Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Boligkampen har altid stået centralt i arbejderbevægelsen. Lige siden det 19. århundrede har den især taget udgangspunkt i boligspekulationen, boligmanglen, boligudgifterne og kampen for bedre boligmiljøer. Det er nemlig især arbejderklassen, der rammes af boligspekulationen og bolignøden.

Arbejderbevægelsen koncentrerede sig fra slutningen af 1800-tallet om organiseringen af byggeriet af bedre boliger. Først i de enkelte fagforeninger, siden i Kooperationen og endelig i boligselskaberne. I takt med at bevægelsen gennem Socialdemokratiets vækst fik øget politisk indflydelse, blev boligkampen også ført ind på det politiske område. Den første offentlige støtte til byggeriet blev gennemført i 1887, men det var først under indtryk af bolignøden under 1. verdenskrig at reguleringen af lejeforholdet blev taget op. Det var også først under krigen, at lejerne begyndte at organisere sig. Det var dog først under den bolignød og -spekulation der fulgte under 2. verdenskrig, at boligbevægelsen virkelig blev styrket og spredt over hele landet.

Den økonomiske krise fra starten af 1970'erne og venstrefløjens opsving medførte øget boligkamp. Studerende kæmpede mod lejeforhøjelser på kollegierne, og lejeforeningerne blev styrkede og gik til kamp mod lejeforhøjelser i både det private og offentlige udlejningsbyggeri.

Siden midten af 1980'erne er der imidlertid sket en betydelig svækkelse af boligkampen. Det har en række forskellige årsager: lejerbevægelsen er blevet splittet, udstykningen af lejeboliger til andels- og især ejerboliger har reduceret antallet af husholdninger i lejebyggeri, venstrefløjen og de folkelige bevægelser er blevet svækket i takt med individualisering og afkollektivisering. Denne udvikling afspejler også, at arbejderbevægelsens partier skal administrere en mere blandet situation. Hvor arbejdere og lavere funktionærer tidligere var lejere, ejer mange i dag deres bolig. Partierne er derfor nødt til at «tage hensyn» til både lejere og ejere. Ejendomsforholdet har nok sikret arbejderen råderet over egen bolig (i den udstrækning renteudvikling og boligmarkedet giver råderum for), men har samtidig reduceret solidariteten overfor boligspekulanterne og givet andre interesser - f.eks. i bevarelsen af boligejernes asociale ret til at trække renteudgifter fra i indkomsten. Denne spaltning har også ført til spaltning i arbejderbevægelsen. Det sås klart, da socialdemokraten Erhard Jakobsen i 1973 brød med sit parti, og dannede CD der fra starten definerede sig som boligejernes parti. Han tiltrak også arbejdervælgere, der tidligere havde stemt socialdemokratisk.

Alligevel er boligkampen fortsat af central politisk betydning, og er en direkte videreføring af den kamp for bedre boligforhold, som arbejderbevægelsen har ført siden sin undfangelse i slutningen af det 19. århundrede. Boligmanglen og -nøden eksisterer fortsat. I opgangstider vil de mere velstillede arbejdere og funktionærer ofte søge at løse disse problemer ved at søge over i andels- og ejerboliger, men det er også dem der først rammes i nedgangstider. Forbedring af boligsituationen kvantitativt og kvalitativt kan kun sikres gennem kollektiv organisering og fortsat boligkamp.

A.J.