Befolkning 21,8 mio. Valuta CFA Francs Areal 274.000 Km2 Hovedstad Quagadougou Befolkningstæthed 41,9 indb./Km2     HDI placering 184

Hører til blandt de tættest befolkede nationer i Sahelsavannen, i det sydlige Sahara. Volta Noire-, Volta Blanche- og Volta Rouge-floderne løber fra Mossihøjsletten, der består af frugtbar jord, der desværre plages voldsomt af tsé-tséfluer. Landet lider, som de fleste andre i Sahelområdet, under ørkenspredningen, der forårsages af ikke-tilpasset teknologi, hovedsageligt i forbindelse med dyrkning af jordnødder og bomuld. Een af de voldsomste konsekvenser for befolkningen er mangelen på brænde. Luftforureningen i de større byer, forårsaget af brugen af fossile brændstoffer og industriernes udledninger, repræsenterer det største miljøproblem.

Folket: Mossi'erne udgør mere end halvdelen af den samlede befolkning, mens kvæghyrdefolket Pouhi'erne sammen med tamajek'erne og deres «vasaller», bellah'erne, repræsenterer ca. 20%. Bonde- og handelsfolket djula'erne er en minoritetsgruppe blandt den oprindelige befolkning. Senufo- og bobo-fingkultureren findes på stepperne i vest, hvor savannen går over i jungle. Lebi-, bobo-ule-, gurunsi- og bisa-kulturerne dominerer områderne i syd. Gurmantehé-kulturen hører hjemme i øst, mens sampo-, rurumba- og markokulturerne befinder sig i ørkenområderne i nord og nordøst.

Religion: 50% muslimer, 40% traditionelle afrikanske religioner og 10% kristne (overvejende katolske).

Sprog: Fransk er det officielle sprog; der findes 71 sprog af den sudanesiske familie, som tales af 90% af befolkningen. De mest anvendte sprog er mossi, bobo og gurma.

Politiske partier: Kongressen for demokrati og Fremskridt (venstrefløj); Alliancen for demokrati og Føderationen; Partiet for demokrati og Fremskridt (socialdemokratisk); Nationalkonventet for de progressive Patrioter - Det socialdemokratiske Parti; Afrikas demokratiske Genmøde; Partiet for afrikansk Uafhængighed; Burkinas grønne Parti; Fronten af sociale Kræfter der fortsætter Sankaras projekt.

Sociale organisationer: Arbejderføderationen; Burkina Bevægelsen for Menneskerettigheder; 14. februar Gruppen; Den nationale organisation af frie Fagforeninger.

Officielt navn: République du Burkina Faso.

Administrativ inddeling: 45 provinser, 300 departementer og 7.200 landsbyer.

Hovedstad: Ouagadougou, 1.475.223 indbyggere. (2009).

Andre vigtige byer: Bobo-Dioulasso, 473.368 indbyggere; Koudougou, 124.400 indbyggere; Ouahigouya, 74.000 indbyggere (2000).

Regering: Præsident siden december 2015: Roch Marc Christian Kaboré, genvalgt i 2020. Premierminister siden januar 2019: Christophe Joseph Marie Dabiré. Tokammersystem: Nationalforsamlingen med 127 medlemmer valgt ved direkte valg for en 7 års-periode; repræsentanternes hus med 178 medlemmer. Justitsvæsen: Dommerne er ansvarlige overfor det Højeste Råd, der er underlagt præsidenten.

Nationaldag: 5. august, (Uafhængighed fra Frankrig, 1960).

Væbnede styrker: 8.700, herunder også Gendarmeriet.

Paramilitære styrker: 1.750.

 

Mossi'erne indførte fra det 11. århundrede deres overherredømme over de andre befolkningsgrupper, der beboede området, hvor Voltafloderne har deres udspring.

I de to efterfølgende århundreder grundlagdes adskillige velstrukturerede kongedømmer. De vigtigste var Yatenga og Ouagadougou. regenterne fra den sidstnævnte gruppe valgtes blandt medlemmerne af den kongelige familie af fire funktionærer - med rang af ministre - der havde til opgave at finde en passende balance mellem mossi-adelen og mande-befolkningen. Dette valgsystem blev opretholdt frem til det 20. århundrede.

Mossi'erne og mande'erne modstod Mali- og Songhi-imperiernes «indlemmelsesforsøg» samt fulani'ernes invasioner i det 18. og 19. århundrede.

Franskmændene invaderede med gentagne militære ekspeditioner det centrale steppeland imellem 1895 og 1904; med afsvedne huse og henrettede mennesker og dyr i kølvandet, lykkedes det franskmændene at etablere et terrorregime, der blev opretholdt indtil et større oprør brød ud i 1916. Den efterfølgende undertrykkelse tvang millioner af burkina'er til at emigrere, hovedsageligt til Ghana.

Øvre Volta - i dag Burkina Faso - var indtil 1919 ledet af en militærregering. Det pågældende år indlemmedes Burkina i kolonien Øvre-Senegal-Niger; derefter blev det en separat koloni. Endnu senere «forsvandt» landet simpelthen, men reetableredes atter, for endelig - i 1960 - at kunne erklære sig selvstændigt inden for rammerne af franskmændenes nykolonialistiske strategi. (Se Frankrig).

Den internationale arbejdsdeling efterlod ingen specifik produktion til Øvre Volta. Dets opgave var at producere arbejdskraft til det svært belastende arbejde i Elfenbenskystens plantager eller udgøre den franske hærs kanonføde til krigene i Europa eller i kolonierne.

De først frie valg i den nye uafhængige republik afholdtes i 1960 og blev en sejr for Voltas Demokratiunion, som var et parti financieret af handelsfolk og jordbesiddere. Maurice Yameogo valgtes til præsident. Demokratiunionen og dets kandidater blev genvalgt i 1965, midt i en større kampagne, iværksat af fagforbundene imod den udbredte korruption. Hærchefen, general Sangoulo Lamizana, tog eet år senere magten ved et statskup.

1970'erne blev et årti præget af endeløse statskup, afløst af valg efterfulgt af nyvalg, alle mere eller mindre uhæderlige - og alle dikterede af oberst Laminaza. Alt foregik indenfor rammerne af hungersnød, hvilket medførte en massiv menneskeflugt til nabostaterne. Det berørte 25% af befolkningen.

Efter et nyt statskup overtog oberst Sage Zerbo magten. Senere, i 1982, bragte det samme system lægen Jean-Baptiste Oudraogo til magten, der efterfølgende blev afsat af en yngre officer, Thomas Sankara, der var særdeles populær blandt soldaterne og bønderne for sin indsats i kampen mod korruptionen og for sin organisatoriske erfaring i hjælpearbejdet i forbindelse med de gentagne tørkekatastrofer.

I slutningen af Sankaras første regeringsår omdøbtes landet til Burkina Faso, «Værdige Menneskers Land». Nationalsangen blev afsunget på et afrikansk sprog og man iværksatte en landbrugsreform. Der blev dannet folkedomstole og demokratiske, politiske institutioner. Som leder af Nationalt Revolutionsråd, havde Sankara stillet som mål at hver indbygger skulle have adgang til 2 måltider og 10 liter rent drikkevand dagligt.

At opnå disse resultater ville betyde en større udfordring for et land, hvor 82% af den voksne befolkning er analfabeter og lever i ekstrem fattigdom. I Burkina er der praktisk taget ingen opsparing, befolkningen benytter petroleum som lyskilde og anvender brænde til energikilde i hjemmene - man anslår at mellem 50.000 og 100.000 hektarer skov anvendes til optænding. Tørkeperioderne i Sahel forværrer mangelen på optændingstræ.

Sankara blev i 1987 afsat, dømt og henrettet sammen med 12 af sine medarbejdere. Han efterfulgtes af en regeringsfunktionær, Blaise Compaoré, der hævdede at ville fortsætte som leder af Folkefronten, men med visse «reguleringer» af regimet.

Som kontrast til Sankaras nøjsomhed, opførte Compaoré et regeringspalads, havde sit eget private fly, og lancerede en økonomisk strategi, der var åben over for det private initiativ og for udenlandske investeringer, og som introducerede de privatiseringsbestræbelser der var i overensstemmelse med kravene fra de internationale finansorganisationer.

Siden november 1987 har den politiske opposition organiseret sig i mindre grupper, af hvilken Den folkelige og demokratiske Union udmærker sig ved at kræve frihed til at organisere sig fagligt, amnesti for de politiske fanger og afholdelse af frie valg, mens Burkinas Arbejderes Revolutionsparti hævder at årsagen til Sankaras fald, skyldtes hans kampagne vendt mod korruptionen.

I september henrettedes 4 højtstående militærfolk, anklagede for at have planlagt et attentat mod statslederen.

Den 4. republik indførte en ny forfatning, vedtaget ved en folkeafstemning den 2. juni 1991, med deltagelse af 50% af befolkningen. Den nye forfatning, udformet af landets reelle leder Compoaré, indførte et flerpartisystem, en opdeling af magten og reducerede de præsidentielle beføjelser, samtidig med man bestemte at ville afholde valg hvert 7. år. Posten som premierminister blev ligeledes oprettet i forbindelse med den nye forfatning.

I december 1992 og i marts 1993 oplevede man store generalstrejker vendt mod IMF's strukturtilpasningsprogrammer. Devalueringen af CFA-franc'en i januar 1994, fik premierminister Ouedraogo til at træde tilbage og han erstattedes af Marc-Christian Kaboré i marts samme år. På trods af oppositionens protester vedtog parlamentet en lov, der muliggjorde privatiseringen af 16 nationale virksomheder.

Oppositionen boykottede i februar 1995 kommunalvalgene, da man anklagede valgkommissionen for ikke at være reelt uafhængig. Regeringspartiet Organisationen for Folkedemokrati-Arbejderbevægelsen erobrede magten i 26 af de 33 vigtigste byer. På det sociale plan fortsatte situationen med at være spændt grundet de indirekte konsekvenser af devalueringen i 1994, der var forårsagede en stigning i leveomkostningerne på 30% i det første halvår af 1995.

Regeringen fortsatte sin økonomiske liberalisering og ledte officielt landet ind i verdenshandelsorganisationen, WTO, i juni 1995. Et omstruktureringsprogram af den fornyligt privatiserede jernbane i Burkina, der bl.a. havde medført afskedigelser af 500 ansatte, blev startskuddet til nye strejker, der afspejlede landets sociale krise.

Økonomien voksede med 5% i 1996. IMF godkendte i juni et nyt lån på 57 millioner dollars for at lette indførelsen af strukturtilpasningsprogrammet, der skulle løbe over de efterfølgende 3 år. En tørkekatastrofe i 1997 der decimerede landets fødevareproduktion, efterlod Burkina i en kritisk situation. Den manglende landbrugsproduktion, der udgør 32% af bruttonationalproduktet og beskæftiger 90% af befolkningen, opgjordes til for perioden 1997-1998 at udgøre 156.000 tons. Ouagadougou så sig i december 1997 nødsaget til at anmode det internationale samfund om fødevarehjælp på 67.000 tons korn for at afhjælpe krisen.

Som følge af faldet i råvarepriserne har man i Burkina Faso, som i adskillige lande i området, observere en kraftig stigning i marihuanadyrkningen. Devalueringen af CFA-francen førte til en reduktion af importen af medicin, hvilket yderligere har forringet vilkårene for at kunne bekæmpe de to store sygdomme, der hærger blandt indbyggerne: malaria og AIDS. I 1988 havde Burkina Faso kun een læge pr. 25.000 indbyggere.

Valgene i 1998 blev boykottet af oppositionen og gav derfor genvalg til den siddende præsident. En række demonstrationer førte til, at Ouedraogo regeringen trådte tilbage, men præsidenten genindsatte de fleste af ministrene i den nye regering i januar 1999.

Mordet på journalisten Norbert Zongo skabte alvorlige problemer for regeringen, der ved en uafhængig undersøgelse var den hovedmistænkte. Zongo havde afdækket vigtige oplysninger i en anden mordsag, hvor den hovedmistænkte var præsidentens bror. For at overvinde krisen opfordrede præsident Compaoré lederen og tidligere præsidentkandidat for det Grønne Parti til at gå ind i regeringen, men i december blev demonstrationerne der krævede retfærdighed for Zongo voldsommere. Men regeringen afviste anklagerne, og afviste desuden at efterforske de 6 medlemmer af præsidentgarden, der var anklagede for mordet.

I februar 2000 anmodede Kommissionen for National Forsoning om rehabilitering af Thomas Sankara, der var blevet dræbt i det kup i 1987, der bragte Compaoré til magten. Kommissionen var blevet dannet af præsidenten selv som et forsøg på at mindske de spændinger, der var opstået som konsekvens af de manglende resultater i Zongo sagen.

En FN rapport fra marts 2000 bekræftede, at Compaoré var mellemmand for transporten af våben fra Østeuropa til oprørsgrupper som UNITA i Angola og RUF i Sierra Leone i strid med den internationale embargo mod overførsel af våben til disse oprørsgrupper. Dette «arbejde» blev betalt i diamanter. I december gik regeringen med til at tillade tilstedeværelsen af en FN gruppe til overvågning af landets våbenimport. Burkina blev dog atter nævnt i FN rapporter i 2003 som transitland for våben til Sierra Leone.

En meningitis epidemi i 2001 kostede 1500 livet. Samtidig blev det vurderet, at omkring 10% af befolkningen er HIV positive, hvilket gør landet til et af de mest ramte.

I 2002 gennemførtes parlamentsvalg. Det var oprindelig planlagt afholdt den 28. april, men blev udsat til 5. maj pga. det lave antal vælgere, der havde ladet sig registrere. Til valget opstillede 3.540 kandidater, der kæmpede om de 111 pladser i parlamentet. Der var tale om det største antal politiske grupper, der havde deltaget i valg i Burkina Faso i landets historie. Oppositionen havde boykottet parlamentsvalget i 1998 og kommunalvalget i 2000, men valgte denne gang at deltage. Regeringspartiet CDF gik derfor tilbage fra 101 til 60 pladser, mens ADF fik 15 og PDP 10. Valgdeltagelsen var dog lav, og selv om oppositionen nu er repræsenteret i parlamentet, er den splittet.

For 3. gang i træk gennemførte landet i 2002 parlamentsvalg. Valghandlingen var oprindelig planlagt til 28. april 2002, men blev udsat til 5. maj pga. den langsomme vælgerregistrering. Oppositionen deltog denne gang i valget efter at have boykottet præsidentvalget i 1998 og kommunalvalget i 2000.

I oktober 2003 arresterede politiet 12 ansatte i præsidentgarden og militæret. De blev sigtet for at have planlagt et statskup mod Compaore. En af de sigtede, Naon Babou, afslørede som led i sit forsvar detaljer omkring mordet på Zongo, der kompromitterede præsidentens bror. Burkina anklagede sit rigere naboland Côte d'Ivoire for at have financieret kupforsøget. Forholdet mellem de to stater var blevet mere anspændt som følge af den borgerkrig Côte d'Ivoire siden september 2002 var kastet ud i. Landets præsident Laurent Gbagbo havde beskyldt Compaore for at støtte de rebeller, der havde besat den nordlige del af landet. Som konsekvens af borgerkrigen var 350.000 burkinesere emigranter flygtet tilbage til deres hjemland som følge af forfølgelsen af afrikanere i den nordlige del af landet.

I april 2004 blev flådekaptajn Luther Ouali idømt 10 års fængsel efter at have indrømmet sin deltagelse i kupplanerne i oktober 2003. Seks andre fik kortere straffe, mens fire andre blev løsladt - deriblandt lederen af oppositionen Norbert Tiendrebeogo. Ouali erklærede overfor militærdomstolen, at det der især havde motiveret hans deltagelse i kupplanerne var ønsket om at gøre med landets sociale uligheder. Han indrømmede samtidig, at han havde modtaget 93.000 US$ fra Côte d'Ivoires regering. Præsident Gbabgo nægtede enhver indblanding i kupforsøget og erklærede at han havde givet pengesummen til Ouali som betaling for transport fra den virksomhed Ouali arbejdede i.

I juli anklagede Burkina Côte d'Ivoire for at krænke dets luftrum med militære fly. Regeringen anklagede samtidig, at hvis flyene krydsede grænsen, ville de blive skudt ned. Gbagbo svarede, at beskyldningerne var falske.

I august arresterede myndighederne 14 personer anklaget for kønsomskæring af unge piger. Omskæringerne blev foretaget uden nogen form for lægelig tilstedeværelse, og under omstændigheder der bragte pigernes liv i fare. En af e arresterede var Adama Barry, der fik 3 måneders fængsel og en bøde på 1500 US$ - for tredje gang i rad. Barry har ingen sundhedsmæssig uddannelse.

Iflg. Amnesty International er omkring 70% af de unge i Burkina blevet udsat for kønsomskæring. Medlem af Komiteen mod Kønsomskæring, Hortense Palm erklærede, at tidspunktet var kommet for at sætte ind med hårde straffe mod de der praktiserer kønsomskæring.

Den panafrikanske film- og TV festival i Ouagadougou i 2005 bar klart præg af, at festivalen der havde kørt siden 1969 var blevet kontinentets vigtigste filmbegivenhed. For at understrege dens betydning deltog i Campaoré i prisuddeling på denne 19. festival.

Efter 18 år ved magten genvandt Compaoré posten ved præsidentvalget i november 2005. Med 80% af stemmerne kan han forblive yderligere 5 år på posten. Oppositionens kandidater gjorde opmærksom på de store beløb der var investeret i præsidentens valgkampagne. Han uddelte T-shirts og hatte i hele landet, og hans valgplakater var at finde i hver en gade. Compaoré flyttede i 2000 til et nyt præsidentpalads i «millionærkvarteret» Ouga i udkanten af hovedstaden.

I juni 2007 udnævntes den tidligere økonomiminister Tertius Zongo til premierminister. Ved sin udnævnelse arbejdede han som landets ambassadør i USA.

Præsident Compaoré lod sig i november 2010 genvælge. Valgboykotten var omkring 80% - kun ca. 1,6 mio. stemte.

I februar 2011 gjorde soldater i Ouagadougou oprør i protest mod manglende betaling af deres husleje. Oprøret førte til at Compaoré i nogle dage søgte tilflugt i sin hjemby Ziniaré. I april bredte soldateroprøret sig til Po i den sydlige del af landet og der indførtes udgangsforbud. Soldateroprøret blev blandet med folkelige protester, der inspireret af det «arabiske forår» krævede Compaorés afgang. I april fjernede præsidenten istedet den upopulære premierminister Zongo og erstattede ham med Luc-Adolphe Tiao.

De folkelige protester var dog spredte og ikke nær så omfattende som nord for Sahara. De førte til nedbrænding af forretninger og betydelig vold fra politiets side. Regeringen fik afbødet udviklingen ved at give lønforhøjelser til offentlige ansatte og ved i juni at afsætte 13 upopulære regionale guvernører. Efterfølgende erklærede regeringen, at den ville nedsætte en komite med 68 medlemmer, der skulle udarbejde ændringer til forfatningen. Dette skridt blev afvist af oppositionen, der kritiserede Compaoré for at søge at klynge sig til magten - også efter 2015.

Omkring 100.000 flygtninge søgte tilflugt i det nordlige Burkina pga. krisen i Mali.

2014 Exit Compaoré

I juni 2014 opfordrede præsident Compaorés parti CDP ham til at organisere en folkeafstemning om ændring af forfatningen, så han kunne genopstille til præsidentvalget i 2015. I modsat fald ville han ikke kunne genopstille. Den 30. oktober var Nationalforsamlingen indkaldt for at diskutere en forfatningstilføjelse, der ville have gjort det muligt for præsidenten at genopstille. Oppositionen reagerede voldsomt på dette, stormede parlamentsbygningen i Ouagadougou, satte ild forskellige steder i bygningen og plyndrede kontorer. Oppositionens talsmand Pargui Emile Paré fra People's Movement for Socialism / Federal Party beskrev protesterne som «Burkina Fasos sorte forår».

Compaoré reagerede på oprøret ved at droppe de planlagte forfatningsændringer, opløse parlamentet og erklære landet i undtagelsestilstand. Samtidig tilbød han at arbejde sammen med oppositionen for at løse krisen. Men senere meddelte militærets øverstkommanderende, general Honore Traore at hæren ville indsætte en overgangsregering efter «konsultation med alle partier» og at parlamentet var opløst. Han forudså en «tilbagevenden til forfatningsmæssige tilstande» indenfor et år. Han gjorde det ikke klart hvilken rolle - om nogen - han havde tiltænkt Compaoré i overgangsperioden. Compaoré selv erklærede, at han var rede til at forlade præsidentposten ved slutningen af overgangsperioden. Men den 31. oktober meddelte Compaoré, at han havde opgivet præsidentposten, og at landet nu befandt sig i et «magtvakuum». Han opfordrede til frie og gennemsigtige valg indenfor 90 dage. Compaoré selv gik i eksil i Cotê Ivoire med støtte fra præsident Alassane Ouattara.

33 personer blev dræbt under protesterne fra 30. oktober til 2. november. Deraf blev de 10 dræbt da militæret og præsidentgarden åbnede ild direkte ind i en demonstration.

I midten af november blev Michel Kafando indsat som fungerende præsident og oberstløjtnant Yacouba Isaac Zida som fungerende premierminister.

I april 2015 besluttede interim-parlamentet at ændre valgloven, så alle parlamentsmedlemmer der havde stemt for ændring af forfatningen, så antallet af valgperioder blev sløjfet, blev udelukket fra at stille op til valg. Få dage senere meddelte det tidligere regeringsparti CDP og dets allierede, at de trak sig fra det nationale overgangsråd, og fra det nationale råd for forsoning og reform, fordi ændringen af valgloven var en form for politisk eksklusion. I juli afsagde ECOWAS' domstol en kendelse, der kendte den ændrede valglov for ugyldig. Iflg. domstolen var det i strid med menneskeretighederne at hindre personer i at stille op alene pga. deres politiske anskuelser. Få dage senere erklærede fungerende præsident Kafando, at Burkina Faso ville følge ECOWAS' kendelse, men samme dag anklagede overgangsregeringen Blaise Compaoré for «højforræderi» pgfa. hans forsøg på at ændre forfatningen for at kunne stille op for en 3. periode. Samtidig anklagede regeringen alle regeringsansatte og tidligere ministre der havde bakket op om Compaoré for mord. De pludselige anklager fra overgangsregeringens side blev set som et forsøg på at holde seriøse kandidater ude af det forestående valg. Tilhængere af Compaoré appellerede til forfatningsdomstolen om at omstøde anklagerne, men denne erklærede i midten af august, at den ikke havde de nødvendige beføjelser.

Trods ECOWAS' kendelse og præsident Kafandos erklæring i juli, afsagde forfatningsdomstolen den 25. august en kendelse hvori det hed, at valgloven ikke var blevet kendt ugyldig af myndigheder i Burkina Faso og derfor fortsat var gældende. Den forbød derefter 42 kandidater at stille op til parlamentsvalget, deriblandt formanden for CDP Eddie Komboïgo og formanden for ADF-RDA, Gilbert Noel Ouedraogo. Stærkt ophidset erklærede CDP, at det ville opfordre til civil ulydighed og muligvis valgboykot. Fire dage senere erklærede forfatningsdomstolen, at 6 af de 22 kandidater der ønskede at stille op til præsidentvalget ikke ville få lov til at stille op. CDP fordømte domstolens kendelse som politisk motiveret. Den 10. september fjernede domstolen yderligere 2 kandidater fra opstillingslisten. De havde været ministre under Compaoré, da han blev fjernet i oktober 2014.

Den 16. september arresterede den præsidentielle garde (RSP) præsident Kafando og premierminister Zida. Det skete 2 dage efter reformkommissionen havde anbefalet at opløse RSP, der havde været tæt knyttet til Compaoré. Kupmagerne erklærede efterfølgende, at de havde afsat Kafando, opløst regeringen og interim-parlamentet. I stedet indsatte de et overgangsråd, det Nationale råd for DEmokrati (CND) der skulle lede landet frem til gennemgørelsen af frie valg. De kritiserede myndighederne for vedtagelsen af en udemokratisk valglov og for at have ignoreret opfordringerne fra ECOWAS. General Gilbert Diendéré blev indsat som formand for CND.

Den 18. september rejste Senegals præsident Macky Sall der samtidig var formand for ECOWAS og Benins præsident Boni Yayi til Ouagadougou for at mødes med general Diendéré for at få genindsat overgangsregeringen. To dage senere blev der offentliggjort en aftale, hvorefter de udelukkede 8 kandidater ville få lov til at stille op til præsidentvalget, deltagerne i militærkuppet ville få amnesti, og CND ville løslade alle arresterede. Der var dog ikke enighed om styret frem til afholdelse af valg i november. Iflg. aftalen skulle den afsatte præsident Kafando genindsættes, men CND insisterede på at lade general Diendéré forsætte på sin post frem til valget.

Det lykkedes ikke CND at slå sin autoritet fast udenfor hovedstatden, og den 21. september erklærede hærens generalstab at hæren nu havde sat kurs mod Ouagadougou for at bringe kuppet til afslutning. Stillet overfor truslen om kamp med hæren og daglige demonstrationer mod kuppet erklærede Diendéré at CND ville følge den indgåede aftale om overgang til demokrati. Kafando blev genindsat som præsident i overværelse af ledere fra ECOWAS den 23. september og Zida genindsat som premierminister. Diendéré erklærede derefter, at kuppet havde været en fejltagelse og ikke havde haft folkelig opbakning. To dage senere blev RSP opløst ved regeringsdekret. Statsanklageren konfiskerede derefter alle midler tilhørende Diendéré og 4 politiske partier - deriblandt CDP. Flere af de opstillede præsidentkandidater blev derefter arresteret og general Diendéré stillet for en militærdomstol. 14 personer blev dræbt under kuppet og flere hundrede såret.

Roch Marc Christian Kaboré vandt præsidentvalget i november 2015 allerede i første runde med 53,5% af stemmerne. Han blev landets første valgte præsident i 49 år uden tilknytning til militæret. Kaborés parti MPP blev samtidig største parti i parlamentet med 55 ud af 127 pladser. UPC fik 33 pladser, mens CDP måtte nøjes med 18. Kaboré var i januar 2014 brudt ud af CDP og havde dannet MPP. I januar 2016 udpegede Kaboré Paul Kaba Thieba som ny premierminister.

2015 Jihadister udnytter usikkerhedden i landet

Blot to dage efter premierministerens indsættelse søgte AQIM at drage nytte af den ustabile politiske situation i landet. Den angreb Hotel Splendid i Ouagadougou. 30 var dræbt og 56 såret inden det lykkedes militæret at genindtage hotellet og dræbe jihadisterne. Angrebet markerede, at det kaos Vesten havde skabt i 2011 da den afsatte Gaddafi i Libyen, havde spredt sig over Mali og videre til Burkina Faso. Landets stabilitet er truet både af konflikterne i Vestafrika, den politiske ustabilitet i Sahel og Nordafrika og ørkenspredningen forårsaget af de globale klimaforandringer.

I juni 2016 blev 14 personer tiltalt ved militærdomstolen for at være involveret i mordet på Thomas Sankara i 1987. Blandt dem den tidligere præsident Blaise Compaoré. Der blev udfærdiget en international arrestore mod Compaoré og andre der levedeieksil. Syv personer blev arresteret i oktober og anklaget. I perioden juli til oktober blev 38 af de 85 personer der var sigtet for at true statens sikkerhed, forbrydelser mod menneskeheden og mord i forbindelse med kupforsøget i 2015 midlertidig sat på fri fod. Det gjaldt bl.a. journalisterne Caroline Yoda og Adama Ouédraogo. Den tidligere udenrigsminister Djibril Bassolé og general Gilbert Dienderé forblev dog fængslede.

Regeringen nedasatte i september 2016 en kommission, der skulle udarbejde en ny forfatning.

Bønder og kvægfarmere dannede selvforsvargsrupper («Kogleweogo»), der begik overgreb på landet i form af bl.a. tæsk og bortførelser. NGO'er kritiserede myndighederne for at gøre for lidt for at hindre disse overgreb. I september blev 4 Kogleweogo medlemmer idømt 6 måneders ubetinget fængsel for at have deltaget i et væbnet møde, mens 26 andre fik betingede straffe på 10-12 måneders fængsel. Justitsministeren lovede at få standset gruppernes aktiviteter og i oktober blev der vedtaget et dekret til regulering af deres aktiviteter.

Ustabiliteten i landet tog til gennem 2018. Iflg. NGO'en ACLED gennemførte jihadister 200 væbnede angreb i perioden fra 1. januar 2018 til 12. januar 2019. I marts gennemførte jihadister koordinerede angreb på den franske ambassade og militærets hovedkvarter i Ouagadougou. Da røgen havde lagt sig og angriberne nedkæmpet, var 8 døde og 80 såret. Den 31. december 2018 blev de nordlige provinser sat i undtagelsestilstand pga. sikkerhedssituationen. Det fik oppositionen til at kræve regeringens afgang, da den ikke var i stand til dæmme op for den militante aktivitet. I starten af januar blev en canadisk geolog dræbt af jihadister i den nordlige del af landet, mens en anden var forsvundet. Det fik myndighederne i Canada og USA til at udstede advarsler mod rejser til Burkina. Få dage senere trådte premierminister Thieba tilbage og med ham hele regeringen. Få dage senere udpegede præsidenten Christophe Joseph Marie Dabiré som ny premierminister.

De væbnede angreb rettet mod civilbefolkningen, embedsmænd, høvdinge, moskeer og kirker fortsatte gennem 2019. De blev primært gennemført af Ansarul Islam og IS-Magreb (tidligere AQIM). Befolkningen organiserede deres egne selvforsvarsgrupper som bl.a. Koglwgo, der tegnede sig for andre menneskerettighedsovergreb. I november var omkring ½ million mennesker internt fordrevne i landet.

Præsident Kaboré blev genvalgt ved valgene i november 2020 med 57,9% af stemmerne. En fremgang på mere end 4% ifht. valgtet i 2015. Pga. ustabiliteten i landet kunne vælgerregistreringen ikke gennemføres i flere valgdistrikter og på selve valgdagen var 926 valgsteder (ud af 19.836) lukket. Valgdeltagelsen var kun 50,8% mod 60% ved forrige valg. Kaborés parti MPP fik 56 ud af 127 pladser i parlamentet.

Guia del Mundo