Befolkning 10,2 mio. Valuta Manat Areal 86.600 Km2 Hovedstad Bakú Befolkningstæthed 92,3 indb./Km2     HDI placering 91

Beliggende i den østlige del af Transkaukasus. Azerbadjan grænser op til Iran i syd, Armenien i vest, Georgien i nordvest, til den autonome russiske region Dagestan i nord og Det kaspiske Hav er Azerbadjans østlige grænse. Bjergene i Den kaukasiske Bjergkæde dækker halvdelen af territoriet, i den centrale del finder man Kurá-Araksdalen og i sydøst Lenkorán-dalen. Klimaet veksler fra moderat til subtropisk, tørt i bjergene og fugtigt på sletterne. De største floder er Kurá og Araks. Vegetationen er gold steppe og halvørken med græsningsarealer i bjergene, som desuden er skovrige. Landet besidder rige forekomster af olie, kobber og jern. Azerbadjan har alvorlige miljøproblemer, forårsaget af anvendelsen af pesticider, mens stærkt giftige ukrudtsbekæmpelsesmidler i stor udstrækning har været anvendt på bomuldsmarkerne. Vandforureningen repræsenterer et andet stort problem; det anslås at halvdelen af befolkningen ikke har kloaksystemer, mens kun en fjerdedel af det forurenede vand renses.

Autoritært regime med meget begrænset demokrati og frihedsrettigheder.

 

Folket: Azerbadjanere, 90%; dagestanere, 3,2%; russere, 2,5%; lezgianere, 2,2%; armenere, 2%; desuden ukrainere, tartarer og kurdere.

Religion: Overvejende islam (shiitisk, 93,4%), russisk ortodokse kirke (2,5%), armensk ortodokse kirke (2,3%).

Sprog: Azeri, (azerbadjansk) er det officielle sprog, samt russisk, armensk, kurmanji, talysh.

Politiske partier: Nyt Azerbadjan; Folkefronten; Partiet for folkets Solidaritet; Kommunistpartiet; Partiet ny Lighed; Partiet for national Uafhængighed; Musavat; Vandat; Det islamiske parti opererer fra Iran.

Sociale organisationer: Sadval, bevægelsen blandt Lezgian folket ved grænsen til den russiske føderation; Bevægelsen blandt Talysh folket mod grænsen til Iran. I Nagorno-Karaback eksisterer en selvudråbt republik blandt den armenske befolkning. Uafhængige fagforeninger.

Officielt navn: Azerbayan Respublikasi.

Hovedstad: Bakú, 2.064.900 indbyggere. (2010)

Andre vigtige byer: Guiandzhá (tidl. Kirovabad), 299.300 indbyggere; Sumgait, 277.300 indbyggere; Minguechaur (Mingecaur), 98.900 indbyggere; Nackichevan, 67.100 indbyggere. (2000).

Regering: Ilham Aliyev, præsident siden oktober 2003, genvalgt i oktober 2008 med 87% af stemmerne, i 2013 med 85% og i 2018 med 86%. Parlamentet har 125 pladser.

Nationaldag: 28. maj. (Uafhængighedsdagen, 1918).

Væbnede styrker: 70.700 mand.

Paramilitære styrker: Militsen, der hører under Indenrigsministeriet: 20.000 mand. Folkefronten, det folkelige forsvar i Karabakh: 12.000 frivillige.

 

Den azerbadjanske befolkning er et konglomerat, en verdslig fusion af de gamle folkeslag i Østkaukasus. I det område vi i dag kender som Azerbadjan opstod i det 9. århundrede f.v.t. staterne Mana, Kaukasisk Albanien og Atropotena - fra den sidstnævnte er navnet Azerbadjan afledt. General Atropates proklamerede denne provins' uafhængighed i år 328 f.v.t., da Persien blev erobret af Alexander den Store.

Senere blev disse stater indlemmet i det asaidiske og senere det sasánidiske Persien. Det kom til anti-sasánidiske oprør, som f.eks. mazdokiternes opstand. I år 642 erobrede de arabiske kalifater Azerbadjan, som stadig var et område beboet af forskellige etniske stammer. Araberne samlede landet under Islam, dvs. den shiitiske udgave, dog under nogen modstand. I perioden 1816-37 opstod et antiarabisk oprør ledet af Babek.

Fra det 8. til det 10. århundrede passeredes Azerbadjan af en vigtig handelsvej, der forbandt Det nære Østen og Østeuropa. Fra det 9. til det 14. århundrede besatte tyrkerne Transkaukasien og det nordlige Persien. Alle folkeslag i området overtog tyrkisk som talesprog, og i denne periode, fra det 11. til det 13. århundrede, dannedes det azerbadjanske folk etniske identitet. Regionen Sirván, nord for Azerbadjan, erklæredes i tidsrummet mellem det 15. og det 16. århundrede for en uafhængig stat.

I overgangen fra det 15.-16. århundrede opstod Setévidernes stat. Grundlæggeren af dynastiet, shah Ismael den 1., modtog hjælp fra de nomadiske azerbadjanske stammer, som udviklede sig til at blive statens primære magtfaktor. I slutningen af det 16. århundrede overdrog den azerbadjanske adel deres områder til iranerne.

Det østlige Transkaukasien blev i tidsrummet mellem det 16. og det 17. århundrede scenen for rivaliseringen mellem Iran og Tyrkiet. I begyndelsen af det 18. århundrede begyndte Azerbadjan at blive interessant for det russiske imperium. I midten af århundredet fandtes mere end 15 azerbadjanske khanater, kongedømmer, som var afhængige af Iran. Efter adskillige krige mellem Rusland på den ene side og skiftevis Tyrkiet og Persien på den anden, underskrev man fredsaftalen dels i Gulistán, 1813, og dels i Turkmenchai, 1828. I følge disse aftaler blev det nordlige Azerbadjan annekteret af Rusland; der var tale om Bakú- og Yelisavétpol-provinserne; den sidstnævnte hedder i dag Guiandzhá.

Landbrugsreformen som indførtes i Rusland i 1870 satte fart i den kapitalistiske udvikling i Azerbadjan, og regionens olierigdom tjente som tilskyndelse til yderligere at accelerere denne udvikling. Efter den russiske revolution i 1905, stiftedes i Bakú, i 1911, det borgerlige nationalistiske parti Musevat, der betyder Lighed, med pantyrkiske og pamislamiske tendenser. Efter bolsjevikkernes triumf i oktober 1917, indførtes sovjetmagten i Azerbadjan af Bakú-kommunen.

Den tyrkisk-engelske intervention, som fandt sted i sommeren 1918, afsatte Bakú-kommunen og det bragte musaviterne til magten. Den røde Hær generobrede Bakú i april 1920, og indførte sovjetsystemet i hele Azerbadjan, som udråbtes til socialistisk sovjet republik, som senere i marts 1922 blev optaget i Føderationen af Socialistiske Sovjetrepublikker i Transkaukasien, sammen med Armenien og Georgien.

I begyndelsen af 1920'erne, i et forsøg på at løse de interne etniske konflikter, besluttede Moskva sig til at indlemme Nagornij Karabakh og Najichevan i Azerbadjan; disse to områder havde ellers tilhørt Armenien. I juli 1923 dannedes Den autonome Region Nagornij Karabakh og i februar 1924 dannedes Den autonome Republik Najichevan, begge medlemmer af Den socialistiske sovjetrepublik Azerbadjan. I december 1936 opløstes den transkaukasiske føderation og sovjetrepublikken Azerbadjan indlemmedes separat i Sovjetunionen. I 1929 forsøgte man at erstatte det azerbadjanske skriftsprog, der anvender arabiske tegn, med det latinske alfabet. I januar 1940 introduceredes alfabetet med russiske bogstaver.

Imellem 1969 og 1982 var den øverste ledelse af det kommunistiske parti i Azerbadjan i hænderne på Gueidar Aliev, der nød stor tillid hos førstesekretæren for det russiske kommunistparti, Leonid Brezhnev.

I slutningen af 1980'erne førte socioøkonomiske, politiske og etniske problemer til en skærpelse af utilfredsheden blandt azerbadjanerne. Den nye sovjetiske leder, Michael Gorbachov, indledte i 1986 en økonomisk reformproces - perestroika - og den såkaldte åbenhed i statsledelsen - glasnost - der åbnede for manifestationer af den folkelige utilfredshed i hele Sovjetunionen.

I republikken Azerbadjan kom det til en bølge af strejker, offentlige møder og demonstrationer. Der opstod nye, politiske bevægelser, deriblandt var Azerbadjans Folkefront, med basis i krav om overholdelse af de civile rettigheder, indførelse af frie valg samt økonomisk og politisk uafhængighed. Ikke desto mindre afviste Folkefronten den armenske befolkningsgruppe i Nagornij Karabakhs krav om at blive genforenede med Armenien.

Den 25. september 1989 blev Azerbadjan proklameret for en selvstændig stat indenfor Sovjetunionen. Skærpelsen af de etniske konflikter mellem azerbadjanere og armeniere udgjorde basis for dannelsen af ekstremistiske grupperinger, og det førte til massakrer mod armenere i Sumgait, 1989, og i Bakú, 1990. Efter begivenhederne i Bakú dekreterede den kommunistiske regering undtagelsestilstand og tilkaldte enheder fra den russiske hær, der skulle genetablere ro og orden. Det førte til tab af hundredvis af menneskeliv.

Problemerne i Nagornij Karabakh forværrede konflikten med Armenien. Parlamentet i den autonome region Nagornij Karabakh, erklærede regionen for uafhængig af Azerbadjan. I december 1989 vedtog parlamentet i Armenien en genforening med Nagornij Karabakh, der af Azerbadjan karakteriseredes som indblanding i Azerbadjans indre anliggender. I september 1991 erklærede Nagornij Karabakh sig for uafhængigt, såvel af Azerbadjan som af Armenien. I november 1991 annullerede parlamentet i Azerbadjan Nagornij Karabakhs status som autonom region.

Det sovjetiske parlaments præsidium godkendte den 30. august 1991 Uafhængighedserklæringen for Azerbadjan. Undtagelsestilstanden i Bakú blev ophævet og den 8. september afholdtes det første præsidentvalg. Azerbadjans kommunistiske parti opløstes ligeledes i 1991. Den tidligere leder af Azerbadjans kommunistiske parti, Ayaz Mutalibov, som havde støttet det fejlslagne statskup mod Gorbachov, var den eneste kandidat og blev valgt. Den azerbadjanske Folkefront karakteriserede valget som «udemokratisk, fordi det blev afholdt under undtagelsestilstand», og trak sin kandidat fra valget. Den autonome republik Najichevan, hvor Gueidar Aliev fortsatte sin politiske karriere, afholdt sig fra at deltage.

Den 22. december 1991 tilsluttede Azerbadjan sig den nye organisation Forbundet af Uafhængige Stater (SNG) og den 2. februar 1992 blev Azerbadjan optaget som medlem af FN.

Belejret af azerbadjanske styrker og udsat for heftig, uafbrudte bombardementer, deltog befolkningen i Nagornij Karabakh, den 10. december 1991, i en folkeafstemning, hvor 99% af vælgerne gik ind for uafhængighedserklæringen, mens det azerbadjanske mindretal afholdt sig fra at stemme. Forbundet af Uafhængige Stater begyndte umiddelbart efter en tilbagetrækning af sine styrker i Nagornij Karabakh, selv om det blev indledningen til fornyede kampe mellem azerbadjanske og armenske militser.

Den azebadjanske Folkefront anklagede regeringen for ikke at være i stand til at løse problemet i Nagornij Karabakh, og forlangte at man fremskyndede dannelsen af en national hær. På sin side anklagede Bakú Forbundet af Uafhængige Staters tropper for at have muliggjort åbningen af en «forsyningskorridor» mellem Armenien og Nagornij Karabakh. Mutalibov trådte tilbage i marts 1992 og den reelle leder af parlamentet, Yuri Mamédov, overtog præsidentposten.

Kampene mellem azerbadjanere og armenere udvidedes i april til også at berøre Najichevan. Tyrkiet advarede om, at man ikke ville acceptere en ændring af grænsedragningen fra 1921 og Rusland meddelte, at en tyrkisk intervention i Kaukasus kunne blive indledningen til en tredje verdenskrig.

I maj 1992 gav Azarbadjansovjetten der var kontrolleret af et flertal af ex-kommunister præsidentposten tilbage til den afsatte Mutalíbov. Han annullerede valgene, der var planlagt til gennemførelse i juni og udstedte udgangsforbud. Som svar herpå besatte lederne af Folkefronten med støtte fra militsen Sovjettens hovedkvarter i Bakú, og erklærede udnævnelsen for ulovlig. Efter voldsomme sammenstød i hovedstaden, genindsatte oppositionen Mamédov. Folkefronten indtog en række nøgleposter i den nye regering, såsom ledelsen af sikkerhedsorganerne og de offentlige massemedier.

Præsident Mutalibov blev tvunget til at trække sig tilbage i december 1992 efter de azerbadjanske styrkers nederlag og Folkefrontens belejring af parlamentet. I løbet af de følgende uger udvidedes den armenske offensiv og i maj 1993 begyndte angrebet mod Stepanakert, det administrative centrum for Nagornij Karabakh.

Parlamentet genindsatte Mutalibov som præsident i midten af maj, men Folkefronten afsatte ham igen under en væbnet opstand. Kampene bredte sig ud over Nagornij Karabakhs territorium og efter at have indtaget Stepanakert, spredtes de armenske styrker til adskillige azebadjanske regioner.

Lederen af Folkefronten, Albufaz Elchibei, vandt præsidentvalget i juni, hvilket muliggjorde den tidligere leder af Sovjetunionens Kommunistparti, Heydar Alievs tilbagevenden. En fornyet armensk offensiv blev imidlertid fulgt op af et statskup. Under ledelse af oberst Guseinov indtog kupmagerne hurtigt 5 provinser i landet. Da offensiven mod Bakú indledtes, flygtede Elchibei, og overlod Aliev præsidentposten.

Parlamentet godkendte i september 1993 Azerbadjans indtræden i Forbundet af Uafhængige Stater. En måned senere vandt Aliev præsidentvalget og indledte en fremgangsrig offensiv i Nagornij Karabakh. Efter pres fra Rusland, trådte en våbenhvile i kraft i maj 1994 og forhandlinger mellem de stridende parter indledtes. Kontakterne fortsatte i 1995 og i de første måneder af 1996, men man opnåede ingen fremskridt i retning af en endelig aftale.

Tilhængere af premierminister Surat Husseynov besatte adskillige byer i oktober 1994, men de blev hurtigt fordrevet af Aliev-loyale styrker. I Bakú afholdtes større demonstrationer til fordel for Aliev, der afløste Husseynov. Præsidenten dekreterede 2 måneders undtagelsestilstand og adskillige parlamentsmedlemmer arresteredes under anklager for at have deltaget i statskuppet.

I november 1995 afholdtes parlamentsvalg, uden deltagelse af hverken Musavats indflydelsesrige parti eller fra kommunister eller muslimer, hvis eksistens var blevet forbudt af regeringen. Alievs parti, Det nye Azerbadjan, blev valgets vinder. Faldet i bruttonationalproduktet i 1995 var i størrelsesordenen 20% sammenlignet med det foregående år, mens inflationen faldt fra 880% til 790% i samme periode.

I november 1996 erstattede Artur Rasizade premierminister Fuad Guliyev, der af «helbredsmæssige årsager» var trådt tilbage, og en række ministre med ansvar for bl.a. økonomiske spørgsmål som privatiseringer blev fjernet fra deres poster pga. uduelighed - ifølge de officielle forklaringer. For andet år i træk var grænserne til Rusland lukkede. De gensidige relationer var kølnet drastisk efter den russiske invasion af Tjetjenien i december 1994. I april blev de diplomatiske relationer med Iran forværret, efter arrestationen af medlemmer af det pro-iranske Azerbadjanske islamiske Parti. I juni undertegnede Azerbadjan og Tyrkiet en bilateral aftale om militært samarbejde.

Amnesty International forsøgte at presse myndighederne til at konvertere dødsstraffe til fængselsstraffe og iagttage de nødvendige forholdsregler for helt at afskaffe den. Azerbadjan fejrede i slutningen af 1997 åbningen af oliefelterne i Det kaspiske Hav. Initiativet var resultatet af en kontrakt indgået mellem den azerbadjanske regering og et konsortium, bestående af 12 selskaber, hvor den nordamerikanske repræsentation udgjorde 40%. Det anslås at Azerbadjan, Kasakhstan og Turkmenistan tilsammen besidder verdens tredjestørste oliereserver. I december 1999 besluttede et japansk selskab at investere 2,3 milliarder US$ i olieefterforskningen.

Valget i oktober 1998 var dette års vigtigste politiske begivenhed. De vigtigste ledere af oppositionen, deriblandt den tidligere præsident, Abulfaz Elchibey boykottede, og den siddende præsident Aliev fik 76 % af stemmerne. Oppositionen karakteriserede valget som svindel og gennemførte demonstrationer, mens redaktørene for 20 aviser gennemførte en sultestrejke med krav om annullering af valget.

Præsidenten i Nagorno Karabach, Samvel Babayan blev såret ved et mislykket attentatforsøg i marts 2000. Den tidligere azerbadjanske forsvarsminister og øverstkommanderende for hæren, Arkady Gukasyan blev beskyldt for at have planlagt attentatet og idømt 14 års fængsel.

Parlamentsvalget samme år blev overvældende vundet af præsident Aliyevs parti, hvilket endnu engang fik internationale observatører tl at kritisere landets uigennemskuelige valgsystem. Nye kritikker blev rettet mod den azerbadjanske regering i 2001. Denne gang fra Europarådet, der kritiserede den manglende ytringsfrihed og eksistensen af politiske fanger. Alligevel blev landet samme år optaget i Europarådet.

Terrorattentatet i New York i september 2001 gav præsident Aliyev et nyt pusterum. Han erklærede, at Azerbadjan vilel støtte USA i dets kamp mod terror, og til gengæld hævede Washington de sanktion der havde været rettet mod Azerbadjan siden 1992, efter at Baku havde lukket togforbindelserne til Armenien. Aliyev gav USA lov til at bruge Azerbadjans luftrum i dets flytning af tropper og forsyninger til USA's baser i Centralasien. USA har samtidig optrappet sine olieinteresser i landet. En olie- og gasledning er under bygning fra Baku gennem Georgien til udskibningshavnen Ceyhan i Tyrkiet til ibrugtagning i 2004.

Pave Paul II besøgte landet for første gang i 2002 og opfordrede til bilæggelse af de religiøse konflikter. Efter besøget var der en opstand i Nardaran nær hovedstaden Bakú. Mindst en blev dræbt og flere blev arresteret efter at befolkningen havde forsøgt det lokale bystyre. Regeringen erklærede, at området var centrum for islamisk ekstremisme, men lokalbefolkningen insisterede på, at oprøret skyldtes ekstrem fattigdom og mangel på beskæftigelse.

Flere hundrede personer demonstrerede ligeledes i Bakü mod fattigdommen og de elendige levevilkår. Samtidig krævede de, at afstemningen om ændring af forfatningen blev annulleret. Præsident Aliyev kollapsede under en TV transmitteret tale og blev indlagt på hospital i Tyrkiet. Han udnævnte efterfølgende sin søn Ilham til premierminister.

Ilham Aliyev vandt i oktober 2003 præsidentvalget, der af observatører blev betegnet som lidt langt fra internationale standarder. Oppositionen demonstrerede i gaderne, politiet slog ned på demonstranterne og flere hundrede blev anholdt.

I juli 2004 besøgte Pakistans præsident Pervez Musharraf Bakú. Besøget havde til formål at styrke forbindelserne mellem de to landes regeringer og at indgå en række aftaler. Trods landenes vidt forskellige størrelse og historisk ringe handel, indgik de i 2003 en militær samarbejdsaftale, hvorefter Pakistan kan bringe tropper fra Azerbaidjan ind i landet. Musharraf håbede til gengæld at få favorable aftaler om køb af olie og gas fra de store felter i Azerbaidjan.

Anden gang regeringen tillod oppositionen at gennemføre politiske handlinger, gennemførte 20.000 mennesker i juni en demonstration i hovedstaden Bakú med krav om frie valg og præsidentens afgang. Demonstrationen blev gennemført af Azadlig (frihed) blokken, der består af de tre største oppositionspartier.

Demonstrationerne mod regeringen fortsatte gennem 2005 i Baku, og blev hver gang voldsomt angrebet af politiet. I marts blev journalisten Elmar Huseynov dræbt af skud. Under forberedelserne til indvielsen af en ny gasledning i maj, slog politiet atter engang til mod demonstranter. Flere snese demonstranter blev såret. Mens parlamentsvalget nærmede sig slog politiet atter til mod demonstranter i september og oktober. Parlamentsvalget blev atter engang vundet af regeringspartiet, hvilket udløste protester fra oppositionen. Det udløste fornyet repression fra politiets side.

Nordamerikaneren Steven Mann der i en periode havde mæglet mellem Azerbadjan og Armenien i konflikten om Nagorno Karabaj meddelte i februar 2006, at mæglingen mellem de to lande var slået fejl.

Aliyev aflagde i april 2006 besøg i Washington for at diskutere olie, økonomiske udvikling og demokrati. Præsident Bush indikerede at supermagten ikke længere interesserede sig for overgrebene i 2005. USA har betydelige interesser i Azerbadjans olie- og gasresourcer.

I maj 2006 indviedes den nye olieledning fra Azerbadjan gennem Georgien og Tyrkiet til Europa. Ledningen skal årligt transportere 50 mio. tons olie til det europæiske marked fra felterne i Azerbadjan. I slutningen af året indviedes en parallel gasledning, der årligt skal transportere op til 296 mia. m³ gas.

En rapport fra Amnesty International fra juni 2007 slog fast, at selv om situationen for de internt fordrevne i landet var forbedret, blev de fortsat udsat for diskrimination.

Præsidenten erklærede i april 2008 at «Nagorno Karabakh aldrig vil få sin selvstændighed».

Aliyev blev i oktober 2008 genvalgt som præsident med 87% af stemmerne. Året efter gennemførtes en folkeafstemning om forfatningsændringer, der fjernede begrænsningerne for hvor mange perioder en præsident kan sidde, og som samtidig introducerede instrumenter til begrænsning af ytringsfriheden. Ændringerne blev vedtaget med omkring 90% af stemmerne.

Armenien og Azerbadjan indgik efter forhandlinger i Moskva i november 2009 en aftale om løsning af konflikten omkring Nagorno-Karabakh.

Amnesty rapporterede i 2010, at menneskerettighedssituationen fortsat var særdeles alvorlig. Demonstrationer angribes af politiet, menneskerettighedsaktivister og journalister chikaneres og tortur er fortsat udbredt.

I november 2010 gennemførtes parlamentsvalg. 2.500 personer meldte deres kandidatur, men kun 690 blev godkendt af valgkommissionen. Aliyevs parti fik 45,8% af stemmerne og 72 ud af parlamentets 125 pladser. Yderligere 38 «uafhængige» kandidater knyttet til regeringspartiet blev valgt ind. De resterende 15 pladser gik til repræsentanter for en slags oppositionspartier. For første gang fik landets største oppositionsparti ikke valgt en eneste kandidat ind. Valgobservatører fra OSCE karakteriserede valget som præget af uregelmæssigheder, og med begrænset adgang for oppositionens kandidater til medier og registrering.

Inspireret af det «Arabiske forår» indledte oppositionsgrupper i slutningen af januar 2011 protestaktioner mod regimet. Demonstrationer og aktioner fortsatte hen over foråret og forsommeren, men nåede aldrig op på mere end end nogle få hundrede deltagere. Regimet mødte demonstrationerne med arrestationer. Alene ved en enkelt demonstration den 2. april blev 200 demonstranter anholdt. 4 af disse blev i oktober idømt 18-36 måneders fængsel for «organisering af masseprotester».

Det Europæiske Melodigrandprix gennemførtes i maj 2012 i hovedstaden Bakú, efter at Azerbadjan året forinden havde vundet. Lokale forsøg på protester blev knust. Der var kun få og sporadiske forslag om international boykot. EU og USA kritiserer kun sporadisk regimet for dets overgreb mod menneskerettighederne. Azerbadjan er en stor olieproducent og strategisk allieret i Centralasien.

Under et statsbesøg i Ungarn i 2012 lykkedes det præsident Aliyev at overtale den ungarske regering til at overføre den dømte azerbadjanske morder major Ramil Safarov til Azaebadjan, hvor han så skulle afsone resten af sin straf. Safarov havde 8 tidligere deltaget i et NATO sponsoreret engelskkursus i Ungarn, hvor han en nat havde myrdet en anden deltager, Gurgen Margaryan fra Armenien. Safarov var efterfølgende blevet idømt livsvarigt fængsel. Tilbage i Bakú blev Safarov imidlertid ikke sat i fængsel, men fik i stedet en heltemodtagelse, forfremmet til major, fik en lejlighed samt 8 års løn - for den periode han havde siddet i fængsel i Ungarn. Præsident Aliyev har gentagne gange betegner armenere i hele verden som fjender af Azerbadjan og truet med at indtage Nagorno-Karabakh med militær magt.

Ligeledes i 2012 udnævnte Projektet for rapportering om organiseret kriminalitet og Korruption Aliyev til årets mand. Ikke som den mindst, men som den mest korrupte. Det var veldokumenteret at Aliyev familien hemmeligt havde store ejerandele i landets virksomheder som banker, entrepenørvirksomheder, guldminer og teleselskaber. Aliyevs 2 døtre ejer ejendomme i Dubai, Paris og London til mere end 50 mio. £.

Aliyev lod sig i oktober 2013 vælge som præsident for en tredje periode. Ved dette valg måtte han dog nøjes med 84,5% af stemmerne. En tilbagegang på over 2% ifht. 2008. Oppositionen demonstrerede mod den omfattende valgsvindel. Interessant var imidlertid, at 2 forskellige europæiske observatørmissioner kom med modstridende vurderinger af valget. Europarådet havde en delegation i landet, der indledte sit besøg blot 4 dage før selve valgdagen. Den kom med en udtalelse som EU Parlamentet tilsluttede sig: «Generelt har vi omkring valgdagen kunnet observere en fri, retfærdig og transparent valgproces». Heroverfor stod OSCE's delegation der bestod af 13 internationale valgeksperter baseret i Bakú og 30 observatører der var i landet i flere uger. OSCE's konklusion var: Valget var «undermineret pga. begrænsninger i ytrings- og forsamlingsfrihed, der hindrede at kandidaterne kunne være på lige fod». Missionens leder erklærede at «observatørene modtog rapporter om intimidering og overværede endog fysiske angreb på journalister i dagene op til valget, som generelt var præget af mange mangler».

Landet vedtog i maj 2014 en ny NGO lovgivning, der udløste et raid mod nationale og udenlandske NGO i landet. 10 menneskerettighedsorganisationer blev lukket og deres bankkonti konfiskeret. Parallelt hermed overtog landet formandsskabet i Ministerkomiteen under Europarådet, der engang var et vigtigt instrument til forsvar for menneskerettighederne. Mindst 10 journalister, bloggere og medieaktivister blev i løbet af året arresteret og dømt som hævn for dybdeborende journalistik eller kritik af regimet. Arrestanter udsættes rutinemæssigt for tortur.

Ungarns højreradikale premierminister Viktor Orban roste i november 2014 Azarbadjan og dets præsident for «respekt for traditionelle værdier». Han fortsatte: «Ungarn og Azarbadjan trækker begge i samme retning».

Azarbadjan deltager i NATO's Partnerskab for Fred program og har gode forbindelser til EU. Landet har bidraget med tropper til USA's besættelsesstyrker i Afghanistan. Det fungerer desuden som transportkorridor for forsyninger til USA's besættelsesstyrke i Afghanistan. Azerbadjans store oliefinancierede økonomi gør det til en attraktiv handelspartner. Arla solgte i 2008 1,5 mia. pakker hvid ost til landet. Samme år købte Carslberg Castel bryggeriet i Bakú. Og Vestas leverede i 2011 en vindmøllepark med en samlet kapacitet på 48 MW.

Landet blev hårdt ramt af de faldende oliepriser på det internationale marked. Dets valuta blev de-facto devalueret med 50% og mange priser steg drastisk uden at lønningerne fulgte med. I januar 2016 udløste det fredelige protester i flere byer i landet. Protesterne blev slået ned af politi og sikkerhedsstyrker. Den 18. januar underskrev præsidenten et dekret der hævede minimumspensionen og de statsansattes lønninger med 10%, uden at dette tiltag dog var istand til at kompensere for faldet i levestandard.

I april 2016 kom det til sammenstød mellem armenske og azerbadjani tropper i Nagorno-Karabakh. Iflg. Armenien skyldtes det en azerbadjani militær offensiv. Kampene kostede 30 soldater livet.

I september gennemførtes en folkeafstemning, der bekræftede ændringer af forfatningen, der øgede præsidentens beføjelser og hans embedsperiode fra 5 til 7 år. Med ændringerne fik præsidenten ret til at udskrive valg før tid og til at opløse parlamentet.

I starten af 2016 gennemførtes en amnesti, hvorunder 12 politiske fanger blev løsladt, men styret fortsatte med nye arrestationer i løbet af året. Ved udgangen af året sad der mindst 14 politiske fanger i landets fængsler. Lokale menneskerettighedsorganisationer satte tallet til over 100. I november vedtog parlamentet ændringer til straffeloven, der gjorde strafbare at komme med online ytringer, der krænkede præsidentens ære og værdighed. Overtrædelser kunne straffes med op til 3 års fængsel.

I sin konklusion opfordrede FN's Menneskerettighedskomite i oktober 2016 myndighederne i Azerbadjan til at indstille deres «undertrykkelse af offentlige sammenslutninger, og sikre at de frit kan operere uden risiko for overgreb mod deres legitime aktiviteter».

Azerbadjan blev yderligere presset i konflikten omkring Nagorno-Karabakh, da udbryderrepublikken i februar 2017 gennemførte folkeafstemning om en forfatningsændring. 90% af de afgivne stemmer støttede ændringen der indebar, at området ændrede navn til Republikken Artsakh. Azerbadjan fordømte afstemningen og udstedte arrestordrer mod de medlemmer af Europaparlamentet, der havde deltaget som valgobservatører. OSCE der er den officielle mægler i konflikten erklærede, at afstemningsresultatet ikke ville ændre områdets status. Andre lande fordømte afstemningen. De-facto republikken forblev internationalt ikke-anerkendt.

I marts 2017 gennemførte præsident Aliyev statsbesøg i Frankrig, han bl.a. mødtes med en række store franske virksomheder. Han benyttede lejligheden til at kritisere en række virksomheder for at have aktiviteter i Nagorno-Karabakh, hvilket iflg. ham var i strid med folkeretten. Frankrig var interesseret i ordrer til Azerbadjan, og præsident Holande erklærede på en pressekonference efterfølgende, at status-quo i Nagorno-Karabakh er «uacceptabel». Han opfordrede USA og Rusland til at deltage i løsning af konflikten. På sin tale for FN's Generalforsamling i september kritiserede Aliyev, at de 4 resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd fra 1993 om ubetinget tilbagetrækning af de armenske styrker endnu ikke var blevet gennemført.

Aliyev genvandt «præsidentvalget» i april 2018 med 86% af stemmerne. OSCE betegnede valget som mangelfuldt og udemokratisk. Organisationens efterfølgende pressekonference blev afbrudt af Aliyev tilhængere. I marts 2019 løslod regimet 50 politiske fanger. En del af dem blev dog atter spærret inde de følgende måneder og regimet fortsatte forfølgelsen af politiske modstandere. I maj 2019 afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kendelse om, at Azerbadjan øjeblikkelig skulle følge domstolens kendelse fra 2014 om løsladelse af den politiske aktivist Ilgar Mammadov.

Aliyev styrkede i juli 2019 forbindelserne til EU med underskrivelsen af en partnerskabsaftale. Også relationerne til Rusland blev styrkede.

I september 2020 udbrød der krig mellem Azerbadjan på den ene side og Nagorno-Karabakh/Armenien på den anden. På begge sider blev der indført undtagelsestilstand og censur. Iflg. Armenien var det Azerbadjan der angreb de områder, Armenien havde erobret omkring Nagorno-Karabakh i den første krig i 1992. Områder der dengang var blevet etnisk renset for azerbadjanere og efterfølgende befolket af armenere. Tyrkiet stillede sig på Azerbadjans side og forsynede det bl.a. med droner. Også Israel leverede droner til Azerbadjan, hvilket fik Armenien til at afbryde de diplomatiske forsindelser. Drone krigsførslen viste sig at være særdeles effektiv. Azerbadjan angreb de armenske positioner med droner, langtrækkende granater og missiler, og Armenien blev hurtigt tvunget i defensiven. Flere våbenhviler forhandlet med Tyrkiet og Rusland brød sammen, men efter Azerbadjans erobring af den strategisk beliggende by Shusha blev der den 10. november indgået en våbenhvile, der holdt. Krigen havde da kostet omkring 3.400 armenske soldater og 2.900 armenske livet. Omkring 100 azerbadjani civile var blev dræbt og 65 armenske. Begge parter havde under krigen beskudt civile områder med klyngebomber. Som led i den efterfølgende fredsaftale skulle Armenien rømme de områder omkring Nagorno-Karabakh, det havde erobret i 1992. I forbindelse med rømningen brændte armenerne deres huse ned - de huse de i 1992 havde overtaget fra azerbadjanere, der var blevet etnisk udrensede.

Azerbadjan havde under krigen vist sig militært overlegen og havde tilføjet Armenien et strategisk nederlag, men nøjedes med at erobre de oprindeligt azerbadjani kontrollerede områder, det havde mistet i 1992. Den armensk kontrollerede Nagorno-Karabakh enklave eksisterede fortsat.

Guia del Mundo