikken over middelalderen op til moderne tid. Det 5. århundrede var en periode med opblomstring af den religiøse og verdslige litteratur og af den armenske historieskrivning; senere udvikledes også naturvidenskaberne. Ananias Shirakatsi påstod allerede i det 7. århundrede, at Jorden var rund, og opkastede hypotesen om, at der eksisterede adskillige planeter beboede af intelligensvæsener.
I det 5. og 6. århundrede deltes Armenien mellem Byzans og Persien. Perserne forsøgte at eliminere kristendommen fra de østlige områder af Armenien, hvor de kristne stod stærkt, hvilket førte til en folkelig opstand. Prins Vartán Mamikonian, chef for den armenske hær, påtog sig lederskabet af oprøret. I år 451 kom det til et slag i Avaraev-dalen mellem den armenske hær på 60.000 mand, under ledelse af Vartán, og den persiske hær, der var armenerne betydeligt overlegne. Armenerne blev besejrede og prins Vartán dræbt, men også perserne led betydelige tab. Efter slaget gav perserne afkald på muligheden for at påtvinge armenerne deres religion, mens alle faldne blev kanoniserede af den armenske kirke.
Persien blev i det 7. århundrede invaderet af araberne, og de nye, islamiske ledere annekterede også Armenien. Befolkningen strittede imod indtil slutningen af det 9. århundrede, da prins Ashot Bagratuni udråbtes til konge og dermed uafhængig leder af Armenien. Denne periode beskrives i den episke novelle «David af Sasún».
Velfærdsperioden under kong Bagratidas blev ganske kort. I slutningen af det 11. århundrede begyndte landet at vakle under presset fra byzantinerne og selyúciderne, der var kommet til Transkaukasien fra Centralasien. Mange armenske prinser overgav deres jord til den byzantinske kejser, og modtog til gengæld jord i Kilikien. Dette - samt frygten for tyrkerne - førte til store udvandringer fra mange armenske områder.
I slutningen af det 11. århundrede grundlagde Rubénidas-dynastiet i Kilikien en ny armensk stat, der overlevede de næste 300 år. Kilikien havde nære forbindelser til de vesteuropæiske nationer. De armenske styrker intervenerede i Korstogene, og via giftermål introduceredes Rubénidas'erne til de europæiske ledere. Det kilikiske Armenien blev i 1375 erobret af de egyptiske mamelukker, der sørgede for at bevare litteraturen, kulturen og de videnskabelige landvindinger, mens det «oprindelige» Armenien var blevet udryddet efter invasioner og krige.
De tyrkiske osmanner, der afløste selyuciderne i slutningen af det 13. århundrede, indledte erobringen af Lilleasien. Konstantinopel erobredes i 1453 og tyrkerne fortsatte deres march mod øst, hvor de invaderede Persien. De talløse krige mellem Tyrkiet og Persien brugte Armenien som slagmark, indtil landet i det 17. århundrede deltes mellem de to islamiske imperier. På dette tidspunkt varetog kirken ikke alene mange verdslige opgaver, men forsøgte ligeledes at påkalde sig de kristne europæeres opmærksomhed over for det drama, armenerne, der så sig nødsagede til at flygte og slå sig ned langt fra hjemlandet, måtte gennemleve; flere af disse kolonier eksisterer for øvrigt endnu.
Efter en ekspedition i 1722, der bragte de russiske tropper helt til Transkaukasien, hvor de besatte byen Bakú, samt yderligere territorier, der tilhørte perserne, indledte de armenske prinser i Nagornij Karabakh og enkelte naboregioner en opstand, der skulle forene dem med russerne. Opstanden blev ledet af den armenske nationalhelt David-bek. Den russiske zar, Peter den Store, der havde lovet at ville bistå armenerne, døde imidlertid, og Rusland undertegnede en fredsaftale med Persien. Den anden russiske krig mod Persien indledtes i 1804 og afsluttedes i 1813 med Fredstraktaten fra Gulistan, i kraft af hvilken Karakakh og nogle få andre historiske områder i Armenien indlemmedes i det russiske imperium.
Gennem det 19. århundrede førte Rusland adskillige krige mod Tyrkiet og Persien, og annekterede lidt efter lidt nye armenske områder, og til slut tilfaldt hele den østlige del af Armenien russerne. Dette område var beboet af mere end 2 millioner armenere, men den største del af Armenien, med et befolkningstal på over 4 millioner, tilhørte stadig Tyrkiet.
Mens Rusland forsvarede Armenien mod invasioner og krige, oplevede det østlige Armenien en velstandsperiode, mens armenerne, der var bosatte i det osmanniske rige, var udsat for forfølgelse og chikaner. Man var ofte vidne til uroligheder og sammenstød, hvilket tyrkerne forsøgte at hindre med drastiske repressalier. Man brugte som undskyldning, at armenerne under den 1. verdenskrig havde givet udtryk for deres sympati for den russiske hær, der havde angrebet fra Transkaukasien, og derfor gennemførte «De unge Tyrkeres» regime en massakre mod omkring 2 millioner armenere. Mens man skød mændene, blev kvinder og børn sendt til ørkenområder i Syrien, hvor de omkom af udmattelse, mens de overlevende flygtede til de armenske kolonier i udlandet.
Da det russiske imperium kollapsede, proklameredes den selvstændige stat Republikken Armenien i Jerevan. Tyrkiet angreb Armenien i 1918 og 1920. Selv om det lykkedes den armenske hær at vinde nogle sejre, oplevede den unge republik alvorlige økonomiske tilbageslag, og dens territorium blev kraftig beskåret. I slutningen af 1920 udråbtes Den sovjetisk-armenske Republik af en koalition bestående af kommunister og nationalister, og ved et oprør, i februar 1921, væltedes den siddende regering. Med hjælp fra Den røde Hær, der var ankommet fra Azerbadjan, overtog kommunisterne magten efter 3 måneders hårde kampe.
Armenien, Georgien og Azerbadjan dannede i 1922 Sammenslutningen af de Transkaukasiske Socialistiske Sovjetrepublikker, der lod sig optage i USSR. For at undgå etniske konflikter mellem armenere og muslimer, vedtog det sovjetiske styre en separationspolitik, der tillod en deling af nationalitetsgrupper i administrative enheder, hvilket afgjorde at hele folkeslag blev flyttet. Den Selvstændige Socialistiske Sovjetrepublik Nachichevan proklameredes i 1923, med tilknytning til Azerbadjan, renset for armenere, og samtidigt «overtog» azerbadjanerne Nagornij Karabakh, der var et historisk, armensk område, Azerbadjan tidligere havde givet afkald på i 1920. Den transkaukasiske sammenslutning opløstes i 1936, og de involverede republikker søgte enkeltvis optagelse i Sovjetunionen.
I 1965 højtideligholdt armenere over hele verden for første gang mindet om folkedrabet i 1915. I Armeniens hovedstad krævede demonstranterne en tilbagelevering af området Nagornij Karabakh. Den første anmodning om genforening af Nagornij Karabakh og Armenien blev overbragt Sovjetunionens præsident Nikita Khrushov i maj 1963, og var underskrevet af 2.500 indbyggere fra det opdelte område. Fra da af udvikledes to modsatrettede strømninger: i Armenien, hvor man var tilhængere af genforeningen, og i Azerbadjan, hvor man var modstandere. I 1968 kom det til voldelige sammenstød mellem armenere og azerbadjanere i Stepanakert, hovedstaden i Nagornij Karabakh.
I forbindelse med de påbegyndte reformer i Sovjetunionen i slutningen af 80'erne, besluttede armenerne i Nagornij Karabakh, som udgjorde 80% af befolkningen, ved en folkeafstemning, at blive genforenet med Armenien. Det lokale parlament i Karabakh ratificerede anmodningen, og beslutningen mødtes i Armenien med stor entusiasme. Moskvas reaktion var den modsatte og sovjetiske styrker undertrykte brutalt demonstrationer i Jerevan og Stepanakert, hovedstaden i Nagornij Karabakh.
Den Panarmenske Nationale Bevægelse, som vandt valget i august 1990, var indstillet på at forsøge at opnå selvstændighed ad legal vej. Ved folkeafstemningen i september 1991, stemte 99,3% for en separation fra Sovjetunionen. Det armenske parlament erklærede landet for selvstændigt og i oktober valgtes Levon Ter-Petrosan til præsident med 83% de afgivne stemmer.
Nagornij Karabakh udråbtes samme måned til selvstændig republik, efter 99% af vælgerne havde stemt for en løsrivelse. Azerbadjan svarede igen med en økonomisk og militær blokade af Nagornij Karabakh, der blev indledningen til væbnede kampe mellem de to republikker. Armenien blev medlem af Organisationen af Alliancefri Nationer i december 1991, og blev fuldgyldigt medlem af FN i februar 1992.
Fra begyndelsen af 1993, mens proarmenske styrker opnåede betydelige sejre ved Nagornij Karabakh-fronten, begyndte Jerevan at trække sin ubetingede støtte til armenerne tilbage, i det mindste officielt, og i september indledte Azerbadjan en økonomisk blokade af Armenien.
Den armenske økonomi begyndte at komme på fode igen i 1994 og 1995, til dels på grund af det gode forhold til Iran, som svækkede konsekvenserne af den azerbadjanske blokade. I maj 1994 - på et tidspunkt hvor de armenske styrker, ifølge azerbadjanerne, havde erobret et område på 12.000 km2, muliggjorde den russiske pression indgåelsen af en våbenhvile i Nagornij Karabakh. Omkring 20.000 mennesker havde mistet livet under krigen, mens 1 million var blevet drevet på flugt. I løbet af 1995 og de første måneder af 1996 fortsatte fredsforhandlingerne mellem de stridende parter.
På trods af anklager for valgsvindel og voldsomme demonstrationer i gaderne, indledte Ter-Petrosan sin anden valgperiode, efter at være blevet erklæret som vinder af valget, afholdt september 1996. Regeringerne i Jerevan og Moskva undertegnede i august 1997 en vidtgående aftale om politisk, økonomisk, videnskabeligt, kulturelt og forsvarsmæssigt samarbejde.
Utilfredsheden med de sociale forhold - hvor arbejdsløsheden nåede op på 20% af de erhversaktive - og den undertrykkelse oppositionen blev udsat for, førte til Ter-Petrosans fald. Præsidenten trådte tilbage i marts 1998, efter at være blevet ladt i stikken af de førende personligheder blandt sine medarbejdere i regeringen. Robert Kocharyan - der er født i Nagornij Karabakh - vandt anden valgrunde ved præsidentvalget den 30. marts, efter at have besejret den tidligere leder af Kommunistpartiet, Karen Demirchian. Valget gjaldt dog kun besættelsen af posten frem til periodens afslutning i 1999.
Demirchian fik revanche ved parlamentsvalget i juni 1999, da han blev valgt til formand for parlamentet med 43 % af stemmerne bag sig. Nærmeste rival var kommunistpartiet, der fik 12 % af stemmerne. Men i oktober trængte en bevæbnet gruppe - uden forbindelse til de politiske partier - ind i parlamentet, hvor de dræbte premierministeren Vazgen Sarkisian, Demirchian og flere andre parlamentsmedlemmer - deriblandt 2 ministre. Gruppen tog de øvrige parlamentsmedlemmer som gidsler, men efter at præsident Kocharian gik ind i forhandlinger med gruppen besluttede de at nedlægge våbnene og overgive, mod personlige garantier. I november udpegede præsidenten Aram Sarkissian til posten som premierminister.
I februar 2000 blev Armenien optaget som almindeligt medlem af Europarådet. I midten af året bekræftede Europarlamentet enstemmigt sin resolution fra 1987, hvorefter Tyrkiet først kan optages i EU, når det offentligt vedstår sit ansvar for folkedrabet på den armenske befolkning i 1915-16.
Ligeledes i midten af 2000 besøgte den russiske præsident Vladimir Putin Armenien. Ved den lejlighed undertegnedes an traktat, der gav den russiske hær ret til at forsvare Armeniens grænser mod Tyrkiet og Iran. Denne traktat skulle gå forud for dannelsen af en Fælles Sikkerhedssammenslutning bestående af Armenien, Rusland, Hviderusland, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadjikistan. Den blev dannet 1 år senere ved et topmøde i Jerevan og cementerede landenes militære samarbejde mod den islamiske ekstremisme.
Flere tusinde personer samledes i Jerevan i oktober 2001 for at markere to-årsdagen for angrebet på parlamentet. De krævede præsident Kocharians afgang, og beskyldte ham for at skjule oplysninger om voldshandlingen og dens bagmænd.
Armenien blev medlem af WTO i februar 2003. Samme måned genvalgtes Kocharian som præsident, og i maj fik hans støttepartier flertal ved parlamentsvalget. De ledende oppositionspartier nægtede imidlertid at anerkede dette resultat og beskyldte regeringen for valgsvindel. Der fandt arrestationer sted af tilhængere af oppositionskandidaten Demirchian; både i hovedstaden og i det indre af landet. Forfatningsdomstolen erklærede i en kendelse, at arrestationerne var en overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention. Samtidig opfordrede Europarådet til en revision af den administrative straffelov, der stammer fra Sovjettiden.
Frem til landets selvstændighed var økonomien baseret på kemisk industri, maskiner, elektroniske produkter, forarbejdede fødevarer og syntetisk gummi. Det var i høj grad afhængig af råvarer udefra. Med Sovjetunionens sammenbrud forsvandt også de sovjetiske investeringer og støtte til industrialiseringen. Lukningen af grænserne mod Azerbadjan og Tyrkiet var ligeledes et hårdt slag for økonomien. Landets forekomster af kul, gas og olie er sparsomme og uudnyttede.
Siden 1995 har økonomien været orienteret mod forarbejdningen af ædelsten, fremstillingen af smykker og deusden udviklingen af turismen. Dette åbnede op for lån fra IMF og Verdensbanken og fra udlandet. De internationale låneinstitutioner kræver nu, at landet reducerer statsunderskuddet, stabiliserer valutaen og satser på en udvikling af landbruget, fødevareforarbejdningen og transport samt styrker sundheds- og uddannelsessektoren.
Med 92 stemmer mod 1 afskaffede det armenske parlament i september 2003 dødsstraffen, og kunne dermed ratificere den 6. protokol i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For Europarådet var dette et vigtigt skridt fremad. 41 af rådets 45 medlemslande har indtil nu ratificeret protokollen. Præsident Kocharian ændrede dødsstraffen for 42 fanger til livsvarigt fængsel.
I december 2003 blev 6 personer idømt livstidsfængsel for deres deltagelse i det væbnede angreb på parlamentet i 1999, hvor bl.a. parlamentsmedlemmer og premierminister Vazgen Sarkisia blev dræbt.
I april 2004 demonstrerede flere hundrede tilhængere af oppositionspartierne i Jerevan med krav om Kocharians afgang udfra en påstand om, at denne havde manipuleret valgresultatet i 2003 til sin fordel. Utilfredsheden blev yderligere forstærket af de ringe levevilkår størstedelen af befolkningen lever under. Politiske iagttagere erklærede dog, at Kocharian står stærkt overfor den stadig svagere opposition. Præsidenten erklærede, at oppositionen skulle dæmpe sine krav for ikke at forværre situationen: «Hvis oppositionen forsøger at tiltrække sig opmærksomhed ved at blokkere vejen, så bliver politiet nødt til at foretage sig det nødvendige».
I slutningen af maj mødtes Armeniens og Azerbadjans udenrigsministre i Stirin i Tjekkiet for at forhandle en fredelig løsning på konflikten om Nagorno Karabaj. Mødet var blevet bragt i stand af Rusland, Frankrig og USA indenfor rammerne af OSCE.
I juni indefrøs EU 100 mio. US$ i bistand til Armenien, fordi landet fortsat afviste at give en præcis dato for lukningen af det gamle russiske kernekraftværk. Metsamor værket ligger 40 km vest for Jerevan, blev lukket i 1988 og genåbnet i 95. Det ligger i en af verdens mest aktive seismisme zoner.
Hundrede tusinder af armenere gik på gaden i april 2005 for at markere 90 året for det Ottomaniske imperiums massakre på armenere, og for at kræve at verden anerkender, at armenerne var de første ofre for folkemord i det 20. århundrede. Præsident Kocharian ledede indsatsen for at få anerkendt massakren som folkemord, men Tyrkiet holder hårdnakket fast på at der alene var tale om faldne i krigen. Frankrig, Rusland, Polen og Tyskland mødtes sammen med 15 andre lande for at lægge pres på Ankara for at få anerkendt folkemordet. Armeniens grænse til Tyrkiet er fortsat hermetisk lukket, hvilket er en stærk belastning for landets økonomiske udvikling.
I marts 2007 indviede Armenien og Iran den første etape af den gasrørledning, der forbinder de to lande. Rørledningen skal reducere Armeniens afhængighed af Rusland.
Serzh Sargsyan vandt præsidentvalget i februar 2008 med 52,8% af stemmerne foran sin modkandidat Levon Ter-Petrossian, der fik 21,5%. Resultatet udløste voldsomme protester. OSCE betegnede valget som generelt frit og retfærdigt, men der var store uregelmæssigheder i stemmeoptællingen. Stemmerne blev talt om i 30 distrikter, og det viste sig her at der var opgivet op til dobbelt så mange stemmer for Sargsyan, end han faktisk havde fået. Oppositionen erklærede valgsvindel og flere hundrede tusinde demonstrerede 1. marts mod valgsvindelen. I den foregående uge havde 20-30.000 dagligt demonstreret. Demonstranterne blev angrebet af politiet, der dræbte 10. Præsidenten satte derefter landet i 20 dages undtagelsestilstand og indførte samtidig censur af medierne - herunder internettet. På YouTube blev der forinden uploaded en videosekvens, der viste sikkerhedsstyrker skyde direkte ind i mængden med automatvåben. Samtidig blev en arrestationsbølge mod oppositionen sat i gang og oppositionens møder og demonstrationer forbudt.
Den valgte præsident Sargsyan var under kommunisttiden formand for ungkommunisterne i Stepanakert. Han er nu formand for det konservative parti og var i 1990'erne med til at organisere kampene om Nagorno-Karabakh. Han blev indsat som præsident i april og udnævnte straks den partiløse centralbankchef Tigran Sargsyan til premierminister (de to er ikke i familie).
I april 2008 rettede Sargsyan et usædvanligt skarpt angreb på landets toldvæsen, som han karakteriserede som gennemsyret af korruption.
I oktober 2009 accepterede præsidenten at underskrive en protokol med Tyrkiet, der indebærer oprettelse af diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Som led i aftalen nedsættes en undersøgelseskommission, der skal undersøge det tyrkiske folkedrab på armenere under 1. Verdenskrig.
Inspireret af det «arabiske forår» gennemførte oppositionen i hele 2011 protester og demonstrationer mod regeringen og præsidenten. Demonstranterne krævede politiske reformer, løsladelse af politiske fanger og retsforfølgelse af de ansvarlige for mordene på demonstranter i 2008. Regeringen gav enkelte indrømmelser som undersøgelse af mordene i 2008, løsladelse af flere aktivister fra oppositionen og tilladelse til at demonstrere på Frihedspladsen i Jerevan. Demonstrationerne nåede et højdepunkt i løbet af marts, da op til 100.000 demonstrerede mod regeringen. De fortsatte i stadig mindre omfang frem til november.
Under et besøg i Armenien i oktober 2012 erklærede den Europæiske Komite til bekæmpelse af Tortur, at «stort set ingen af komiteens anbefalinger siden det forrige besøg i december 2011 var blevet fulgt». Den slog samtidig fast, at forholdene i Kentron fængslet i Jerevan gjorde det uegnet til tilbageholdelse af fanger i længere perioder.
Der var ingen fremskridt i konflikten omkring Nagorno Karabakh i Sargsyans første præsidentperiode. Sargsyan og Armenien fastholdt en hadefuld diskurs mod Azerbadjan. I forholdet til Tyrkiet søgte han til gengæld forsoning. I oktober 2009 underskrev de to lande en aftale om genoptagelse af de diplomatiske relationer, og grænsen mellem de to lande blev genåbnet efter Tyrkiet havde lukket den i 1993. Det var dog ikke en ukompliceret forsoning. Mange armenere var imod, og i Tyrkiet afviste man fortsat at der var tale om et folkedrab på armenere i 1915.
Serzh Sargsyan genvandt præsidentvalget i februar 2013 og gik samtidig frem til 58,6%. På andenpladsen kom Raffi Hovannisian med 38,5%. Han nægtede at acceptere valgresultatet, der udbrød uroligheder i Jerevan og 10-31. marts gik Hovannisian i sultestrejke. Det hjalp dog ikke. Den 14. marts bekræftede Armeniens forfatningsdomstol Sargsyans valgsejr. OSCE's valgobservatører gjorde imidlertid opmærksom på, at der var mange uregelmæssigheder ved valget, og mange resultater der stred imod hvad de selv havde observeret. NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen hilste resultatet velkomment.
Politivold mod demonstranter er hyppigt forekommende, og ligeså er straffriheden. I august 2013 demonstrerede lokale mod opførelsen af et højhus i Yerevan. 26 blev arresteret og mindst 1 af dem fik tæsk undervejs til politistationen. Landets ombudsmand erklærede i oktober, at politiet havde optrådt unødigt voldeligt, men der blev ikke efterfølgende taget disciplinære skridt mod de deltagende betjente. I november arresterede politiet oppositionslederen Shant Harutyunyan og 13 andre, da de forgæves forsøgte at gå til præsidentens administrationsbygning. De blev sigtet for vold mod embedsmand i funktion. Harutyunyan og de øvrige arrestanter kunne til gengæld berette om voldelige overgreb fra politiets side. I september 2013 udtrykte en besøgende EU delegation dyb bekymring over angreb mod civile og chikane rettet mod menneskerettighedsaktivister.
Regeringens pensionsreform trådte i kraft i januar 2014. Den indebar, at alle lønmodtagere (født efter 1974) med en indkomst under 1200 US$ pr. måned skulle indbetale 5% af deres løn til et af to private pensionsselskaber. Personer med lønninger over 1200 US$ skulle indbetale 10% af lønnen. Pensionsreformen udløste omfattende protester - især blandt de højere lønnede. En undersøgelse i marts viste, at 80% af landets IT arbejdere var utilfredse med ordningen. Utilfredsheden gik bl.a. på, at ingen var sikre på de private selskabers overlevelsesevne. Sidst i marts kendte forfatningsdomstolen den tvungne del af pensionsopsparingen for værende i strid med forfatningen. Uroen medførte i april at premierminister Sargsyan trådte tilbage. Han blev erstattet af formanden for Nationalforsamlingen, Hovik Abrahamyan.
Armenien havde i 2013 sluttet sig til den Euroasiatiske Økonomiske Union bestående af Hviderusland, Kazakhstan og Rusland. Unionsaftalen trådte i kraft 1. januar 2015.
I januar kom det til sammenstød mellem politi og demonstranter, da flere tusinde gik mod det russiske konsulat i Gyumri i protest mod en russisk soldat der havde myrdet en familie på 6. Politiet affyrede tåregas og lydgranater mod demonstranterne der svarede igen med sten. 21 demonstranter blev arresteret og løsladt dagen efter. 9 demonstranter og 3 politifolk blev såret.
I juni 2015 udbrød der protester i Jerevan mod en annonceret stigning i elprisen på 6 øre pr. KWh. Efter nogle dages fredelige demonstrationer kom det til konfrontationer med politiet, der brugte vandkanoner mod demonstranterne. Demonstrationerne fortsatte helt frem til september, hvor elselskabet blev solgt til en udenlandsk investor. Samtidig indvilgede regeringen i at subsidiere prisstigningen frem til 31. juli 2016.
I december gennemførtes en folkeafstemning om en omfattende ændring af forfatningen, hvis vigtigste element var omdannelsen af landet fra en præsidentiel til en parlamentarisk republik. Ændringerne var i oktober blevet vedtaget med stort flertal i parlamentet. Ved folkeafstemningen stemte 66,2% for ændringerne mens 33,8% stemte imod. Valgdeltagelsen var imidlertid kun 50,8%.
I april 2016 kom det til alvorlige væbnede sammenstød i Nagorno-Karabakh, der kostede mindst 30 armenske og azerbadjanske soldater livet.
I juli stormede en gruppe bevæbnede mænd en politistation i Yerevan, dræbte 1 betjent, sårede 2 og tog flere som gidsler. Efter stormen på politistationen samledes flere hundrede demonstranter på Frihedspladsen for at vise deres solidaritet med den bevæbnede gruppe, kræve løsladelse af lederen af den væbnede gruppe, Jirair Sefilian samt præsidentens afgang. De følgende uger spredte protesterne sig i Yerevan, og det kom til hyppige sammenstød mellem politi og demonstranter. Den 20. juli kom det til sammenstød efter demonstranter forsøgte at levere fødevarer til den bevæbnede gruppe på politistationen. Politiet søgte at hindre leverancen, og blev i stedet mødt af sten og flasker. Politiet svarede igen med tåregas og chokgranater, der også ramte fredelige demonstranter. 136 blev efterfølgende arresteret. 9 dage senere kom det til nye sammenstød mellem demonstranter og politi ikke langt fra den besatte politistation. Politiet for hårdt frem og 60 demonstranter blev såret. Efterfølgende blev Yerevans politichef fyret og 13 politifolk - flere højtstående - blev sanktioneret for ikke at have hindret overgreb mod demonstranter og journalister. Den bevæbnede gruppe opgav sin besættelse den 30. juli.
I september 2016 trådte premierminister Abrahamyan tilbage og kritiserede sin regerings manglende evne til at håndtere de aktuelle økonomiske og politiske udfordringer. Han blev ersattet på posten af Yerevans tidligere borgmester, Karen Karapetyan. Trods en vis økonomisk vækst i løbet af året, lå arbejdsløsheden fortsat på 18%.
Armen Sarksyan fra det republikanske parti vandt præsidentvalget i marts 2018. Som følge af forfatningsændringen i 2015 skulle præsidenten ikke længere vælges af folket men i parlamentet. Den siddende præsident Serzh Sargsyan kunne efter forfatningsændringen ikke stille op til en 3. periode, men han pegede i stedet på Armen Sarksyan som sin efterfølger. Ingen andre stillede op mod ham og han blev valgt med 90% af stemmerne i parlamentet. Posten er nu overvejende ceremoniel.
Efter indsættelsen trådte regeringen tilbage og banede vej for en ny regering ledet af den tidligere præsident Serzh Sargsyan. Dette udløste omfattende protester anført af oppositionspolitikeren Nikol Pashinyan. Sargsyan var særdeles upopulær. Ved indgangen til 2018 havde kun 25% af armenerne tillid til parlamentet og befolkningen protesterede nu mod at han efter 2 perioder på præsidentposten indledte en 3. periode - nu som premierminister. Demonstranterne forsøgte den 16. april at blokkere adgangen til parlamentet for at hindre Sargsyans valg, men uden held. Demonstrationerne fortsatte og den 22. april blev Pashinyan arresteret af sikkerhedsstyrkerne. Dette forstærkede kun protesterne. Den 23. begyndte nuværende og tidligere officerer og soldater at slutte sig til demonstranterne og senere samme dag valgte Sargsyan at træde tilbage. Det republikanske parti indsatte et andet af sine medlemmer på posten, hvilket blot medførte, at protesterne fortsatte. Den 25. begyndte regeringskoalitionen at slå revner, da 2 partier trak sig ud. Den 28. erklærede det republikanske parti, at det ikke ville opstille en egen kandidat til premierministerposten, men at det på den anden side ikke ville støtte Pashinyans kandidatur til posten. Den 1. maj fulgte 100.000 demonstranter i en live udsendelse den 9 timer lange debat i parlamentet på en storskærm på Republikkens Plads i Jerevan. Pashinyan var den eneste kanidat til premierministerposten, men republikanerne stemte imod, så han fik kun 45 stemmer, mens 56 stemte imod. Protesterne fortsatte derfor de følgende dage indtil republikanerne meddelte, at de ville støtte hans kandidatur. Den 8. maj blev han valgt som premierminister med 59 stemmer. Den armenske fløjsrevolution havde sejret. Nikol Pashinyan havde deltaget i protesterne i 2008, blev arresteret og fængslet i 2009 som en af «lederne af masse-uordenen» i 2008, og idømt 7 års fængsel. Han blev løsladt i amnestien i 2011 og valgt til parlamentet i 2012.
Nikol Pashinyan benyttede de følgende måneder til at mødes med bl.a. Ruslands præsident Putin og i september mødtes han med Azerbadjans præsident Ilham Aliyev. Pashinyan nød massiv opbakning i den armenske befolkning. Måneden efter sprang hans regering imidlertid, da en række ministre fra hans koalition stemte for et forslag om at begrænse premierministerens magt. Der blev udskrevet parlamentsvalg til afholdelse i december. Pashinyans Mit Skridt koalition vandt en jordskredssejr og fik 70% af stemmerne. Det tidligere regeringsparti, Republikanerne, fik 4,7% af stemmerne, kom dermed ikke over spærregrænsen på 5% og røg ud. Pashinyan blev derefter genvalgt som premierminister i januar 2019.
Pashinyans økonomiske politik var neoliberal. I juni 2019 blev der indført en enhedsskat på alle indkomster på 23%, der langsomt skulle trappes ned til 20%. Han gik i gang med skære ned i den offentlige sektor, gav skattelettelser til mindre virksomheder og tilskud til udenlandsk kapital, der søgte ind i Armenien.
Armenien protesterede i oktober mod Tyrkiets invasion af Rojava (syrisk Kurdistan). Pashinyan regeringen gik på den ene side ind for normalisering af forholdet til Tyrkiet, trods folkedrabet 100 år tidligere, men ville på den anden side ikke acceptere nabolandet aggressive adfærd mod kurderne.
2020 Den anden krig om Nagorno-Karabakh
I september 2020 udbrød der krig mellem Azerbadjan på den ene side og Nagorno-Karabakh/Armenien på den anden. På begge sider blev der indført undtagelsestilstand og censur. Iflg. Armenien var det Azerbadjan der angreb de områder, Armenien havde erobret omkring Nagorno-Karabakh i den første krig i 1992. Områder der dengang var blevet etnisk renset for azerbadjanere og efterfølgende befolket af armenere. Tyrkiet stillede sig på Azerbadjans side og forsynede det bl.a. med droner. Også Israel leverede droner til Azerbadjan, hvilket fik Armenien til at afbryde de diplomatiske forsindelser. Drone krigsførslen viste sig at være særdeles effektiv. Azerbadjan angreb de armenske positioner med droner, langtrækkende granater og missiler, og Armenien blev hurtigt tvunget i defensiven. Flere våbenhviler forhandlet med Tyrkiet og Rusland brød sammen, men efter Azerbadjans erobring af den strategisk beliggende by Shusha blev der den 10. november indgået en våbenhvile, der holdt. Krigen havde da kostet omkring 3.400 armenske soldater og 2.900 armenske livet. Omkring 100 azerbadjani civile var blev dræbt og 65 armenske. Begge parter havde under krigen beskudt civile områder med klyngebomber. Som led i den efterfølgende fredsaftale skulle Armenien rømme de områder omkring Nagorno-Karabakh, det havde erobret i 1992. I forbindelse med rømningen brændte armenerne deres huse ned - de huse de i 1992 havde overtaget fra azerbadjanere, der var blevet etnisk udrensede.
Våbenhvilen og fredsaftalen udløste protester og demonstrationer i Jerevan med krav om premierminister Pashinyans afgang. Protesterne var overvejende organiseret af det slagne Republikanske Parti. Præsident Sarksyan sluttede sig til kravet om Pashinyans afgang, men trods deltagelse af flere tusinde nåede protesterne ikke et omfang, der for alvor truede regeringen, og protesterne ebbede ud efter jul.
Azerbadjan havde under krigen vist sig militært overlegen og havde tilføjet Armenien et strategisk nederlag, men nøjedes med at erobre de oprindeligt azerbadjani kontrollerede områder, det havde mistet i 1992. Den armensk kontrollerede Nagorno-Karabakh enklave eksisterede fortsat.