 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
 |
| Fra stiftelsen af Socialistisk Internationale. Organisationen skulle dæmme op for kommunistisk indflydelse i den internationale arbejderbevægelse. |
Socialistisk Internationale (SI) er de socialdemokratiske partiers internationale samarbejdsorganisation. SI har sine historiske rødder i 2. Internationale, som blev stiftet i 1889. SI's umiddelbare forløber var den socialdemokratiske Socialistisk Arbejderinternationale, som blev dannet i 1923.
SI fik sin nuværende form efter gendannelsen i 1951. Genoplivningen var en konsekvens af den kolde krig. SI skulle dæmme op for kommunistisk indflydelse i den internationale arbejderbevægelse. At SI modtog midler fra CIA i 1950'erne, synes i dag at være klarlagt.
De fleste af SI's første medlemsorganisationer var østeuropæiske eksilgrupper - udover de vesteuropæiske socialdemokratier. I 1953 og 1954 blev der gjort halvhjertede forsøg på at oprette afdelinger i Asien og Latinamerika, men dette mislykkedes.
Men i 70'erne vågnede SI atter til live. Baggrunden for dette var bl.a. omvæltningerne i Spanien, Grækenland og Portugal samt befrielsen af de portugisiske kolonier i Afrika. Under ledelse af Olof Palme, Bruno Kreisky og Willy Brandt forsøgte SI aktivt at gribe ind i 70'ernes politiske udvikling - ikke mindst i u-landene.
SI's 13. kongres i Genève i 1976 var viet den tredje verdens problemer, en ny økonomisk verdensorden og kampen for menneskerettighederne. Kongressen vedtog en række radikale resolutioner, som bl.a. rettede sig mod racistregimerne i det sydlige Afrika. Samme år arrangerede SI en konference i Venezuela, som drøftede Latinamerikas problemer, og allerede året efter stod SI bag et stort Chile-seminar, hvor både repræsentanter for Unidad Popular og det kristeligt-demokratiske parti var inviteret.
SI lagde i samme periode betydelig vægt på at gennemføre en omfattende rejsevirksomhed for at forbedre sine kontakter i den tredje verden. Den østrigske kansler Bruno Kreisky besøgte de fleste arabiske lande og Israel i et forsøg på at få en løsning på Mellemøstenkonflikten i stand. Den portugisiske socialistleder Mario Suarez gennemførte flere opsigtsvækkende rejser til Latinamerika og Internationalens daværende næstformand, Olof Palme, besøgte i 1977 de såkaldte frontliniestater omkring Zimbabwe, hvor han stærkt gav udtryk for SI's støtte til befrielseskampen i det sydlige Afrika.
Noget afgørende politisk gennembrud for SI i den tredje verden førte denne aktivitet alligevel ikke til. De mest betydningsfulde kontakter skaffede SI sig med Jamaica og Senegal. Desuden samarbejdede SI med socialdemokratisk orienterede kræfter i Venezuela, Costa Rica, Mexico, Peru, Argentina, Bolivia og Uruguay. SI etablerede endvidere kontakter med nykoloniale grupper i Mauritius, i Tunesien, Marokko, Egypten og Gambia. Tanzanias regering og de marxistiske regimer i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau blev inviteret med som observatører til SI's konferencer, uden at dette dog førte til noget nærmere samarbejde.
Den udbredte skepsis til SI blandt u-landenes politikere kunne forklares ved, at flere af SI's medlemmer sad med regeringsmagten i deres respektive hjemland. Det gjaldt f.eks. det vesttyske SPD. Som regeringsparti førte SPD en samarbejdspolitik med det sydafrikanske apartheidregime (uranreaktorsamarbejde og atomvåben). Dette stod i skarp modsætning til SI's radikale resolutioner om det sydlige Afrika.
Samtidig var SI præget af interne modsætninger mellem på den ene side socialistpartierne i Frankrig, Spanien og Italien, og på den anden de mere konservative socialdemokratiske partier i Vesttyskland og Storbritannien. Striden drejede sig bl.a. om samarbejde eller ej med kommunistpartierne i Sydeuropa, men også Mellemøstenkonflikten og holdningen til befrielsesbevægelserne afslørede omfattende uenighed indenfor SI.
De fremskredne kapitalistiske staters socialdemokrater indså, at hvis velfærdsstaten og den regulerede kapitalisme skulle bevares, måtte også imperialismen reguleres. Europa behøvede stabile forsyninger af energi og råstoffer, og eftersom der efter deres mening ikke længere fandtes nogen vej bort fra frihandel og fortsat økonomisk integration, måtte man søge at opnå en international regulering. Dette skulle sikre forsyningerne, hindre alvorlige sociale forstyrrelser i den tredje verden og dæmpe klassemodsætningerne i disse lande, således at der fortsat kunne findes markeder, som den vestlige kapitalisme kunne udvide sig på, og således at der blev gjort op med «røverkapitalismen». SI's strategi var kollektivaftaler, fagforeninger med garanterede rettigheder, sociallovgivning og civilt styre uden åbenbar og voldelig undertrykkelse af større grupper.
Økonomisk
var denne vision omkring en ny økonomisk verdensorden baseret på et tillidsfuldt samarbejde med den nordamerikanske statsledelse, kapital og rustningsindustri. Men politisk byggede visionen på interesser, som den nordamerikanske ledelse var negativ overfor eller uinteresseret i (f.eks. afviklingen af apartheid, afskaffelsen af juntaen i Chile og andre militærdiktaturer i Latinamerika samt standsningen af langvarige militære operationer mod nationale og sociale befrielseskræfter i f.eks. Indokina, Mellemamerika og det sydlige Afrika).SI's ledende politikere baserede sig ikke på nogen dybere analyse af klassestrukturen i den tredje verden. Deres arbejdsindsats begrænsede sig til det felt, som de anså for muligt at forandre - det politiske felt. I denne sammenhæng knyttede SI-lederne store forhåbninger til en radikalisering af det demokratiske parti i USA og en liberalisering af militærdiktaturer i den tredje verden, således at repræsentativt demokrati kunne indføres og aftaler bygges op nationalt og internationalt.
Igennem 1980'erne skete der på en række områder en opblødning af de fronter, der havde begrænset SI's arbejde i 70'erne. En række befrielsesbevægelser og overgangssamfund (bl.a. Nicaragua) knyttede efterhånden tættere kontakter til SI, som de så som en modvægt til det krigerisk orienterede USA. Men samtidig begyndte USA i slutningen af 80'erne at arbejde for en afvikling af specielt militærdiktaturerne i Latinamerika og apartheidstyret i det sydlige Afrika. Supermagten kom dermed i højere grad på linie med SI's politik
Når SI alligevel ikke har været i stand til at udnytte denne større opbakning til organisationens politik skyldes det dels, at en række af dets toneangivende partier gennem 80'erne og langt op i 90'erne var i opposition. Samtidig medførte Østeuropas og Sovjetunionens sammenbrud i 1989-92 at et vigtigt formål for SI - antikommunismen - faldt bort. Organisationen spiller derfor en mere indskrænket rolle, og er atter primært et forum for socialdemokratierne fra Vesteuropa.