Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Betegnelsen jordreform dækker vidt forskellige tiltag, som indenfor forskellige samfund og til forskellige tider er blevet gennemført med det formål gennem lovændring eller andre politiske virkemidler at ændre jordejendomsforholdene. Oftest drejer det sig om konfiskation og udstykning af store jordejendomme til mindre driftsenheder. Disse tildeles producenterne - f.eks. tidligere livegne, de bønder der tidligere har lejet jorden eller jordløse landarbejdere. Jordreformer kan også være orienteret mod ændre ejendomsstrukturen i landbruget og råderetten over produktionsoverskuddet, uden at størrelsen på driftsenhederne ændres.

Jordreformer kendes fra vidt forskellige epoker: Både fra Grækenland i det 6. århundrede f.v.t. og fra Rom i det 2. århundrede e.v.t. Moderne jordreformer strækker sig tilbage til den franske revolution i slutningen af 1700 tallet og til frigivelsen af de livegne i Rusland i 1861. I moderne tid har jordreformer udgjort et vigtigt element i forsøget på at få sat økonomisk og social udviklingen i gang til gavn for landbrugsbefolkningen. Krav om jordreform er også blevet stillet med stigende styrke, specielt af bønder med så lidt jord at de ikke har været i stand til at opfylde de behov, som den traditionelle produktions- og forbrugsenhed indenfor landbruget (familien) stiller.

Forskellige holdninger til jordreform

Når forskellige klasser og lag har indtaget forskellige holdninger til spørgsmålet om jordreformer, og forskellige bevægelser og partier har udformet forskellige teorier og programmer, må det ses på baggrund af at landbrugssektoren har forskellig betydning indenfor forskellige samfund, at produktionsformerne er forskellige og at de forskellige klasser og lag har et forskelligt syn på de «drivkræfter» og «love» der gør sig gældende. Fysiokraterne (der betragtede jorden og landbruget som kilden til national rigdom) argumenterede i 2. halvdel af 1700 tallet for kamp mod den feudale udnyttelse af landbruget, ud fra en teori om landbruget som den virkelig produktive sektor i samfundet. Landbruget giver et nettooverskud der udgør det samfundsmæssige overskud. I stedet for at komme samfundet til gode blev dette overskud under feudalismen imidlertid direkte givet til jordejerne som tribut. Ifølge fysiokraterne skulle landbruget gennem beskatning kunne danne grundlag for samfundets velstand, mens handel og industri burde fritages for skat.

Blandt de klassiske økonomer udviklede D. Ricardo teorien om jordrenten og mente dermed at have «afsløret» jordejernes indtægtskilde, som han mente bestandigt ville have modsatrettede interesser i forhold til alle andre samfundsklasser. Landbruget lå under for loven om stadig aftagende udbytte af den kapital og den arbejdskraft der blev sat ind, mens dette ikke var tilfældet med industrien. I praktisk politik ville Ricardo bremse jordejerne og fremme industrien ved hjælp af frihandel - særligt ifbm. handel med korn - og ikke ved andre reformer. Hans samtidige, T. R. Malthus delte dog ikke Ricardos syn på jordejerne, og hævdede at deres interesser var nært knyttet til hele samfundets velstand. Han støttede godt nok frihandelstanken men ikke indenfor landbrugssektoren.

Indenfor marxismen findes der forskellige opfattelser af jordreformerne. Det hænger sammen med forskellige analyser af den befolkning der er beskæftiget i landbruget og forskellige opfattelser af spørgsmålet om opretholdelse af et mønster i landbruget, der er baseret på selvejende bønder med privat ejendom. På den ene side betragtes arbejderklassen som den ledende klasse, der skal gå i spidsen for opbygningen af socialismen. Det indebærer bl.a. udviklingen af kollektive ejendomsformer og ophævelse af privat ejendomsret til produktionsmidlerne. På den anden side betragter mange bondestanden - i hvert fald dele af den - som en nødvendig allieret for arbejderklassen. Dette gælder særligt de bønder, som kun i begrænset omfang benytter fremmed arbejdskraft. Et stadig tilbagevendende stridsspørgsmål i debatten om forholdet til bønderne er, hvordan man skal analysere de forskellige bønders samfundsmæssige stilling; Om der skal gives indrømmelser overfor privat ejendomsret og eventuelt til hvilke type bønder og i hvor lang tid.

Det endelige mål indenfor «klassisk» marxistisk tankegang er kollektive ejendoms- og driftsformer. De skal sikre en stigning i produktiviteten, og dermed sikre teknologiske fremskridt i landbruget sådan at «produktivkræfterne ikke bliver hæmmet». De retninger der søger at kombinere en marxistisk og populistisk tankegang bestrider imidlertid dette. Den faktiske udvikling i de socialistiske lande synes at have fulgt et mønster, hvor bønderne efter selv at have ejet jorden i nogen tid, bliver mere eller mindre hårdhændet kollektiviseret. (Fra parolen «jord til bønderne», gennem forsøg på at fjerne privatejendom, med midlertidige tilbagetog under NEP perioden, frem til kollektiviseringen i Sovjetunionen. Gradvis overgang fra såkaldte «gensidige hjælpegrupper», kooperativer og kollektivbrug i Kina i 1950'erne.) Enkelte moderne landbrugsteoretikere der har studeret udviklingen i lande i Asien, Afrika og Latinamerika har været mindre optaget af spørgsmål om arbejdsproduktiviteten i landbruget, og istedet koncentreret sig mere om spørgsmålet om øgning af produktiviteten pr. arealenhed, ved at arbejdsintensiteten øges, dvs. ved at der sættes flere arbejdstimer ind pr. arealenhed.

Heller ikke ifølge denne position sikrer jordreformer og eventuel tilgang til mere dyrkbar jord i sig selv en bedring for bønderne. Lige så vigtigt er det, at der findes muligheder for nyinvesteringer i landbruget, som kan give plads for mere arbejdskraft, og dermed øge produktiviteten pr. arealenhed. Dette er nødvendigt for at kunne holde trit med befolkningsøgningen. En vigtig forudsætning for dette kan f.eks. være hensigtsmæssige kreditordninger, men hvis ejendomsformene og driftsformerne er af en sådan karakter, at de hindrer nyinvesteringer, vil spørgsmålet om jordreformer melde sig.

Jordreformer efter 1900

Efter år 1900 blev der gennemført jordreformer flere steder: I Mexico efter 1910, i mellemkrigstiden i Sovjetunionen og en lang række europæiske lande, umiddelbart efter anden verdenskrig i Østeuropa og i en række lande i Asien og Afrika og i 1950'erne særligt i Latinamerika. Disse reformer varierede stærkt både mht. former, indhold og omfang.

Gennemføringen af jordreformer afhænger af, hvilken ejendomsstruktur der foreligger på forhånd, hvilke målsætninger forskellige klasser eller grupper indenfor samfundet har, om de er resultatet af dybtgående ændringer i samfundet, og hvilken stilling bønderne får efter gennemføringen.

Bønderne der tilgodeses kan være af forskellige typer: Livegne, bønder der lejer den jord de dyrker, fattige selvejende bønder med et lille jordstykke eller jordløse landarbejdere. De kan være integreret i forskellige systemer: Feudale godser, storgodsdrift med produktion til kapitalistiske markeder, selvforsyningslandbrug - eventuelt med en delvis produktion til salg osv.

Formålet med reformen kan være udstykning og regulering af størrelsen på driftsenhederne, eventuelt sammenkoblet med eller løsrevet fra en overføring af ejendomsretten/dispositionsretten til brugerne. Dette kan ske individuelt, ved at hver producent eller familie tilkendes ejendomsretten til en enkelt driftsenhed, eller det kan ske kollektivt i form af oprettelse af kooperativer eller kollektiver. Ejendomsretten eller dispositionsretten kan også overdrages et overordnet forvaltningsorgan - kommune, folkekommune, stat - som i større eller mindre grad repræsenterer producenternes interesser. Dette kan ske, selv om jorden udstykkes i en række mindre driftsenheder. Alt efter hvilke løsninger der benyttes, vil bønderne efter reformen fremstå som selvejere, samarbejdende selvejere i et kooperativ, kollektivbønder, landarbejdere på statsbrug eller lejere/forpagtere på statsejede brug.

I forholdet til jordejerne kan man følge flere fremgangsmåder. Hele brug kan eksproprieres, eller man kan sætte en øvre grænse for, hvor stor del det skal være tilladt at beholde. Ekspropriationen kan ske med eller uden betaling eller kompensation. Kompensation anvendes nok mest i samfund, hvor de tidligere jordejere fortsat besidder store dele af samfundsmagten - dette for at sikre legitimitet for overføringen. Som kompensation har en lang række modeller været anvendt: Udlæg fra statens side med senere inddrivning af beløbet fra bønderne over en lang årrække (Rusland efter 1861), udstedelse af statsobligationer til de tidligere jordejere (Kina indtil 1957), direkte køb af jorden fra producenternes side osv.

Målsætning med jordreformer

Jordreformerne kan udgøre isolerede tiltag indenfor landbrugssektoren, eller de kan indgå som led i en bredere anlagt politik for samfundsøkonomien som helhed. Men selv om målsætningen er at opretholde et mere opstykket, individuelt mønster, er der mange forhold som bør være på plads, hvis jordreformerne skal have den ønskede effekt: Muligheder for kredit, anskaffelse af nye redskaber, afsætning af produktionen (marked) osv. Det må understreges, at forskellige klasser og grupper i samfundet som helhed kan have vidt forskellige og modstridende interesser knyttet til en jordreform. Afhængigt af styrkeforholdene i samfundet som helhed kan jordreformen derfor få konsekvenser, der ikke var tilsigtet af dens tilhængere, eller som ikke medfører nogen væsentlig forbedring i bøndernes stilling.

Dette kan specielt ske i samfund, hvor der ikke er gennemført nogen grundlæggende ændringer i magtforholdene. Her kan jordreformer være en udvej, som de jordbesiddende klasser tyer til, for trods alt at bevare nogle af deres positioner, og som derfor ikke bliver fulgt op af andre tiltag, der er nødvendige, hvis reformen skal kunne forbedre bøndernes kår. Et eksempel på dette er ophævelsen af livegenskabet i Rusland i 1861. Det førte til, at de tidligere livegne mod betaling fik overdraget ejendomsretten til den halvdel af landets jord, som de dyrkede. Det førte på længere sigt til forgældning og udarmning. Ejendomsretten førte heller ikke til, at bønderne frit kunne disponere over jorden, men kun indenfor de rammer som landsbyfællesskabet satte.

Hvis der er store interessemodsætninger blandt bønderne, kan resultatet blive skævt, selv om der sker grundlæggende ændringer i magtforholdene. Det viser den franske revolution, hvor en samlet bondestand protesterede mod feudalherrenes rettigheder over jorden og specielt mod de feudale afgifter. Modsætningerne indenfor den franske bondestand var imidlertid store, og revolutionen varetog overvejende de mere velstående bønders interesser, i og med at den jord der var blevet konfiskeret fra kirken og fra flygtede jordejere, blev solgt til højstbydende. Samtidig blev der indført en række restriktioner overfor de traditionelle, kollektive former, som specielt de fattigste bønder havde nydt godt af: Fælles græsningsret, obligatorisk skiftebrug osv.

Jordreformer kan også fremme kapitalistiske metoder indenfor områder af økonomien, hvor der har hersket feudale eller ikke-kapitalistiske produktionsmåder. Stolypins reformer i Rusland i 1906-11 kan tjene som eksempel på dette. De skulle løsrive bønderne fra landbyfællesskabets dominans og fremme den frie omsætning af jord. Reformerne kom imidlertid for sent til at få nogen praktiske konsekvenser - de kunne ikke hindre den russiske revolution.

L.I.H.