Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bloch (1885-1977), tysk marxistisk kætter og filosof. Efter studietiden (musik, fysik og filosofi) opholdt Bloch sig i Heidelberg i en intellektuel kreds omkring sociologen Max Weber. Fra denne tid stammer Blochs nære venskab med Georg Lukács. Under første verdenskrig forlod Bloch som pacifist og socialist Tyskland. Han vendte tilbage efter krigen med sit første værk, «Utopiens ånd» (1918) om den borgerlige musik, Åbenbaringen, Marx og døden. Kort tid senere skrev han en bog om den tyske bondeoprører og gendøber Thomas Münzer («Thomas Münzer som revolutionens teolog», 1921). Disse skrifter blev - sammen med Lukács' «Historie og klassebevidsthed» (1923) - hurtigt stemplet af Komintern som kætterske. Til forskel fra Lukács øvede Bloch imidlertid aldrig selvkritik i forbindelse med sine ungdomsværker.

I 1933 måtte Bloch som marxist og jøde flygte fra Tyskland, via Paris og Wien til Prag, og senere, i 1938, videre til USA. I 1935 udkom «Vor tids arv». En skarpsindig analyse af de småborgerlige forudsætninger for fascismens fremmarch. Under emigrationstiden i USA skrev Bloch sit hovedværk: «Princippet håb». Det er filosofisk set helt specielt, og handler om en grundig opsporing af håbet og det utopiske element - i alt fra detektivromaner, folkelige længsler om Soria Moria slot til højdepunkter i den borgerlige kultur, så som Hegels «Fænomenologiens ånd» og Beethovens «Missa Solemnis».

I USA var Bloch, sammen med bl.a. Brecht blandt kommunismens og Sovjetunionens mest ihærdige forsvarere. Det var derfor efter krigen helt naturligt for ham at afslå tilbudet om at blive professor i Frankfurt i Vesttyskland. Han så i DDR socialismens store chance og var fra 1949 professor i Leipzig i Østtyskland. Men det skulle snart vise sig, at Blochs socialisme baseret på forestillingen om «den konkrete utopi» blev en torn i øjet på de bureaukratiske socialister. I 1957 blev han frataget professoratet. Efter Berlinmuren blev bygget i 1961, valgte Bloch at slå sig ned i Tübingen i Vesttyskland. Et par år tidligere havde han offentliggjort «Princippet håb» - påbegyndt i USA, fuldført i Østtyskland og udgivet i Vesttyskland. I vest blev Bloch - sammen med Herbert Marcuse - den antiautoritære studenterbevægelses vigtigste ideolog. Bloch bekæmpede den nye autoritære tyske ånd lige til sin død, 92 år gammel.

Centralt blandt hans sidste værker står: «Ateisme i kristendommen» (1968), med den underfundige undertitel: «Kun en ateist kan være en god kristen, kun en kristen kan være en god ateist.» Bogen er et sviende angreb på Paulus' og Luthers kristendom og et systematisk forsvar for de kætterske traditioner i den kristne kirke: «Det bedste ved religionen er, at den skaber kættere.» Vigtig er også den storladne historiske og systematiske analyse af materialismens filosofi i «Materialismeproblemet» (1972).

Ernst Blochs marxisme er altid blevet fundet for fabulerende og utopisk af den forenklende og skematiserende marxisme. Med henvisning til Engels': «Socialismens udvikling fra utopi til videnskab» siger Bloch, at der indenfor marxismen eksisterer et alt for stort spring fra utopi til videnskab. Det har ført til en gradvis underernæring af den revolutionære fantasi. Det er netop den forkætrede, utopiske marxisme, som den socialistiske bevægelse har behov for. En marxisme bygget på erfaringer fra den folkelige humor, af tilværelsens myter og af kampen for socialismen.

R.S.