Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Landbrug
    .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
    .  Humaniora  .  Historie
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 6/10 2003
Læst af: 21.537
: :
Bondesamfund

Et bondesamfund er et samfund, hvor flertallet af befolkningen lever direkte af landbrug og husdyrhold. Bondesamfundet adskiller sig fra nomade- og stammesamfund ved produktion til eget forbrug i individuelle familiebrug, med statsmagten som områdemæssig (territorial) politisk ramme. Indenfor denne ramme består bondesamfundet imidlertid ikke blot af bønder. Bondesamfund voksede ud af ældre stammeorganiserede samfund, der allerede havde udviklet styrende klaner, håndværksspecialister og præsteskab. Landbrugsproduktionen måtte derfor også brødføde aristokrater, præster, håndværkere, købmænd og andre, der ikke selv drev landbrug. Selv om bondesamfundets familieenheder producerede for at tilfredsstille eget forbrugsbehov, måtte de endvidere skabe et overskud, der kunne overføres til andre sociale grupper, direkte eller gennem markedet. Bondesamfundets situation har derfor altid været præget af forholdet til andre samfundsgrupper, der har levet af landbrugets overskudsproduktion. I denne forstand udgør bondesamfundet et klassesamfund, hvor landbrugsproducenterne er underlagt rente- eller skattepligt til fordel for andre samfundsklasser.

Bondesamfund adskiller sig på den anden side fra landbrugssamfund domineret af kapitalistisk forretningsdrift, kollektivbrug, og plantage- eller ranchdrift med slave- og lønarbejde: Familiegården er den grundliggende produktionsenhed i bondesamfundet, hvad enten bønderne ejer eller lejer deres jord.

Bønder og farmere

Megen af den principielle diskussion om særtræk ved bondesamfundet er skrevet på sprog med begrebsforskelle, der mangler på dansk. Distinktionen mellem f.eks. «peasant» og «farmer» kommer ikke frem i vore «bonde» og «landmand». Mens en «farmer» gerne betegner en landbrugsentreprenør, der gennem kapitalakkumulering (ophobning) og reinvestering driver et forretningsforetagende, driver en «peasant» et familielandbrug, hvor formålet er at tilfredsstille husholdets forbrugsbehov. Her vil der alligevel være tale om flydende overgange med karakteristiske mellemstillinger, hvor ydre økonomiske betingelser gør reinvestering og markedsproduktion nødvendig for at kunne beholde gården og sikre forbrugstilførselen. Disse begrebstyper kan give betydelig indsigt i forskellige bondesamfunds økonomiske virkemåde, men de eksisterer ikke på dansk. I denne sammenhæng anvendes «bondesamfund» alligevel i en betydning, der ligger nærmere det førindustrielle landbrugssamfund, mens det specialiserede og talmæssigt beskedne farmerlandbrug i fremskredne industrilande ikke diskuteres nærmere: Her er der netop ikke tale om bondesamfund, men om bønder som faggruppe i et funktionelt arbejdsdelingssystem.

Begrebet bondesamfund

«Bondesamfund» kan defineres på forskellige sociale niveauer - i stor eller lille målestok. Et storsamfund kan med rimelighed betegnes bondesamfund, dersom et flertal af befolkning og arbejdskraft er optaget af landbrug, dersom denne befolkning samtidig er knyttet sammen af en territorial statsmagt, og dersom familiehusholdet er den dominerende produktionsenhed i landbruget. Lokale delsamfund som smålandsbyer kan også betegnes bondesamfund, dersom de ikke er lukkede og selvforsynende enheder, men indgår som halvt selvstændige dele af et større socioøkonomisk netværk og en større kulturel og politisk orden. Lokale bondesamfund er delvist kendetegnet ved særegne former for samfundsorganisation og traditionelle kulturmønstre, der adskiller dem fra bysamfundet, og delvist ved indordning i et nationalt klasse- og lagdelingssystem. Studiet af bondesamfund giver derfor grundlag for stor variation i tilgangsmåder:

Sammenfattende kan det derfor hævdes, at bondesamfund består af landbrugsproducenter, der hovedsageligt producerer til eget forbrug, for overføring af overskud til økonomiske og politiske magthavere, ved hjælp af familiearbejde og forholdsvis enkel teknologi. (Shanin 1971). Når befolkningspres og kommercialisering driver dette landbrugssamfund i retning af specialiseret markedsproduktion med fabriksproducerede maskiner, går bondesamfundets særpræg i opløsning, samtidig med at antallet af bønder synker: Landbrug er ikke længere en livsform, men en faglig kategori.

Bondeøkonomi

Det er karakteristisk for bondelandbrug, at produktions- og forbrugsenheden smelter sammen i bondebruget. Bondelandbruget som produktionsform er derfor en husholdningsøkonomi. Dette adskiller den fra et kapitalistisk system, hvor forbrugsenhed og produktionsenhed er adskilt i forskellige områder: Familiens «private» forbrugsverden og et specialiseret produktionsliv med kapitalakkumulering og bytteværdi som mål. Under denne forskel finder vi også en vigtig kønskontrast. Mens kvinder under industrikapitalismen har deres hovedopgave i omformningen af produktionslivets «bytteværdier» til private «brugsværdier» i forbruget, deltager bondesamfundets kvinder direkte i produktionen med brugsværdien som det primære mål.

Bondebruget producerer hovedsageligt gennem indsats af familiearbejde. Dette indebærer, at produktionsudbyttet ikke kan opdeles i lønomkostninger og andre udgifter. Men dermed kan der heller ikke beregnes noget overskud ved bedriftsøkonomiske profitkalkyler, hvor kapitaludlæg og arbejdsløn trækkes fra bruttoindtægten. Når arbejdskraften ikke har nogen enhedspris, bliver bondeøkonomien i en vis forstand yderst levedygtig. Under betingelser hvor en bedrift ville gå bankerot, kan bondebruget stramme livremmen ind og øge arbejdsindsatsen. På den anden side har bondeøkonomien en tendens til at undergrave sig selv på markedet, fordi den gerne reagerer på konjunktursvingninger på en måde, der forstærker prisfald: Øger udbudet når priserne falder, og reducerer det når priserne stiger. Dette kan forklares ved balancen mellem arbejdsbelastning og forbrugsbehov, der allerede blev påpeget af den russiske landbrugsøkonom A. V. Chavanov i begyndelsen af dette århundrede. Grafisk kan ræsonnementet fremstilles således:

Grænsebelastning og grænsenytte er henholdsvis øget belastning og øget nytte ved produktion med en enhed til; Belastningen øger og nytten synker når produktionen øges, som vi ser.

Her kan det være prisstigninger eller øget afkastning, der betinger at kurven A-B forskydes mod højre til A1-B1. Da Chayanov betragter balancen mellem arbejdsslid og forbrugsbehov som nøglen til familieøkonomien, betyder en sådan forskydning imidlertid ikke, at produktionen øges i samme omfang som produktivitetsstigningen, men kun til x1, fordi arbejdsindsatsen reduceres til y1.

Dette er et eksempel på anvendelse af «marginalistisk» analyseteknik under andre betingelser end kapitalistisk produktion. Hovedpointen er, at bondeøkonomien synes at virke efter andre rationalitetsprincipper, end den der forudsættes af prismekanismen under en højt udviklet markedsøkonomi. Dette skyldes, dels at såvel produktiv indsats som markedsorientering er tilpasset forbrugsbehov, og dels at produktionsomkostningerne er forholdsvis faste, da arbejdsomkostninger i form af lønudgifter ikke kan varieres. Det må selvsagt understreges, at de forudsætninger denne model bygger på, sjældent findes i rendyrket form.

Før-kapitalistiske bondesamfund har samtidig haft behov for økonomiske tjenester og samarbejdsformer udover familiebruget. Det kan dreje sig om større bygnings-, vandings- eller rydningsarbejder. Tjenester som kværn-, mølle- og håndværksspecialister. Regulering af fælles græsningsstykker. Opsamling af enker og faderløse. Det er sådanne funktioner bondesamfundet har varetaget på egns- eller landsbyniveau. Landsbysamfundet er derfor et økonomisk system med varierende grad af brugs- og ejendomsfællesskab. Dette er en hæmsko for individuel økonomisk foretagsomhed, men samtidig en sikkerhedsmekanisme under usikre og varierende produktionsvilkår.

Markedspladser og lokalt varebytte er typisk for samfund, hvor kun en begrænset del af bondeproduktionen når frem til et marked. Gennem lokale markeders bånd til distrikts- og nationale centre, bliver bondemarkedet gradvist en del af et større markedsnetværk. En udviklet markedsøkonomi - præget af universalitet, anomymitet og abstrakte profitkalkyler - står imidlertid i modsætning til bytteformerne i traditionelle bondesamfund. Penge- og markedsøkonomien trænger ind i bondesamfundet og omformer sammensatte personlige forhold til en ren interesseforbindelse mellem købere og sælgere. Det eksisterer derfor en generel modsætning mellem bondesamfundet som livsform og lovene for et prisregulerende marked.

Det er derimod misvisende i marxistisk forstand at opfatte bondeøkonomien som en særlig «produktionsmåde». Bondebruget kan være underordnet højst forskellige former for tilegnelse af overskudsproduktionen - gennem produkt-, penge- eller arbejdsrente, gennem stavnsbinding, sharecroppings-arrangementer hvor en bruger må overlade en vis andel af produktet til ejeren, eller beskatning. Bondebruget må differentieres udfra de forskellige typer afhængighedsforhold.

Kontrol og fordeling af jord

Landbrugshistorisk og etnografisk forskning har påvist en nær sammenhæng mellem dyrkningssystem og social organisation. Eksempelvis forudsætter et system med udstrakt blanding af landbrugsjorden et organiseret driftsfællesskab indenfor landsbyen.. Teknologiske driftsmetoder spiller sammen med dette forhold, og skaber helt bestemte landbrugsformer, der samtidig afspejler et socialt system. (Bloch 1931). Sådanne sammenhænge er også tydelige i irrigations(overrislings)landbrug, hvor større hydroanlæg - dvs. anlæg der drives ved vandtryk - kræver et omfattende samarbejde og kontrol på det politiske plan.

Nødvendigheden af store vandingsanlæg bereder forholdene for en centraliseret statsmagt - i sine mere vidtgående former et bureaukratisk regime kendetegnet ved det Max Weber betegnede som prebendalt domæne over jord. Dette betyder, at bondesamfundet ikke er underlagt jordherrer med arvelig kontrol, men derimod jordherrer med rente- eller beskatningsrettigheder som statsmagtens tjenere. Bønderne var dermed underlagt en form for statslig livegenskab indenfor et bureaukratisk system, sådan som det f.eks. er blevet beskrevet i studier af det osmanniske rige i Tyrkiet og forskellige asiatiske imperiedannelser.

En anden form for domæne som bondejord traditionelt har været underlagt kaldes ofte feudalt. Her holdes jordejendommen i en gradueret og betinget form for ejendomsret, hvor bønderne er underlagt godsejerens militærmonopol og lokale domsmagt. Livegenskabet udtrykker bøndernes rentepligt, og stavnsbåndet binder dem fast til jorden. Her eksisterer ingen fri dispositionsret over jorden, med adgang til køb og salg, og heller ingen bevægelig arbejdskraft. I økonomisk forstand er feudalismen en statisk produktionsform.

Også i traditionelle bondesamfund med en langt svagere aristokratisk dominans, var jordejendom reguleret af slægtskabsregler og tradition. Et landbrug kunne have mange ejere - fordelt i landsbyen - og en bruger kunne være lejer på sin egen gård, men samtidig have ejendomsandele i andres.

Den tredje hovedform for kontrol og fordeling af jord er det merkantile domæne (Wolf 1966). Her er jord privatejendom i moderne forstand - en fri omsætningsvare med en pris som enhver anden vare. Jordrenten tager her form af afkastning på investeret kapital, og jord kan pantsættes som sikkerhed for lån: Tvangsauktionen er markedsøkonomiens yderligtgående udslag i bondesamfundet.

Det må samtidig understreges, at disse hovedtyper af dominans over jord ikke udelukker hinanden, men eksisterer i forskellige blandingsforhold. Det er netop den relative betydningen af forskellige former, der afgør et bestemt landbrugssamfunds karakter. I Vesteuropa blev det feudale domæne allerede fra højmiddelalderen gradvist omformet af merkantile indslag, mens enkelte ikke-kommercielle institutioner på den anden side har overlevet helt ind i vort århundrede.

Social struktur

Som social organisation er det før-industrielle bondesamfund flertydigt. I en vis forstand er bondesamfundet en «egen verden», styret efter andre principper for økonomisk tilpasning og social koordination end bysamfundet. På det lokale plan er bondesamfundet et primærgruppefællesskab, hvor betydningen af slægtsskab, hjemstavn og tradition er stærk og særegen.

Det traditionelle bondesamfund havde samtidig vanskeligt ved at udvikle organisationsformer på tværs af lokalsamfund. National koordination blev et aristokratisk eller borgerligt-bureaukratisk privilegium. Bønderne var dermed anvist plads i et juridisk defineret standshieraki, med politisk autoriserede principper for social klassifikation: Bondestanden repræsenterede almuen, med få rettigheder og mange pligter.

I en vis forstand er traditionelle bondesamfund også præget af modsætningerne indenfor det sociale og økonomiske system som helhed, med bønderne som en egen social klasse. Ligheden i produktionsform, arbejdssituation og forpligtelser giver bønderne et interessefællesskab overfor andre sociale grupper. Samtidig er graden af formalisering og organiseret udtryk for bøndernes klassekarakter gerne begrænset af isolation, splittelse og manglende kollektiv erfaring. I den udstrækning bondesamfundet også er bærer af førkapitalistiske institutioner, er bønderne ingen «samfundsklasse» i samme forstand som arbejderklassen er det.

Bondesamfundet kan samtidig være splittet i indre klassemodsætninger pga. den ulige adgang til jord. Her fremstår familiebruget som en mellemform mellem storlandbrug med lønarbejde på den ene side, og hel- eller halvproletariserede småbrugere på den anden. Sådanne forskelle har dels sammenhæng med befolkningspres og relativ knaphed på jord, og dels med de langsigtede virkninger af forskellige regler for arvefølge. Halvproletarisering af små familiebrug sker ofte gennem en kønsdeling, hvor kvinderne opretholder et forbrugsorienteret landbrug, mens mændene har fast eller sæsonbetonet lønarbejde.

Sammenfattende kan det hævdes, at bondesamfundets særpræg bestemmes i skæringspunktet mellem tre forskellige principper for social organisation: Det levende gruppefællesskab (sociologiens «community» og «gemeinschaft»), den juridisk bestemte stand, og den socioøkonomiske klasse. Bondesamfundet har - i varierende grad - alle disse karakteristika, og ingen af dem er alene helt træffende. I den forstand er bondesamfundet mødested for den klassiske sociologitradition og marxistisk klasseanalyse.

Ændringsprocesser

Som sociologisk kategori går bondesamfundet gradvist i opløsning pga. stigende kommercialisering og fremvæksten af upersonlige kontraktforhold i økonomisk og socialt samkvem. Landbrugets omformning fra livsform til fag udtrykker samtidig, at bøndernes klassekarakter klarere kommer til udtryk, men særpræget ved landbrugssamfundet udviskes: Bønderne bliver en faggruppe indenfor det almindelige selvstændige småborgerskab. Kapitalismens langsigtede udvikling i landbruget indebærer på den ene side individuel privatejendom til jord, og på den anden side landbrugsbefolkningens adskillelse fra produktionsmidlerne. Derved opstod forudsætningerne for en dynamisk, foranderlig, økonomi gennem tre samtidige virkninger: For det første en stimulans til individuel foretagsomhed og reinvestering af landbrugets overskud. For det andet frigjort arbejdskraft til produktionslivet udenfor landbruget. Og for det tredje udvidet efterspørgsel gennem et stigende fornyelsesbehov i landbruget og et stigende forbrug udenfor landbruget. Denne udvikling kan sammenfattes i billedet af et alment bondeparadoks: Større produktivitet i landbruget giver grundlag for stigende urbanisering, men opnås ved metoder der reducerer antallet af bønder; Landbrugets økonomiske specialisering og bøndernes fremvækst som erhvervsbevidst samfundsklasse bryder bondesamfundets karakter op i en industrikapitalistisk omverden. I denne forstand er historiens hjul ubønhørlig. Bondesamfundets opløsning betyder «farmer»-landbrug for de få og proletarisering for de mange.

Bondesamfundet præges også af en indre dynamik, et cyklisk ændringsmønster der ikke peger ud over bondesamfundets egne rammer. Familiebrugets generationsudvikling bestemmer forholdet mellem producenter og konsumenter i husholdningsøkonomien. Vekslingen fra barnløse par (med eller uden forpligtigelser overfor den forrige generation) til forsørgede småbørn, til produktive hjemmeboende, til udflytning og nye barnløse par, giver en cyklisk bevægelighed der påvirker brugets udvidelsesmuligheder og bæreevne. Mulighederne for rydning og udvidelse af jordarealet afgør hvilke følger dette cykliske mønster har for ulighederne indenfor bondesamfundet. Samtidig afgør arvereglerne, hvem der overtager og til hvilken pris, og hvem der må finde andet arbejde. Bondesamfundets udvikling kan derfor bygge på institutionelle principper, der modvirker opløsningen udefra, eller modificerer virkningerne af den. Den konkrete mangfoldighed af sådanne mekanismer er agrarsociologiens centrale virkefelt.

Bondepolitik

Bondesamfundet kommer i første række til syne i socialhistorien og den økonomiske historie - sjældnere i den politiske historie. Bønder organiseret i en politisk bevægelse har sjældent - Danmark er her en undtagelse - sat landspolitiske spor på egne præmisser. De er oftest massegrundlag for andres formål, eller en sag for det nationale ordensværn.

To forhold der varierer er af betydning for bønders politiske aktivitet. På den ene side bondelandbrugets indre struktur - differentiering, produktionsform, jordejendomssystem og kontaktmønster. På den anden side bondelandbrugets forbindelseslinier udadtil - økonomiske forpligtigelser, værnepligt, social og politisk statur. Marx lagde i sin «Louis Bonapartes 18. brumaire» vægt på de franske parcelbønders selvtilstrækkelige isolation, deres mangel på kommunikation og nationale forbindelser: En «sæk kartofler» der blev bonapartismens reaktionære massegrundlag, fordi den var ude af stand til at repræsentere sig selv, og som derfor hengav sig til en uindskrænket regeringsmagt. Her bliver bondelandbrugets produktionsform politisk udtrykt som en passiv indkapsling i den gamle samfundsorden. Men under andre vilkår har førindustrielle bondesamfund organiseret sig til forsvar mod skattekrav og bureaukratisk underordning, sådan som vi kender det fra bondeoprørenes klassiske periode i Norden. (Se Bonderejsning.) Bondesamfundets politiske udtryksformer, dets «konservative» eller «radikale» fortegn, må derfor også ses i lys af den sociale og politiske orden som bondelandbruget er en del af.

Politisk aktion i traditionelle bondesamfund beskrives ofte som lokale og spontane, med ringe grad af strategisk koordination. En karakteristisk form har været «tusindårsbevægelser» af utopisk karakter, med vage forestillinger om lighed og retfærd - et samfund uden herskere. Hemmelige broderskaber af politisk-religiøs karakter har udgjort en varig understrøm i mange landbrugssamfund, og «social banditry» - dyrkelsen af den ædle røver - er et grundlæggende tema i undertrykte bondebefolkninger. (Se Bandit). Her er det ikke et nyt samfundssystem der står på programmet, men en traditionel orden hvor nedarvede rettigheder respekteres, og hvor overgreb får en retfærdig straf. Sådanne politiske eller før-politiske strømninger blomstrer gerne op som reaktion på nedgangtider, mod nye skattebyrder og øgede rentekrav.

Mere ordinær politisk virksomhed i bondesamfund - med sigte på at påvirke myndighedernes adfærd - bygger ofte på direkte personlige bånd mellem lederskab og tilhængere. Lederskikkelser har gerne den ene fod udenfor landsbyfællesskabet, og henter ressourcer fra en bredere erfaringsbaggrund. Det personlige autoritetsforhold spiller en større rolle end selve programmets saglige indhold. Denne form for populistisk «personalisme» - gerne betegnet «klientelisme» eller «patronage» - er direkte afledt af de dominansforhold, som bondelandbruget er støbt ind i. Spillerummet for selvstændige krav og selvstændig politisk stil er her større for de dele af bondesamfundet, der har en vis selvbestemmelse at forsvare, hvadenten denne selvstændighed skyldes selveje eller geografisk afstand til godsejer og øvrighedsmagt.

Balancen mellem arbejde og jord er ofte en dominerende bekymring i «traditionelt» bondelandbrug - manglen på jord og jordbesættelse er en udbredt aktionsform. Det mere industrialiserede «farmer»-landbrug er derimod stærkere berørt af betingelserne for selvstændig ophobning - akkumulering - af kapital. Her er de bondepolitiske programmer derfor optaget af høje og stabile priser, rimelige kreditter, offentlige subsidier og gode kommunikationsformer. Dette er den fremvoksende agrare middelklasses krav, og de adskiller sig fra det traditionelle bondesamfunds labile pendling mellem «konservative» og «radikale» ytringsformer: Det politiske højre og venstre er misvisende kategorier i studiet af politik i bondesamfund. Alligevel har også førkapitalistiske småbønder til tider ladet sig mobilisere i revolutionære bevægelser, som «farmer»-landbruget er immune overfor. Barrington Moore hævder derfor også, at «den menneskelige friheds kilder ikke kun ligger hvor Marx så dem: Blandt klasser i færd med at overtage magten. De ligger måske i endnu højere grad i den døende klagen fra en klasse, som fremskridtets bølge er i færd med at tromle ned».


Litteratur

E. R. Wolf: Peasants, New Jersey 1966.
T. Shanin (red): Peasants and peasant societies, Harmondsworth 1971.
M. Bloch: Les caractères originaux de l'histoire rurale francaise. Den franske originalen kom ut i Oslo i 1931.
B. Moore: Social Origins of Dictatorship and Democracy. Lord and peasant in the making of the modern world, Beacon Press 1966.

Specialtidsskrifter:
«Peasant Studies» (tidligere «Peasant Studies Newsletter», amerikansk) og
«Journal of Peasant Studies» (britisk).

En central reference om bondeøkonomi er den russiske agrarøkonom A. V. Chayanov, der var direktør for Instituttet for Landbrugsøkonomi efter revolutionen, men som blev anklaget for kulakvenlighed og arresteret i 1930. Et par af hans centrale arbejder findes i: The Theory of Peasant Economy, Illinois 1966.