Befolkning 8,3 mio. Valuta Leones Areal 71.740 Km2 Hovedstad Freetown Befolkningstæthed 61,3 indb./Km2     HDI placering 181

Landet kan inddeles i tre regioner: kyststrækningen er et par hundrede kilometer bred, det er fladt område og den inkluderer også øen Sherbro; Den tropiske regnskov i landets centrale dele er i vid udstrækning blevet fældet for at give plads til landbrug; På den østlige højslette findes der forekomster af diamanter. Skovningen omfattende, og konsekvensen er, at 85 % af de naturlige habitats er gået tabt.

Folket: Temne og mende folket udgør omkring en tredjedel af befolkningen. Af andre vigtige grupper kan nævnes: lokkos, sherbos, limbas, sussus, fulahs, konos og krios. Sidstnævnte er efterkommere efter frigivne afrikanske slaver i det 19. århundrede, der slog sig ned i Freetown. Krio er en forvanskning af det engelske «creole». Endvidere findes små grupper af europæere, arabere, kinesere og indere.

Religion: Flertallet dyrker traditionelle afrikanske religioner. Omkring en tredjedel er muslimer (koncentreret i nord). Den katolske minoritet lever i hovedstaden.

Sprog: Engelsk (officielt). Størstedelen af befolkningen taler kreolsk. En lokal dialekt med elementer fra europæisk, temne, mende og andre afrikanske sprog.

Politiske partier: All Peoples Congress (APC) stiftet i 1960 har støtte fra mende folket, og er overvejende koncentreret i syd. Sierra Leone Popular Party (SLPP) har sin basis i temne folket i nord. Sierra Leone Democratic Party. Disse to partier dannede i 1991 den Forenede Front af Politiske Bevægelser, der også tiltrak mindre grupper. Revolutionary United Front (RUF) gennemfører væbnet kamp mod regeringen.

Sociale organisationer: Sierra Leones landsorganisation har 250.000 medlemmer.

Officielt navn: Republic of Sierra Leone

Hovedstad: Freetown, 1.070.000 indb.(2006).

Andre vigtige byer: Koidu, 109.900 indb.; Bo, 79.700 indb.; Kenema, 69.900 indb. (2000).

Regering: Julius Maada Bio blev valgt til præsident i april 2018. Parlamentet har ét kammer: Repræsentanternes Hus med 124 pladser.

Nationaldag: 19. april (Republikkens dag, 1971)

Væbnede styrker: 13.000 soldater (2003)

 

De etniske grupper temne og mende er de to største blandt Sierra Leones befolkning, og dertil kommer grupperne lokko, sherbo, limba, sussu fulani, kono og krio. Nationalisterne ønskede at ændre landets navn, der ikke har meget at gøre med de afrikanske sprog. Landet fik sit navn af den portugisiske søfarer Pedro de Cintra i 1462.

Tre århundreder senere blev Storbritannien stillet overfor et besynderligt «demografisk problem», da hundredevis af bortløbne slaver fra Caribien ankom til London. Mens slaveriet var tilladt i kolonierne, var det forbudt i Storbritannien, og det blev derfor besluttet at sende slaverne tilbage til Afrika. Granville Sharp der var leder af modstanden mod slaveriet købte et område på 250 km² (for 60 pund) til høvdingerne over de forskellige smågrupper. De opbyggede et lille demokratisk organiseret landbrugssamfund, der hurtig blev udgangspunkt for britisk erobring af resten af landet.

De tidligere slaver - kreolerne - var smidt ind i et område, hvor de ikke havde egne rødder, og de identificerede sig i højere grad med den europæiske kultur, så ned på de «vilde» i det indre af landet og fungerede som mellemmænd for den britiske kolonialisme.

Alligevel blev de «vildes» modstand lang og hård. Den nåede et højdepunkt i 1898 da deres leder, Bai Buré udlovede en pris på hver englænders skalp, og således formåede at rejse hele det indre af landet til våben. Alligevel lykkedes det briterne med deres overlegne militære kapacitet at slå de «vilde» efter næsten et års krig.

Omkring afkoloniseringen i 1960 lykkedes det briterne at indgå en aftale med de traditionelle ledere, der gjorde det muligt at forsvare briternes interesser. Sir Milton Margai fra Sierra Leones Peoples Party blev i 1961 den første premierminister i det selvstændige Sierra Leone.

Kreolerne kontrollerede sammen med briterne og de syrisk-libanesiske handelsfolk den økonomiske magt, men blev nu fortrængt fra den politiske magt. Alligevel bevarede de betydelig indflydelse på Margais regering. Ved hans død i 1964 blev han efterfulgt af sin bror Albert. Alt fortsatte uforandret - eller værre. Korruptionen og svindelen nåede sådanne højder, at nogle iagttagere sammenlignede landet med Cuba under diktatoren Batista. Produktionen af diamanter gav anledning til et omfattende smugleri og kriminalitet blev den hyppigste måde at blive rig på.

Situationen forandredes først i 1967, da All People's Congress (APC) under ledelse af Syaka Stevens vandt valget. De kreolske konservative, de traditionelle ledere og de britiske neokolonialister sluttede sig sammen for at fjerne Stevens fra magten. De anså ham for «farligt progressiv». Stevens blev væltet ved et militærkup og måtte gå i eksil i Conakry.

Men allerede i april 1968 gennemførte en gruppe lavere officerer et militærkup og genindsatte Stevens på premierministerposten - det såkaldte «løjtnantskup». I 1971 afbrød han de diplomatiske forbindelse mellem Sierra Leone og Storbritannien, udråbte republikken og omdannede sig til præsident.

Stevens nationaliserede tømmerselskaberne, gav staten flertal i det selskab der udvinder diamanter og fik landet meldt ind i den internationale producentsammenslutning af jern og bauxit, med det formål at opnå højere priser for disse råvarer.

I 1978 gennemførte han en folkeafstemning om at omdanne landet til en et-parti stat. Formålet var at afskaffe de konstante sammenstød med oppositionen. Forslaget blev vedtaget, og APC overtog det fulde regeringsansvar og optog de vigtigste politiske ledere fra SLPP.

Fra 1979 blev tegnene på økonomisk og politisk krise stadig tydeligere. Den faldende eksport, inflationen, de forværrede levevilkår, den stigende autoritære holdning i samfundet samt de stadig hyppigere korruptionssager gjorde, at Stevens regeringens popularitet faldt drastisk.

I september 1981 erklærede landsorganisationen generalstrejke, og krævede ændringer i landets økonomiske politik. Strejken berørte hele landet, stillede alvorlige spørgsmålstegn ved Stevens regimet og tvang ham til en række indrømmelser.

I byområderne blev manglen på fødevarer - især ris - kronisk. Endvidere var der regelmæssige afbrydelser af forsyningerne af vand, brændsel og elektricitet. Smugleriet øgedes samtidig med at inflationen og de generelt stigende leveomkostninger medførte et fald på 60 % i arbejdernes reallønninger. Den forsinkede udbetaling af lønninger blev reglen snarere end undtagelsen. Parlamentsmedlemmerne fik deres løn udbetalt i sække med ris, der bagefter blev solgt på det sorte marked med stor fortjeneste.

Efterhånden foregik 70 % af udenrigshandelen over det sorte marked, der blev kontrolleret af libanesiske handelsfolk. Smugleriet af guld og diamanter blev opgjort til næsten 150 millioner dollars årligt, mens den officielle eksportværdi i 1984 var 14 millioner dollars.

Valget i 1982 kulminerede i voldsomme optøjer, og i 1983 informerede Liberia om, at der fandtes 4.000 flygtninge fra Sierra Leone i dette land.

I november 1985 overdrog Syaka Stevens magten til Joseph Momoh - en af hans ministre - men uden at det betød større ændringer i landets krise.

I 1987 blev landet erklæret i økonomisk undtagelsestilstand, hvilket bl.a. medførte, at alle rettigheder til handel med guld og diamanter blev koncentreret i statens hænder, indførelsen af en importtold på 15 % og en reduktion af de offentlige lønninger.

I marts 1991 besatte partisaner der opererede fra Liberiansk område 3 grænselandsbyer. Angrebet hvori der deltog partisaner fra Burkina Faso, Liberia og Sierra Leone berørte en tredjedel af landet.

Den 13. april 1991 erklærede præsident Momoh, at Nigeria og Ghana stillede tropper til rådighed for at drive partisanerne ud af landet igen. Sierra Leone, Guinea og Nigeria er alle medlemmer af det Vestafrikanske Fællesmarked, der underskrev en fredsaftale med Liberia i 1990.

I august 1991 blev der vedtaget en ny forfatning ved en folkeafstemning, som genindførte flerpartistyret. Imens skete der en stadig forværring af den økonomiske krise, parallelt med permanente anklager om korruption.

I 1992 indledte regeringen et strukturtilpasningsprogram, fremlagt af IMF. Den tidligere embedsmand i Verdensbanken, James Funa blev udnævnt til ny finansminister. Han indførte valutakontrol, tilskyndelser til udenlandsk kapital til udvinding af landets naturressourcer og en udstrakt privatisering, samt en omfattende udrensning indenfor statsapparatet, der var plaget af korruption.

Den 29. april tog kaptajn Valentine Strasser magten ved et statskup. Han suspenderede forfatningen, dannede det Nationale Provisoriske Regeringsråd, forbød de politiske partier og overtog desuden posten som finansminister. I juni blev Regeringsrådets civile medlemmer ekskluderet, og det blev omdøbt til det Øverste Statsråd. Endvidere indførtes pressecensur.

Den østlige del af landet var besat af den Forenede Bevægelse til Befrielses af Liberia for Demokrati, som anvendte Sierra Leone som basis for angreb på Charles Taylors styrker i Liberia. I sydøst opererede Revolutionary United Front of Sierra Leone (RUF).

De zoner der er berørt af krigen, er landets rigeste. Her findes forekomsterne af guld og diamanter samt den landbrugsmæssige produktion. Guerillaaktiviteten medførte et brat fald i minedriften. Diamanters andel af eksportindtægterne faldt fra 54,7 % i 1987 til knap 7 % i 1990. Per capita indkomsten faldt fra 320 dollars i 1980 til 210 i 1991.

På grund af krigen blev over 1 million personer fordrevet. Nogle flygtede til mere sikre områder af landet, mens andre flygtede til nabolandene Guinea og Liberia.

Efter pres fra Storbritannien indledte regeringen en ensidig våbenhvile den 1. december 1993, og lovede amnesti til de partisaner, der nedlagde våbnene. Tilbuddet blev dog afvist af RUF.

Regeringens løfter om at gennemføre valg overbeviste heller ikke RUF, der fortsatte den væbnede kamp. Rebellerne opnåede en række militære sejre i begyndelsen af 1994. De kostede dog 150 civile livet.

Verdensbanken udtrykte sin «tilfredshed» med landets økonomiske politik, efter det var lykkedes at reducere inflationen fra 120 % i 1991 til 15 % i 1994.

I begyndelsen af 1995 spredte krigen sig til næsten hele landet. Regeringsstyrkerne generobrede titanminen i Sierra Rutile, hvis produktion tegnede sig for halvdelen af Freetowns udenrigshandel. Men trods det at regeringen nu anvendte 75 % af statsbudgettet på militæret og havde øget antallet af soldater til 13.000 mand, syntes regeringen at være ude af stand til at knuse guerillaen.

Efter et ublodigt statskup i januar 1996 blev Strasser erstattet af sin tidligere allierede brigadegeneral Julius Maada Bio. I februar gennemførtes præsidentvalg, der som forudset blev vundet i 2. runde af Ahmad Tejan Kabbah fra SLPP med 60 % af stemmerne.

I perioden 1991-96 havde krigen kostet 10.000 dræbte og drevet 2 millioner på flugt - som interne og eksterne flygtninge.

Oprørstropperne anført af major Johnny Paul Koroma væltede den 25. maj 1997 præsident Ahmad Tejan Kabbah. Koroma satte sig selv i spidsen for et Nationalt Regeringsråd. Det var domineret af hans egen RUF, men bestod også af den styrtede præsidents sekretær samt den tidligere forsvarsminister og militære øverstkommanderende. På samme tidspunkt holdt OAU topmøde i Namibia, hvorfra organisationen fordømte kuppet og indledte forhandlinger for at få kupmagerne til at opgive deres positioner.

I september 1997 anmodede den styrtede præsident Ahmad Tejan Kabbah om støtte fra FN for at få genindsat sin regering. Overfor Generalforsamlingen mindede Kabbah om, at Sikkerhedsrådet en måned tidligere havde lovet at tage «de nødvendige skridt» for at tvinge Koroma til at give magten tilbage til de valgte repræsentanter.

I februar 1998 indtog FN styrken ECOMOG de vigtigste byer og områder i Sierra Leone, og bragte Koroma og militærjuntaen til fald. ECOMOG bestod paradoksalt nok overvejende af soldater fra Nigeria, der regeredes af diktatoren Sani Abacha. Tejan Kabbahs genindsættelse på regeringsmagten medførte imidlertid ikke en hurtig reetablering af freden i landet, der var præget af omfattende korruption.

Kabbahs regering beordrede i marts 1998 den udvinding af guld og diamanter indstillet, der gennem 60 år havde været på udenlandske hænder. Undtaget fra bestemmelsen var de af landets egne indbyggere, der havde tilladelser til udvinding af mineralerne.

I slutningen af året gik rebelstyrkerne atter frem og besatte over halvdelen af hovedstaden. Nigerianske styrkers indrykning skabte balance i styrkeforholdet, hvilket i januar 1999 fik parterne til at indgå våbenhvile.

Den nye rebelleder, Foday Sankoh, undertegnede i juli en fredsaftale med regeringen, der skulle afslutte 9 års borgerkrig. Sankoh selv blev udnævnt til direktør for Kommissionen for Strategiske Mineraler og vicepræsident, omend en resolution vedtaget i FN i 1998 forbød ham at rejse uden verdensorganisationens tilladelse. Rebellerne brød systematisk våbenhvilen, og samtidig rejste Sankoh konstant - iflg. FN embedsmænd for at sælge diamanter i udlandet. Samtidig beskyldte han ECOMOG fredsstyrken for at «være blevet en trussel mod leonesernes egen sikkerhed».

I maj 2000 genoptog rebellerne kampene, hvilket medførte at Sankoh samme måned blev sat i fængsel. Inden arrestationen havde han været på en udlandsrejse. Tilsyneladende for at sælge diamanter. Samtidig havde han beskyldt den fredsbevarende styrke for at være: «trussel mod leonesernes sikkerhed». FN vurderede, at kun omkring halvdelen af de 45.000 rebel soldater havde afleveret deres våben. I august blev Sankoh afsat af sine egne regionale ledere i guerillaen, der udnævnte Issa Sesay til ny kommandant. Sankoh blev informeret om denne udvikling af Kabbah, der sammen med nigerias præsident Olusegún Obasanjo og Malis præsident Alfa Oumar Konare havde holdt møder med rebellederen.

Ligeledes i august tilfangetog den lille væbnede gruppe West Side Boys 7 britiske soldater. Gruppen havde tidligere støttet Koroma. I september gennemførte britiske soldater en aktion, hvor de befriede de tilfangetagne soldater og arresterede lederen af West Side Boys, Foday Kallay.

I januar 2001 udsatte regeringen parlaments- og præsidentvalget, der var planlagt til afholdelse i februar og marts. Det skete med henvisning til den manglende sikkerhed i landet. I marts blev FN fredsbevarende tropper for første gang sendt fredeligt ind i de rebelkontrollerede områder, og i maj indledtes afvæbningen af de 45.000 rebel soldater. Den var tilendebragt i januar 2002.

I maj 2002 gennemførtes de udsatte valg efter at præsidenten havde hævet undtagelsestilstanden, der ellers havde præget landet i 4 år. Den 20. mah erklærede den nationale valgkommission, at Kabbah havde vundet valget med 70% af stemmerne. Hans parti, Sierra Leones Folkeparti vandt samtidig parlamentsvalget, hvor det fik 83 af de 112 pladser. Koromas parti måtte nøjes med 27 pladser. Sankohs RUF fik ingen pladser i parlamentet og Sankoh der fortsat sad arresteret måtte nøjes med 1,7% af stemmerne ved præsidentvalget.

I juli begyndte det engelske kontingent af de FN fredsbevarende tropper at forlade landet, men to måneder senere forlængede Sikkerhedsrådet styrkens mandat på anmodning fra præsident Kabbah, der var bekymret over den sikkerhedspolitiske situation pga. borgerkrigen i nabolandet Liberia. Sankoh døde i juli 2003, mens han afventede retssagen om krigsforbrydelser.

I februar 2004 blev afvæbningen og rehabiliteringen af de 70.000 der havde deltaget i krigen officielt erklæret for afsluttet.

I marts indledte FN's krigsforbrydertribunal sine forhandlinger om retsforfølgelsen af de skyldige i krigsforbrydelser fra begge sider i konflikten. Advokater for den afsatte liberianske præsident Charles Taylor der også står anklaget for krigsforbrydelser erklærede, at tribunalets jurisdiktion ikke må overskride Sierra Leones grænser.

I september blev den mest fremtrædende aktivist for seksuelle minoriteters rettigheder i Sierra Leone, FannyAnn Eddy brutalt myrdet i Association of Gays and Lesbians in Sierra Leones kontorer. foreningen gav social og psykologisk hjælp til en gruppe, der er præget af angst og diskrimination. Internationale menneskerettighedsorganisationer krævede af myndighederne i Freetown at de «stillede de skyldige for retten». FannyAnn Eddy blev voldtaget, klædt nøgen og dræbt.

I anledning af den internationale dag til eliminering af vold mod kvinder i november, fremhævede FN's generalsekretær Kofi Annan Sierra Leone i kampen mod kønslig vold og seksuelle overgreb: landet har gennemført en lov der gør det muligt at behandle tvangsægteskaber som overgreb mod menneskeheden.

Efter 5 års FN mission i landet besluttede FN's Sikkerhedsråd i december 2005 at trække FN tropperne ud af landet og overlade sikkerheden i lokale hænder.

Den tidligere liberianske præsident Charles Taylor blev i marts 2006 overdraget til FN. Han blev arresteret i Nigeria hvor han siden 2003 havde haft asyl, men nu forsøgte at flygte til Cameroun. Taylor var sigtet for forbrydelser mod menneskeheden ifbm. sin deltagelse i borgerkrigen i Sierra Leone. FN's generalsekretær Kofi Annan lovede, at Taylor hurtigst muligt ville blive udleveret til Sierra Leone.

Frem til august 2007 var 13 personer blevet straffet for krigsforbrydelser. Blandt de dømte var den tidligere liberianske præsident Charles Taylor – hvis sag blev overdraget til Haag -, den tidligere rebelleder Foday Sankoh og kuplederen Johnny Paul Koroma der fortsat var forsvunden.

Præsidentvalget i september 2007 blev vundet af Ernest Bai Koroma. Før valget var han leder af oppositionen i Senatet og formand for APC. Han blev indsat på posten i november. Inden da havde APC ligeledes vundet parlamentsvalget i august og fået absolut flertal. Koroma erklærede at han ville føre en nul-tolerance politik overfor korruption.

Udover kampen mod korruptionen koncentrerede Koroma sig om infrastrukturprojekter, for at sikre genopbygning af landet efter borgerkrigen, og han lagde sig tæt op ad Storbritannien for at sikre sig bistand og investeringer. Han var derfor også en af de eneste afrikanske ledere, der i skarpe vendinger kritiserede præsident Robert Mugabe i Zimbabwe - på linie med Storbritannien.

Fra 2008 optrappede landet kampen mod narkokriminalitet. Colombianske narkohandlere bruger i stigende grad landet som mellemstation for eksporten af kokain til Europa.

APC besluttede på sit partikonvent i april 2009 at genopstille Koroma til præsidentvalget i november 2012.

Regeringen vedtog i 2010 et program for gratis lægehjælp til gravide, ammende mødre og børn under 5. Samme år blussede de politiske og voldelige modsætninger op mellem landets to store politiske partier, APC og SLPP. Regeringen udskiftede 200 højtstående bureaukrater i de sydlige og østlige provinser med medlemmer og tilhængere af regeringspartiet APC.

Den specielle domstol for Sierra Leone (SCSL) i Haag kendte i april 2012 Liberias tidligere præsident Charles Taylor skyldig i alle 11 tiltalepunkter, herunden anvendelsen af børnesoldater, mord, voldtægt, seksuelt slaveri, under ét krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Han blev idømt 50 års fængsel. I juli ankede både forsvaret og anklagemyndigheden dommen. I september 2013 stadfæstede en appelret dommen og i oktober blev Taylor overført til et fængsel i det nordøstlige England, hvor dommen skulle afsones.

Der blev gennemført parlaments- og præsidentvalg i november 2012. Valget blev vundet af regeringspartiet All Peoples Congress (APC), der gik 8 mandater frem og fik 67 ud af parlamentets 124. Det fik dermed absolut flertal. Sierra Leone People's Party (SLPP) fik 42 mandater og dertil kom 12 pladser til udpegede høvdinge og 3 tomme pladser. Koroma genvandt præsidentposten med 58,7% af stemmerne, mens SLPP's Julius Maada Bio fik 37,4%. Ved sin indsættelse indbød Koroma oppositionen til at deltage i udformningen af lovgivningen til gavn for landet.

Sierra Leone blev i 2014 ramt af den vestafrikanske Ebola epidemi. Det første tilfælde blev registreret i Guinea i december 2013, men først i marts 2014 erkendte myndighederne og WHO, at der var tale om Ebola. Det første tilfælde i Sierra Leona blev registreret i maj 2014. Det var en traditionel healer, der havde været i Guinea for at forsøge at helbrede smittede. Derefter spredte smitten sig hastigt. Personer der netop er døde af Ebola er stærkt smittefarlige, og da det var traditionen at vaske den døde spedte sig smitten sig hurtigt. På det lokale hospital døde 12 sygeplejersker i løbet af de næste måneds tid, trods det at hospitalet havde en isolationsafdeling. Blot 14 efter det første udbrud blev området erklæret i undtagelsestilstand, skoler lukket og grænserne til Guinea og Liberia lukket, men lokalbefolkningen benyttede egne stier over grænser, så isolationen var lagt fra perfekt. Den 11. juli nåede sygdommen hovedstaden Freetown og den 29. juli døde landets eneste ekspert i sygdommen. Dagen efter blev hele landet sat i undtagelsestilstand og militæret udkommanderet til bevogtning af kritiske punkter. Den 19-21. september blev der indført 72 timers totalt udgangsforbud i landet, og samtidig blev 28.500 specielt uddannede sundhedshjælpere sendt ud i landet for at besøge alle hjem for at oplyse om hvordan smitte kunne forhindres. I starten af oktober blev det vurderet, at antallet af smittede i landet blev fordoblet for hver 20 dage. Epidemien voksede fortsat eksponentielt. Den 8. oktober gik alle landets begravelseshold i strejke, der ellers havde kørt rundt, indsamlet de døde og begravet dem. I oktober var landet ved at løbe tør for både medicin og sundhedspersonale, men i starten af måneden sendte Cuba 160 sundhedsarbejdere til styrkelse af de 60 der allerede var ankommet i september. I midten af november meddelte WHO, at mens antallet af tilfælde i Liberia og Guinea var fladet ud voksede antallet fortsat eksponentielt i Sierra Leone. Smittevejene var ude af kontrol og sygdommen havde spedt sig alle landets distrikter. En del af årsagen var tilsyneladende traditionen med at vaske den døde - en sikker vej til at blive smittet - og regeringen vedtog derfor i december en lov,  der med fængselstraf forbød vaskning af døde. For at mindske presset på sundhedssystemet uddelte Læger uden Grænser og myndighederne i midten af december 1,5 mio. malariadoser i Freetown og omegn. Fra starten af december begyndte myndighederne at gennemføre totalt udgangsforbud for 14 dages perioder i flere distrikter. Det standsede den eksponentielle vækst og i slutningen af måneden kunne det første distrikt erklæres Ebola frit. I midten af december håbede myndighederne at landets skoler kunne genåbnes til marts. De ville da have været lukket i 9 måneder. Da var der registreret 10.340 tilfælde af Ebola og 3.145 var døde. Flere end i noget andet vestafrikansk land.

Epidemien viste sig dog langt fra at være ovre. I december-januar registrerede flere tilfælde i Sierra Leone end i de andre vestafrikanske lande tilsammen. Selv om både myndigheder og internationale organisationer flere gange i løbet af 2015 mente at have situationen under kontrol, dukkede nye centre op. I februar 2016 blev det foreløbigt seneste tilfælde registreret. I marts indledte WHO en 90 dages nedtællingsperiode, så tidligst i juni 2016 ville Sierra Leone kunne erklæres Ebola frit. Der havde da været 14.122 registrerede tilfælde og 3.955 registrerede dødsfald. Kun overgået af Liberia.

Epidemien havde katastrofale konsekvenser for samfundet. De politiske og sociale rettigheder blev indskrænket, og den økonomiske aktivitet faldt drastisk som følge af lukning af grænserne og isoleringen af de forskellige egne af landet. Men isolering var et helkt essentielt skridt for at få standset sygdommens spredning.

Der var stigende spændinger mellem udenlandske fødevarefirmaer og landets bønder. I februar blev 6 personer idømt 6 måneders fængsel eller bøder for at have ødelagt palmeolietræer under protester i 2013 i Pujehun distriktet mod et palmeolieprojekt drevet af Socfin. Bønderne insisterede på, at de ikke havde givet tilladelse til inddragelse af deres jord til projektet. Samme måned beordrede landsretten det kinesiske selskab Orient Agriculture Limited til at gendanne 600 hektar jord tilhørende 70 familier i Nimiyama. Selskabet havde i 2013 underskrevet en kontrakt med den lokale høvding og lokale ledere om køb af billig jord, men uden bøndernes viden.

På selvstændighedsdagen den 27. april 2016 blev 29 arresteret og tilbageholdt i mere end en uge uge for at have deltaget i en march organiseret af oppositionspartiet Sierra Leone People’s Party (SLPP). Politiet erklærede, at partiet ikke havde fået tilladelse til at gennemføre marchen, og brugte derefter tåregas til at få den opløst. Flere personer blev såret, deriblandt kvindelederen Lulu Sheriff. I august blev 6 af de 29 idømt 6 måneders fængsel og 1 blev idømt 9 måneders fængsel. Dommene blev appelleret. Ved udgangen af året var en tilsvarende sag fra april 2015 i gang, hvor 15 SLPP medlemmer og et medlem af Menneskerettighedskommissionen stod tiltalt.

I august blev to personer skudt og dræbt af politiet i Kabala under protester mod sløjfningen af et planlagt uddannelsescenter for unge. Byen blev derefter sat i undtagelsestilstand efter at flere bygninger var brændt ned. 17 deltagere blev stillet for retten anklaget for ildspåsættelse og oprør. Den nyligt oprettede Uafhængige Politiklageenhed gennemførte en undersøgelse af forløbet efter oplysninger om, at politiet havde anvendt overdreven vold. Enhedens undersøgelse og anbefalinger til statsanklageren og politidirektøren blev holdt hemmelige.

Landet blev i 2016 underkastet FN's Menneskerettighedsråds regelmæssige review (UPR). Rapporten med 208 blev offentliggjort i april. Sierra Leone erklærede, at det ville efterkomme 177 af dem, men det ville ikke forbyde kønsomskæring, tillade gravide piger at gå i skole eller garantere LGBTI personers menneskerettigheder. I september blev landet undersøgt af Komiteen for børns Rettigheder, der kom med forskellige anbefalinger angående seksuel udnyttelse og omskæring.

Sikkerhedstyrker skød og dræbte i marts 2017 en demonstrant og sårede mindst 2 andre under studenterprotester i Bo. Studerende ved Njala Universitetet demonstrerede mod ikke at have modtaget undervisning siden oktober. Lærene var da gået i strejke i protest mod manglende betaling af deres løn fra regeringens side. Iflg. politiet havde de studerende bygget barrikader, brændt bildæk og iøvrigt ikke haft tilladelse til at demonstrere. Der var også studenterdemonstrationer i Freetown. Der blev de mødt med tåregas fra politiets side.

Efter 3 dages skybrud i august 2017 kom det til jordskred i boligområder omkring Freetown. Et sted mellem 500 og 1000 personer blev dræbt. Katastrofen var en konsekvens af usædvanlig kraftig og langvarig regn, og omfattende fældning af skov, så der ikke længere var noget der kunne holde på jorden.

I september blev den nigerianske præst Victor Ajisafe fængslet i Freetown efter at have prædiket ekstrem religiøs intolerance og fanatisk hate speech mod islam og Sierra Leones muslimer. Hans Pinsemeninghed og hans religiøse licens blev midlertidig lukket og inddraget. Hændelsen skabte religiøse spændinger i det ellers religiøst tolerante land. Muslimer krævede Ajisafe deporteret tilbage til Nigeria. Under sin tilbageholdelse undskyldte Ajisafe overfor Sierra Leones muslimer og regeringen. Efter nogle dage i fængsel blev han derefter løsladt, fik lov til at genåbne sin menighed og fik sin licens igen, men var sat på regeringens observationsliste.

Julius Maada Bio vandt præsidentvalget i marts 2018 med 51,8% over Samura Kamara (48,2%). I første valgrunde havde de to fået henholdsvis 43,3% og 42,7% af stemmerne. Kamara var fra det regerende APC parti, mens Bio var fra SLPP. Bio var brigadegeneral og leder af militærjuntaen i januar-marts 1996. Som en af sine første embedshandlinger indførte han gratis undervisning i folkeskolen (1-8 klasse). Han indledte endvidere undersøgelse af sin forgænger Koroma, som han anklagede for omfattende økonomisk korruption. Anklagerne gik på tyveri at statslige midler, salg af statslig ejendom, salg af betydelige dele af det statslige mineselskab og tyveri af midler der skulle have været anvendt til bekæmpelse af Ebola. Han standsede endvidere byggeriet af en ny international lufthavn financieret af Kina.

I januar 2019 indførte præsidenten undtagelsestilstand for at dømme op for den omfattende seksuelle vold i landet - overvejende mod kvinder. Den blev efter nogle måneder hævet, men volden fortsatte i vid udstrækning. I de første 6 måneder af 2021 blev der anmeldt 1691 sager om seksuel og kønsmæssig krænkelse i Freetown, Bo, Makeni, Kenema og Kono distriktet - de fleste mod kvinder. 

I januar 2021 løslod Bio 246 fanger, deriblandt hans politiske modstander Alfred Paolo Conteh. I juli stemte parlamentet for afskaffelsen af dødsstraf.

Vestens økonomiske krig mod Rusland i 2022 førte globalt til store prisstigninger på fødevarer og energi. I august udløst de voldsomme prisstigninger oprør i Sierra Leone, der kostede mindst 6 politifolk og 21 civile livet. Flere hundrede demonstrerede i hovedstaden Freetown. De blev mødt med tåregas fra politiets side, og efterfølgende skød politiet direkte ind i mængden af demonstranter. Politiet indførte derefter udgangsforbud fra 19 til 7. Ifølge Verdensbanken levede over halvdelen af landets befolkning allerede under fattigdomsgrænsen. (Sierra Leone rocked by deadly violence at cost of living protests, Guardian 11/8 2022)

Guia del Mundo