Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Marcuse (1898-1979), tysk-nordamerikansk marxist og samfundskritiker. Herbert Marcuse voksede op i Berlin. Der sluttede han sig til det socialdemokratiske parti (SPD) i 1917, men forlod det efter mordene på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i 1919. Siden var han ikke medlem af noget politisk parti. Marcuse studerede filosofi i Freiburg under Martin Heidegger og skrev en doktorafhandling om Hegel og Heideggers filosofi. Også i Marcuses senere marxistiske forfatterskab er påvirkningen fra Heideggers eksistensfilosofi tydelig. Fra Freiburg drog Marcuse til Frankfurt am Main, hvor han sluttede sig til kredsen omkring Max Horkheimer på «Institut für Sozialforschung» (Frankfurterskolen).

I de næste årtier markerede Marcuse sig som en af Frankfurterskolens vigtigste teoretikere - og utvivlsomt som dens mest militante repræsentant. Som marxist og jøde måtte Marcuse forlade Tyskland i 1933. Han boede først et år i Schweiz og drog derefter til USA, hvor han slog sig ned for bestandig. Han var tilknyttet flere nordamerikanske universiteter: Columbia, Harvard, Brandeis og endelig San Diego hvor han var fra 1965 til han gik af i 1970. Marcuses navn er uløseligt knyttet til 1960'ernes studenteroprør - mere end nogen anden blev Marcuse oprørets teoretiker.

De vigtigste skrifter publicerede Marcuse forud for studenteroprøret. I 1930'erne skrev han flere programmatiske essays om kritisk teori i «Zeitschrift für Sozialforschung», Frankfurterskolens husorgan. Han skrev også den første filosofiske præsentation af Marx' nyopdagede ungdomsskrifter (1932). Hans vigtigste filosofiske værk er «Fornuft og revolution» (1941). Marcuse søger her at klarlægge forskellen mellem to konkurrerende samfundsteorier: den dialektiske og den positivistiske. Det centrale i studiet er analysen af Hegels fornuftsfilosofi som optakt til Marx' revolutionære samfundsteori, kontrasteret med positivismen og dens udgangspunkt i Comtes filosofi.

I «Sovjet-marxismen» (1958) analyserer Marcuse dialektikkens forfald indenfor sovjetisk filosofi, etik og politik. Men det er særligt i de to studier «Eros og civilisation» (1955) og «Det en-dimensionale menneske» (1964) at Marcuse udformer sin særegne samfundsfilosofi - en dristig syntese af marxisme og psykoanalyse.

I analysen af det industrielle overflodssamfund må Marx' økonomiske begreber ifølge Marcuse dels udfyldes og dels erstattes med et sæt af politiske, moralske og æstetiske begreber. Marcuses analyser kredser især omkring revolutionens mulighed i de højt udviklede industrisamfund. Revolution vil ikke bare sige at ændre samfundets organiserende princip fra marked til planlægning eller at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Ud fra Marcuses radikale tænkning vil revolution sige en omvæltning, som griber dybt ind i det enkelte menneske, i dets personlighedsstruktur, i forholdet til naturen, i forholdene mellem kønnene.

Marcuse knytter revolutionens mening til ideen om et «nyt menneske» - en menneskehed som er oplært til en ny følsomhed, sandhed og solidaritet. I denne analyse griber Marcuse tilbage til Freuds psykoanalyse for at give marxismen et driftspsykologisk grundlag. Revolutionen skal, med Freuds termer, ændre menneskets driftsstruktur: Den destruktive, nedbrydende energi omformet til erotisk, skabende energi.

I en kort periode omkring 1968 fik Marcuse en enestående tilslutning som en medrivende og begejstrende samfundsfilosof. Senere blev hans position svagere, særligt overfor den dogmatiske og blaserte venstrefløj. Imidlertid giver manglende konkret samfundsanalyse og strategisk tænkning hans teorier et skær af utopisk romantik. I perspektiv fremstår Marcuse som en af de yderst få dristige og nytænkende teoretikere indenfor moderne marxisme.

R.S.