Befolkning 21,7 mio. Valuta Sri Lanka rupies Areal 65.610 Km2 Hovedstad Colombo Befolkningstæthed 288,0 indb./Km2     HDI placering 73

Ø i det Indiske Ocean, sydøst for Indien, adskilt fra subkontinentet af Palk kanalen. Bortset fra en bjergrig zone i landets centrale del er landskabet fladt. Bjergene opdeler landet i to klart adskilte zoner og fungerer som barriere overfor monsunvindene, der har afgørende indflydelse på landets tropiske klima. Landets sydvestlige hjørne modtager således megen nedbør, mens resten af landet er mere tørt. Enorme teplantager beklæder sydskråningerne af bjergene. Endvidere produceres ris (til landets eget forbrug) samt rågummi, kokosnødder og kakao til eksport. Afskovningen af jorderosion er to alvorlige miljøproblemer. Endvidere er luftforureningen stigende som følgende af røg fra fabrikkerne.

Folket: Sri Lankas befolkning er overvejende singhalesere (74%); den største minoritet er tamilerne (18%) fulgt af arabere (7,7%).

Religion: Buddhister (69,3%); hinduer (15,5%); muslimer (7,6%); kristne (7,5%); andre (0,1%).

Sprog: Singhalesisk (officielt), tamil og engelsk

Politiske partier: Det forenede Nationalparti (Siri Kotha, SK); Partiet for Sri Lankas Frihed; Den forenede nationale demokratiske Front; Tamil United Liberation Front (TULF); Kommunistpartiet; Lighedspartiet (Lanka Sama Samaja); Demokratisk Folkeparti (Mahajana Prajathantra); Folkefronten for Befrielse (Janata Vimuktui Peramuna, JVP); Folkealliancen.

Sociale organisationer: Arbejderkongressen; Den faglige Føderation; Det faglige Råd; Arbejderføderationen

Officielt navn: Sri Lanka Prajathanthrika Samajavadi Janarajaya (Sri Lankas Demokratiske Socialistiske Republik).

Administrativ inddeling: 9 provinser og 24 distrikter

Hovedstad: Sri Jayawardenapura Kotte (administrativ hovedstad), 115.000 indb. (2003); Største by: Colombo, 5.648.000 indb. (2006).

Andre vigtige byer: Dehiwala-Mount Lavina, 218.500 indb.; Moratuwa, 204.500 indb.; Maha Nuwara, 150.700 indb.(2000).

Regering: Ranil Wickremesinghe, fungerende præsident siden juli 2022. Parlamentet har ét kammer - Nationalforsamlingen - med 225 pladser.

Nationaldag: 4. februar (Selvstændighed, 1948)

Væbnede styrker: 125.300 soldater (1995)

Paramilitære styrker: 70.000 (Politi, Nationalgarde, Privatgarde)

 

Siden tidlige tider - under vedaerne - blev øen Ceylon gentagne gange invaderet af singhalesere, indoeuropæere og tamiler, der lagde grunden for avancerede civilisationer. Da portugiserne ankom til øen i 1505, var den opdelt i 7 kongedømmer.

Halvandet århundrede senere fortrængte hollænderne portugiserne fra de forlægninger, de havde bygget på kysten. I 1796 gjorde briterne øen til deres koloni, efter først at have underlagt sig nabolandet Indien, men det var først i 1815 det lykkedes dem at knuse modstanden fra det sidste lokale kongerige. Briterne indførte eksportafgrøder som kaffe og te, der var beregnet på konsum i Europa.

I første halvdel af det 20. århundrede udvikledes en stærk nationalistbevægelse i landet, og i 1948 fik det selvstændighed indenfor rammerne af det britiske statssamfund, Commonwealth

Under ledelse af Sir John Kotelawala og premierminister S. W. R. D. Bandaranaike udviklede landet en aktiv og antikolonialistisk udenrigspolitik. I august 1954 mødtes Bandaranaike i hovedstaden Colombo med Nehru fra Indien, Mohamed Ali fra Pakistan, U Nu fra Myanmar (Burma) og Sastroamidjojo fra Indonesien. Det blev et banebrydende møde, hvor det blev besluttet at gennemføre et topmøde for de afrikanske og asiatiske lande året efter i Bandung i Indonesien. Det blev forløberen for de Alliancefri Landes Bevægelse.

Gennem 1950'erne gennemførte den tamilske minoritet en række opstande, og i 1959 blev premierministeren myrdet. Det lykkedes hans enke, Sirimavo Bandaranaike at føre regeringspartiet Sri Lanka Freedom Party til sejr ved valget i 1960, trods det at hun ikke havde nogen forudgående politiske erfaringer.

Bandaranaike blev på den måde den første kvinde i verden, der kom til at beklæde posten som regeringschef. Hun regerede i koalition med kommunistpartiet og trotskisterne, og nationaliserede i 1962 olieindustrien og flere nordamerikanske virksomheder. Ved valget i 1965 blev hun slået af en højrefløjs koalition, men hun vandt atter valget stort i 1970.

Hun blev stillet overfor et guerillaoprør, der definerede sig selv som inspireret af Che Guevara, men som det lykkedes hende at kvæle - med noget hårdhændede midler. Samtidig fortsatte hun landets antiimperialistiske politik og proklamerede i 1972 Republikken Sri Lanka. De sidste forbindelser med den britiske kolonimagt var dermed brudt.

Bandaranaike gennemførte en landbrugsreform, der nationaliserede teplantagerne, der var kontrolleret af britiske selskaber, men det ændrede ikke afgørende bøndernes levevilkår.

Konflikten mellem den singhalesiske majoritet og den tamilske minoritet (efterkommere efter draviderne i det sydlige Indien) havde præget næsten hele landets historie, og fortsatte nu også under selvstændigheden. Singhaleserne udgør 83 % af landets befolkning, mens tamilerne udgør 9 %. De er underinddelt i «tamiler fra Sri Lanka» og «indiske tamiler». Den første gruppe ankom til øen for 2.000 år siden, og bor overvejende i nord og i øst. Den anden gruppe er indvandret senere. De to grupper har fælles etniske træk, kræver regional autonomi og for nogles vedkommende dannelsen af en egentlig tamilsk stat. Tamil United Liberation Front (Tamilernes forenede Befrielsesfront, TULF) blev dannet 4. maj 1972 ved en sammenlægning af 3 tamilske partier: Federal Party, Tamil Congress og Ceylon Workers Congress.

I 1976 var Bandaranaike vært for de Alliancefris topmøde i Colombo, og blev valgt til bevægelsens præsident. Alligevel medførte den vanskelige økonomiske situation, beskyldninger om nepotisme og pressecensur, samt undtagelsestilstanden der havde været i kraft siden 1971, at oppositionen vandt valget i juli 1977.

United National Party (UNP) under ledelse af Junius Jayewardene fik stort flertal i parlamentet, efterfulgt af den tamilske befrielsesfront. Trods sin «socialistiske» orientering åbnede den nye premierminister landet op overfor den multinationale kapital.

Efter en forfatningsreform i 1978 overtog Jayewardene posten som landets præsident. I november 1980 indledtes efter aftale med IMF et økonomisk kriseprogram med drastiske konsekvenser for befolkningen.

I oktober blev Bandaranaike smidt ud af parlamentet. Den tidligere premierminister blev frataget sine politiske rettigheder for en syvårig periode, efter at en præsidentiel kommission havde fundet hende skyldig i «magtmisbrug» under hendes regeringsperiode 1970-77.

Trods det at arbejderbevægelsen organiserede en generalstrejke mod den nye økonomiske politik, afskedigedes i sommeren 1980 44.000 offentligt ansatte. Til gengæld modtog landet i 1981 en omfattende økonomisk hjælp fra USA, der havde til formål at «skabe stabilitet i regionen». Udfra den samme forklaring begyndte nordamerikanske krigsskibe at være hyppige gæster i Colombos havn. USA havde 2 år forinden mistet sin nære allierede Iran, og havde derfor brug for at opbygge nye allierede i området.

I oktober 1982 gav landets første præsidentvalg sejren til Jayewardene. Han fik 52,5 % af stemmerne - dels pga. støtten fra statsapparatet, dels pga. den interne splittelse i Frihedspartiet. I flere regioner blev valget gennemført, samtidig med at de var i undtagelsestilstand.

Planer for omdannelse af Sri Lanka til et «eksportcentrum» på sammen måde som Hong Kong eller Taiwan førte til oprettelsen af en frizone i Latunayabe, hvor den udenlandske kapital strømmede ind.

Trods sin erklærede alliancefrihed besluttede regeringen i 1982, at USA's flåde kunne anvende flådestationen i Trincomalee til optankning og reparationer. Stationen er vital for den øst-vestgående trafik i det Indiske Ocean.

Fra starten af 1983 forværredes konflikten mellem singhalesere og tamiler. I juli/august nåede den en kritisk fase med hundredevis af dræbte og sårede, og 100.000 berørte civile.

Mere end 40.000 tamiler fra Sri Lanka emigrerede til den indiske delstat Tamil Nadu. Præsident Jayewardenes afvisning af at forhandle med den tamilske minoritet fik den indiske regering til at trække sig ud af rollen som mægler.

I 1984 begyndte Jayewardene at nærme sig Israel, hvis regering tilbød at medvirke ved undertrykkelsen af den tamilske minoritet. Med støtte fra USA's ambassade oprettede Israel nu en diplomatisk repræsentation i Colombo. Som følge af sit besøg i Tel Aviv i september 1984 blev udenrigsminister Douglas Liyanage efter voldelige protestdemonstrationer tvunget til at træde tilbage. Det var især landets muslimske samfund, der var gået i aktion.

Den etniske konflikt forværredes yderligere i 1985, og med den faldt de udenlandske investeringer. Samtidig blev turismen - der ellers var en vigtig indtægtskilde for landets økonomi - hårdt ramt. Turisterne blev væk.

Militæroperationerne i den nordlige og østlige del af landet - hvor 200.000 hektar jord anvendes til risdyrkning - påvirkede udbuddet og priserne på ris, hvilket tvang regeringen til at importere 150.000 tons ris fra Kina for at fastholde priserne.

Gennem 1986 fortsatte kontakter og mæglingsforsøgene for at skabe fred mellem tamiler og singhalesere. Bl.a. gennemførtes et topmøde i Bangalore i Indien med deltagelse af 7 sydøstasiatiske nationer, der var bekymrede over borgerkrigen i Sri Lanka.

Regeringspartiets vigtigste politiske modstander - Frihedspartiet - ønskede at parlamentsvalget blev fremskyndet, og at den folkelige holdning til den etniske konflikt kom frem, men præsidenten afviste kravet. I et forsøg på at mindske den interne opposition gav præsident Jayewardene den tidligere premierminister Sirimavo Bandaranaike hendes politiske rettigheder tilbage, hun var blevet frataget i 1980.

I slutningen af juli 1987 underskrev præsidenterne Rajiv Gandhi og Junius Jayewardene en aftale i Colombo, der skulle give tamilerne i den nordlige og østlige del af Sri Lanka udstrakt autonomi. Aftalen forudså sammenlægningen af de to provinser under en fælles regering, og anerkendelse af tamil som nationalt sprog.

Indien underskrev traktaten som garantimagt og forpligtigede sig til at sende tropper, der skulle garantere aftalens overholdelse. Først skulle den dog ratificeres af parlamenterne i Indien og Sri Lanka og godkendes af den vigtigste guerillagruppe: «Tigrene for befrielse af Tamil-EELAM» (LTTE) - også kendt som de «Tamilske Tigre».

1987 aftalen formåede ikke at bringe fred til landet, og fremfor at garantere freden blev tilstedeværelsen af indiske styrker en kilde til irritation og nye sammenstød. Samtidig afviste Tamil Tigrene aftalen, hvilket fik volden til at øges yderligere.

Ved valget i 1988 bevarede regeringspartiet magten med 50,4 % af stemmerne, men den 82 årige Jayewardene overlod præsidentposten til Ranasinghe Premadasa, der indtil da havde været premierminister.

Valgkampen var præget af den politiske vold i landet, og det var den væsentligste årsag til, at kun 53 % af de stemmeberettigede stemte. Valget blev boykottet både af de Tamilske Tigre og den singhalesiske Folkelige Befrielsesfront, der voldeligt modsætter sig enhver form for indrømmelse til den etniske minoritet.

Samtidig øgedes oppositionen mod regeringen. Den blev især båret frem af en stærk studenterbevægelse, der først blev kvalt i starten af 1989 efter en ekstrem hård undertrykkelse.

I begyndelsen af 1990 trak Indien de sidste af de 60.000 soldater ud af Sri Lanka, der havde været udstationeret siden 1987. Over 1.000 soldater var døde på øen. Amnesty International erklærede, at regeringen gennem 1990 dræbte i tusindvis af civile.

I maj 1991 blev Tamil Tigrene anklaget for at have dræbt den indiske præsident Rajiv Ghandi i en selvmordsaktion. Den indiske præsident var blevet tigrenes fjende, efter at de indiske fredsstyrker havde angrebet Tigrene på øen. Alligevel nægtede de at være knyttet til attentatet. Partisanbevægelsen menes at være den mest effektive og bedst udrustede i verden. Den financieres af tamiler i udlandet, der årligt bidrager med millioner af dollars. Dens 37 årige leder, Vilupillai Prabhakaran har sit hovedkvarter i junglen i den nordlige del af landet.

Regeringspartiet UNP vandt valget den 17. maj, der blev gennemført under nogenlunde rolige forhold, og fik flertal i 6 af landets 7 provinser. I august beskyldte tigerlederen Velupillai sin næstkommanderende for at forhandle med regeringen og fjernede ham fra posten. Udsigterne til fred syntes meget fjerne. Som konsekvens af krigen er økonomien i den nordlige og østlige del af landet næsten brudt sammen, og tusinder har måttet emigrere.

Ved præsidentvalget i november 1994 vandt Folkealliancens kandidat, Chandrika Kumaratunga valget med 63 % af stemmerne. Hun var blevet udpeget til premierminister efter parlamentsvalget i august og blev nu landets første kvindelige præsident.

Regeringen og Tigrene blev enige om at indlede forhandlinger i januar 1995, men våbenhvilen blev brudt af tamilerne, og i april indledte LTTE en ny serie angreb på regeringsstyrkerne.

I august forelagde Kumaratunga en plan til reform af staten for parlamentet. Forslaget havde støtte fra tamilerne og rummede bl.a. omdannelsen af Sri Lanka til en føderation bestående af 8 regioner. Centralregeringen skulle bevare kontrollen over forsvaret, udenrigspolitikken og de internationale økonomiske relationer. For at kunne blive vedtaget skulle forslaget have opbakning fra to-tredjedele af parlamentets medlemmer og efterfølgende godkendes ved en folkeafstemning. Men forhandlinger mellem de politiske partier trak processen i langdrag, og de stadig hårdere militære kampe forsinkede den yderligere.

Fra oktober 1995 blev byen Jaffna på det nordlige Sri Lanka centrum for de militære kampe, og den 5. december indtog regeringsstyrkerne byen. Kun 400 af de 140.000 indbyggere i byen blev tilbage. Først midt i 1996 var halvdelen befolkningen på Jaffna halvøen vendt tilbage til deres hjem.

I februar 1996 gennemførtes et attentat mod Nationalbanken i Colombos centrum, hvorved 200 blev dræbt og 1.400 såret. Det skabte frygt for en total krig mellem de to etniske hovedgrupper i landet. Imens fortsatte LTTE's attentater mod togene og i Colombos gader.

I begyndelsen af 1997 ødelagde Tigrene en regeringsgarnison i Paranthan i den nordlige del af landet, og dræbte alle de tilstedeværende soldater - omkring 1.200 mand. Regeringen svarede igen med omfattende luft- og jordangreb, hvilket kostede LTTE betydelige tab.

I maj satte regeringsgæren 20.000 soldater ind i den hidtil største offensiv siden starten af krigen. Offensiven gjorde det muligt for regeringshæren at indtage strategiske positioner og veje, og trænge guerillaen tilbage til junglen. LTTE svarede igen med bombeattentater mod landets vigtigste turistcentre.

Regeringsoffensiven fik konsekvenser for de internationale rispriser, eftersom en stor del af rismarkerne i nord blev ødelagt. Landet måtte nu importere ris for at dække sine behov. Konflikten forværrede også den sociale situation i landet. Ifølge oplysninger fra FN var omkring to-tredjedele af landets prostituerede mindreårige.

Regeringen tilbød at indstille sin militære offensiv og diskutere forslag om øget autonomi til regionalrådene administreret af tamiler og muslimer, men samtidig stillede den som betingelse LTTE's overgivelse, hvilket guerillaen anså for uacceptabelt. I april blev regeringen og det vigtigste oppositionsparti UNP enige om fælles forhandlingsfront ved eventuelle forhandlinger med LTTE.

Trods mæglingsforsøg forværredes borgerkrigen i marts 1998 med snesevis af dræbte på begge sider. I april gik regeringen med til at offentliggøre resultatet af undersøgelser omkring 700 forsvindinger i Jaffna i den nordlige del af landet. Antallet af dræbte siden starten af borgerkrigen blev nu opgjort til 50.000.

Regeringshæren gennemførte i december en større offensiv, hvilket tvang LTTE til at trække sig tilbage til mere afsidesliggende områder og til at opgive flere byer i den nordlige del af landet.

I sidste kvartal af 1999 tog sammenstødene mellem regeringshæren og den tamilske guerilla til. I november fik LTTE kontrol over den vigtige by Oddusudan, som den året inden havde måttet opgive pga. regeringens offensiv.

Blot 4 dage efter at have overlevet et mordforsøg lykkedes det præsident Chandrika Kumaratunga at blive genvalgt for en ny periode, da hun fik 8 % flere stemmer end hendes vigtigste modkandidat Ranil Wickremesinghe fra SK. Den høje valgdeltagelse - 70 % ud af de 11½ millioner valgberettigede - overraskede de politiske iagttagere, der havde forventet at flere ville undlade at stemme som konsekvens af LTTE's offensiv, der havde kostet 33 livet og 130 sårede - deriblandt Kumaratunga selv.

Både præsidenten og Wickremesinghe lovede under valgkampen at standse de 16 års borgerkrig i landet, der hidtil havde kostet 60.000 mennesker livet. De tamilske vælgere havde i 1994 stemt på Kamaratunga, hvilket var med til at give hende absolut flertal. Denne gang fulgte de imidlertid LTTE's opfordring til at stemme på Wickremesinghe.

I marts 2000 mødtes Kumaratunga og Wickremesinghe for at diskutere en mulig aftale, der kunne bringe den etniske konflikt til ophør. Mens forhandlingerne var i gang erobrede LTTE efter 12 timers kamp en vigtig regeringsposition på Jaffna halvøen.

LTTE afviste åbent regeringens fredsforslag, men erklærede sig villig til at gå i forhandlinger, hvis Norge ville stille sig til rådighed som mægler. De politisk ledende lag i Sri Lanka var imidlertid af den opfattelse, at det var nødvendig at indgå en omfattende aftale blandt de vigtigste politiske kræfter i landet med henblik på revision af forfatningen, inden der kunne indledes forhandlingerne med de tamilske rebeller.

Midt i april indledte tigrene en ny offensiv, og i begyndelsen af maj havde de indtaget praktisk taget hele Jaffna halvøen. Regeringsstyrkernes lave moral var en vigtig årsag til de gentagne nederlag på halvøen, der til gengæld er baseområde for de tamilske tigre, der opfatter området som deres og som centrum for en fremtidig uafhængig stat.

Selv om Kumaratungas parti, folkealliancen, var det der fik flest stemmer ved parlamentsvalget i oktober, så fik det ikke absolut flertal, hvilket fik præsidenten til at erklære, at hun sandsynligvis ville opfordre andre politiske partier til at indgå i regeringen. Folkealliancen fik 108 pladser, s8 flere end SK. Det marxistiske JVP fik 10 pladser - det højeste antal i partiets historie. Sri Lankas muslimske Kongres fik ligeledes 10. Det vigtigste tamilske parti, TULF fik 5, og en tidligere rebelgruppe der havde nedlagt våbnene, Eelams folkedemokratiske Parti fik 4.

I julen 2000 erklærede LTTE ensidig våbenhvile, der skulle løbe frem til 24. april 2001. Men en militant enhed der var utilfreds med processen der skulle lede frem til våbenhvileforhandlinger brød våbenhvilen og angreb et skib fra marinen i Mullativu.

Den 11. juli 2001 mistede præsident Kumaratunga sit flertal i parlamentet da koalitionspartneren, den Muslimske Alliance trak sig. Præsidenten opløste derfor parlamentet udskrev folkeafstemning om ændring af grundloven. Denne afstemning blev dog opgivet.

Kort tid senere gennemførte LTTE et selvmordsattentat i Sri Lankas internationale lufthavn. Det kostede 17 mennesker livet, forvoldte alvorlige skader i lufthavnen og på turismen.

I november 2001 lettede LTTE for første gang siden borgerkrigens start på sit krav om selvstændighed for de tamilske provinser. LTTE lederen Velupillai Prabhakaran erklærede, at en økonomisk og politisk autonomi ville være tilstrækkelig til at tilfredsstille de tamilske ambitioner.

FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR erklærede, at trods den igangværende fredsproces var situationen fortsat meget vanskelig for en mere massiv repatriering. UNHCR erklærede, at FN endnu ikke var i stand til at organisere tilbagevenden for de 100.000 tamilske flygtninge, der befinder sig i den sydlige del af Indien.

Alliancen ledet af Wickremasinghe vandt parlamentsvalget 19. december 2001 på løftet om at igangsætte forhandlinger om den væbnede konflikts endelig afslutning og atter sætte gang i økonomien. Kumaratungas folkealliance mistede samtidig kontrollen med parlamentet.

Regeringen indledte en våbenhvile med LTTE efter at rebellerne havde accepteret selv at følge den til punkt og prikke. Premierminister Wickremasinghe satte sig selv i spidsen for bestræbelserne på at skabe en forhandlingsproces, der kunne bringe konflikten til afslutning.

Sri Lankas Centralbank erklærede, at landets økonomi ved indgangen til 2002 var på et sit hidtil laveste punkt siden uafhængigheden fra Storbritannien. Krigen svækkede økonomien og reducerede landets finanser til et minimum. For at klare de store udgifter til krigen har regeringen været nødt til at udskrive ekstraskatter, og dette har forstærket inflationen. Ifølge bistandsorganisationen Caritas er de der har tjent på krigen våbenhandlerne og -producenterne, samt mange unge singalesere og tamiler, der har fundet arbejde ved at melde sig til militæret.

Efter 7 års total blokade løftede regeringen i januar nogle af restriktionerne på overførslen af mad, medicin og personlige ejendele til de nordlige tamilsk kontrollerede områder. Formålet var på den måde at støtte fredsbestræbelserne. Der var samtidig tale om en opfyldelse af et af LTTE's krav op til forhandlingerne. LTTE indledte samtidig sin omdannelse fra guerillabevægelse til politisk organisation. Planen var, at der i juni 2002 kunne tage beslutning om, at de to parter skulle mødes direkte ved forhandlingsbordet, et sted i Thailand. Norge spillede i denne proces en central rolle som mægler og forventede at de to parter udarbejdede en dagsorden for forhandlingerne. Knasterne i forhandlingerne ville sandsynligvis blive oprettelsen af en overgangsadministration i konfliktområderne i den nordlige og østlige del af Sri Lanka.

I april gennemførte oppositionen en stor demonstration i Colombo i protest mod fredsprocessen. Demonstrationen blev organiseret af Kumaratungas Folkealliance og venstrefløjen af den Folkelige Befrielsesfront. Den var den første manifestation af betydning regeringens bestræbelser på at opnå fred. Under demonstrationen beskyldte præsidenten premierministeren for at have givet indrømmelser der truede Sri Lankas suverænitet.

I starten af 2002 genåbnedes efter 12 år vejen, der forbinder Jaffna med resten af Sri Lanka, og flyvningerne til Jaffna halvøen blev genoptaget.

Wickremasinghe hævede i september forbuddet mod LTTE, som havde været gældende siden 1998. Dette skabte mulighed for at mødes som ligeværdige ved forhandlingsbordet. Den 16. september startede forhandlingerne i Thailand, og i december blev forhandlerne i Oslo enige om etableringen af et føderalt system indenfor rammerne af et forenet Sri Lanka.

I maj 2003 suspenderede LTTE sin deltagelse i forhandlingerne med henvisning til manglende interesse fra regeringens side. Men bevægelsen erklærede sig samtidig villig til at genoptage forhandlingerne og fremsendte et forslag om en overgangs autonomiadministration. Det var et forslag der kom under skarp kritik fra Kumaratungas Frihedsalliance - oppositionen i parlamentet.

Samme måned døde over 200 og 4000 blev hjemløse som følge af omfattende oversvømmelser.

Den 4. november afskedigede Kumaratunga forsvars-, indenrigs- og informationsministrene, beordrede militæret i alarmberedskab, suspenderede parlamentet og erklærede landet i undtagelsestilstand. Hendes begrundelse var, at Wickremesinghe havde «sat landets sikkerhed, stabilitet og territoriale integritet i fare» som følge af hans indrømmelser til rebellerne. Hun kritiserede samtidig den internationale gruppe, der overvågede fredsprocessen, og krævede dens formand, en norsk general, trukket ud af landet. Suspensionen af parlamentet blev ophævet to uger senere, men fredsforhandlingerne med tamilerne blev afbrudt.

Striden mellem Kumaratunga og Wickremesinghe om hvem der skulle beklæde den vigtige post som forsvarsminister fortsatte indtil præsidenten i februar 2004 opløste parlamentet. I april gennemførtes for tredje gang i løbet af mindre end fire år parlamentsvalg. Kumaratunga fik 105 af de 225 pladser, men opnåede ikke absolut flertal. Den buddhistiske advokat Mahinda Rajapakse blev udpeget til premierminister.

Situationen tog en overraskende vending da Frihedalliancen i maj gav sin anerkendelse af LTTE, og stiltiende accepterede dem som eneste repræsentant for den tamilske minoritet. I juni blev fredsforhandlingerne genoptaget.

I december 2004 ramte en Tsunami Sydøstasien, og Sri Lanka var et af de hårdest ramte lande. Omkring 35.000 blev dræbt af flodbølgen, 5.000 forsvandt og 1 mio. blev gjort hjemløse. Et stort område på østkysten fra Jaffna i nord til de populære strande i syd blev raseret. Distrikterne Muttur og Trincomalee blev ramt af flodbølger på op til 6 meters højde. Regeringen lancerede et genopbygningsprogram til 3,5 mia. US$ men konflikten med tamilerne om administrationen af programmet i deres områder forsinkede det kraftigt. Først i juni 2005 blev der indgået en aftale, men denne udløste en politisk tsunami, da den marxistiske Folkelige Befrielsesfront og Alliancen for National Enhed brød ud af regeringen. De hævdede at der var tale om suverænitetsafgivelse til de tamilske tigre, opfordrede til masseprotester og truede med at tage retslige skridt. Partiet Jathika Hela Urumaya der i parlamentet var repræsenteret ved 8 buddhistiske munke erklærede at det ville støtte en eventuel politisk retssag mod Kumaratunga, og også de islamiske partier der ønskede større andel i fordelingen af de mange millioner opfordrede til strejke.

Udenrigsminister Lakshman Kadrigamar blev i august 2005 myrdet i sit hjem, og regeringen erklærede efterfølgende landet i undtagelsestilstand. Kumaratunga erklærede at mordet havde politiske motiver, men undlod at lægge ansvaret direkte på de Tamilske Tigre.

I november 2005 blev Mahinda Rajapakse valgt til præsident i en valgkamp der var præget af ganske få dræbte sammenlignet med tidligere kampagner. Valgtemaerne var først og fremmest: økonomien, fredsprocessen og genopbygningen efter tsunamien. Den tamilske befolkning fulgte opfordringen fra LTTE og afstod fra at deltage i «valg der ikke tjener tamilernes interesser».

I april 2006 indledtes en bølge af attentater, der iflg. observatører betød det endelige sammenbrud for våbenhvilen fra 2002.

I maj 2006 besluttede EU at sætte LTTE på sin terrorliste. Konsekvensen var, at fredsprocessen i Sri Lanka rykkede nærmere et endeligt sammenbrud, da LTTE bad EU observatører fra specielt Sverige og Danmark om at forlade landet. Terrorlistningen ødelagde samtidig EU's mulighed for gennem forhandling at bidrage til en løsning af konflikten i landet. Som konsekvens af terrorhysteriet besluttede Østre Landsret i Danmark i april 2008 at konfiskere den humanitære Tamil Rehabilitation Organizations (TRO) bankkonti i Danmark.

2007-10 LTTE besejres 

I august 2007 - et år efter genoptagelsen af kampene mellem regeringen og LTTE - var over 3500 blevet dræbt, og 300.000 tvunget til at forlade deres hjem. En række humanitære organisationer der arbejdede i landet vurderede, at 1 million mennesker i krigszonerne manglede adgang til basale livsfornødenheder. USA's udenrigsministerium karakteriserede samtidig landet som en «stabil demokratisk stat». Foreign Policy and The Fund for Peace placerede Sri Lanka på 20. pladsen over fejlslagne stater i verden. I december anmodede Human Rights Watch og Amnesty International i et fælles brev FN's Menneskerettighedsråd om at gribe ind for at standse blodsudgydelserne fra begge parter i konflikten.

I januar 2008 opsagde regeringen ensidigt fredsaftalen med LTTE og forstærkede sin offensiv. Norge, Indien, Canada og USA kritiserede regeringen for sit brud med fredsaftalen. Baggrunden for opsigelsen var, at at det var lykkedes regeringen gennem sine offensiver siden 2006 at presse LTTE. Regeringen og militæret mente nu at LTTE kunne endeligt besejres. Den militære offensiv blev intensiveret gennem 2008 og havde ved slutningen af året sendt 2-300.000 tamiler på flugt. Kampene blev stadig mere grusomme, og i foråret 2009 anklagede Human Rights Watch militæret for at beskyde områder med civilbefolkning med granater og raketter. Militæret beskød ligeledes hospitaler og angreb fra marts ligeledes de «no-fire» zoner, hvor civile havde søgt beskyttelse. LTTE blev til gengæld anklaget for at rekruttere børn og for at beskyde civile der forsøgte at flygte fra deres områder. Den 19. maj erklærede militæret LTTE for besejret efter at tigrenes øverste leder, Velupillai Prabhakaran dagen inden var blevet dræbt og de sidste LTTE positioner indtaget. FN opgjorde efterfølgende, at omkring 20.000 civile tamiler var blevet dræbt under kampene i 2008-09 - de fleste dræbt af militæret. Omverdenen hilste afslutningen af kampene velkommen, kritiserede det store antal civile dræbte og opfordrede til national forsoning. Der blev imidlertid ikke indledt nogen forsoningsproces, de ansvarlige officerer for massakrer på tamil befolkningen blev ikke stillet for retten og diskriminationen af den tamilske befolkning fortsatte. Konflikten mellem tamiler og singhalesere var skruet 30 år tilbage og fortsat uløst.

Ved udgangen af 2009 var der ifølge Amnesty International fortsat omkring 100.000 civile tamiler og krigsfanger samlet i koncentrationslejre i overvejende den nordlige del, men også den sydlige del af landet. Amnesty anklagede samtidig regeringen for forsvindinger af tamiler og likvideringer af krigsfanger. Endelig likviderede regeringen fortsat menneskerettighedsaktivister og journalister i 2009.

Efter sejren over LTTE udviklede der sig i slutningen af 2009 en skarp konflikt mellem Rajapaksa og generalstabschef Sarath Fonseka om hvem af dem der havde æren for sejren over tigrene. I november fyrede præsidenten derfor Fonseka, og dette ledte frem til præsidentvalget i januar.

Ved præsidentvalget i januar 2010 blev Rajapaksa genvalgt som præsident med 57,9% af stemmerne. Største modkandidat var general Fonseka der fik 40,2%. Valgobservatører og iagttagere pegede på udbredt valgsvindel og Rajapaksas misbrug af statsapparatet til at sikre sit genvalg. De statslige medier rapporterede aleen om Rajapaksa og ignorerede de øvrige kandidater. Valgkommissionens formand, Dayananda Dissanayake bad efter offentliggørelsen af «valgresultatet» om at blive fritaget for sin post i protest mod valgsvindelen. USA og EU lykønskede Rajapaksa med valgresultatet.

Frihedsalliancen (United People's Freedom Alliance) vandt parlamentsvalget i april 2010 med 60,3% af stemmerne bag sig. En betydelig fremgang fra valget i 2004 hvor det fik 45,6%. Sri Lankas Frihedspartis formand, Disanayaka Mudiyanselage Jayaratne blev efterfølgende indsat som premierminister. Den Tamilske Nationalalliance måtte nøjes med 2,9%. Valget var præget af vold og mange uregelmæssigheder.

FN offentliggjorde i april 2011 en undersøgelse der viste at mindst 40.000 blev dræbt de sidste uger af regeringshærens offensiv i 2009. Sri Lankas regering afviste alle anklager og anlagde efterfølgende retssag mod tidligere generalstabschef Sarath Fonseka, der i et interview til avisen Sunday Leader erklærede at tilfangetagne LTTE partisaner blev henrettet på direkte ordre af forsvarsminister Gotabaya Rajapaksa. Fonseka blev dømt 2 års fængsel ved en krigsret og løsladt i 2012.

I maj 2011 besøgte Israels landbrugsminister Sri Lanka i spidsen for en agro-industriel delegation for at styrke samarbejdet mellem de to lande.

I juli 2012 rapporterede redaktøren af Sunday Leader, Frederica Jansz, at hun var blevet truet på livet af forsvarsminister Gotabhaya Rajapaksa efter en række artikler om ministeren. Avisen fyrede Jansz, der derefter gik i eksil i udlandet, og avisen trak artiklerne tilbage. Den foregående redaktør af avisen, Lasantha Wickrematunge, blev dræbt i fuldt dagslys nær en politistation i 2009. Drabet blev aldrig efterforsket. I løbet af 2012 lukkede myndighederne 5 Web baserede nyhedsmedier, der var kritiske overfor regeringen og indførte skærpede regler om registrering af nye Web sites. Internationale menneskerettighedsorganisationer kritiserede i 2012 den regeringsnedsatte Lessons Learnt and Reconciliation Commission (LLRC) for ikke i tilstrækkeligt omfang at undersøge veldokumenterede krigsforbrydelser under den 26 år lange borgerkrig, men selv de begrænsede anbefalinger LLRC fremkom med blev afvist af regeringen. Terrorlovgivningen er fortsat i kraft og anvendes mod menneskerettighedsaktivister, journalister og politiske modstandere.

Det dansk Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT) gennemførte i 2010-12 et projekt i Sri Lanka sammen med Asian Human Rights Commission (AHRC) og lokale partnerorganisationer for at dokumentere torturen i landet, støtte ofrene og arbejde for afvikling af torturen.

FN's menneskerettighedskommissær Navanethem Pillay besøgte Sri Lanka i maj 2013. Hun var chokeret over menneskerettighedssituationen i landet og erklærede: «Krigen er muligvis slut i Sri Lanka, men siden er demokratiet og retssikkerheden undermineret». Hun var endvidere bekymret over militærets tiltagende indblanding i civilsamfundet og rapporter om militærets tyveri af land. Pillay erklærede at der ikke var blevet lagt hindringer i vejen for hendes besøg rundt omkring i landet, men at de personer hun mødtes med efterfølgende var blevet udsat for chikane og intimidering af sikkerhedsstyrkerne.

Sri Lanka var fortsat nær allieret med EU og USA, og var derfor i modsætning til Syrien ikke blevet udsat for sanktionstrusler af FN's Sikkerhedsråd. Samtidig var Kina i gang med at knytte tættere kontakter til regimet, mens Indien pressede på for undersøgelser af krigsforbrydelserne begået under borgerkrigen.

I december 2014 blev det nordlige og østlige Sri Lanka ramt af de værste oversvømmelser siden 1956. Ødelæggelserne skyldtes kombinationen af højvande og en usædvanlig kraftig monsun. 39 blev dræbt og 50.000 blev evakueret.

Præsidentvalget i januar 2015 blev overraskende vundet af Maithripala Sirisena fra New Democratic Front (NDF) med 51,3% af stemmerne. Rajapaksa havde stillet op til en 3. periode, men måtte nøjes med 47,6%. Da Rajapaksa udskrev valget i november 2014 følte han sig sikker på at vinde. Han kontrollerede pressen og kunne sætte sikkerhedsstyrkerne og militæret ind mod oppositionen, hvad han da også gjorde. Sirisena havde været sundhedsminister i Rajapaksas regering, men trak sig efter Rajapaksas udskrivning af valget, hvorefter han skiftede til oppositionen. Her lykkedes det ham at indgå aftaler med de 36 vigtigste oppositionspartier og sociale organisationer, og fik til gengæld deres støtte til sit kandidatur. I slutningen af december meddelte tamilerne, at de også støttede Sirisenas kandidatur. I sidste ende blev dette udslagsgivende, da tamilerne næsten udelukkede gav deres stemme til Sirisena. En tak for sidst til Rajapaksa, der var medskyldig i folkedrabet på 50.000 tamiler 6 år tidligere.

International Crisis Group (ICG) havde på forhånd advaret om, at Rajapaksa sandsynligvis ville forsøge et kup, hvis han tabte. Det skete også. Om natten til den 9. januar, da det stod klart, at Rajapaksa havde tabt indkaldte han og hans bror, forsvarsminister Gotabhaya Rajapaksa hærens øverstkommanderende Daya Ratnayake, det nationale politis øverste chef N. K. Illangakoon og statsadvokat Yuwanjana Wanasundera til et møde. Rajapaksa forsøgte at få sine venner i militæret og politiet til at tage magten, erklære valget for ugyldigt og indføre undtagelsestilstand, men vennerne nægtede. Rajapaksas løb var kørt. Den 9. januar stak flere af hans tidligere ministre, familiemedlemmer og direktører for statslige selskaber af til udlandet.

Som aftalt indsatte Sirisena formanden for UDP, Ranil Wickremesinghe som premierminister. Sirisena opfordrede samtidig det tidligere regeringsparti til at indgå i en national samlingsregering. Sirisena meddelte samtidig, at han kun planlagde at sidde i en enkelt periode. De første skulle anvendes til demokratisere forfatningen på en række punkter, hvor Rajapaksa tidligere havde ændret den til noget mere autoritært. Derefter skulle der senere i 2015 gennemføres parlamentsvalg.

Valget gennemførtes i august og blev et sviende nederlag for det regerende UPFA, der mistede 18% og fik 42,4% af stemmerne. Premierminister Wickremesinghes UNFGG koalition gik derimod 16,3% frem til 45,7%. Den Tamilske Nationalalliance fik 4,6%. UNFGG havde ikke absolut flertal, men fik lokket partiet SFLP ud af UPFA alliancen og sikrede sig derved flertal, så premierminister Wickremesinghe kunne fortsætte på posten. EU hyldede krigsforbryderstaten for dens «overholdelse af de menneskelige rettigheder».

Landet fortsatte i 2016 med at arrestere formodede medlemmer af LTTE under de såkaldte PTA bestemmelser, der gav mulighed for ubegrænset administrativ tilbageholdelse (ingen generende dommere) og omvendt bevisbyrde: den tilbageholdte var skyldig til det modsatte var bevist. I august konstaterede FN's Komite til udryddelse af Racediskrimination, at PTA næsten udelukkende blev anvendt overfor tamiler og derfor var et diskriminerende instrument.

I maj ratificerede landet den Internationale konvention mod Forsvindinger, men endnu i slutningen af året var der ikke vedtaget lovgivning der kriminaliserede forsvinding. Den Præsidentielle kommission til undersøgelse af klager over forsvundne Personer rapporterede i juli, at den havde modtaget 19.000 civile rapporter om forsvindinger.

FN's Specialrapportør for Tortur besøgte Sri Lanka i maj 2016. Han fandt, at politiet fortsat anvendte grove former for tortur, omend muligvis i mindre omfang end under borgerkrigen. Han bemærkede videre, at de langvarige tilbageholdelsesbestemmelser under PTA «nærmest inviterede til tortur og mishandling som rutinemæssige arbejdsredskaber». I august ratificerede landet en deklaration under FN's Konventionen mod Tortur og anerkendte dermed FN's Torturkomites ret til at modtage henvendelser fra enkeltpersoner, der mener deres rettigheder efter konventionen er krænkede. Sri Lanka blev i november indkaldt for FN's Torturkomite for at kommentere indkomne klager. De blev alle afvist.

IMF gav i november et lån på 162,5 mio. US$ til Sri Lanka og udtrykte optimisme over udviklingen i landet. Måneden inden havde både Verdensbanken og Japans udviklingsorganisation bevilget hver 100 mio. US$ til landet. I april havde IMF givet Sri Lanka et gældsløn på 1,5 mia. US$ til nedbringelse af dets udlandsgæld.

Amnesty International offentliggjorde i april 2017 rapporten Only Justice can heal our wounds om årtiers forsvindinger i Sri Lanka og behovet for at de skyldige blev stillet til ansvar. Over 100.000 var siden 1980'erne blevet forsvundet i landet.

Landet blev kastet ud i en forfatningsmæssig krise i oktober-november 2018. Den startede da præsident Sirisena i oktober indsatte Mahinda Rajapaksa som premierminister, men uden først at have fyret den siddende premierminister Wickremesinghe. Landet havde nu pludselig to premierministre. Wickremesinghe betegnede udnævnelsen af Rajapaksa som ulovlig og nægtede at træde tilbage. Han havde et flertal i parlamentet bag sig. De karakteriserede Sirisenas manøvre som forfatningsstridig. Sirisena udsatte nu parlamentets møder til 16. november. Efterfølgende forsøgte han den 9. november at opløse parlamentet, da det viste sig at Rajapaksa ikke kunne skabe flertal bag en ny regering. I december afsagde Højesteret kendelse om, at Sirisenas forsøg på at sabotere parlament og regering var i strid med forfatningen. Først da opgav Rajapaksa kravet på premierministerembedet. Wickremesinghe kunne fortsætte som premierminister, men forholdet til præsidenten var ødelagt.

Påskesøndag i april 2019 gennemførte den islamisk militante gruppe National Thowheeth Jama'ath (NTJ) selvmordsaktioner mod 3 kristne kirker og 3 hoteller i hovedstaden Colombo. Gruppen havde tilsyneladende planlagt en 2. bølge af attentater, der blev afværget af sikkerhedsstyrkerne. 269 blev dræbt og mindst 500 såret. NTJ var knyttet til IS og gennemførte tilsyneladende attentaterne som hævn for det nazistiske attentat mod 2 moskeer i New Zealand måneden inden. Sikkerhedsstyrkerne optrevlede og nedkæmpede efterfølgende den lille militant islamistiske sekt.

2019-22 Præsident Rajapaksa kører landet i sænk

Oberstløjtnant Gotabaya Rajapaksa vandt i november 2019 præsidentvalget med 52,3% af stemmerne over Sajith Premadasa der fik 42%. Rajapaksa var den øverste ansvarlige for folkedrabet på 40.000 tamiler i 2008. EU og USA ønskede Rajapaksa tillykke med valgsejren. Han var den første præsident i landets historie med militær rang og den første uden tidligere valg. Rajapaksa førte en klar nepotistisk linie og placerede en række familiemedlemmer i statsadministrationen - bl.a. hans bror Mahinda Rajapaksa som han udpegede til premierminister. Sri Lanka blev dermed det andet land i verden (efter Polen) hvor brødre delte de to stærke embeder.

Rajapaksa opløste i marts 2020 parlamentet og udskrev nyvalg til afholdelse i april, men pga. COVID-19 pandemien blev det udsat i flere omgange og først afholdt i august. Rajapaksas SLPFA parti vandt en jordskredssejr og fik 145 mandater og dermed absolut flertal i det 225 pladser store parlament. Det største oppositionsparti blev SJB med 54 mandater.

I oktober 2020 lod Rajapaksa parlamentet stemme den 20. tilføjelse ind i forfatningen med 156 stemmer mod 65. Tilføjelsen annullerede den 19. tilføjelse der var blevet indsat i 2015. Forfatningsændringen koncentrerede en langt større del af magten hos præsidenten, der nu stod over regeringen.

Rajapaksa kørte næsten fra starten på sin embedsperiode landet økonomisk i sænk. Få dage efter sin indsættelse som præsident afskaffede han indkomst- og boligskatten og reducerede momsen. Konsekvensen var, at statens indtægter faldt drastisk. Situationen blev yderligere forværret, da COVID-19 pandemien satte ind i 2020. Landet mistede årlige indtægter på turismen på omkring 3 mia. US$ og omkring 200.000 fra turismesektoren blev i 2020 og det meste af 21 kastet ud i arbejdsløshed. Situationen blev yderligere forværret efter Rajapaksa i april 2021 beordrede landets bønder til at gå over til økologisk landbrug. Der var ingen uddannelse eller hjælp til bønderne og årets rishøst slog derfor fejl. Landet var på vej ind i den dybeste økonomiske krise siden selvstændigheden i 1948. Landet var tæt på at gå konkurs. Reserverne af guld og udenlandsk valuta var brugt op, og i marts 2022 lod Rajapaksa den Sri Lankas rupee flyde, hvilket i løbet af få dage medførte, at den tabte 30% af sin værdi. Det fordyrede drastisk importen af energi, fødevarer og medicin og udløste en mangelsituation. I slutningen af marts blev landets Elektricitetsforsyning nødt til at gennemføre landsdækkende 10-13 timer lange strømafbrydelser pga. manglen på energi. Det udløste nationale protester, og den 31. marts gik demonstranterne til angreb på Rajapaksas private bolig. Politiet gik til angreb på demonstranterne og indførte udgangsforbud. Den 3. april trådte hele regeringen (bortset fra premierministeren - præsidentens bror) tilbage og Rajapaksa forsøgte at danne en national samlingsregering med alle partier, men det blev afvist. Præsidenten indførte undtagelsestilstand og efterfølgende udgangsforbud. Men protester og demonstrationer tog til i størrelse og blev stadig mere voldelige. Rajapaksa havde benyttet forfatningsændringen i oktober 2020 til at indsætte sine egne ledende folk i politiet, og de fulgte derfor nu Rajapaksas direkte ordrer. Samtidig satte præsidenten bøller fra regeringspartiet ind mod demonstranterne. Huset og regeringskontorer blev brændt ned og situationen var ved at udvikle sig til borgerkrig. Demonstranterne belejrede premierministerens embedsbolig og krævede ham stillet for retten. Den 10. maj måtte militæret redde ham. Imens flygtede stadig flere af Rajapaksa klanens medlemmer ud af landet. Den 11. maj satte Rajapaksa militæret ind. Der blev indført militær undtagelsestilstand og soldaterne fik ordrer til at skyde med skarpt og uden varsel. Det bragte det meste af den politiske vold der havde hærget landet de foregående uger under kontrol, men samtidig blev den økonomiske, sociale og politiske situation stadig mere desperat.

Selv om nedturen var startet allerede i 2019, blev Sri Lanka en prøveballon på sammenbruddet i Syd udløst af Vesten med krigen i Ukraine, der fra marts 2022 fik energi og fødevarepriser til globalt at eksplodere.

Diktaturet besluttede i juni, at statsansatte fik fri hver fredag for at dyrke fødevarer. 80% af befolkningen var på dette tidspunkt tvunget til at droppe mindst et dagligt måltid, fordi fødevaremangelen havde drevet priserne ud af rækkevidde for størstedelen af befolkningen. Nogle dage senere begyndte soldater at skyde med skarpt mod bilister, der forgæves forsøgte at tanke på benzinstationerne og derefter gjorde oprør. Landet var i hastig opløsning (Sri Lankan troops open fire to contain unrest over fuel shortages, Guardian 19/6 2021)

Premierminister Ranil Wickremesinghe indrømmede nogle dage senere, at landets økonomi var «fuldstændig kollapset». Landet havde ikke længere råd til import af brændstof, fødevarer og medicin. Allerede i starten af året erklærede det sig ude af stand til at betale 7 mia. US$ i renter og afdrag på sin udlandsgæld i 2022. (Sri Lanka’s prime minister says economy has ‘completely collapsed’, Guardian 22/6 2022)

Landets utilfredse indbyggere stormede og indtog i juli præsidentpaladset. Efter få dage gav diktatoren Rajapaksa efter for det massive folkelige pres og lovede at træde tilbage. Han forsøgte derefter at flygte ud af landet, men de ansatte i lufthavnen nægtede at betjene ham. Til sidst blev han fløjet ud i et militærfly. Der gik dog yderligere adskillige dage før han offentliggjorde sin afgang som præsident. Den folkelige protestbevægelse mod Rajapaksa regimet og oppositionen havde nu håbet på, at der kunne dannes en national samlingsregering, men Rajapaksas premierminister Ranil Wickremesinghe klyngede sig til magten og lod Rajapaksa partiet der havde flertal i parlamentet vælge sig til ny fungerende præsident. Han havde intet folkeligt mandat og masseprotesterne fortsatte derfor, men Wickremesinghe satte militæret ind mod demonstranterne og druknede det folkelige oprør i blod. (Sri Lanka: president agrees to resign amid unrest, Guardian 9/7 2022; Sri Lankan president Gotabaya Rajapaksa flees the country, Guardian 12/7 2022; Sri Lanka’s old political order has collapsed. What happens next?, Guardian 13/7 2022; ‘This is a huge moment’: Sri Lankans vow to continue protests until demands are met, Guardian 13/7 2022; Sri Lanka swears in interim president after Gotabaya Rajapaksa resigns, Guardian 15/7 2022; Sri Lanka: acting president declares state of emergency ahead of MPs’ vote, Guardian 18/7 2022)

Guia del Mundo