Befolkning 72.000 Valuta East Caribbean dollars Areal 750 Km2 Hovedstad Roseau Befolkningstæthed 133,3 indb./Km2     HDI placering 102

Den største af øerne i De små Antiller i Caribien, beliggende mellem Guadeloupe i nord og Martinique i syd. Øen er af vulkansk oprindelse; dets højeste punkt er Mt. Diablotin på 2000m. Klimaet er tropisk med voldsomme regnbyger om sommeren. Landbruget er koncentreret om produktion af bananer og kakao.

Folket: 89% af afrikansk oprindelse; 7,2% europæisk-afrikanske mestizer; 2,4% caribiere,; 0,4% europæere og andre 0,7%.

Religion: Flertallet, ca. 77%, er katolikker; derudover en række evangeliske sekter.

Sprog: Engelsk er det officielle sprog, samt en lokal fransk-afrikansk dialekt.

Politiske partier: Dominicas forenede Arbejderparti, DULP, ledet af Henry James. Frihedspartiet, DFP, ledet af Maria Eugenia Charles; Arbejderpartiet, DLP; Det demokratiske Arbejderparti, DEMLAB, der er et udbryderparti af det førnævnte, ledet af Oliver J. Seraphin; Alliancen af Dominicas Frihedsbevægelser, DLMA, stiftet i 1979, bestående af 4 organisationer, der var modstandere af uafhængighed; Dominicas Frihedsstyrke, et udbryderparti af DLP, stiftet i 1983.

Officielt navn: Commonwealth of Dominica.

Administrativ inddeling: 10 kommuner

Hovedstad: Roseau, 27.000 indb. (2003)

Andre vigtige byer: Portsmouth, 3.600 indb; Marigot, 2.900 indb; Atkinson, 2.500 indb; Mahaut, 2.400 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisme. Charles Savarin, præsident siden oktober 2013. Roosevelt Skerrit, premierminister siden januar 2004. Genvalgt i 2005, 09 og 14.

Nationaldag: 3. november, Uafhængigheden, 1978 og Cristoffer Columbus' ankomst, 1493.

 

På sin ekspedition til Det caribiske Hav ankom Cristoffer Columbus den 3. november 1493 til en ø, han døbte Dominica og hvor han plantede et kors for at markere øens indlemmelse i det spanske kongerige.

På kort tid blev den oprindelige befolkning udryddet; en historie der blev gentaget på andre caribiske øer. Ifølge pålidelige kilder var der i 1632 kun 1.000, der havde været i stand til at overleve. I dag lever de 500 efterkommere af disse i reservater.

Øens skove blev ryddet for at give plads til sukkerplantager, hvor man udnyttede tusindvis af afrikanske slaver som arbejdskraft. I det 17. århundrede blev spanierne efterfulgt af franskmændene, der indførte kaffe- og bomuldsdyrkning. Gennem mere end to århundreder sloges England og Frankrig om retten til øen, og i 1805 blev Dominica engelsk besiddelse.

Den franske indflydelse har dog holdt sig op til vor tid; som et bevis på dette kan man pege på den katolske kirkes position, og «créole», den lokale dialekt, der er en blanding af fransk og afrikanske sprog.

Efter 500 års kolonistyre over Dominica arvede landet en økonomi, baseret på indtægterne fra landbrugets monokultur. Bananer er den eneste eksportartikel af betydning og bananplantager dækker, efter sukkerdyrkning har vist sig urentabelt, størsteparten af det samlede landbrugsareal.

Indtil 1939 betragtede briterne Dominica som værende en del af Sotaventoøerne, sammen med Barbuda, Jomfruøerne og Montserrat. I 1940 indlemmede briterne Dominica i de såkaldte Barloventoøer, sammen med De små Antiller: Grenada, St. Lucia og St. Vincent. Dominica forblev tilknyttet disse øer indtil 1958.

I perioden 1959-1962 indgik Dominica i Den brittisk-vestindiske Føderation, et politisk projekt der mislykkedes, hvorpå de enkelte lande forhandlede aftaler om udvidet selvstændighed med englænderne.

Ved valget til den lovgivende forsamling i januar 1961 blev regeringspartiet, Dominicas forenede Folkeparti besejret af Dominicas Arbejderparti, DLP, bestående af bl.a. Den folkelige Nationalbevægelse. Edward LeBlanc blev ny regeringschef.

Den politiske model, man indførte, da øen opnåede selvstændighed i 1967, er i høj grad en del af arven efter englænderne. Forfatningen fra dette år talte om en «fri aftale» mellem Storbritannien og medlemslandene i Vestantillerne. Storbritannien forbeholdt sig retten til at fastlægge forsvars- og udenrigspolitikken og den enkelte ø valgte deres egen regering i et føderalt system, hvis hovedsæde lå i Barbados. Den lovgivende forsamling erstattedes af en Nationalforsamling, Administratoren erstattedes af en guvernør og regeringschefen af en premierminister.

I juli 1974 trak Edward LeBlanc sig tilbage fra politik; hans efterfølger på posterne som premierminister og leder af DLP blev Patrick R. John. Ved parlamentsvalget i marts 1975 opnåede DLP en komfortabel sejr med 16 af de 21 pladser.

Uafhængigt af hinanden forhandlede de enkelte medlemslande i Vestantillerne sig frem til aftaler om selvstændighed med englænderne i slutningen af 1975. For Dominicas vedkommende blev forhandlingerne ledet af premierminister Patrick R. John, DLP. Det engelske parlament vedtog i 1978 en ny status for øen, og den 3. november, 485 år efter Columbus' ankomst, blev Dominica en selvstændig nation.

Demonstrationerne, der fandt sted samme dag, gav en forsmag på de problemer, der skulle møde den nye nation. Politisk opstod umiddelbart to tendenser: en konservativ, bestående af de gamle ledere for partiet, der var modstandere af selvstændighed, og en progressiv, hvis sociale basis var de unge, der var i opposition til regeringen.

Dominica manglede i modsætning til naboøerne naturlige ressourcer, der kunne appellere til turister og udenlandske investorer. Mange unge emigrerede til naboøerne mens andre mere radikale søgte inspiration hos den nordamerikanske «black power» bevægelse.

I maj 1979 slog politiet hårdt ned på demonstranter der protesterede mod to love, der begrænsede adgangen til at danne frie fagforeninger og ytringsfriheden; samtidig offentliggjordes visse hemmeligheder om John, vedrørende hans deltagelse i forberedelserne til et angreb udført af lejesoldater mod Barbados og hans kendskab til planerne om at forsyne Sydafrika med olie raffineret i Dominica. I et klima med stigende vold samledes oppositionen i Komiteen til National Frelse, der krævede John's øjeblikkelige fratræden, udnævnelsen af Oliver Seraphine til midlertidig premierminister og udskrivelse af nyvalg. John blev som konsekvens tvunget til at trække sig, og han erstattedes af Seraphine fra arbejderbevægelsens progressive fløj. Seraphine udskrev valg og udvidede forbindelserne til naboregeringerne.

Valget blev afholdt i juli 1980. Maria Eugenia Charles, der havde et bredt flertal bag sig, blev den første kvindelige regeringsleder i Caribien. Som datter af en rig og indflydelsesrig godsejer beskrev hun sig selv som «liberal, demokratisk og antikommunistisk».

Kort efter sin tiltræden tog premierministeren drastiske midler i anvendelse mod de sektorer indenfor hæren, der anklagedes for indblanding i narkotikahandel. I de efterfølgende måneder intensiveredes volden og man blev vidne til to kupforsøg, der dog afværgedes af regeringen. Den tidligere premierminister John anklagedes af regeringen for at være i ledtog med kupmagerne og idømtes fængselsstraf.

Efter sin løsladelse i juni 1982, begyndte John øjeblikkeligt at arbejde på dannelsen af en koalition bestående af venstrefløjspartier. I 1983 blev Oliver Seraphins DEMLAB-parti indlemmet i DLP, der på denne måde - for en kort tid - genforenedes. Før valget i 1985 indgik man en aftale melllem DLP, PLUD, der var opstået på baggrund af en splittelse i DEMLAB, og Dominicas Frihedsbevægelse. Lederen af arbejderbevægelsen, Michael Douglas, stillede op som koalitionens kandidat.

Men ved valget der afholdtes i juni 1985, opnåede Premierminister Charles' Frihedsparti, DFP, 15 af parlamentets 21 pladser. Under valgkampen anmodede oppositionen om en undersøgelse af en donation på 100.000 dollars, regeringen havde modtaget fra CIA, for sin medvirken ved den nordamerikansle invasion af Grenada.

I 1986 henrettedes forsvarschefen, efter at være blevet fundet skyldig i mordet på en betjent under det andet kupforsøg mod Charles' regering.

Det tredje valg efter selvstændigheden vandt regeringen også med 11 af de 21 pladser. PLUD under ledelse af Edison James, der for første gang detog i et valg, opnåede 6 pladser og Douglas' Arbejderparti fik de resterende 4. Leonard Baptist's minoritetsparti, Den progressive Styrke, opnåede ikke repræsentation i parlamentet.

Premierministeren underskrev sammen med sine kolleger James Mitchell fra St. Vincent, John Compton fra St. Lucia og Nicolas Brathwrite fra Grenada, en aftale der skulle forene de fire øer. Som et resultat af dette oprettedes et Konstituerende Regionalråd for Det vestlige Caribien med repræsentation fra regeringer, fra den kirkelige sektor og fra sociale organisationer.

Ved sit andet møde, der fandt sted i april 1991 i St. Lucia, gennemgik Rådet forskellige forslag til hvorledes man skulle organisere madfordelingen i den kommende nation. Integrationsforslaget manifesteredes i Chaguaramas-traktaten, der omhandlede et forbund af alle de engelsksprogede samfund i Caribien. Tre øer, St. Kitts, Montserrat og Antigua, vægrede sig ved at deltage i projektet, og Grenada og St. Lucia udtalte ligeledes skepsis. De 7 ministater i Østcaribien råder over en fælles Nationalbank, med fælles møntfod.

I 1991 indførte regeringen en række love, der skulle stimulere den nationale økonomi, især med henblik på landbrugs- og telekommunikationssektorerne.

I april overlevede premierministeren en mistillidsdagsorden fra PLUD. I slutningen af året forsøgte Eugenia Charles at indføre en begrænsning i offentligt ansattes ret til offentligt at kritisere regeringen.

Regeringens beslutning i 1994 om at udvide antallet af kørselstilladelser til busser førte til demonstrationer og optøjer i Roseau. Premierministeren anklagede oppositionen for at forsøge at presse regeringen til at udskrive nyvalg før tiden, og krisen varede indtil indgåelsen af en aftale den 6. maj.

Dominica besluttede samme måned at stemme imod oprettelsen af et reservat for hvaler i det sydlige Atlanterhav. På baggrund af dette, truede World Wildlife Foundation, WWF, med at opfordre til turistboykot mod landet. En sådan boykot, der ville have påvirket den nationale økonomi alvorligt, blev dog aldrig til noget.

PLUD vandt valget i juni 1995 og opnåede 11 af de 21 pladser i parlamentet, mens Frihedspartiet og Arbejderpartiet hver erobrede 5. Den nye premierminister, Edison James, besluttede at stimulere bananindustrien og privatisere de offentlige virksomheder for at kunne financiere de sociale forbedringer.

Regeringens programmer fik hårde konsekvenser for samfundet i august og september 1995. En række tropiske orkaner og tornadoer hærgede plantager og eksportvirksomheder. Huse, broer, veje, hoteller og offentlige bygninger ødelagdes og måtte genopbygges.

Udlandsgælden nåede i januar 1996 op på 320 millioner EC$ (østcaribiske dollars), mens den indenlandske gældssætning var på 80 millioner EC$. Samme år indførte regeringen en privatiseringskampagne af de vigtigste offentlige virksomheder i et forsøg på at få styr på statsfinanserne. De virksomheder, der overgik til private var Elselskabet, Landbrugets og Industriens Udviklingsbank, Import- og Eksportagenturet og andre virksomheder i Roseaus havn.

Med besøget af Cubas udenrigsminister, Roberto Robaina, i maj 1996, genetableredes forbindelserne mellem de to lande.

Oppositionspartierne kritiserede i begyndelsen af 1997 regeringen hårdt for privatiseringerne, især for salget af Elselskabet til et engelsk selskab, der ikke havde været ordentligt belyst. Udover de 5 millioner dollars i udviklingsbistand fra den engelske regering, modtog Dominica i april yderligere 1 million beregnet på beskyttelse af kyststrækningerne mod erosion.

Finansminister Julius Timothy erklærede i 1998, at de internationale aktiviteter skulle udvides, den udenlandske indskibning i landet skulle forøges, samtidig med at man forsøgte at tage initiativer til etablering af forsikringsvirksomhed i landet.

I oktober 1999 udnævnte Nationalforsamlingen Vernon Lorden Shaw som Dominicas 7. præsident. Han var pensioneret offentlig ansat, og forpligtede sig til at omorganisere landets indtægter, der i høj grad var ramt af klima-katastrofer og verdenskrisen.

I februar 2000 blev Rosie Douglas udnævnt til premierminister. Samme måned underskrev Dominica og Cuba en aftale om koordination og bilaterale samtaler - deriblandt årlige møder - for på den måde at forbedre det kulturelle, sociale og politiske samarbejde mellem de to lande. Indtil havde samarbejdet været begrænset til uddannelsesområdet, men nu forventedes det, at også turismen ville nyde godt af samarbejdet.

Premierministeren døde overraskende 1. oktober i en alder af blot 58 år og blev erstattet af Pierre Charles.

I februar 2002 blev der vedtaget en lov mod pengevask, der gjorde det muligt for udenlandske institutioner at undersøge bankkonti i Dominica. I maj erklærede Charles landet i økonomisk krise som følge af de lave eksportindtægter og svigtende strøm af turister. Der blev vedtaget en ekstraskat til stimulering af økonomien.

Ved valget i oktober 2003 blev Nicolás Liverpool valgt til præsident. I januar 2004 døde premierminister Pierre Charles i en alder af blot 49 år. Arbejderpartiet udpegede i stedet den 31 årige Roosevelt Skerrit som hans efterfølger.

I marts oprettede Dominica diplomatiske forbindelser med Kina, og brød dermed forbindelsen til Taiwan, der havde eksisteret i 20 år. Skerrit erklærede at: «vores politik overfor Taiwan var baseret på en fortolkning af historien der var forkert». Han tilføjede, at Kina havde forpligtiget sig til at yde Dominica 122 mio. US$ i udviklingsbistand over de næste 5 år. Taiwans underrigsminister Eugene Chien fordømte hvad han kaldte Kinas «dollardiplomati». Skerrit forsvarede regeringens nye politik således: «vi vurderede dominicas udenrigspolitik og vurderede at det var i den nationale interesse at oprette diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina, der i dag er en vigtig spiller i det internationale diplomati».

Ved parlamentsvalget i maj 2005 fik det regerende arbejderparti 12 af de 21 pladser der var på valg, det Forenede Arbejderparti fik 8, og en uafhængig kandidat løb med den sidste plads.

Skerrit bevarede posten som premierminister, da han vandt parlamentsvalget i maj 2006. Han erklærede at regeringens vigtigste mål i dens næste periode var at løse de problemer, der hidtil har hindret landets optagelse i det Caribiske Fællesmarked.

I maj 2007 blev der undertegnet en aftale om militært samarbejde og koordination mellem USA's kystvagt i Florida og det Regionale Sikkerhedssystem i Caribien. Sikkerhedssystemet blev etableret i midten af 1980'erne efter USA's invasion og besættelse af Grenada i 1983, og består af 7 stater i Caribien.

I august 2007 blev Dominica raseret af orkanen Dean, der ødelagde store dele af øens bananplantager og infrastruktur. Da landet samtidig mistede EU handelspræferencer gennemførte det en diversificering af sin landbrugsproduktion og eksport. Det begyndte at producere kaffe, aloe vera, blomster, mango, guava og papaya.

I januar 2008 sluttede Dominica sig til Venezuelas Bolivariske system for Amerika (ALBA).

I december 2014 sikrede DLP sig for 3. valg i træk absolut flertal i parlamentet, da det fik 15 af de 21 pladser. Skerrit blev for 4. gang udpeget til premierminister.

Dominica blev i september 2017 ramt af kategori 5 orkanen Maria. Den mest voldsomme registrerede orkan i landets historie. Orkanens øje pløjede sig hen over øen og forårsagede enorme ødelæggelser. Tusinder blev gjort hjemløse og 27 dræbt. Manglen på den mest basale fornødenheder udløste efterfølgende plyndringer, og regeringen indførte udgangsforbud i tidsrummet 16-08.

Orkanen Maria forårsagede i september 2017 enorme ødelæggelser. Her hovedgaden i hovedstaden Roseau.

En rapport fra Al Jazeera i 2019 slog fast, at premierminister Roosevelt Skerrit havde modtaget bestikkelse til gengæld for udstedelsen af diplomatiske pas og ambassadørtitler. Alligevel fik hans parti DLP 18 ud af 21 pladser ved parlamentsvalget i cember. Oppositionspartiet UWP gennemførte efterfølgende demonstrationer og vejspærringer med krav om ændring af valgsystemet. Systemet er modelleret efter det britiske med valg i enkeltmandskredse. Med 59% af stemmerne vandt DLP derfor næsten 90% af kredsene.

Guia del Mundo