Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 26.000 civile (heraf 11.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 50.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 15 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Bonapartisme karakteriserede oprindeligt det «napoleonske» program i fransk politik i begyndelsen af det 19. århundrede - dvs. en genrejsning af det første kejserdømmes idealer. Efterhånden har begrebet opnået den mere generelle betydning af en bestemt type antidemokratisk regime. I denne sidste forståelse går betegnelsen tilbage til Ludvig Bonaparte, den store Napoleons nevø, og hans position som Frankrigs «populære diktator» i årene 1849-1870.

Ludvig Bonaparte blev valgt til republikkens præsident efter februarrevolutionen, da han i december 1848 stillede op på et uklart napoleonsk program, og vandt en tilslutning blandt vælgerne der mere skyldtes onkelen end den ubeskrevne nevø. Skridt for skridt eliminerede han den anden republiks demokratiske institutioner ved at udnytte præsidentstillingen til det yderste. Han beherskede regeringen, kontrollerede hæren, indskrænkede stemmeretten og forlængede til slut ved et regulært statskup sin egen regeringstid til 10 år (1. december 1851). Dette sidste skridt blev legaliseret gennem en folkeafstemning, som gav overvældende flertal for præsidenten, og en ny forfatning baseret på fuldt præsidentstyre blev udformet. Bonaparte optrådte imidlertid mere og mere royalistisk, og en folkeafstemning i november 1852 genindførte arvekejserdømmet i Frankrig og gjorde Ludvig Bonaparte til kejser som Napoleon III.

Siden dette tidspunkt kaldes et enmandstyre for bonapartistisk, når det tilbagekalder eksisterende demokratiske rettigheder ved at appellere direkte til opinionen gennem folkeafstemninger. Folkeafstemningen spiller en central rolle, men det system den anvendes under indebærer en så stærk kontrol og opsyn med vælgerne, eventuelt kombineret med manipulation og valgfusk, at den forfalder til en ren legitimation. Regimet bygger altså på en tilsyneladende «dialog» med folket hen over hovedet på demokratiets repræsentative institutioner (politikere, partier, presse, parlament), der derved får deres magt beskåret og til slut eventuelt elimineres.

Alligevel gør folkeafstemningerne bonapartismen opinionsfølsom, og adskiller den fra det fascistiske diktatur. Napoleon IIIs eget regime er karakteristisk for denne følsomhed. Efter en periode med énmandsdiktatur (1851-60) var han nødt til at styrke sin prestige efter en serie mislykkede udenrigspolitiske tiltag gennem indførelsen af begrænsede liberal-demokratiske reformer. Fortsatte fejlgreb i 1860'erne førte til behov for yderligere indrømmelser overfor den opposition, der var delvist legaliseret med reformerne efter 1860, og i 1869 gled kejserdømmet over i en rent parlamentarisk forfatning. Adolf Hitler der senere benyttede mange af Bonapartes kneb overfor opinionen, repræsenterede dog istedet et regime der stadig mere tilsidesatte demokratiske rettigheder, og som med årene løsrev sig helt fra opinionen.

Bonapartismen må på den anden side afgrænses fra det direkte demokrati af castroistisk type, hvor lederen godt nok kan stå i et nærmest plebisitært forhold til folket, men hvor regimet selv betyder en udvidelse og ikke en indskrænkning af demokratisk deltagelse i politikken. I forhold til deres historiske forgængere repræsenterede f.eks. både castroismen og nasserismen en udvidelse i denne henseende, og deres regimers karakter var derfor klart forskellige fra bonapartismen.

I skriftet «Ludvig Bonapartes 18. Brumaire» lancerede Marx noget, der senere er blevet opfattet som en økonomisk teori for bonapartisme: Det bonapartistiske regime må forstås som et resultat af, at borgerskabet frivilligt abdicerer fra dets politiske positioner for at bevare den økonomiske magt, og istedet overlader styret til en tredjemand, en outsider. Teorien blev videreudviklet af den tyske kommunist August Thalheimer i 1920'erne og anvendt også på det fascistiske diktatur. Den bygger imidlertid ikke på et nærmere økonomisk studium af, hvad der ville være sket med borgerskabets økonomiske magt, dersom parlamentarismen fortsat havde været i funktion, og hvordan denne magt eventuelt ville være svækket. Meget tyder på, at bonapartismen må studeres som et politisk fænomen, og forklares på politikkens niveau. Den bliver dog ikke mindre interessant af det.

Enkelte anser Bismarck for at være en anden bonapartist i europæisk historie. Bismarcks anvendelse af udenrigspolitikken til at styrke regeringsmagtens popularitet derhjemme, hans visioner om en «revolution ovenfra» i det tyske samfund, samt en udtalt imperialisme som han delte med Napoleon III, regnes for at være de bonapartistiske elementer i hans politik.

H.F.D.