Befolkning 287.000 Valuta CPF francs Areal 18.580 Km2 Hovedstad Noumea Befolkningstæthed 11,3 indb./Km2

Kanaky består af øen Ny Caledonien (16.700 km²), øerne Uvéa, Lifou, Maré og Walpole samt øgrupperne Chesterfield, Avon, Huón og Belep. De ligger i den sydlige del af Melanesien mellem Vanuatu i øst og Australien i vest. Landets oprindelse er vulkansk, landskabet er præget af bjerge og kysterne er omkranset af koralrev. Klimaet er regnfuldt og velegnet til landbrug. Vegetationen er tæt og undergrunden rig på nikkel.

Kanaky er en fransk koloni. Kolonimagten modsætter sig selvstændighed og bakkes op af de franskmænd i kolonien der bidrager til administration og udplyndring af den.

Folket: 42,5 % af befolkningen er af melanesisk oprindelse (kanake gruppen). Franskmænd og deres efterkommere udgør 37,1 %, og den wallisiske minoritet 8,4%. Endelig findes der vietnamesiske, indonesiske, kinesiske og polynesiske minoriteter.

Religion: Overvejende kristen (ca. 60 % katolikker, 16 % protestanter). Der findes en muslimsk minoritet på 5 %.

Sprog: Fransk (officiel) samt 28 melanesiske og polynesiske sprog

Politiske partier: De sektorer der støtter landets fortsatte status som oversøisk område tilknyttet Frankrig er organiseret i den Caledonske folkealliance for Republikken (RPCR). Partiet for Kanakys Befrielse (PALIKA) er sluttet sammen i Kanakys socialistiske nationale Befrielsesfront (FLNKS).

Sociale organisationer: Konføderationen af Caledonske Arbejdere (CTC), Føderationen af Ny Caledoniens Minefagforeninger (FSMNC), Ny Caledoniens faglige Sammenslutning (USOENC), samt Fagforeningen for Kanakys udbyttede Arbejdere (USTKE).

Officielt navn: Territoire d'Outre-Mer de la Nouvelle-Calédonie.

Administrativ inddeling: 3 provinser: Loyaute, Nord og Syd

Hovedstad: Nouméa, 164.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Mont-Doré, 22.700 indb.; Dumbéa, 15.200 indb.; Poindimié, 4.700 indb. (2000).

Regering: Fransk koloni. Patrice Faure er landets højkommissær udpeget af Paris; Louis Mapou er premierminister. Lokalparlamentet har 54 medlemmer.

Væbnede styrker: 3.700 franske soldater (1993).

 

Kanaky blev beboet af melanesierne (kanakkerne) for 3.000 år siden. Den engelske kaptajn James Cook gav det i 1774 navnet New Caledonia fordi det med sine skovklædte bakker lignede Skotland, der af romerne blev kaldt for Caledonien. Øgruppens hovedø blev i 1853 besat af den franske marine, der bevæbnede en lokal milits for at slå de hyppige oprør ned. Udvindingen af nikkel og krom tiltrak tusindvis af franske indvandrere. Den oprindelige befolknings religiøse, håndværksmæssige og organisatoriske traditioner blev undertrykt, og mange af de indfødte uden jord blev samlet i «reservater». Terrasse landbruget der var blevet opbygget gennem århundreder måtte vige pladsen for kvægdrift. Det sidste væbnede oprør blev knust i 1917 og bidrog ikke til andet end at accelerere europæernes konfiskation af den indfødte befolknings jorde.

Koloniseringsprocessen forstærkedes efter Algeriets selvstændighed, fordi tusindvis af pieds-noirs (franske ekstremt højreorienterede kolonister) søgte til Kanaky. Landet havde i 1946 fået status af oversøisk fransk territorium, men den lokale politiske autonomi gavnede ikke den indfødte befolkning, der var blevet en minoritet overfor den indvandrede europæiske befolkning.

Da Francois Mitterrand i 1981 var blevet valgt til præsident styrkede det forhåbningerne blandt selvstændighedspartierne. Den franske socialistiske præsident blev støttet af et flertal blandt Kanakys befolkning, der stræbte mod selvstændighed, der håbede på en mere retfærdig fordeling af landets indtægter. Pr. capita indkomsten var da 7.000 dollars om året - den højeste i Stillehavsområdet bortset fra Naurú - men i realiteten var den koncentreret hos de europæiske forretningsfolk og blandt de europæiske indvandrere.

Kanakkerne udgjorde grundlaget for selvstændighedsbevægelsen. De levede under elendige forhold, var overvejende arbejdsløse, blev udsat for diskrimination, boede i «reservater» og havde kun adgang til 10 % af den dyrkbare jord.

I løbet af 1970'erne voksede selvstændighedsbevægelsen sig stærk. Den gennemførte strejker, besatte jorder, organiserede kooperativer og der blev gennemført en omfattende kampagne for tilbagelevering af de jorder, som de franske settlere havde konfiskeret fra den indfødte befolkning - overvejende for at anvende jorden til kvægdrift. Selvstændighedsbevægelsen stillede på den måde grundlæggende spørgsmålstegn ved kolonisystemet, og ved de økonomiske strukturer kolonimagten havde udviklet. Selvstændighedsbevægelsen arbejdede også for redningen af den traditionelle kultur - la coutume - og kanakkernes identitet, samtidig med at den modsatte sig luksusturismens indtrængen i de indfødte områder - organiseret af Club Méditerranée.

Kanakkernes krav fik støtte fra de omkringliggende melanesiske selvstændige stater: Fiji, Solomon, Papua New Guinea og især Vanuatu. Denne støtte kom bl.a. frem under Det sydlige Stillehavs forum i august 1981. En måned senere blev selvstændighedsbevægelsens leder, Pierre Declercq myrdet i sit hus af den ekstreme højrefløj, hvilket yderligere forstærkede den politiske krise. Declercq var katolik og af europæisk oprindelse.

Det kan ikke forbavse, at Frankrig var tilbageholdende med at give landet dets selvstændighed, når der tages hensyn til, at Kanaky råder over verdens næststørste forekomster af nikkel og desuden har betydelige reserver af krom, jern, kobolt, mangan og polymetalliske noduler der for nyligt er blevet opdaget i havet ud for øerne.

Men Kanaky har desuden militærstrategisk betydning. Dens havne, installationer og baser (hvor der er stationeret 6.000 franske soldater samt en atomundervandsbåd) anses af den franske overkommando som et «vitalt støttepunkt» for Mururoa, hvor Frankrig gennemfører sine atomprøvesprængninger, og Kuru hvorfra der foretages specialopsendelser.

I juli 1984 vedtog den franske Nationalforsamling at give kolonien en speciel form for autonomi, men afviste samtidig kravene om selvstændighed. Dette bekræftede blot kanakkernes formodninger om, at den socialistiske franske regering ikke havde til hensigt at indrømme landet dets selvstændighed. I november erklærede landets vigtigste oppositionskraft, Kanakys socialistiske nationale Befrielsesfront (FLNKS), at det ville boykotte valget til Lokalforsamlingen. Dette valg havde blot til formål at udskyde Kanakys selvstændighed på ubestemt tid.

Da lokalregeringen i december 1984 fuldstændig lå i de franske indvandreres hænder, proklamerede FLNKS unilateralt Kanakys selvstændighed og oprettelsen af en kanakisk stat. Boykotten blev fulgt af 80 % af kanakkerne, hvilket tvang regeringen til at annullere valgresultatet og indkalde til forhandlinger.

Umiddelbart efter at den franske regering havde erklæret sig villig til at diskutere Kanakys selvstændighed med FLNKS blev 10 kanak aktivister den 5. december 1984 brutalt myrdet af franske ultrahøjreorienterede indvandrere. Dette indledte en voldelig periode, der strakte sig gennem det meste af 1985, kostede 40 livet og tusinder af sårede blandt de kanakiske selvstændighedsaktivister. De sikkerhedsstyrker som den franske regering sendte afsted for at bringe situationen under kontrol viste sig hurtigt at have forbindelser til de kriminelle handlinger og attentaterne mod selvstændighedsbevægelsen.

Efter at FLNKS i september 1986 havde opnået en klar majoritet ved valget til lokalparlamentet, erklærede FN's generalforsamling i december, at Kanakys folk havde ret til selvbestemmelse og selvstændighed, og anbefalede samtidig anerkendelsen af FLNKS som folkets retmæssige repræsentant.

Året efter blev der gennemført en folkeafstemning, der skulle afgøre, om forbindelserne til kolonimagten skulle bevares. Ved afstemningen deltog også de europæiske indvandrere, der havde ned til 3 års ophold i landet. Dette fik FLNKS til at opfordre til boykot af afstemningen. Den blev boykottet af 41,5 % af de stemmeberettigede, hvilket fik oppositionen og regeringerne i Australien og New Zealand til at erklære, at afstemningen var uden betydning som indikator for et fortsat tilhørsforhold til kolonimagten.

I maj 1988 tog FLNKS 22 franske gendarmer som gidsler. Formålet var at forhandle deres løsladelse som led i en aftale med den franske regering, der måtte blive indsat efter de kommende valg. Aktionen slog imidlertid fejl og franskmændene angreb øen Uvéa. Et angreb der kostede 19 livet - de fleste af dem henrettet. Lokalbefolkningen fordømte, at de franske tropper gennemførte razziaer, tortur og andre former for overgreb på de menneskelige rettigheder.

I juni 1988 undertegnede FLNKS formand, Jean-Marie Tjibaou og Jacques Lafleur i Paris 1. afsnit af Matignon aftalen i nærvær af den franske premierminister Michel Rocard. Lafleur var leder af den såkaldte Caledonske folkealliance for Republikken (RPCR), der skarpt modsætter sig selvstændighed. Fra juli overtog Paris det direkte regeringsansvar for Kanaky. Afsnit 2 i aftalen fastlagde betingelserne for forberedelse af en folkeafstemning om selvstyre i 1998 samt en fastfrysning af valglisterne for at hindre at Frankrig fortsatte med at forrykke magtforholdet ved at sende nye settlere til landet.

Landet blev inddelt i 3 regioner, hvoraf de 2 havde kanak-flertal. Et af formålene med denne administrative opdeling var udviklingen af en politisk og finansiel melanesisk «elite», der skulle varetage magtudøvelsen i størstedelen af landet. Andre afsnit i aftalen omhandlede øget finansiel bistand fra Paris over de følgende 10 år.

Ved en første afstemning samme år blev aftalen ratificeret. Men i maj 1989 blev Tjibaou og en anden central selvstændighedsleder der gik ind for Matignon aftalen myrdet i Ouvéa.

I 1991 blev handelsbalancen berørt af faldet i priserne på nikkel og fisk på de internationale markeder. I de to provinser der blev ledet af selvstændighedsbevægelsen udvikledes en ny generation af ledere, men situationen for størstedelen af den melanesiske befolkning forværredes. Uligheden i indtægt blandt melanesierne øgedes, og den øgede adgang til konsumvarer for nogle grupper medførte, at de fjernede sig fra deres fællesskabsstrukturer og traditioner.

Også blandt den indvandrede franske befolkning - overvejende i hovedstaden Nouméa - øgedes den sociale ulighed. Ikke kun pga. ankomsten af melanesiske bønder der byggede slumkvarterer i udkanten af byen, men også pga. fattiggørelsen af nogle indvandrer sektorer. Den stigende sociale spænding førte til stadig flere sammenstød.

De politiske konsekvenser af disse nye sociale modsætninger afspejlede sig ved provinsvalgene i 1995. En af medlemsorganisationerne i FLNKS, Palika, opstillede sine egne lister og kritiserede frontens arbejde i de to provinser, der var kontrolleret af selvstændighedsbevægelsen. Begge sektorer fik nogenlunde lige mange stemmer.

På det faglige område indebar den stigende ulighed, at mange franske indvandrerarbejdere meldte sig ind i Fagforeningen for Kanakys udbyttede Arbejdere (USTKE). Denne organisation er ikke blot arbejdsgivernes vigtigste «fjende», men retter også sin kritik mod de «teknokrater», der leder selvstyreprovinserne.

Selvstændighedsbevægelsens udvinding af nikkel i den nordlige provins gav gode resultater de første år, hvilket gav grundlag for et samarbejde med den franske minevirksomhed Falconbridge, men selvstændighedsbevægelsens forsøg på at få bygget en fabrik til forarbejdning af nikkel løb ind i problemer, da det statslige franske mineselskab, SLN-Eramet lancerede tilsvarende planer. I protest blokerede FLNKS sympatisører adgangen til installationer kontrolleret af Frankrig.

Bestræbelserne på selvstændighed for Kanaky ændrede karakter i 1998, da FLNKS og Paris forhandlede sig frem til et fælles grundlag for en aftale til erstatning for den planlagte folkeafstemning. Sameksistensen mellem to forskellige systemer - Kanaky kulturen og det franske kolonisystem - er det spørgsmål der er vanskeligst at løse. Kanakkerne ønsker, at deres kultur og traditionelle civile organisation respekteres af franskmændene. Numea aftalen fastlægger overdragelsen af kompetance, der indenfor en tidsramme på 15-20 år skal give områder næsten fuldstændig selvstændighed. Samtidig indebar aftalen, at kanakker og den indfødte franske befolkning skal dele fælles statsborgerskab, og at Frankrig påtager sig «skylden» for kolonitiden.

I november gennemførtes en folkeafstemning for at ratificere Numea aftalen. Den fik opbakning fra 69,14 % af vælgerne. I december blev lovgivningen vedtaget, der implementerer Numea aftalen. Den 23. december kunne Nationalforsamlingen vedtage lovforslaget for oprettelsen af det nye land. Det forudser oprettelsen af nye institutioner og den «progressive» overdragelse af kompetance til den nye stat.

I juli 1999 blev Thierry Lataste udpeget som højkomissær for øen. I 2001 blev J. Pierre Frogier udpeget til regeringschef.

I slutningen af 2002 gennemførtes en demonstration med krav om indstilling af minedriften. Demonstranterne krævede en tilladelse til udvinding af nikkel i Prony, som de franske myndigheder havde givet selskabet Goro Nickel, trukket tilbage. Byggepladsen blev udsat for blokade, og Goro Nickel besluttede efterfølgende at trække sine ansatte ud af Kanaky og indstille efterforskningen.

I 2002-03 gennemførte miljøaktivister i Kanaky en kampagne for at få erklæret koralrevene omkring øen for UNESCO beskyttede områder.

Valgsejren i 2004 af modstanderne af selvstændighed, Avenir ensemble (hvis medlemmer overvejende er europæere og melanesiere) gjorde en ende på RPCR's hegemoni. Dette parti er også mod selvstændighed, men blev betragtet som talerør for de hvide caledonere. Magtskiftet blev derfor taget som udtryk for at kanak samfundet er præget af mere dybtgående forandringer.

I juli 2005 blev Michel Mathieu udpeget som højkommissær.

Marie-Noëlle Thémereau blev valgt til formand for regeringsrådet i 2004, men trådte tilbage i juli 2007. Regeringen blev automatisk opløst, og dens medlemmer dannede i stedet en provisorisk regering.

Philippe Gomès fra det loyalistiske parti, Calédonie Ensemble blev udpeget til formand for regeringsrådet i juni 2009. Calédonie Ensemble var året inden blevet afskallet fra Avenir Ensemble. Avenir Ensemble er et parti der overvejende repræsenterer den hvide og melanesiske befolkning og som er imod selvstændighed. Det traditionelle fransk-orienterede parti er RPCR, som dog samtidig anses for stærkt korrupt. Mens RPCR er decideret racistisk og betragter den hvide befolkning som overmennesker, er Avenir Ensemble inkluderende og betragter både hvide og kanakker som ligeværdige, men samtidig ønsker det altså at bevare koloni-båndet til Frankrig. Modstanderne af selvstændighed fik ialt 57,5% af stemmerne mens tilhængerne fik 38,2%. Der skal efter aftale med FN gennemføres en afstemning om selvstændighed på et tidspunkt mellem 2014 og 18.

I juli 2010 indførtes et kanakisk flag ved siden af det franske. Kanaky blev dermed det første land i verden med 2 nationalflag.

I august 2011 besøgte den franske præsident Nicolas Sarkozy for første gang landet. Det skete få uger efter stigende flypriser havde ført til protester, der kostede 4 kanaker livet. Der var ingen indrømmelser fra den franske præsident, der kaldte demonstranternes blokade af en lufthavn for utilstedelig.

Philippe Germain blev 1. april 2015 indsat som ny premierminister. Posten havde da været ledig i 100 dage efter den tidligere premierminister Cynthia Ligeard. Valget trak i langdrag pga. vanskelighederne med at udpege en premierminister og en vice-premierminister der skulle have støtte fra både selvstændighedstilhængere og tilhængere af fortsat kolonistatus under Frankrig - i overensstemmelse med Nouméa aftalen. Germain fik i sidste ende støtte fra selvstændighedstilhængerne og kunne derfor blive valgt, hvilket fik modkandidaten Cynthia Ligeard til at anklage ham for «forræderi». Det kom til nye politiske sammenstød mellem de to da han fyrede hendes stab som premierminister og 2 ministre. De fyrede blev efterfølgende genindsat i deres embeder efter domstolsbeslutning.

Den franske premierminister Édouard Philippe var i november 2017 vært for et møde, der lagte grundlaget for gennemførelse af en folkeafstemning i 2018 om Kanaky selvstændighed. Mødet lå indenfor rammerne af Noumea aftalen fra 1998, der forudså en 20 årig overdragelse af stadig flere bemyndigelser til den franske koloni. Ved folkeafstemningen i november 18 stemte 56,7% for at forblive en fransk koloni. En ny afstemning blev gennemført i oktober 20. Kolonitilhængerne var da reduceret til 53,3%. Ved den 3. afstemning i december 21 stemte 96,5% for at bevare koloniforholdet, men stemmedeltagelsen var da faldet til 43,9%. Det var de franske myndigheder der pressede på for at gennemføre den sidste afstemning, selvom Karnak organisationerne opfordrede til en udsættelse. Der var sket en omfattende COVID-19 smittespredning, der fra september havde kostet 280 livet, og karnakkernes sørgeperiode kan vare op til 1 år. De opfordrede derfor til udsættelse og endte med at boykotte folkeafstemningen. I Paris fejrede kolonitilhængerne med præsident Macfron i spidsen afstemningsresultatet.

Guia del Mundo